Nestor Burma

Den amerikanske tegneseriekritiker Douglas Wolk skriver et sted (s. 13 i Reading Comics – How Graphics Novels Work (Da Capo Press, 2007) for nu at være helt præcis), at det synes at være så godt som umuligt at lave en vellykket tegneserieudgave af et allerede foreliggende litterært værk. Alle hidtidige forsøg på at overføre romaner eller noveller til tegneserieform er således, hævder Wolk, mislykkedes og hele idéen med at forsøge er grundlæggende misforstået og forkert.

For Wolk er manglen på vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker en klar indikation af, at tegneserier ikke er en litterær genre, men derimod et selvstændigt kunstnerisk medie, dvs. en selvstændig menneskelig udtryksform, hvis produkter skal læses, fortolkes og kritiseres ud fra dette medies egne præmisser og normer, på samme måde som det er tilfældet med f.eks. film, litteratur og billedkunst. Hvis tegneserier ”blot” var en litterær genre, så burde det (eller det synes i det mindste at være Wolks påstand) være langt lettere at overføre romaner og noveller til tegneserieform, og der burde derfor findes langt flere vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker.

Det eneste eksempel på en gennemført og succesfuld tegneseriebearbejdning af en roman, som Wolk kan komme i tanke om, undtagelsen der bekræfter hans regel, er David Mazzucchellis og Paul Karasiks fortolkning af Paul Austers City of Glass. Dette værk, hævder Wolk, ”…works only because it extends Auster’s metafictional games into a visual dimension.” (Reading Comics, s. 13).

Wolk går ikke nærmere i dybden med hvad han mener med dette, men hans tanke synes at være, at Mazzuchelli og Karasik udforsker og udfordrer tegneseriens visuelle muligheder på samme måde som Auster udforsker og leger med det litterære medies muligheder og begrænsninger. Austers ”metafictional games”, hans leg med hans valgte medies (romanens) grænser og muligheder, overtages og fortsættes af Mazzuchelli og Karasik, men i en visuel, ikke en tekstlig, form. Både Mazzuchellis og Karasiks tegneserieudgave af City of Glass og Austers oprindelige roman leger således med og udfordrer deres respektive mediers form og muligheder, og det er denne leg der gør, at overgangen fra bog til tegneserie lykkes. Det er, hævder Wolk, fordi Mazzuchelli og Karasik fokuserer på og søger at gengive City of Glass’ form, i stedet for at fokusere på bogens konkrete narrative indhold, at deres tegneserieudgave fungerer.

Der er ganske meget i Wolks analyse, som forekommer plausibelt, og et langt stykke vej er jeg ganske enig med ham. At betragte tegneserier som et selvstændigt medie er således langt mere frugtbart end at forsøge at forstå dem som en litterær genre. Dels så slipper man for den tåbelige ”jamen det er jo bare tekst med billeder”-diskussion, og dels så undgår man på forhånd at indholdsbestemme hvad tegneserier kan og bør beskæftige sig med, noget som det er let at komme til at gøre, hvis tegneserier partout skal indpasses i eller opfattes som en bestemt genre. Derudover så har Wolk også en pointe i at insistere på, at det er problematisk og vanskeligt at overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Udover manglen på vellykkede tegneserieudgaver af bøger, så er de utallige dårlige filmatiseringer af glimrende romaner (og tegneserier) er et glimrende bevis for dette.

Wolk indrømmer imidlertid, at blot fordi det er vanskeligt at overføre værker fra et medie til et andet medie, så betyder det ikke at det er umuligt. Principielt er der således ikke noget til hinder for, at der kunne være produceret glimrende tegneserieudgaver af diverse litterære værker. Wolk er bare endnu ikke stødt på andre eksempler end City of Glass.

Her skinner Wolks amerikanske baggrund igennem. Enhver der har beskæftiget sig en smule med europæiske tegneserier vil således slå en højlydt latter op ved tanken om at Mazzuchelli og Karasiks City of Glass skulle være det eneste vellykkede eksempel på at en roman kan overføres til tegneserieform, og hvis Wolk nogensinde havde læst Jacques Tardis Nestor Burma serie, baseret på en række romaner af den franske krimiforfatter Léo Malet, så ville han næppe være kommet med den påstand.

