Den utrolige historie om Kavalier og Clay

Forsiden på den danske og amerikanske udgave
Forsiden på den danske og amerikanske udgave

Tegneseriebranchen som vi kender den idag er i høj grad præget af navne. I 90’erne var det de store tegnere som for eksempel McFarlane der opnåede næsten rockstjerne-status indenfor branchen og her i det nye årtusind er det forfattere som Miller, Millar og Bendis der har den store status og forbindelserne til drømmefabrikken i Hollywood.

Men de superhelte-serier vi kender og elsker idag startede ud under noget mere ydmyge kår. Den første store bølge af tegneserier kom i den såkaldte “golden age” periode. Senere kom “silver age” hvor de to store selskaber vi mest kender til idag, Marvel og DC satte dagsordenen for superhelte-serier. Lidt sarkastisk har nogen senere talt om en “chromium age” i 90’erne hvor omslag trykt på metalfolie var en af de mange kreative ideer der forsøgte kunstigt at skabe samlerobjekter. Den boble endte med at briste, om den nuværende symbiose mellem superheltene og Hollywood også ender på samme måde er det nok for tidligt at dømme om endnu.

Historien om Kavalier og Clay hører derimod til i den første periode, “golden age”. Historisk kan man nogenlunde afgrænse perioden til tiden mellem to begivenheder. Det der sætter det hele i gang i 1938 er udgivelsen af Action Comics nummer et, hvor figuren Superman optræder første gang. Den definitive dødsdom over den første bølge af tegneserier med superhelte, kom ud af de senatshøringer som fulgte i kølvandet på blandt andet Fredric Werthams bog “Seduction of the innocent” som førte til indførelsen af den såkaldte Comics Code Authority.

Allerede inden Wertham begyndte at fortolke på hvad mænd i stramtsiddende kostumer foretog sig  i selskab med teenage drenge når de var alene i deres hemmelige hovedkvarter , havde guldalderens tegneserier dog tabt en del af pusten. Med den store krig mod Tyskland afsluttet ændredes markedet. og andre genrer kom i fokus.

Men mellem de to perioder opstod en tidsalder hvor serieskabere i bedste “American dream” stil skabte noget nyt og enestående som gav mulighed for at tjene store summer, både på hæfterne i sig selv og på afledte produkter som legetøj og radiospil. Muligheder der tiltrak driftige forretningsmænd der sjældent lod de oprindelige kreative kræfter få deres del af kagen.

De to hovedpersoner i historien om Kavalier og Clay er begge jøder, ligesom en række af de betydende navne indenfor den amerikanske tegneserie i virkeligheden var det, for eksempel Supermans skabere Siegel og Schuster og de senere hovedkræfter i Marvel Comics Stan Lee og Jack Kirby.

Sam Clay arbejder som reklametegner, men vil gerne meget mere, desværre har han ikke det store talent for at tegne, det har til gengæld hans fætter Joe Cavalier, et naturtalent med uddannelse på kunstakademiet i Prag. Joe Kavalier undslipper med nød og næppe fra Europa mens den tyske jernnæve strammer sit greb om de jødiske ghettoer.

Hans familie må derimod blive tilbage i Europa, hvilket sætter sine spor i Joes psyke og i den serie de to senere skal blive berømte på “Eskapisten”. De indestængte frustrationer over nazismens fremtrængen i Europa, kombineret med jødisk overtro og myten om Golem er temaer som ofte fremhæves omkring skabelsen af den moderne superhelt, for eksempel i “Our gods wear spandex” som jeg tidligere har anmeldt på Tegneseriesiden. Men Michael Chabon er heller ikke blind for den fascistiske subtekst, som også findes i disse serier, et paradoks som Neutzsky-Wulff og Bitch benytter sig af i deres politiske satire “Lawman”, som tidligere er blevet anmeldt her på siden (og af undertegnede i [[Himmelskibet]].

Forfatteren til 'Kavalier og Clay'
Forfatteren til 'Kavalier og Clay'

Chabon bruger måske nok tegneseriens guldalder som bagtæppe for sin historie, men i virkeligheden er det lige så meget en historie om to menneskeskæbner, måske tre når man medtager den smukke maler Rosa Saks som får stor betydning for begges liv. Familiens sammenhold og svigt, menneskers seksualitet, jødisk identiet er temaer som væver sig ind i historien om hvordan Kavalier og Clay skaber tegneseriehistorie. Og tidens store navne, som Harry Houdini, Salvador Dali, Eleanor Rosevelt og Orson Welles får alle lov til at træde ind i små biroller sammen med kendte serieskabere som Stan Lee og Joe Simon.

I sidste ende viser hovedpersonernes historie sig at være lige så vigtig som den tegneseries historie Chabon prøver at fortælle.  Så selv for folk der ikke specielt interesserer sig for tegneserier med superhelte er der noget at hente i denne bog. Måske er det også derfor at bogen ved sin udgivelse blev belønnet med Pulitzer prisen.

