Biernes Tårer af Loisel, Djian og Mallié

loiselmallie_dendoedekaempe1Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en af denne anmelders all-time favourite tegneserie-serier er Serge Le Tendres og Régis Loisels Jagten på Tidsfuglen. Da jeg som tegneserieinteresseret teenager i en mindre dansk provinsby tilfældigt faldt over serien var det lidt af en åbenbaring. En intelligent, veltegnet, spændende og morsom FANTASY-tegneserie? Den slags var ikke hverdag tilbage i slut-80erne. Og så var der jo selvfølgelig Zassa, troldkvinden Maras datter, hvis åbenlyse fortrin har gjort et stort og uudsletteligt indtryk på mangen en mandlig tegneserielæser.

Det var derfor med stor forventning, at jeg gav mig i kast med Biernes Tårer, første bind i Loisels seneste serie: Den Døde Kæmpe. Mine forventninger blev dog kun næsten opfyldt.

Historien er forholdsvis simpel.  Pauline er universitetsstuderende fra Paris, som har lånt et hus på landet af en veninde, for at få ro til at læse til eksamen. På vej til huset bryder hendes bil imidlertid sammen, og hun får hjælp og husly af Erwan, en lokal fyr på hendes egen alder. Erwan, viser det sig, er en mand med en mission. Med hjælp og vejledning fra Mester Christo, en gammel blind troldmand, er han nemlig på vej ud på en længere rejse “Derovre” –  en eventyrlig parallelverden fyldt med sære væsner. Efter en del skænderier, som udstiller forskellene på Pauline, den lettere arrogante storbypige, og Erwan, den afslappede og godmodige fyr fra landet, ender de ved en fejl begge to “Derovre”, og Erwan bliver, mod sin vilje, nødt til at tage Pauline med på sin rejse. Da albummet slutter, er vi blevet præsenteret for en række af de forskellige væsener, der lever i den anden verden, vi har fået en række antydninger af, hvad Erwans mission går ud på, og i har fået en række tegn på, at Pauline måske ikke er helt så negativt stemt over for Erwan, som man umiddelbart kunne tro. Kort sagt: En klassisk, næsten traditionel, eventyr/fantasy-historie.

At kalde Den Døde Kæmpe for “Loisels seneste serie” er lidt af en tilsnigelse: Godt nok er han, sammen med JB Djian, medforfatter på serien, men modsat såvel Jagten på Tidsfuglen som den senere serie om Peter Pan, så har Loisel ikke tegnet serien. Det har derimod den mig ukendte Mallié – og det har han gjort rigtig godt. Tegningerne er flotte og klare, og farvelægningen (af Lapierre) giver stemning og karakter til såvel landskabs- som persontegningerne. Hvad angår selve udgivelsen, så lever Faraos Cigarer endnu engang op til sit ry som et kvalitetsforlag: Hardcover indbinding, godt papir, godt tryk, god tekstning, god (så vidt jeg kan bedømme) oversættelse. Med andre ord: En rigtig, rigtig flot udgivelse.

Dette betyder dog ikke, at Biernes tårer er uden fejl og mangler, de har blot intet med tegningerne eller selve udgivelsen at gøre, men derimod med Loisels og Djians historie. For det første er der, som nævnt, tale om en meget klassisk historie; en historie som, i det mindste i dette første bind, endnu ikke rigtigt har budt på nogen overraskelser. Så snart Pauline og Erwan mødes er man klar over, at deres umiddelbare modsætninger nok skal blive afløst af gensidig tiltrækning. Og Paulines arrogante storbyfacon virker lidt for karikeret og stereotypisk. Da hun på side 1, efter at være ankommet til den lille lokale togstation, for sig selv tænker: “Sikke et hul. Velkommen til Bonderøvsland, min pige”, ja, så er den erfarne tegneserie-  og børnebogs- læser allerede klar over, at hun nok hurtigt vil blive udsat for begivenheder, der vil få hende til at skifte mening. Der sker ikke rigtigt noget i Biernes Tårer, som man ikke på forhånd kunne have regnet ud. For det andet så sker der generelt ikke særligt meget i Biernes Tårer. Der bruges en del tid på at få de forskellige personer og verdener præsenteret og gjort bekendte, og ikke så meget plads på reel handling. Biernes Tårer bærer kort sagt tydeligt præg af at være det første bind i en serie: Vi introduceres for hovedpersonerne, møder en gammel troldmand og en del fremmedartede væsner, samt får antydningen af en større historie, som det hele indgår i, men der SKER ikke rigtigt noget.

Kan Biernes Tårer anbefales? Så ganske afgjort. Den er flot, veltegnet og skal nok holde opmærksomheden fanget. Og med en vejledende udsalgspris på kun kr. 128 er det ikke prisen der bør afholde en fra at købe den. Og skønt der som sagt er lidt problemer med det dramatiske flow i første bind, så er grundlaget lagt for noget, der sagtens kan blive en rigtig god serie. Og det skulle ligne Loisel dårligt, hvis tingene virkeligt er så enkle og ligetil, som de umiddelbart synes at være her i bind et. Mon ikke der vil komme en overraskelse eller to i de kommende bind?

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales – især hvis der kommer lidt mere gang i de næste bind

Den Døde Kæmpe 1 – Biernes Tårer (2009). 56 sider 
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian 
Forlag: Faraos Cigarer

Udgivet af

Carsten Fogh Nielsen

Carsten Fogh Nielsen er født i Århus i 1974, men voksede op i en bette jydsk landsby, hvor manglende adgang til tegneserier og engelsk science fiction langsomt drev ham til vanvid. Dette resulterede i, at han, efter at have arbejdet et par år i Legoland som sheriff og pirat, besluttede sig for at læse filosofi på universitetet. Da han havde gjort dette forholdsvis længe, opdagede han til sin store overraskelse, at han faktisk havde fået en karriere ud af det. Lige for tiden er han således ansat på Københavns Universitet, hvor han, under dække af at forske i etik og moral, arbejder på at få gjort tegneserier akademisk respektable. Hans store kærlighed er amerikanske superhelteserier (som han har skrevet flere filosofiske artikler om) og alt hvad Franquin, Alan Moore og Warren Ellis nogensinde har lavet.

Skriv et svar