Jeg har, må det retfærdigvis siges, aldrig har læst Malets romaner om Burma, men at dømme ud fra det jeg har hørt om dem, så tilhører de, ganske bevidst og helt uden skam, den genre man bedst kan betegne som kiosklitteratur. Dette skinner klart igennem i tegneserierne, som på godt og ondt rummer alle de træk som kendetegner god triviallitteratur. Nestor Burma er således en privatdetektiv af den gode gammeldags type: hårdtslående, forhutlet, moralsk anløben og med et lettere anstrengt forhold til den officielle ordensmagt, men samtidig i besiddelse af en veludviklet retfærdighedssans. Hvis han havde været amerikaner ville Burma have pulset cigaretter, drukket billig bourbon og hængt ud på den lokale bar. Nu er han imidlertid fransk, så i stedet tilbringer han megen tid på de parisiske caféer, hvor han drikker rødvin, ryger pibe, afhører mistænkte og forsøger at finde hoved og hale på de sager han mere eller mindre uforvarende bliver indblandet i.

Malet skrev i alt 29 romaner om Burma, hvoraf Tardi (foreløbigt) har illustreret 7. Af disse er 4 udkommet på dansk, udgivet af Faraos Cigarer: Rue de la Gare 120 og Skydetelt på Place de la Nation (begge i 2008), samt Tåge over Tolbiac-broen og Døden i Rue de Paradis (i 2009). Rue de la Gare 120 og Tåge over Tolbiac-broen har begge tidligere været udgivet på dansk, men er til nyudgivelserne blevet nyoversat af den oprindelige oversætter, Søren Vinterberg, der også har oversat de to øvrige album.

Den overordnede plotstruktur i alle de fire albums er klassisk: Nestor Burma bliver, mere eller mindre tilfældigt, indblandet i en speget affære, som regel en mordgåde, undertiden med tråde til hans egen fortid, som han desperat forsøger at finde sammenhæng i. I flere tilfælde, f.eks. i Tåge over Tolbiac-broen og Rue de la Gare 120, viser det sig, at det er Burmas blotte tilstedeværelse og beslutning om at blande sig, der er den katalysator, der, om ikke sætter historien i gang, så i det mindste er årsag til flere af de mord og forbrydelser der bliver begået. Og ofte er det ikke Burma selv der aktivt får opklaret sagen, men derimod en række mere eller mindre tilfældige hændelser, som leder til forbrydelsens opklaring. Tardi har til Informations Christian Monggaard fortalt, at han, når han omskrev og omstrukturerede Malets romaner til sine albums, forsøgte at lappe de værste plothuller.

”Når jeg opdagede jeg, at et plot ikke hang sammen, ringede jeg til ham [Malet] og sagde: ‘Jeg forstår ikke, at den person kan dukke op igen, fordi han døde da i begyndelsen af romanen. Kan du forklare mig det?’ […] Malet svarede mig: ‘Jeg har skrevet det for lang tid siden. Gør med det, hvad du vil.”

Selv efter Tardis bearbejdning er der imidlertid klare huller i historierne. Rue de la Gare 120, som er det længste af Tardis Burma-albums, er et klart eksempel på de problemer, som Malets plot lider under. Nestor Burma sidder under Anden Verdenskrig i krigsfangelejr, hvor han bl.a. møder Fange 60202, en mand med hukommelsestab som ikke ved noget som helst om sin fortid. På sit dødsleje får han imidlertid hukommelsen igen og opdager tilsyneladende at han kender Burma. Hans sidste ord er således: ”Burma! Giv Helene besked. Rue de la Gare 120.” Burma løslades fra fangelejren og da toget med de løsladte fange på vej mod Paris holder stille i Lyon får han pludselig øje på en af sine tidligere medarbejdere fra detektivbureauet. Ikke så snart har de fået hils på hinanden, før medarbejderen skydes ned for øjnene af Burma. Lige inden han dør får han med sine sidste kræfter råbt ”Chef!!! Rue de la Gare 120.” Burma hopper resolut af toget – og så kører historien derudaf.

Allerede i historiens set-up har vi således flere (urimelige) tilfældigheder: et møde med en hukommelsessvækket tidligere bekendt (som Burma ikke selv kan huske hvem er), et møde med en tidligere medarbejder på en tilfældig banegård i Frankrig og så selve det, at begge disse personer tilsyneladende har forbindelse med et og det samme sted, nemlig det mystiske adresse Rue de la Gare 120. Og som historien skrider frem, så hober flere og flere tilfældigheder sig op. Et væsentlig element i historien afhænger således helt og aldeles af, at en af de personer, som Burma var i krigsfangelejr med, pludseligt og uden nogen forklaring dukker op igen, i færd med at bryde ind på Burmas kontor i Paris!

