Rene linjer og kaotiske streger: David Mazzucchellis Asterios Polyp

Coveret til Mazzucchellis Asterios PolypDen gennemsnitlige karriere for en tegneserieskaber foregår nogenlunde således: Man starter med at lave nogle mindre undergrundsting, der fører til enten en graphic novel eller en såkaldt creator owned titel på et mindre forlag. Derefter bliver man opdaget at et større forlag og ender måske med at tegne eller skrive superhelte for Marvel eller DC, imens man desperat – og mere og mere sjældent – klemmer mere personlige projekter ind imellem de bestilte opgaver.

Sådan gik det ikke for David Mazzucchelli. Han startede karrieren med at skrive kung fu tegneserier og brød igennem med samarbejdet med Frank Miller på Daredevil historien Born Again, der nok må regnes for den definerende historie om den blinde superhelt. Samarbejdet med Miller fortsatte på klassikeren Batman: Year One, og så var banen i den grad kridtet op for Mazzucchellis invasion af den amerikanske mainstreamtegneserie.

Men Mazzuchelli havde større fisk at stege. I 1994 var Mazzuchelli med til at omsætte Paul Austers korte roman By af Glas til graphic novel form, hvilket lød som et vanvittigt projekt, der var dømt til at mislykkes. Ikke desto mindre er det et glimrende værk, der på mange måder ikke blot fortolker Austers bog, men supplerer den. Mazzucchellis effektive streg fra mainstream værkerne blev skåret helt ind til benet og forenklet, men hvad der blev ofret i detaljer blev vundet i tyngde og præcision. Ligesom Austers sprog er komplekst i al sin enkelhed, således også Mazzucchellis streg.

Scene fra Asterios polypFemten år senere er Mazzucchelli nu klar med sin helt egen graphic novel, og den har i allerhøjeste grad været de femten års slid og ventetid værd. Før jeg satte mig ned for at skrive denne ydmyge tekst læste jeg bogen igennem to gange. Jeg begyndte i bogstaveligste forstand forfra samme aften, som jeg var blevet færdig. Eller rettere, færdig med første gennemlæsning. For helt færdig blev jeg langt fra. Bogen er fyldt til randen med betydninger, billedsymbolik og flere lag end en hel sæk fyldt med løg. Det gik også op for mig, at der er flere måder at anmelde den på og at en anmeldelse af dette værk er næsten umulig uden en personlig vinkel. Hvilket netop er et af bogens temaer og pointer, men det kommer jeg til senere.

Med andre ord: Skabelsen af denne tekst er en del af min personlige oplevelse af værket og forståelsen af samme. Jeg håber blot, at teksten vil være brugbar for andre mennesker end mig selv, og jeg undskylder på forhånd, hvis det ikke er tilfældet.

Asterios møder sin udkårneLigesom bogen hedder hovedpersonen Asterios Polyp. Han burde have været en tvilling, men hans bror døde ved fødslen, hvilket måske er årsagen til, at han konsekvent anskuer verden som en endeløs række af modsætninger: Liv og død. Kærlighed og had. Lys og mørke. De valg, vi træffer, er blot punkter på en linje imellem disse modsætninger. Han afviser konstant andre verdensanskuelser og er i det hele taget næsten frustrerende arrogant. Hans valgte profession er arkitekt, men han har aldrig tegnet noget, der er blevet bygget. Han underviser derimod i arkitektur på universitet og beskæftiger sig kun teoretisk med sit fag. Så det er altså historien om et lettere irriterende menneske, men det er også en kærlighedshistorie. Asterios’ udkårne er den blide Hana, der har levet hele sit liv fra sidelinjen og ude af spotlightet. Derfor indtager hun uden problemer sin plads i Asterios’ skygge. Den langt fra lineære historie starter efter alting er gået galt. Asterios sidder i sin lejlighed og er i den grad forsumpet. Lynet slår ned, og hans hjem forsvinder i en ildebrand. Med sine sidste penge køber han en billet ud af byen og forsvinder. En ny Asterios fødes ganske langsomt i løbet af bogen, og der leges hele tiden med, om han i virkeligheden har levet sin tvillings liv og ikke sit eget. Det er tunge sager, men fortalt med en let og kontrolleret hånd.

Plottet og det intellektuelle miljø, der langsomt rives ned, er genkendeligt for enhver, der har læst en roman af Paul Auster. Det er tydeligt, at Mazzucchelli har været rundt om Austers forfatterskab i skabelsen af By af Glas (faktisk er en figur i en af Austers romaner opkaldt efter Mazzucchelli), og det var nok en af de ting, der får Asterios Polyp til at gå rent ind hos mig. Jeg er nemlig kæmpe Auster fan. Asterios må langsomt indse, at han ikke selv er herre over alt i sit liv, at han ikke har svaret på alt, og at han selv bærer skylden for mange af de skidte ting, der er sket i hans liv. En rigtig austersk udvikling for en hovedperson. Mazzucchelli er præcis og nøjsom i sine personkarakteristikker, og ikke en eneste tone er falsk i skildringen af persongalleriet. Asterios udvikling er logisk og velgennemtænkt.

