Atomic Robo – robot-eventyr til folket!

Atomic Robo teaserHer er en serie med en robot som hovedperson. Det er ikke noget man ser så tit, og dertil kommer at den ikke falder i de kendte fælder for fortællinger med robotter i – vi får hverken “Buhu, hvis bare jeg var et rigtigt menneske” eller “Mwahahaha, mit robot-intellekt er overlegent i forhold til jer kødsække!”.

Derimod får vi en fundamentalt spændende og meget velfortalt historie om Robo, der er opfinderens Nikola Tesla allersidste opfindelse – en “automatisk intelligens”. Robo kan vel nærmest kan beskrives som en slags robotternes svar på Indiana Jones – begge er de videnskabsmænd, begge er de eventyrere og begge har de en tendens til at overvurdere deres egne evner. Derudover uddeler de begge bank til de onde, onde nazister og deres unaturlige eksperimenter.

Serien byder også på action, drama, eksplosioner, humor, kæmpemyrer, urværks-zombier (læs serien!), en ond hjerne i en ond robotkrop og meget andet. Oh, og Carl Sagan – primært fordi han var en spændende person.

Det hele har lejlighedsvise mindelser til Hellboy – nok fordi han slås mod nazister, men Atomic Robo er knapt så dystert i streg og historie og føles som sagt mere som Indy eller en god, gammel 4-forestilling.

Serien er skrevet med sans for genren (og et glimt i øjet) af Brian Clevinger, som nogen måske kender som ophavsmand til 8-BIT THEATER. Tegningerne er af den for mig ukendte Scott Wegener, der gør det fremragende.

Atomic Robo udkommer på det lille forlag Red 5 Comics, og samlingen af den første miniserie er netop udkommet.

Tilføjelse: Jeg glemte helt at sige at serien netop blev nomineret til en Eisner (uden at vinde) og at den også har en officiel hjemmeside.

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

En tanke om “Atomic Robo – robot-eventyr til folket!”

  1. Det lyder som en ganske interessant go’ gammeldags gang pulp :) Specielt sammenligningen med Hellboy frister jo – jeg har lige læst Lobster Jones som også bevæger sig i et pulp/Weird Tales univers.

Der er lukket for kommentarer.