Det fantastiske ved Tardis albums er imidlertid, at disse urimeligheder og tilfældigheder på ingen måde mindsker læseglæden. Man stryger igennem albummene og enten overser eller ignorerer de huller der er i historien. Og grunden til dette er, som Tardi selv har udtrykt det, at man ikke læser Malet (og Tardis fortolkning af Malet) for plottet, men for stemningen, for atmosfæren, for fornemmelsen af at bevæge sig rundt i Frankrig og Paris i 1940’erne og 50’erne. I interviewet med Monggaard indrømmer Tardi således, at han et langt stykke hen af vejen betragter Malets romaner som ”en rigtig god undskyldning for at tegne gaderne i Paris. Selve plottet er ikke så vigtigt, og man er ligeglad med, om de skyldige bliver fanget til sidst. Det interessante er stemningen og det at rekonstruere tiden.” Og til netop det job er der næppe nogen der er bedre end Tardi. Hvert af de fire album tager således udgangspunkt i og foregår primært indenfor et af Paris’ 20 arrondissementer, og Paris’ lokaliteter spiller i det hele taget en væsentlig rolle i serien. Tardi fortæller, at han bevidst valgte at illustrere de af Malets romaner ”…der foregår i de mest fattige, skumle kvarterer. I Tåge over Tolbiac-broen kommer man aldrig uden for det 13. arrondissement, og jeg kan godt lide tanken om at bruge de elementer, der er til stede i området, på åstedet, og udnytte dem til at skabe en intrige.”

En af de største glæder ved at læse de fire Burma-albums er således Tardis detaljerede og fantastiske tegninger af Paris under og efter anden verdenskrig. Atmosfæren driver ned siderne og den parisiske tåge nærmest bølger en i møde når man åbner albummene. Tardis Burma-albums minder her på mange måder om Conan Doyles Sherlock Holmes historier. Det som jeg husker bedst fra disse noveller og historier er som regel ikke plottet eller historierne, men derimod stemningen; fornemmelsen af at befinde sig i London i den sidste halvdel af 1800-tallet. Og grunden til at jeg atter og atter vender tilbage og genlæser disse historier er primært (men selvsagt ikke udelukkende) fordi jeg ønsker at genopleve denne stemning. På samme måde er det med Tardis Burma-albums. De regnvåde toppede brosten; den billige rødvin; de korrupte betjente; piberøgen; de dejlige damer og tågen over Tolbiac-broen er skildret og tegnet med en sådan omhu og (ja, nu bliver jeg lige højtravende) kærlighed, at det er en rendyrket fornøjelse at fordybe sig i. Og så skide være med om historierne hænger sammen eller ej.

Hvilket alt sammen bringer os tilbage til Wolk og den diskussion jeg indledte med, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man kan overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Wolks svar var, at ja, det kan man, hvis man respekterer såvel det oprindelige værks særegenhed og det medie man selv arbejder indenfor. Wolk har, synes jeg, ganske ret i dette, og det er, vil jeg mene, netop fordi Tardi både respekterer det værk han tager udgangspunkt i og har et indgående kendskab til tegneseriemediets virkemidler, at hans udgaver af Malets romaner er så vellykkede. Han har taget Malets litterære form, den stemningsfulde kiosklitteratur, med alt hvad dette betyder af plotmæssige svagheder og manglende troværdighed, og overført den til tegneseriemediet. Historien er skam også fulgt med, men den er bare ikke nær så vigtig, som den ville have været, hvis det var Tolstoy Tardi havde prøvet at gengive.

Når det drejer sig om den håndværksmæssige udførelse af de fire Tardi-albums så er det, som næsten altid med Faraos Cigarer, tale om rigtig god kvalitet: Hardcover, god indbinding, god tekstning, flot tryk, et interessant forord til Tåge over Tolbiac-Broen af Léo Malet himself, og et oplysende efterskrift til Rue de la Gare 120 af oversætteren Søren Vinterberg. Når der nu er kælet sådan for detaljerne, så er det netop derfor ekstra trist, at der alligevel er et par beklagelige smuttere her og der. Tilsyneladende er Skydetelt på Palace de Nation således ikke oversat af nogen. Der mangler i hvert fald en angivelse af, hvem oversætteren (Søren Vinterberg) er. Og så indledes Rue de la Gare 120 med et kort, to-siders, forord, som opridser den politiske situation i Frankrig under Anden Verdenskrig. Dette forord er dels forholdsvis dårlig skrevet (eller muligvis dårlig oversat? Der er ikke opgivet nogen forfatter) og dels kunne det have brugt en ekstra omgang korrekturlæsning (Middelhavet staves med stort i en linje og med småt tre linjer senere).

