Mens vi her i Danmark ser manga allevegne og (så vidt jeg ved) oplever et boomende marked, ser billedet noget anderledes ud i mangaens hjemland, Japan.
Her oplever man et stadigt fald i det ellers før så massive salg af manga – over de sidste 10 år er salget dalet med næsten 20%, hvilket bestemt er et tal der er værd at tage og føle på. Sidste år endte de samlede salgstal på under 500 milliarder yen, hvilket er første gang nogen sinde.
Men hvad betyder det så for os her i Danmark? Ikke noget sådan lige nu og her, men der er flere langsigtede perspektiver i det. Dels er mangaen en af hjørnestenene i den japanske underholdningsindustri, og det frygtes at det kan få konsekvenser for branchen som helhed.
Og dels har vi set, at den vestlige (ungdoms-)kultur lige pt. skæver meget til den japanske, og man kunne frygte at tendensen vil sprede sig til USA og videre til resten af den vestlige verden.
Men hvad laver de unge så, når de ikke læser manga? Jo, ifølge artiklen bruger de tiden på deres mobiltelefoner …