tegneseriesiden

Vi elsker STADIG tegneserier!

Archive for the ‘britpop’ tag

Phonogram : musikkens magi

without comments

“Choose a track. Doesn’t matter what it is – just that it matters to you. Stick it on and turn it up. Close your eyes. And listen HARD. Focus. Just feel the song. Let it sweep over you. Breathe it in. Let it possess you. And when you can feel it filling every single cell in your body … just ride it as long as you can.”

Hvis musik for dig kun er noget der kører på radioen uden din bevidste indblanding; rart at have, men ikke livsvigtigt eller bare signifikant, er dette ikke en bog for dig.

Hvis du aldrig har oplevet at et stykke musik stoppede dig midt i en sætning, løftede dig op i nakkeskindet for derefter at transportere dig til en anden verden og derpå sende dig tilbage igen, uvis på hvor lang tid der egentligt er gået, er dette sandsynligvis heller ikke en bog for dig.

Der er nogle ideer, der i deres slående simplicitet umiddelbart forekommer indlysende sande. Phonogram af Jamie McKelvie og Kieron Gillen er baseret på en sådan idé:

musik er magi.

For nogen et banalt udsagn, men har man en gang prøvet at fortabe sig i en sang, ved man i sit hjerte, at det er den reneste sandhed du kan møde.

Musik ér magi.

I Phonogram: Rue Britannia følger vi David Kohl, som er Phonomancer, altså en magiker hvis kræfter er baseret på musik – eller som han selv siger: ”I do intricate vivisection rituals on pop songs to better understand their totemic powers”.

Kohl bliver af den store gudinde udvalgt / truet / forbandet til at undersøge hvad der er galt med et af hendes aspekter, den nu afdøde guddommelige dronning af Britpop, Britannia. Ja, britpop – musikgenren, som startede midt i 90′erne med navne som Oasis, Blur, Pulp, Kenickie, The Auteurs, og som kulminerede med Knebworth-festivallen i 1996, hvor Oasis spillede for en kvart million mennesker – og som 2.5 million mennesker (en ud af tyve briter) forgæves forsøgte at få billet til.

Men det er nu fortid, Britannia er død og hendes følge af musik og fans er forlængst væk eller i al fald fortsat til andre ting. Og dog – der er noget galt et sted: Kohls gamle flamme, Beth, dukker op i britpop-spøgelsesform, selv om hun er i live og Kohl selv sætter uden at tænke en Echobelly-plade på. Så ved man, at der er noget rygende galt.

Undervejs drager vi igennem Memory Kingdoms, møder Retromancers (”Nostalgia Parasite. A kind of phonomancer in the same way a date rapist is a kind of lover”), Indie Dave (”More a very crude golem sculpted from decomposing festival detritus”) og det hele kulminerer under bakken Primrose Hill, hvor Britannia i sin tid blev til.

Man kan se Phonogram: Rue Britannia som et billede på nødvendigheden af at lægge fortiden bag sig, og det vil ikke være helt forkert, men samtidig byder den på et unikt indblik i musikkens magiske underverden, det sted hvor kunsten møder sit publikum og forandrer dem, har magt over dem. Selv var jeg ikke blandt Britannias undersåtter – jeg fordybede mig på det tidspunkt i Desert Rocks transcendentale, monumentale tyngde – men jeg kan sagtens forholde mig til følelsen alligevel.

En noget anden sag er Phonogram: The Singles Club.

Her er der tale om flere små fortællinger, der alle foregår samme aften på samme natklub, og som til sidst knyttes sammen til en stor mangefacetteret fortælling, set fra syv forskellige menneskers øjne. Der er – som det nødvendigvis må være med den slags fortælling – nogle afsnit, der fungerer bedre end andre. Eller snarere, afsnit, som taler mere til én end andre gør. Ja, der er en forskel.

Hvis Rue Britannia er et koncept-debutalbum, er Singles Club den svære toer, som teknisk set er  1′eren overlegen, men som ikke helt har den samme energi. Den er dog stadig fremragende og særdeles læsværdig.

Ærgeligt for begge samlingers vedkommende er det, at de ikke har medtaget de mange B-sides; små, afsluttede en-sides fortællinger som kørte bagerst i månedsbladet. De er ikke essentielle for noget, men de ville have været rare at have.

Noget meget iøjnefaldende ved begge bind af Phonogram er, hvor meget værkerne taler med deres egen stemme. Det er ikke Moores nøje planlagte kinesiske æske, fyldt til randen med fakta og instruktioner. Det er heller ikke Morrisons hjerne- og hjertevridende mindfuck. Åbenbaringerne er ikke afgrundsdybe og jordrystende. Tværtimod er det næsten nøgterne skildringer af en flok menneskers liv – mennesker, der alle er berørt af musikken basale magi. Det er fremragende og vedkommende.

Er du nået hertil i anmeldelsen, er det nok fordi du kender følelsen. For musik er magi, og vi der er berørt af den, ved det allerinderst i vores sjæl.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

august 6th, 2010 at 12:27 pm