Dette er imidlertid småtterier som ikke skal fjerne fokus fra, at der er tale om en virkelig, virkelig flot udgave af Tardis værker, som det er en glæde at have stående på sin reol og en endnu større glæde at tage frem og læse i.

Bonusinfo: Faraos Cigarer har, ifølge deres hjemmeside, planer om at (gen)udgive Tardis fantastiske Adéles Ekstraordinære Oplevelser. Denne anmelder glæder sig som et lille barn!

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales på det allerkraftigste. Nestor Burma for ever! Køb, køb.

Nestor Burma 1: Rue de la Gare 120 (2008), 200 sider, kr. 298.
Nestor Burma 2: Skydetelt på Place de la Nation (2008), 80 sider, kr. 168.
Nestor Burma 3: Tåge over Tolbiac-broen (2009), 85 sider, kr. 168.
Nestor Burma 4: Døden i Rue de Paradis (2009), 60 sider, kr. 148.
Boks med alle fire bind: kr. 698

Tegner: Jacques Tardi
Forfatter: Léo Malet
Forlag: Faraos Cigarer

Pauline … af Loisel, JB Djian og Mallié

Den_døde_kæmpe_2Pauline… er andet bind i forfatterne Regis Loisels og JB Djians samt tegneren Malliés fantasy-/eventyr-serie Den Døde Kæmpe. I seriens første bind, Biernes Tårer blev vi introduceret for seriens to hovedpersoner: Erwan, en ung fyr fra den franske provins, som (af grunde vi ikke får forklaret nærmere) har fået til opgave at rejse til ”Derovre”, en eventyrlig parallelverden, hvor han skal udføre en hemmelig opgave (hvis præcise natur og formål vi heller ikke får nogen præcis forklaring på) og Pauline, en universitetsstuderende fra Paris, som ved et tilfælde er blevet indblandet Erwans mission. Bind 1 sluttede med at Erwan, Pauline og deres rejsekammerater – repræsentanter for nogle af de forskellige racer som bebor ”Derovre” – når frem til deres rejsemål: Et enormt skelet, resterne af den døde kæmpe, som har lagt navn til serien.

Pauline… begynder præcis hvor Biernes tårer sluttede, nemlig for foden af den døde kæmpes skelet. Det viser sig, at det ritual, som er hele formålet med rejsen, skal gennemføres i kæmpens kranie, hvorfor Erwan og de øvrige deltagere i missionen drager ind i skelettet, mens Pauline venter udenfor. Ritualet, som synes af tappe Erwan for livskraft, gennemføres tilsyneladende uden problemer, men da selskabet vender tilbage til der hvor de efterlod Pauline, så er hun væk.

døde-kæmpe-2-s005_Page_4Erwan, der som følge af ritualet er svækket og tilsyneladende lider af febervildelse, kan ikke deltage i eftersøgningen af Pauline. For at helbrede Erwan gennemfører de øvrige medlemmer af rejseselskabet et nyt ritual, men desværre viser det sig, at en af deltagerne er en forræder, der benytter lejligheden til at forgifte de øvrige medlemmer af selskabet. Erwan formår med nød og næppe at flygte og vende tilbage til vores verden. Her opdager han for det første, at mens hans mission ”Derovre” kun syntes at tage et par uger, så er der gået over et år i den virkelige verden, og for det andet at Pauline også er vendt tilbage til Jorden, men at hun kom tilbage et halvt år før ham og at hun er vendt hjem til Paris.

Resten af Pauline…, hvilket vil sige de resterende 2/3 af bindet, beskriver Erwans (forgæves) forsøg på at genfinde Pauline og de mere eller mindre mystiske ting han i den forbindelse finder ud af. I sit forsøg på at opspore Pauline erfarer Erwan således, at hun tilsyneladende var gravid, da hun vendte tilbage fra ”Derovre”, men at hendes graviditet er forløbet langt hurtigere end normalt, og at hun, på trods af at der kun er gået et halvt år siden hendes hjemkomst, allerede har et barn på tre år. Samtidig så viser det sig at både klimaet og samfundet at være ved at bryde sammen. Tørke, oversvømmelser, sygdom samt økonomisk og politisk uro plager alle verdens lande, og på sin rejse til og rundt i Paris støder Erwan igen og igen på tegn, der synes at antyde, at dette på en eller anden måde hænger sammen med hans mislykkede færd til ”Derovre”. Bindet slutter uden at Erwan har fundet Pauline, men til gengæld opdager han, på de allersidste sider, at… Nej, det må I altså selv læse jer frem til, men jeg kan godt afsløre, at det er en rigtig cliffhanger af en afslutning!

