The best 24-year old … ever!

spv5_pg4Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er vild med Bryan Lee O’Malleys serie om Scott Pilgrim.

Det skal faktisk ikke være nogen hemmelighed at jeg tror at Scott Pilgrim egenhændigt kan frelse verden, kurere kræft og få antallet af dårlige bands til at falde med 47%. Eller noget i den stil.

Min oplevelse med at læse bind 1-4 var i al fald helt i top, og forventningerne har været skruet op på 11 til det 5. bind, Scott Pilgrim vs. the Universe, som udkommer i dag. Og naturligvis er det med en vis spænding at jeg læste den – det ville være så ærgeligt hvis serien tog et dyk nu så kort tid før målstregen.

Heldigvis sidder jeg nu og skammer mig over nogen sinde at have tvivlet, for naturligvis lever Vol. 5 ikke bare op til de tidligere bind i serien, den overgår dem faktisk på flere måder. O RLY? SRSLY!

Vol. 5 bringer en mere seriøs vinkel på seriens univers, uden at det af den grund bliver mindre Scott Pilgrim’sk – vi har store, episke kampe hvor Scott kæmper mod Ramona Flowers to onde ex’er, tvillingerne Kyle K. og Ken K., men vi har også Scott og Ramonas forhold i fokus på en anden måde, som giver fuldstændigt mening, men samtidig er en naturlig udvikling. Ja, man skal læse bogen for rigtigt at forstå det, men det skal du så også se at få gjort ved først kommende lejlighed.

spv5_pg5Scott Pilgrim vs. The Universe er også den bog, der for alvor cementerer bifigurerne i Scotts univers – Wallace Wells, Stephen Stills, Knives Chau og især Kim Pine er mere i fokus end tidligere, og det er en virkeligt god ting. Kim er faktisk helt oppe og blive hovedperson nummer tre i bogen og hun er bestemt bekendtskabet værd.

Kritikpunkter? Nej, egentligt ikke. Kan man i forvejen ikke lide Scott Pilgrims univers og O’Malleys tegne- og fortællestil (jeg har hørt at I er derude – freaks!), får vol. 5 ikke en til at skifte mening – snarere nok tværtimod, for SP5 er mere af alting og så noget nyt oveni. Det er en elske / hade-serie, og sådan er det.

Scott Pilgrim vs. the Universe er en fremragende fortsættelse på en i forvejen fantastisk serie – O’Malley udvikler sin stil og sin fortælling på en måde som både er naturlig og fængslende samtidig med at han forbliver tro mod serien og figuren – og bind 6 kan ikke udkomme hurtigt nok!

Der er i mine øjne ikke nogen bedre og mere nyskabende serie end Scott Pilgrim i dag, og alle i branchen – både de gamle i gårde og de helt unge talenter, såvel som fanskaren – bør stoppe op og kigge på den, for den vil blive en standard hvorimod alle senere serier vil blive målt imod. Ikke dårligt af en 24-årig slacker.

sp5_cover

Fakta om serien

Scott Pilgrim vs the Universe, 192 sider, sort/hvid.

Tegner og forfatter: Bryan Lee O’Malley
Forlag: Oni Press

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

3 tanker om “The best 24-year old … ever!”

Skriv et svar