Værd at læse: Kick-Ass!

Coveret til Kick-Ass #1Har du nogensinde overvejet at blive superhelt? Sådan for alvor – tage kappe, maske og dragt på og tage ud og patruljere gaderne? Man kunne vel godt klare et par kriminelle hvis man var velforberedt og måske lidt heldig – også selv om man ikke har nogen superkræfter.

Har du tænkt noget i den stil, bør du overveje at læse Kick-Ass! af Mark Millar og John Romita, JR. Hovedpersonen i serien overvejer nemlig det samme, og allerede i slutningen af første nummer ligger han blødende på asfalten med et knivstik i lungen, begge ben brækkede og en knust ryggrad. Og det er kun første nummer!

Kick-Ass tager begrebet “realistiske superhelteserier” og kører konceptet helt ud i yderste konsekvens – ligemeget hvor meget man træner, er sandsynligheden for at man ender med en kniv mellem ribbenene (eller værre) stadig meget høj! Den er skrevet meget underholdende og har et solidt greb i læseren hele vejen, ikke ulig en tur i Tivolis rutsjebane.

Mark Millar har et særligt greb om den hårdkogte realisme, serien rummer og John Romita, JR. bliver stadig bedre, hvilket gør dette til det bedste jeg har set ham tegne. Der er i skrivende stund kommet tre numre af Kick-Ass og jeg hænger på forløbig. Det er alt, alt for underholdende til at jeg kan lade være!

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

7 tanker om “Værd at læse: Kick-Ass!”

  1. Hej, hvor kan man købe serien henne. Jeg kan kun finde den med bind 1-6 sat sammen, og den udkommer først i Marts. Håber nogen svarer, jeg kunne virkelig godt tænke mig at læse serien.

    1. Hej Marc,

      Marvel har desværre valgt at holde tilbage med genoptryk af serien indtil filmpremieren i marts. Had til dem.

Der er lukket for kommentarer.