døde-kæmpe-2-s005_Page_5Da jeg tidligere på året anmeldte Biernes Tårer her på Tegneseriesiden, skrev jeg, at jeg savnede lidt fremdrift og action i serien, og brokkede mig over, at historien forekom mig en smule forudsigelig. Efter at have læst seriens andet bind trækker jeg begge disse kritikpunkter i mig igen. Ganske vist er der ikke kommet mere action, men til gengæld har det vist sig, at historien langt fra er så ligetil og forudsigelig, som den umiddelbart forekom. Og da Loisel og Djian samtidig konsekvent nøjes med at antyde hvad der egentlig foregår, frem for direkte at fortælle det, så bliver man som læser holdt på tæerne og engageret i historien, på en måde som er langt mere frugtbar og produktiv, end hvis de blot havde tilsat mere action.

I stedet for at få forklaret, hvad Erwans mission præcist går ud på, så får vi således løbende antydninger og hints, men er selv nødt til selv at føje en masse manglende brikker til puslespillet. Og at lade Pauline forsvinde ud af historien allerede efter 15 sider, uden at fortælle hverken Erwan eller læseren, hvor hun er blevet af, er et overraskende, men samtidig helt eminent, dramaturgisk greb. Dels så giver det læseren en umiddelbar interesse i at læse historien til ende, nemlig at finde ud af hvad pokker der er sket med Pauline, samtidigt med at han, med Erwan (som jo heller ikke ved hvad der er sket), får en figur at identificere sig med. Læseren (eller i det mindste denne læser) lever sig ind i Erwans søgen efter Pauline, og forstår hans frustration over ikke at kunne finde hende; over at møde hendes venner, kolleger og tilfældige bekendte, men ikke hende selv; over ikke at kunne hitte hoved og hale i de historier og hentydninger om hende, som han får støvet frem. Man forstår Erwan, fordi man selv har samme mål som han, nemlig at få at vide hvor Pauline er blevet af og hvad der er sket med hende, siden man sidst så noget til hende.

døde-kæmpe-2-s005_Page_6(I parentes bemærket, og apropos absolut ingenting, så kan jeg desuden ikke lade være med at bemærke, at franske tegneserieskabere tilsyneladende kan et eller andet med at formidle samfundsmæssigt og økologisk sammenbrud på en afdæmpet, realistisk og dagligdags måde. Beskrivelsen af folks reaktion på den økonomiske og politiske ustabilitet i Pauline… fik mig således flere gange til at tænke på to af mine favorit Linda og Valentin album, Metro Chatelet, retning Cassiopeia og Brooklyn Station, endestation Kosmos, som begge besidder lidt af den samme adstadige og meget nede på jorden dommedagsstemning. Som T.S. Eliot udtrykte det i Hollow Men: ” This is the way the world ends. Not with a bang but a whimper.”)

Som det fremgår af ovenstående er jeg blevet væsentligt mere positiv stemt overfor serien om Den Døde Kæmpe efter at have læst Pauline… Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der egentlig foregår, og hvor serien er på vej hen. Men det er netop en del af charmen ved serien, og i en tid hvor alt går hurtigere og hurtigere er det en sand nydelse at støde ind i en serie, hvor forfatterne tager sig god tid til at fortælle deres historie. Som det også var tilfældet i første bind, så er Malliés tegninger virkeligt flotte – hans figurer og tegnestil minder sine steder en del om Loisels , og det er ment som en ros – og Lapierres farvelægning fungerer endnu engang glimrende. Trykket er flot, papiret er godt, hardcoverformatet kommer virkelig til sin ret. Kort sagt: Faraos Cigarer leverer endnu engang et upåklageligt produkt, specielt når man tager prisen (kr. 148) i betragtning.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales. Skønt jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der foregår, så glæder jeg mig virkelig til bind tre.