Eskapisten som rigtig tegneserie
Eskapisten som rigtig tegneserie

Som det næsten måtte ske, har bogen efterfølgende fået følgeskab af en tegneserie baseret på Eskapisten, eller The Escapist som han endte med at hedde i udgivelsen fra Dark Horse. Der er siden kommet yderligere tegneserier inspireret af The Escapist, men dem vil sidens redaktør følge op på senere.

Min anmeldelse her er baseret på den danske udgave fra Borgen, oversat af Svend Ranild. Generelt gør den danske udgave sig udmærket, men der er steder undervejs hvor den meget konsekvente oversættelse af alt til dansk bliver lidt for pedantisk. For eksempel når Human Torch bliver til Den Menneskelige Fakkel i stedet for Flammen, som er det navn der har været brugt på dansk for ham indtil vi i 90’erne gik over til amerikanske navne herhjemme. Flere steder er det faktisk uhyre vanskeligt at udlede hvilke helte der egentlig er tale om da mange af dem ikke har været udgivet på dansk i årevis, nogen måske aldrig.

Så hvis man vil vide hvad de oprindelige helte er for nogen, så må man gætte sig til hvad de hed på amerikansk. Her ville en liste over de valgte oversættelser nok have været på sin plads. Værre endnu bliver det når amerikanske vendinger og slangudtryk bliver oversat direkte. “See you later aligator” kan man nok gætte sig til, men udtryk som kærlighedshistorien “Kærligheden gjorde mig til en abe”, sandsynligvis kommer fra “Love made a monkey out of me” skurrer fælt. Så hvis man har det med at hidse sig op over den slags og derfor måske naturligt ikke har det så svært med det engelske, så kan man måske med fordel forsøge sig med den engelske udgave.

Fakta om serien

Bedømmelse: Anbefales (engelsk udgave bør foretrækkes).

Forfatter: Michael Chabon

Dansk udgave:

Den utrolige historie om Kavalier & Clay
Borgen 2006
ISBN: 978-87-21-02749-0

Amerikansk udgave

The Amazing Adventures of Kavalier & Clay
Picador
ISBN: 978-0312282998

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.

8 tanker om “Den utrolige historie om Kavalier og Clay”

  1. Generelt en glimrende anmeldelse. Jeg kan dog ikke lade være med at føle, at der står mere om “emnet” (tegneserier og “golden age” ) end om bogen. Man får ikke således megen idé om, hvad “Den utrolige historie om Kavalier & Clay” egentlig handler om. Det gør måske heller ikke så meget på en side som tegneseriesiden, hvor man må formode, at langt størstedelen af læserne nok allerede kender bogen. Men det kommer nok lidt an på, hvilket publikum anmeldelsen er rettet mod.

    (Ja, ja, jeg ved det godt. Pedanteri! Men nu ER jeg altså filosof, så jeg må godt :-))

  2. Konstruktiv kritik er altid velkommen :)

    Jeg har faktisk fået en tilsvarende kommentar til min anmeldelse af “Anihilation” trilogien andetsteds. Det er lidt en balancegang hvor meget man skal fortælle af handlingen når man anmelder, på den ene side skal man fortælle nok til at folk synes den er interessant, på den anden side skal man helst ikke afsløre så meget at man fjerner glæden ved at læse historen selv.

    Men det kan godt være at jeg er for tilbageholdende med den del. Jeg skal prøve at have det in mente til næste anmeldelse.

  3. Hvis du vil have konstruktiv kritik, så starter du altså med at desorientere læseren i den første sætning: “Tegneseriebranchen som vi kender den idag er i høj grad præget af navne”. “navne”? hvad er det? Navne på hvad? Du kunne i stedet have skrevet: “Tegneseriebranchen som vi kender den idag er i høj grad præget af nogle få højtprofilerede kunstnere”. Jeg ved ikke om jeg er enig med det statement, men det er i hvert fald mere letlæseligt end det du skrev. :-)

    1. Du har ret – det er lidt en anglicisme når jeg taler om “navne”, for det har man vist ikke helt på dansk på samme måde som man på engelsk taler om “names” eller “big name artists”.

      Det ville da være interessant at høre hvorfor du mener at branchen ikke er præget af store navne? Er det et rent definitionsspørgsmål om hvordan man opfatter “præge”, eller mener du noget andet?

      Det skal nok også tilføjes at når jeg siger “tegneseriebranchen”, så mener jeg den amerikanske del af den. Det er måske ikke indlysende hvis man læser artiklen løsrevet fra hvad Tegneseriesiden ellers skriver, men det er jo i høj grad den del af branchen vi har beskæftiget os med siden vi startede.

  4. Det ved jeg egentlig heller ikke om jeg er uenig i. Jeg lukkede bare lidt vrøvl ud da jeg stødte på siden under min net-surftur. :-) men fin anmeldelse ellers, og fremragende roman.

Skriv et svar