Dæmondrengen vs. Elverprinsen – Hellboy 2: The Golden Army

Hellboy er på plakaten igen med filmen The Golden Army

Der er gået fire år siden Guillermo del Toro lavede den første Hellboy-film, som – især i Directors Cut-udgaven – var en rimeligt tro filmatisering af de første par historier i Hellboy-serien (primært Hellboy: Seed of Destruction) og mens den tog sig en del friheder overfor forlægget (Hellboy og Liz er .. romantisk involverede i filmen, Abe er telepat og Hellboy går med bukser), var den i det store og hele tro overfor tonen i forlægget. Og hey, der var frø-monstre, Rasputin, nazistiske videnskabsmænd og store Lovecraft’ske tentakel-dæmoner, ganske som i serien.

Fra starten står det klart at Hellboy 2 er en ganske anderledes skabning – den indledende dukke-animationsfilm, som slår konflikten mellem mennesker og elvere an, er ikke hverdagskost i Hellboy-universet, og som filmen skrider frem står det klart, at Lovecraft-elementet er skubbet i baggrunden i forhold til sidst.

Plottet drejer sig som nævnt om konflikten mellem elvere og mennesket, eller mellem naturen og vores industrialiserede verden om man vil. Fra gammel tid er der indgået en våbenhvile mellem de to parter, men elverprinsen Nuada synes at menneskene er gået for vidt (og der kan han have en pointe) og vil vække det oldgamle ultimative våben, Den Gyldne Hær, hvilket vil resultere i menneskehedens undergang. Det kan vore helte i [[BPRD]] ikke sidder overhørigt, og med hjælp fra bl.a. det nye holdmedlem Johann Krauss og prins Nuadas tvillingsøster, prinsesse Nuala, går de i gang med at forpurre planerne om at vække den Gyldne Hær.

I mellemtiden ser vi troldemarkedet under Brooklyn-broen, oplever en storladen kamp mellem Hellboy og en skovgud, ser indgangen til elvernes underjordiske rige i Nordirland og vores hovedperson møder sin egen personlige dødsengel.

BPRD i Hellboy 2
BPRD i Hellboy 2

Visuelt er filmen et kapitel for sig – de overnaturlige væsener er fremragende, troværdigt og også humoristisk lavet (jeg holdt meget af tandfeerne) og filmen planter en lang rækker billeder på ens nethinde, som virkeligt er one-of-a-kind, hvilket jo også er en af del Toros store forcer som filmmager.

Jeg har hørt at en masse mennesker har skuffede forventninger i forbindelse med Hellboy 2, og en del af mig kan godt forstå det – der er noget ved filmen, der gør at den ikke er helt oppe og ringe. Jeg har kommet frem til, at det for en stor dels vedkommende ligger i en masse uudnyttet potentiale omkring personernes udvikling – på trods af Doug Jones fremragende spil, kommer romancen mellem Abe Sapien og elverprinsessen Nuala ikke rigtigt til at virke troværdig, på trods af at den bare mangler en eller to uddybende scener for jeg helt troede på den. Burde elverne ikke også være mere påvirkede af skovgudens skæbne, taget i betragtning at den skulle være den sidste af dens slags? Og Liz’ valg i forhold til dødsenglen kunne der også godt være kogt noget mere suppe på uden at det gjorde noget.

Vor store, røde helt
Vor store, røde helt

Omvendt er det en særdeles veloplagt film som del Toro og [[Mike Mignola]] har skruet sammen – del Toro er stor fan af Hellboy, og den kærlighed er ligesom i den første film meget tydelig. I følge IMDB sagde han nej tak til at instruere Halo, Harry Potter 6 og I am Legend fordi det ville være kommet i vejen for at han instruerede Hellboy 2 – det er da dedikation! Og hele vejen igennem er filmen spækket med små detaljer, som jeg i sidste ende er fuldstændigt til salg for og som viser mig at der er nerve og kærlighed til stede.

Ultimativt kommer det i sidste ende meget an på ens forventninger – jeg forventede at se Hellboy fyre one-liners af og sparke bagdel, samtidig med at der var et stort og varieret person/monstergalleri, og det fik jeg opfyldt til fulde. Der er som nævnt nogle ting, der kunne være gået mere i dybden med, men den slags har man jo extended editions og director’s cut til at rette op på.

Hellboy 2: the Golden Army er på mange måder en sær film – på mange måder har den mere til fælles med Jim Hensons The Dark Crystal og Terry Gilliams tidlige fantastiske film end den har med tegneseriens pulp-rødder, men det fungerer utroligt godt i kontekst og folklore-temaet er også blevet stærkere og stærkere i Mignolas værker, så det er på mange måder alligevel i tråd med serien. Og med nogle gode skuespilspræstationer på lærredet – for at bruge en kliche, så er Ron Perlman Hellboy – er det bare at hanke op i en spand popcorn og slå bagdelen i sædet. Man er solidt underholdt hele vejen, og det er i grunden ikke så værst.

Fakta om filmen

Vurdering: Anbefales

Hellboy 2: The Golden Army
Universal Studios, 2008. 120 minutter.

Instruktør: Guillermo del Toro
Manuskript: Guillermo del Toro og [[Mike Mignola]]
Medvirkende:
Ron Perlman som Hellboy
Selma Blair som Liz Sherman
Doug Jones som Abe Sapien
Luke Goss som Prins Nuada “Silverlance”
Anna Walton som Prinsesse Nuala

Filmens officielle hjemmeside