Den Døde Kæmpe 1 – Pauline… (2009). 64 sider
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian
Forlag: Faraos Cigarer

Den strømlinede Inkal

InkalenDer er få – om nogen – tegneserielæsere på min alder, som ikke har et eller andet forhold til [[Jodorowsky]] og [[Moebius]]’ storslåede science fiction-opus [[Inkalen]], der kom i seks bind fra forlaget Carlsen i perioden 1982-1989, men som siden da ikke har været genoptrykt og er blevet sværere og sværere at få fingre i antikvarisk. Nu foreligger den i en genoptrykt udgave i forlaget Faraos Cigarers efterhånden velkendte høje kvalitet.

For mig var Inkalen en stor oplevelse at læse dengang – jeg havde vendt mig fra barndommens Anders And, Tintin og Asterix mod Lee og Kirbys store, kosmiske armbevægelser … faktisk læste jeg ALT, der havde store, kosmiske armbevægelser, og Inkalen faldt bestemt på et tørt sted.

Vi følger den sølle klasse-R privatdetektiv John Difool, som kommer i besiddelse af Inkalen, en kosmisk artefakt (eller et levende væsen?) med umådelige kræfter, som der er mange der er interesserede i at få fat på – både sekten Amok, ledet af den smukke Tanatah, de fremmedartede Berg’er, den skræmmende Techno-sekt, den smukke og mystiske Animah samt en hel del flere. Undervejs kommer vi forbi den Gyldne Planet , fængselsplaneten Aquaend, ligesom vi mødte en lang række forbundsfæller, så som Difools trofaste betonpapegøje Deepo, barske Kill Hundehoved og ikke mindst den mystiske og – set med 15-årige briller – ultraseje Metabaron (ok, han er sgu også sej den dag i dag).

Difool lever i et ekstremt klasseinddelt samfund, hvor overklassen bærer glorier og aura, og deres yndlingsadspredelse er at se underklassen blive slagtet igennem oprør på oprør. Underklassen er heller ikke på nogen måde helgener – de lever i en næsten konstant bedøvelse, dels af stoffer, dels af 3d-tv, som kører overalt og er deres primære kontaktflade med omverdenen.

Inkalen er et overvældende værk, især ved første læsning, og selv om Moebius fantastiske tegninger bærer en stor del af fortællingen, så kommer store dele af værkets kompleksitet fra Jodorowskys manuskript, som er spækket med syrede, okkulte indfald og en masse underliggende teoristof fra alt fra Tarot (John Difool = John, The Fool) til The Emeralt Tablet og med hentydninger til ikke mindst Frank Herberts Dune-serie.

Inkalens nye klæder

Det, der allerede inden bogens udgivelse har splittet vandene totalt er den nye farvelægning, som forlaget har valgt at udsende værket i. Tråde i diverse diskussionsfora har allerede på forhånd udråbt den nye farvelægning som en VEDERSTYGGELIGHED! som er en trussel mod alt godt i verden og med garanti er bragt i verden udelukkende for at pisse direkte på netop den enkelte persons barndomsminder. Ja, det er en rimeligt ironisk distance jeg lægger, for alle ved jo at majoriteten af tegneseriefans (majoriteten af en hvilken som helst fanskare) frygter og hader forandring over alt andet, og som sådan er det ofte tjeneligt at træde et skridt tilbage og se hvor galt det går. Faraos må have fulgt med i disse diskussioner, for en god del af redaktørens forord er mere eller mindre et forsvar for at bruge den nye farvelægning.

Inden jeg fortsætter, er det måske på sin plads med nogle eksempler på den nye farvelægning:

(se også lidt sammenligning mellem de to versioner)

Hvad synes jeg? Det er måske 15 år siden jeg har læst 1. udgaven af Inkalen fra ende til anden, men jeg har bladret igennem de numre jeg har, og min konklusion må blive noget i retning af “både / og“.

Der har altid været ting ved den gamle farvelægning der irriterede mig – “det røde hav” på fængselsplaneten Aquaend fungerede aldrig rigtigt for mig, og den gyldne planet er nærmest brun-gul og det overordnede indtryk er lidt udflydende. Ja, det er sandsynligvis et bevidst valg, for samtidig er bl.a. denne udflyden med til at give serien et meget organisk præg, som er helt væk i den nye version – her er linjerne strammere, farverne klarere og kanterne mere spidse og hele universet fremstår mere strømlinet og maskinelt. Man kan gå mere i dybden, men det er for mig at se den helt centrale forskel – den gamle farvelægning er organisk og ekspressiv, mens den nye er strømlinet og logisk – eller sagt på en anden måde: den oprindelige farvelægning er meget europæisk i sit udtryk, mens den nye er meget amerikansk. Måske vi også har en del af stridens kerne (for nogle, i al fald)? Inkalen ska’ sku’ ikke amerikaniseres!

