Marvel 1602: Fantastick Four

Læsere der har fulgt mine anmeldelser andetsteds vil vide at jeg er ovenud begejstret for Neil Gaimans oprindelige 1602 historie, mens min begejstring for den efterfølgende Spider-Man historie var betydelig mere afdæmpet. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at købe flere bind i serien, men under indtryk af den nye Fantastic Four film røg jeg ud i et større indkøb og pludselig stod jeg med Peter David og Pascal Alixe’s forsøg på at genfortælle FF i hånden.

At der fandtes et Fantastic Four i Neil Gaimans 1602 univers blev allerede slået fast i den oprindelige historie hvor den blinde Matthew synger sin sang om hvad der skete med de fire passagerer på skibet Fantastic, så derfor gør “Fantastic Four” heller ikke noget ud af at præsentere end oprindelseshistorie til sine hovedpersoner, men springer rask ud i selve handlingen. I stedet får vi lejlighed til at stifte bekendtskab med 1602 udgaven af en anden gruppe som Fantastic Four har kæmpet mod i flere gange i deres karriere, Frightful Four.Gruppen bestod oprindeligt af Trapster og Sandman, der på en springtur fra fængslet slog pjalterne sammen med The Wizard. Gruppens fjerde medlem Madam Medusa var derimod ikke som sådan en skurk, hun var egentlig en af Inhumans og hustru til Black Bolt, men et hukommelsestab gjorde at hun vandrede forvildet rundt i middelhavsområdet. Det var her at The Wizard fandt hende og i taknemmelighed over at være blevet reddet sluttede hun sig til ham indtil hendes hukommelse vendte tilbage.

Fantasctick Four, verdens endeEfter sigende skulle disse alternative fire, trods det at vi befinder os i tiden efter Magellans rejse, have sejlet ud over verdens kant og have opdaget en by ulig noget andet, med videnskab der langt overstiger hvad 1602 universet ellers kan byde på. Dette vækker selvfølgelig opmærksomhed hos Latverias hersker, den tidligere så smukke Otto von Doom, som leder efter en måde at genskabe sit ødelagte udseende. Og ganske som i den normale Marvel verden så kan Dooms planer ikke undgå at involvere vore fire helte som ellers er optaget af andre gøremål, Sue og Reed venter deres første barn, mens Ben og Johnny har slået sig på skuespillet i selskab med en vis forfatter ved navn William Shakespeare.

Brugen af Shakespeare som en bifigur i historien virker lige ved første øjekast lidt plat, selv om han passer ind i tidsalderen – han levede fra 1564 til 1616, og hans stykke “The merry wifes of Windsor” faktisk blev skrevet i 1602. På den anden side, så må man jo sige at Shakespeare om nogen jo har været en inspiration for både Stan Lee og flere efterfølgende forfattere hos Marvel, så måske er det kun rimeligt at han også får lidt tid på scenen. Det er dog ikke et særligt flatterende portræt af den gamle mester som Peter David serverer, faktisk bruger han mest Will til at lege med de to stadigt cirkulerende myter at det slet ikke er Shakespeare selv der har skrevet alle værkerne men derimod enten hans kone eller Francis Bacon, men ganske morsomt er det.

Ligesom Alan Davis i “Fantastic Four: the end”, så tager Peter David fat i den indre konflikt i Reed Richards, som på en gang er en videnskabens og rationalitetens mand, men som på samme tid er en eventyrer der må stå ansigt til ansigt med fænomener som hans fantastiske intellekt ikke helt kan forklare. Richards holder stædigt fat på sin videnskabelighed, og vender Arthur C. Clarkes tredie lov “Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic” på hovedet og stædigt fastholder at alt hvad han oplever simpelthen er grundet i en videnskab der for øjeblikket er for avanceret til at han kan forklare den. Og ganske som Alan Davis, så har Peter David ikke helt tænkt sig at lade ham slippe afsted så let, for som barden jo selv udtrykte det “There exists more between heaven and earth, Horatio, than is dreamt of in one single philiosophy.”.

Fantastic FourDet kommer der en god historie ud af, med en klassisk von Doom og et eventyr ved verdens grænse hvor man møder en anden klassisk figur kendt fra vore fire heltes nutidige eventyr. Desværre er der så også en bagside ved Fantastick Four og det er tegningerne af Pascal Alixe. Allerede når man ser omslaget til bogen og tænker “det var da sjovt, er Dr. Strange blevet leder af Fantastic Four i den verden”, for efter nogen granskning at finde ud af at der er tale om en meget langskægget udgave af Reed Richards.

I det store hele går det fint for Alixe så længe han holder sig til større scenarier, men når han begynder at tegne personer og ansigter i nærbillede går det galt. Desværre har Alixe et forhold til at lægge skygger ved hjælp af skraveringer som vist nærmest kan beskrives som “jeg gider ikke det her hårde arbejde, så nu slår jeg et par streger og så må folk tænke sig til resten”. Det betyder desværre at det ofte er svært at fastslå om personernes ansigter er henlagt i skygger eller vansiret af mange ar. Når man husker Andy Kuberts fremragende tegninger til den første historie og Greg Tocchinis udmærkede opfølgning i 1602 udgaven af Spider-Man, så er det noget der skæmmer den ellers gode historie. Men kan man abstrahere fra de til tider dårlige tegninger, så er denne trade paperback ganske god underholdning, kan man ikke det og er lidt mere kynisk af sind vil man nok sige at vi nu har fået to gange mellemvare som opfølgere til Gaiman og Kuberts oprindelige mesterværk, og måske var det på tide at lade 1602 universet hvile sig indtil de oprindelige skabere havde tid til at fortsætte deres værk.

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.

Skriv et svar