Mazzucchelli udfordrer mediet i Asterios PolypPå den grafiske side er der heller ikke noget, der er overladt til tilfældighederne. Mazzucchelli bøjer tegneseriemediet og rykker det i uventede retninger i sin histories tjeneste. Man fristes til at kalde bogen for eksperimenterende, men dertil er den nu alligevel for velovervejet. Et eksempel: Asterios møder sin kommende kone, Hana, til en fest. Mazzucchelli skildrer, hvordan hvert enkelt menneskes verdensbillede og perception er forskellig og ofte gør kommunikation næsten umulig, ved at tegne alle de festende mennesker på forskellige, grafiske måder. Nogle er skraverede andre er nærmest abstrakte. Hana er tegnet med næsten skitseagtige, røde streger. Varm og naturligt kaotisk. Asterois er tegnet med kolde, blå streger og ligner mest af alt en arkitekttegning uden plads til fortolkning. Som han siger: Alt, der ikke har et praktisk formål, er blot pynt. Det er altså to vidt forskellige mennesker, der mødes, men i løbet af samtalen begynder de to tegnestile af flyde sammen og blive et. Da de to senere i bogen har et skænderi skiller de to stilarter sig fra hinanden igen, og kommunikation bliver mere og mere umulig. Dette kunne sagtens have været et prætentiøst greb, hvis eneste formål var at bevise, at bogen altså var KUNST og ikke ”bare” en tegneserie. Men sådan føles det ikke. Det grafiske udtryk og dets virkemidler fortæller det usagte, og ofte er det usagte der, hvor den egentlige historie ligger. Mazzucchelli er blevet en mageløs visuel fortæller.

Personkarakteristikkerne begrænser sig dog ikke til den måde, hvorpå personerne er tegnet, men breder sig også til de miljøer, de færdes i. Asterios’ lejlighed er fyldt med rette vinkler og linjer, den familie, han bor hos efter branden, bor i et varmt hjem med masser af pyntegenstande og puder, og Hana introducerer et rundt, asymetrisk bord i Asterios’ lejlighed ved forholdets start. Hendes miljø efterlader et mærke på hans. Igen er der intet, der er tilfældigt i Mazzucchellis fortælling. Ethvert ansigtsudtryk, kropsholdning, genstand eller mangel på samme fortæller sin lille del af historien.

Asterios oplever verden som et ordnet og logisk opbygget sted og således også tilværelsen. Hans forståelse må nødvendigvis være den rigtige, og så må alle andre, inklusiv Hana, vige. Men bogen stiller spørgsmålet: Er vores opfattelse af verden blot en forlængelse af vores jeg? Ser vi alting igennem et filter? For så er der en fare for, at dette filter og denne verdensforståelse gør kommunikation nærmest umulig. Især når man er så stædig som vores hovedperson. Det viser sig dog, at der rigtigt mange ting, som selv Asterios ikke er herre over. Lyn fra en klar himmel og himmellegemer er uden for ethvert menneskes kontrol.

Nu er der så altså også en fare for, at jeg har læst Asterios Polyp igennem et bestemt filter, der er en forlængelse af mig selv og mine litterære interesser. Det skal jeg ikke kunne afvise, men jeg har valgt at acceptere det og tage højde for det ved at skrive følgende sætning: Læs bogen selv og find din egen vinkel på den. Du vil ikke fortryde det!

Det er overvældende suverænt. Og hvis der kommer en bedre tegneserie i år, så falder jeg død om af forbavselse. Mazzucchelli har med denne bog sat sig ved siden af giganter som Chris Ware, Marjane Satrapi, David B. og sågar Will Eisner. Det kan godt være, at det er mig, der er grøn bag ørerne, men jeg føler at tegneserien og graphic novels har fået et herligt spark i den rigtige retning med denne bog, og jeg kunne sådan set blive ved med at skrive om den i en uendelighed, men det vil jeg ikke gøre. Selvom en anmeldelse ikke har en naturlig afslutning, så skal den jo ende på et eller andet tidspunkt. Og det bliver så her.

Fakta om værket

Asterios Polyp. Pantheon Graphic Novels, 2009. 344 sider i farver. ISBN 0307377326

Tegnet og skrevet af David Mazzuccelli

Udgivet af

Michael Lindal Andersen

Michael er født i det herrens år 1976. Han er en af de skyldige bag Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk, har skrevet tegneserienoveller til det engelske independent forlag Accent UK og nusser til daglig rundt på et tophemmeligt folkebibliotek et sted i Danmark. Hans tegneserieinteresse startede med serier som Yoko Tsuno og Linda og Valentin, fortsatte med Spider-man og Fantastic Four og er i de senere år muteret til en næsten uigenkendelig størrelse, der foretrækker grafiske romaner (gammel vin på herlige nye flasker) fra forfattere som Alan Moore, Daniel Clowes og Craig Thompson. Det er hans faste overbevisning, at især Scott Pilgrim styrer verden.

En tanke om “Rene linjer og kaotiske streger: David Mazzucchellis Asterios Polyp”

Skriv et svar