Mig er det sådan set fint med, hvis det får nogle nye læsere – der er opvoksede med den mere strømlinede farvelægning – til at hoppe på værket.

I dag er det stadigt et usædvanligt godt værk, og især Jodorowsky har vi ikke set i bedre form siden da, så Inkalen er stadig required reading for tegneserielæsere. Om man kan lide den nye farvelægning er en smagssag, men giv den en chance – jeg glemte alt om ny farvelægning og kontroverser nogle sider inde i værket og lod mig bare rive med af den intense, til tider Space Opera-agtige historie. Jeg tror de fleste læsere vil gøre det samme, med mindre de allerede er druknet i forudindtagethed.

I svømmehallens dyb…

Forside til Smagen af KlorEt af de mest underholdende aspekter ved begrebet “graphic novels” er, at der ikke rigtigt er enighed om en definition af det. Nogle mener at en opsamling af Spider-man løshæfter kvalificerer sig som en graphic novel, blot fordi de er samlet i såkaldt bogform. Andre mener, at det er et højkulturelt og (i forhold til almindelige tegneserier for “pøblen”) overlegen viderudvikling af tegneseriemediet. Og så er vi straks ude i en værdikamp. Den skal vi ikke rode alt for meget rundt i her, da min pointe blot er, at en graphic novel kan være mange forskellige ting for mange forskellige mennesker.

Selv mener jeg, at man kan bruge begrebet til to praktiske formål: For formidleren (og butiksindehaveren) er det en måde at “narre” såkaldte voksne mennesker til at læse noget så underlødigt som en tegneserie uden at de rigtigt opdager, at det er det, de har gjort. Og for kunstneren og forfatteren (og velsagtens forlaget) er det en måde at signalere et vist kunstnerisk ambitionsniveau i et værk. Jeg synes ikke, at Spider-man særligt ofte kan kaldes graphic novels, men nu bevæger jeg mig faretruende tæt på den nævnte værdikamp, og det er stadigvæk ikke min mission.

Jeg har også hørt folk sige fjollede ting som at en graphic novel er en tegneserie med mere tekst i end i en normal tegneserie. Det giver vist ikke rigtigt mening. Det svarer til at skabe en særlig kategori for film, hvor de snakker meget. Og når man så kigger på Bastien Vivés graphic novel Smagen af Klor, der nu er udkommet på dansk, så falder den definition til jorden. Her formidles historiens indhold og karakterernes udvikling nemlig hovedsageligt igennem et mageløst grafisk udtryk med næsten ingen tekst til at hjælpe de knapt så visuelt tænkende læsere.

Scene fra Smagen af KlorSmagen af Klor er et værk for os, der godt kan lide at gå i svømmehallen (samt for folk, der føler sig irrationelt selvbevidste, når de skal optræde i badetøj, der jo er skridtet før Adam og Eva kostumet). Hovedpersonen udstråler så meget usikkerhed og manglende selvværd, at det halve kunne være nok. At en billed-googling så afslører, at han ligner bogens forfatter på en prik kan man så forstå, som man vil. Hovedpersonen kigger sig modløst i spejlet, før han begiver sig ud i svømmehallen, og han starter da også seancen med at få klor i øjnene. Et problem et par svømmebriller naturligvis løser senere i historien. Nævnes skal det også, at det ikke er hovedpersonens eget valg, at han skal stille sig selv til skue i en svømmehal, men derimod hans fysioterapeut. Så den frie vilje er sat ud af spil. Dog lysner tingene, da han møder en kvindelig svømmer, der også kommer i svømmehallen om onsdagen. Et kejtet forsøg på at gøre kur til hende begynder, og det bliver hurtigt klart, at hovedpersonen nok bliver nødt til at overkomme sin usikkerhed og mande sig op.

Det lyder ikke som om, der er meget historie i Smagen af Klor, og det sådan set også rigtigt nok. I hvert fald på overfladen. Vivés er dog blændende til at fange kropssprogets fine nuancer, og et tankeforløb visualiseres i en persons kropsholdning eller ansigtsudtryk. En svømmetur på 25 meter opsummerer en persons manglende tro på sig selv. Man kunne således blæse igennem værket på under ti minutter, men så ville man gå glip af selve historien. Luften imellem personer, de manglende ord og de store flader af ensartede farver fortæller mere end flere siders tekst kunne gøre det.

