Ultimate Galactus Trilogy – hardcover udgaven

Læseren advares om at denne anmeldelse indeholder omtale af brugen af Galactus i den nyeste Fantastic Four film “Rise of the Silver Surfer”. Læsere som ikke ønsker at få afsløret handlingen i filmen bør ikke læse denne anmeldelse.

Ultimate GalactusSelv om jeg ikke har været særligt imponeret af det jeg indtil videre har set af Ultimate universets udgave af Fantastic Four, så må jeg indrømme at jeg ikke kunne lade være med at lade mig fascinere af coveret til den tredie del, Ultimate Extinction, som såvidt jeg kan gennemskue er lavet af Brandon Peterson. Galactus har altid været en af mine foretrukne skurke hos Marvel, hvis man i det hele taget kan kalde ham en skurk – naturkraft eller kosmisk væsen er måske mere korrekt. Men uanset hvad man vælger at kalde ham, så har Galactus altid for mig været en “ham”, et væsen som på en gang havde menneskelige træk, men på samme tid kræfter og motiver der lå hinsides vores verdensbillede. Derfor var det selvsagt også en stor skuffelse at man i den nylige Fantastic Four film valgte at erstatte vores velkendte udgave af Galactus med en udefinerbar sky.

Rygterne havde svirret i tiden op til filmens premiere, og efter at flere personer på nettet havde nævnt Ultimate Galactus som et eksempel på hvordan man godt kunne afvige fra den klassiske Galactus uden at ødelægge historien, så var jeg nysgerrig nok til at investere i “Ultimate Galactus Trilogy” som samler alle historierne med Galactus i Ultimate universet i et hardcover bind, hvor man i tilgift får et par sketches og designoplæg til de forskellige figurer. Ekstra-materialet er bestemt ikke noget der er med til at sælge denne specialudgave, men heldigvis så er indholdet i sig selv så fremragende at det sælger sig selv.

Historien falder i tre dele forfattet af Warren Ellis, med Ultimate Vision #0 af Mark Millar som en ekstra historie der samler op på en fortsat fortælling der ellers var henlagt til forskellige numre af The Ultimates. Det hele startes op med Ultimate Nightmare der sætter stemningen på et meget dystert niveau. Jeg husker at da historien først blev annonceret var jeg sikker på at man var på vej til at introducere en af Marvels horror figurer i Ultimate universet. Vi starter i Tunguska i det tidligere Sovjetunionen, hvor et meteor slår ned i 1904. Men først i vore dage, hundrede år senere begynder effekten af denne begivenhed at vise sig. På bedste Lovecraft maner bliver jordens befolkning hjemsøgt af mareridt og under indflydelse af dem begynder folk på uforklarlig vis at begå selvmord.

Ultimate NightmareDette tiltrækker sig opmærksomhed fra to grupper, dels X-Men og dels en anden gruppe ledet af Nick Fury med Captain America, Black Widow og Ultimate udgaven af Falcon som medlemmer. Begge grupper drager til Tunguska med hver deres motiver til at finde årsagen til bølgen af mareridt. Begge grupper ender i et underjordisk militærkompleks er forfaldet lige siden det sovjetiske imperie brød sammen, og takket være Trevor Hairsine og Steve Eptings fremragende tegninger får man straks den uhyggelige følelse der ellers er reserveret til øjeblikke hvor man spiller Doom helt alene i sin lejlighed sent om aftenen hvor det kun er skærmen giver lys fra sig.

Ultimate Secret fortsætter historien med undersøgelser af det fund som de to grupper ender med at gøre i Tunguska. En budbringer som skal advare mod faren fra Gah Lak Tus, men som desværre har været spærret inde i et århundrede, og læsere der tror de har regnet ud hvem budbringeren er vil blive en smule overraskede, for som det senere skal vise sig, så er Ultimate universets udgave af Silver Surfer ganske anderledes end sit oprindelige forbillede.

Slutspillet hvor menneskeheden skal forsøge at forsvare sig mod truslen fra Gah Lak Tus sker i Ultimate Extinction, hvor man ser at Gah Lak Tus ikke er et enkelt væsen, men en sværm af væsener, maskiner med intelligens, men uden følelser, drømme eller håb.

