Nulpigen: Zero Girl af Sam Kieth

Sam Kieth er nok især kendt for sin outrerede serie ”The Maxx” – det var i al fald gennem den og den derpå følgende MTV-tegnefilmsserie, at jeg lærte ham at kende. Side har han sat sine streger på et væld af forskellige figurer og serier, men ikke rigtig noget, der har stået ud fra mængden på samme måde, synes jeg; men nu har G. Floy Studio pludselig sendt Kieths miniserie fra 2001 ud på dansk: Zero Girl.

Det er en noget særegen tegneserie. Den er til tider rodet og frustrerende, men i sidst ende faktisk også overbevisende; den pirker til én, så man får lyst til at genlæse historien.

Det hele starter som en lidt kikset ungdomsfilm: Amy Smootster er i puberteten, i high school og i problemer. Hun er, som hun bekendtgør i den indledende monolog, en freak, en særling… og egentlig lidt stolt af det. Tøjkombinationerne er ikke køn, men de er i det mindste sjældne, og hun er ikke medlem af nogen af de bestående kliker.

Med andre ord: hun er det perfekte mobbeoffer, og det er en rolle, som en lille gruppe piger ikke holder sig tilbage for at tømre hende inde i. Især ikke efter hun begynder at tale med karriererådgiveren Tim, som de ellers havde udset til deres handyr.

Og så begynder de små særheder ellers at dryppe ind i historien… bogstaveligt talt. For det viser sig, at Amys fødder udskiller voldsomme mængder af mystisk væske, når hun bliver flov. Særhed nummer to følger lige i hælene: Amy har sin helt egen psykiater – han hedder Carl og er en bænkebider. Og for så helt at løfte begge fødder fra jorden: da pigegruppen vil være Amy behjælpelig med at få vasket håret i en toiletkumme, afværges det af en gruppe aggressive toiletruller.

I løbet af ganske få sider går ”Zero Girl” fra at være ungdomsdrama til at være en absurd blanding af superheltekarikatur, coming-of-age-historie, magisk realisme og fascinerende indblik i hovedpersonens psyke.

For mens Amy indleder et forhold til den voksne Tim, og pigegruppen forsøger at opdage, hvorfor fodsvedsudsondringerne angiveligt beskytter vor helt, finder vi ud af, at hun befinder sig i en konstant krig mellem cirkler og firkanter. Runde ting hjælper hende, mens ting med for mange kanter forsøger at gøre det af med hende. En stor del af charmen ved ”Zero Girl” ligger i den måde, hvorpå det, der sagtens kunne være en psykose, folder sig ud i historien og bliver virkelighed.

”Zero Girl” er en pudsig historie og helt ærligt svær at blive klog på. På den gode side betyder det, at nogle læsere (undertegnede inklusive) vil få lyst til at genlæse den, næsten så snart de er færdige; på den dårlige side vil nogle læsere nok bare ryste på hovedet og lægge den fra sig. Lige der hjælper det sandsynligvis ikke, at Kieths tegninger er så svingende – folk har det med at skifte udseende, og til tider streger han sig ud i overdrevet. Det gør ikke noget, når han slår sig løs i en historie, der spræller og bobler lige så meget som tegningerne, men her støder de to ting lidt sammen i mine øjne – for godt nok bevæger historien sig ud i det groteske til tider, men han holder hele tiden for øje, at den handler om mennesker og især de to: Amy og Tim.

Alt i alt er ”Zero Girl” ganske fascinerende, og både anden og tredje gennemlæsning giver god bonus. Det er som ”Den mystiske sag om hunden i natten” møder ”Carrie” og en hel masse andet til tonerne af ”Don’t Stand So Close To Me”. Det lyder uden tvivl mærkeligt, så der er ikke meget andet at gøre end at opfordre til at læse den – selv forsøger jeg endnu at afgøre med mig selv, om jeg hader eller elsker den.

Sidste tur i katastrofekurven – Doom Patrol Vol. 6: Planet Love af Grant Morrison

I perioden 1989-93 gjorde Grant Morrison det tilsyneladende umulige; ikke kun genoplivede og fornyede han ’60ernes mærkeligste team af superhelte, Doom Patrol, men han gjorde dem også endnu mærkeligere end nogensinde. Det blev til i alt 63 numre, som senere blev samlet og genudgivet i seks bind, hvoraf det sidste netop er udkommet.

Ulf Reese Næsborg har andetsteds på Tegneseriesiden givet en kort præsentation af seriens persongalleri, som derfor ikke skal gentages her. Blot skal det bemærkes, at det netop er Morrisons dybt originale karakterer, som umiddelbart forbløffer og vækker læserens nysgerrighed (man skal til kollegaen Peter Milligans Enigma for at finde tilsvarende).

The Candlemaker fra Doom Patrol vol. 6Med et sådant persongalleri kan alt ske. Kan vel være at Doom Patrol foregår i en genkendelig virkelighed, men det genkendelige er kun skind, og virkeligheden er hverken fast eller usårlig: overalt lurer galskab og mareridt, absurditeter og monstre, som f.eks. antagonisten i Planet Love, The Candlemaker.

En krydsning mellem et Lovecraftsk havuhyre og en falden engel med afbrændte vinger var The Candlemaker oprindelig abepigen Dorothys fantasiven, som beskyttede hende mod en fordømmende omverden:

“The Candlemaker told me to make a wish, so I did. I had to let it out so that it could grant my wish, so I said okay. I was just a little kid. I guess I didn’t really think it could do anything. It was just like a bad dream. And I was so angry.”

