Musenes Vagtparade: Mouse Guard af David Petersen

Mouse Guard: Fall 1152Der er et eller andet i mig der har det svært med historier, der har dyr som hovedpersoner – jeg føler mig fanget i den ene metertykke allegori efter den anden i historier, som ofte ville have været for tynde hvis deres hovedpersoner var mennesker.

Men man skal være åben, selv overfor ting som gang på gang ikke har sagt en noget, og derfor gik jeg i krig med David Petersens Mouse Guard med kun en lille smule skepsis. Bevæbnede mus i en middelalderlig setting, ja hvorfor ikke?

Det sker heldigvis en gang i mellem: jeg måtte æde min skepsis i mig igen. Da jeg lagde Mouse Guard: Fall 1152 fra mig en times tid senere, var jeg udmattet på den gode og særlige måde man kan blive udmattet på, når man har begravet sig i en god historie og – nødtvungent – vender tilbage til virkeligheden.

En god historie

For Mouse Guard er en god historie, og så kan det være lige meget hvordan figurerne ser ud – efter et par sider ænser man ikke længere at det er talende mus, men opfatter dem bare som personer.

Scene fra Mouse GuardHistorien drejer sig om en lille håndfuld mus i “musegarden”, hvis job er at holde vejene mellem de skjulte musebyer sikre, at sørge for at deres territorium og frem for alt at sikre de “menige” mus færd igennem verden. Målet er, at musene i sidste ende “might not just exist, but truly live.”

Men det er naturligvis ikke en nem opgave: ikke kun er der rovdyr som slanger og krabber at slås imod – der er naturligvis også intriger og magtkampe internt i garden.

Historien fortælles i et roligt tempo – Petersen tager ingen smutveje, men gør hvad der skal gøres for at involvere os i universet og hændelserne. Her udnytter han tegneseriemediet til det yderste, da han svinger mellem at fortælle med ord og billeder. Og hvilke billeder!

Fantastiske tegninger

Serien bæres nemlig – udover den spændende og medrivende historie – af David Petersens fantastiske illustrationer, som kan det hele: fin, akvarelagtig spædhed, dynamisk action, troværdige miljøer og subtil personbeskrivelse. En lille pudsig ting er formatet, som vel nærmest er kvadratisk, hvilket fungerer helt utroligt godt. Det eneste jeg tænder lidt af på, er tekstningen, der bruger en skrifttype, som jeg i al fald skal vænne mig til.

Skal jeg sammenligne Mouse Guard med noget, er Jeff Smiths Bone nærliggende, selv om Mouse Guard er noget mere alvorlig. Der er også mindelser tilbage til tegnefilmen “Nimh – Fru Brisbys hemmelige verden”, som også tager sine muse-hovedpersoner alvorligt uden at fortabe sig i nuttethed. Endeligt er der også nogle næsten uundgåelige litterære sammenligninger, nemlig musen Rippitjip fra Narnia-serien og Brian Jacques serie Redwall (“Krøniker fra Rødsten”), og dog: det lyder som en kliche, men det er også sandt – Mouse Guard er helt sin egen.

Mouse Guard kommer måske ikke til at blive husket som et udødeligt mesterværk, men det er en af de mest solide og helstøbte nye tegneserier jeg har læst længe, og den tåler også genlæsning i mange år endnu. Er det en børneserie? Måske, men som den bedste børnelitteratur (f.eks. Hobitten og Peter Pan) er den tidsløs og indeholder mange pointer, der kun kan opfattes af voksne – udover at den spændende historie indfanger alle, uanset alderstrin.

Nogle af hovedpersonerne i Mouse Guard

Fakta om serien:

Vurdering: Anbefales varmt

Mouse Guard: Fall 1152
192 sider i farver, 2007.
ISBN: 1932386572

Forfatter og tegner: David Petersen
Udgiver: Archaia Studio Press

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

Skriv et svar