Ideen med at lade Gah Lak Tus optræde som en sværm i stedet for et gigantisk væsen er en interessant nyskabelse. Stephen King påpeger et sted at amerikansk horror i enhver tidsalder afspejler den fremherskende tidsånd. 50’ernes koldkrig gav frygten for teknologisk avancerede væsener fra rummet. Frygten for de moderne og uregerlige teenagere slog igennem i 70’ernes “The Exorcist” og frygten for kræft og andre sygdomme kan ses afspejlet i Cronenbergs tidlige film. Tilsvarende kunne man sige at Gah Lak Tus afspejler frygten for de muligheder som nano-teknologi og intelligente maskiner som vi oplever den i vor tid. Denne frygt kan for eksempel ses i Bill Joys essay “Why the future don’t need us”. Denne dystre fremtidsvision kom midt under den hysteriske optimisme i forbindelse med dot-com boomet, og overraskede mange, da Bill Joy selv gennem en årrække havde været en fremtrædende profil indenfor high-tech verdenen med tilnavnet “the Edison of the internet”.

Truslen fra Gah Lak Tus samler ganske godt op på denne på en gang frygt for de teknologier vi er ved at slippe løs og så på den anden side vores tyrkertro på at mennsket er udviklingens herrer og at vi er istand til at beherske teknologien og anvende den til at forbedre alting. Modsat tidligere tiders historier hvor Reed Richards og Silver Surfer må slutte pagt med noget der ligner en gammeltestamentelig gud, så vi i Ultimate Galactus nået frem til en Nick Fury der selvsikkert forventer at gud rømmer sin himmelske trone og lader ham indtage sin retmæssige plads. Om arkitekterne bag Ultimate universet vil lade ham slippe afsted med denne hybris må vi vente og se. I forbindelse med lanceringen af filmen er der allerede meldt om at Silver Surfer vender tilbage til Ultimate Fantastic Four, så det sidste ord er nok ikke skrevet i denne saga.

Ultimate Secret #04 (af 4)

Ultimate Secret #04Titel: Ultimate Secret #04 (af 4)
Forfatter: Warren Ennis
Tegner: Tom Raney
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: [rate 7.5]

Der er fuld knald på dette sidste nummer af Ultimate Secret, og det er også tiltrængt efter tre forholdsvist stillestående numre inden dette. Vore helte trænger ind på Kree-moderskibet og stjæler filerne om Gah Lak Tus, så de kan forberede sig på hans/dens komme. Undervejs sparker Thor og Thing bagdel, Hawkeye demonstrerer hvorfor jeg er glad for at han døde i The Ultimates for nylig, og Mar Vell bliver ført tilbage til sin oprindelige form.
Ultimate Secret er nu afsluttet, og hvad er konklusionen? Umiddelbart synes jeg at jeg har ventet længe på forholdsvis lidt – der har været nogle store øjeblikke imellem, og der har ikke været nogle kiksede scener (i al fald ikke mange), men til gengæld kunne historien være blevet fortalt på et par numre, og så god er Ellis heller ikke til at skrive personer, at de kan fylde resten af pladsen. Men slutresultatet er jo nok som han vil have det: jeg hopper i sædet og kan næsten ikke vente på næste og sidste miniserie, Ultimate Extinction, som introducerer Gah Lak Tus som en trussel i Ultimate-universet.

Ultimate Secret 3 (af 4)

Ultimate Secret 03Titel: Ultimate Secret 3 (af 4)
Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Tom Raney
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: [rate 7.5]

Af en mand, som hader superhelte af være, skriver Warren Ellis dem nu ret godt, og han synes at have et særligt talent for at skrive til Marvels Ultimate-univers, især Ultimate Fantastic Four, som er gæster i dette blad sammen med the Ultimates, hvilket fører til nogle ret veloplagte scener. Og ellers glider historien nok så nydeligt afsted og når den er færdig, vil vi forhåbentlig vide mere om hvem (eller hvad) Ultimate Gah Lak Tus er.