Men for The Candlemaker er Dorothy kun en dør, og da hun lukker ham ud i et desperat forsøg på at redde en af sine venner fra døden, bliver han ude, fast besluttet på at lægge hvert eksistensniveau øde. Men det er kun en af de farer som Doom Patrol og verden står over for i Planet Love; ligeså seriøs er den trusel som i form af tusindevis af nanomaskiner er udgået fra deres egen midte:

“We have … hours left before they swarm over the whole world. Hours …”

Om verdens mærkeligste helte endnu en gang klarer skærene, skal naturligvis ikke røbes her. Noget andet er, om Morrison formår at lukke serien med samme originalitet, som han åbnede den. Havde Doom Patrol endt med nr. 62, ville svaret have været et forsigtigt ja, men med nr. 63 ebber serien desværre ud i en af litteraturens mest slidte klichéer.

Men ser man bort fra det sidste kapitel, er Planet Love helt i tråd med resten af serien. Grant Morrisons idérigdom er blændende, og derfor tilgiver man ham gerne, at plottet indimellem synes afgjort af en plancette. Når historierne virker bedst – og selv de mest absurde indslag accepteres af læseren – skyldes det selvfølgelig ikke mindst Richard Case, seriens faste tegner, hvis klassiske og detaljerede stil på een gang understreger det velkendte, og gør det sære så meget desto mere virkelighedsnært og foruroligende.

Endelig skal det nævnes, at man i Planet Love også kan læse Morrisons kærlige parodi på Doom Patrol, nemlig Doom Force fra juli 1992, illustreret af Case m.fl.:

“Once they smiled, now they are grim – Children of the catastrophe, blessed – or cursed – with fantastic powers and gorgeous bodies.”

God fornøjelse!

Doom Patrol

Fakta om serien

Doom Patrol Vol. 6: Planet Love (2008) 220 sider i farver

Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Richard Case, Sean Phillips, Stan Woch, m.fl.
Forlag: DC/Vertigo

Dylan Dog 5: Anna Nevers genfærd

Efter en uge med flere sportslige gysere ser Kent Damgaard nærmere på det seneste bind i serien om mareridtsdetektiven Dylan Dog, som denne gang må hjælpe en ven der er plaget af et spøgelse … eller er han?

Dylan Dog 5Efter de første par hæfter med Dylan Dog kunne man godt forledes til at tro, at Dylan ud over sine kortvarige kvindelige bekendtskaber ikke har andre venner her i verden end Groucho, og det kan umuligt være sundt i længden. Men i dette nummer møder vi skuespilleren Guy Rogers som åbenbart er en gammel ven til Dylan.

Venskabet kommer dog fra starten på en hård prøve da Guy tilkalder Dylan for at få hjælp med et genfærd som tilsyneladende hjemsøger hans lejlighed. Genfærdet passer jo lige med den slags sager som Dylan ellers påtager sig, men der er meget få spor efter genfærdet da Dylan dukker op i Guys lejlighed, til gengæld er der masser af spor der peger i retning af at Guy er faldet af vandvognen og har forestillet sig det hele, enten i delirium eller i en meget livagtig drøm.

Sagen tager snart endnu en overraskende drejning da genfærdet som Guy mener at have set næste dag indfinder sig i Pinewood studierne hvor han spiller hovedrollen i en gyserfilm. Virkelighedens version af hans genfærd er den smukke men ufatteligt klodsede Anna Never.

Derved bliver historiens tema ikke så meget genfærd, som jeg ikke er så begejstret for, men virkelighedens væsen, som efter min mening er langt mere interessant. Sclavi leger med alle aspekter af den, drøm mod virkelighed, vanvid mod normalitet og film mod virkelighed. Ved at bruge en meget spidsfindig sammenklipning af de enkelte sekvenser i historien opnås en ganske god effekt af at læseren heller ikke helt har styr på hvad der er hvad i den tegneserie-virkelighed han læser.

Groucho er som sædvanlig ikke til megen hjælp, men ved et rent tilfælde får han alligevel bidraget til sagens opklaring, mens resten af hans tid går med at fyre de sædvanlige dårlige vittigheder af. I stedet for at oversætte vittighederne fra den oprindelige historie har Bjarne Kristensen imidlertid gjort lidt ekstra ud af de læsere der finder vej til seriens hjemmeside, her kan man nemlig skrive sine egne vittigheder og hvis man er heldig se dem på tryk i et senere nummer (undertegnede bidrager for eksempel med Windows joken på side 63).

Anna NeverMen for en gangs skyld bliver Groucho sat lidt til vægs med hensyn til morskab af den meget distræte og klodsede Anna Never som hele tiden virker som om hun går rundt i sin egen virkelighed, hvilket jo er meget passende, historiens tema taget i betragtning.

Alt i alt endnu et bind i serien der holder den samme høje standard som de tidligere. Og selv om Bjarne Kristensen i introduktionen til serien undskylder Corrado Rois tegninger med at han stadig er ny på serien og vil udvikle sig senere, så synes jeg egentlig ikke at man behøver at undskylde ham, både genfærds-scenerne og de mange klip fra den film som Guy Rogers er ved at indspille er fremragende tegnet.

Den danske udgivelse af Dylan Dog ser ud til at blive ved med at skabe opmærksomhed, senest her Troldspejlet haft et indslag om serien som kan ses her (vælg “Mandag” i ugeoversigten for at finde udsendelsen fra 2. oktober, indslaget om Dylan Dog ligger tidsmæssigt mellem 4:35 og 6:55).

Fakta om serien

Dylan Dog #5: Anna Nevers genfærd
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Corrado Roi
Oversætter: Bjarne Kristensen
Udgiver: Shadow Zone Media

Husk også at besøge seriens hjemmeside, www.dylandog.dk