Bogens visuelle udtryk er det første, man lægger mærke til. Over vandoverfladen er karaktererne tegnet i et næsten stregagtigt udtryk (hvor intet sandsynligvis er overladt til tilfældighederne, men Vivés får det til at se let ud, det talentfulde skarn) med flot og enkel farvelægning. Under overfladen forsvinder stregerne dog, og mennesker bliver reduceret til malede former. Det er et enkelt, men såre effektivt udtryk, og svømmehallens endeløse rækker samt vandets uendelighed får vores hovedperson til at minde om en myre på et gulv.

Kærlighedshistorien er der næsten ikke, og det er det fine ved det. Signaler misfortolkes, chancer misses, og det hele flyder ligesom ud i sandet (eller rettere vandet). Dog undergår vores hovedperson en form for udvikling, og det er her, at rygraden i historien ligger gemt. Mest af alt er Smagen af Klor en lille, poetisk oplevelse, hvor i hvert fald denne læser ofte kunne nikke genkendende til flere af de følelser og usikkerheder, som hovedpersonen giver udtryk for. Interaktionerne imellem karaktererne er naturlige og troværdige, og der gemmer sig en slags ekstrem hverdagsrealisme neden under det stærkt stiliserede visuelle udtryk og den stilfærdigt poetiske historie.

Der er intet underlødigt ved Smagen af Klor, og værkets kunstneriske ambitionsniveau kan man heller ikke sætte spørgsmålstegn ved, så jeg vover pelsen og kalder bogen for en vaskeægte graphic novel. Vivés vil noget mere og presser tegneseriemediets grafiske udtryk ud i en ny og uventet retning. Uden alt for megen tekst. Det er min påstand, at man i begrebet “graphic novel” skal tage ordet “graphic” ligeså alvorligt som ordet “novel”. Hvis det modsatte var tilfældet kunne man ligeså godt skrive en roman uden billeder som unødvendig støttepædagog. Tegneseriemediet er et grafisk medie, og det er Smagen af Klor et smukt eksempel på. Vivés anvender billeder, hvor det kan lade sig gøre, og tekst, hvor det er nødvendigt. Det er smukt i al sin velgennemtænkte enkelthed.

Smagen af Klor er en af de første graphic novel satsninger fra Forlaget Faraos Cigarer (jeg regner personligt Alan Moore og Eddie Campbells From Hell for en graphic novel), men jeg håber ikke, at det er den sidste. For det er herligt, at værker som dette også finder vej til de danske hylder.

Fakta om værket

Smagen af klor. Forlaget Faraos Cigarer, 2009. 128 sider i farver.

Skrevet og tegnet af Bastian Vivès

Se forlagets omtale af værket

Før Inkalen

Forside til Før InkalenAlexandro Jodorowskys originale værk om Inkalen udkom på dansk i 6 bind i 1981-89 (under serietitlen [[John Difool]]). Nu, en god del år efter, har Faraos Cigarer udgivet det, der på godt dansk hedder en prequel, altså en forhistorie til det originale værk. Historien viser, at det er en farlig øvelse at begive sig ud i, men Jodorowsky har også lavet en ganske vellykket (igen godt dansk) [[spin-off]]-serie til Inkalen, nemlig den indtil videre 10 bind lange serie om Metabaronernes kaste. Så der burde være grund til at skrue forventningerne lidt i vejret.

Problemet med en prequel er naturligvis, i hvilken grad den skal (og kan) hænge sammen med originalværket. Med mindre forfatteren har været meget forudseende i sit arbejde med det originale værk, er der grænser for hvad han kan lave på det historiemæssige plan – en velfungerende historie kan godt havde uforklarede elementer, men bør dog ikke direkte have løse tråde tilbage i tiden, som prequel’en kan gribe fat i. Tilbage er der at forklare, hvorfor personerne er, som de er – hvilket også bør være afklaret til en vis grad i originalen, eller i al fald ikke kræve forklaring (se blot Star Wars for nu at tage et klassisk eksempel: havde vi behøvet tre films ørkenvandring for at få skåret ud i CGI-pap, hvorfor Darth Vader var, som han var?). Og så er der naturligvis muligheden for at smide en masse indforståede henvisninger på bordet.

Side fra Før inkalenSå er der spørgsmålet, hvordan man bør anmelde en prequel. Skal man genlæse originalen og sammenholde de to, kræve 100% overensstemmelse mellem de to? Jeg har valgt at lade være – og blot forholde mig til den (måske lettere lyserøde) erindring, jeg har om oplevelsen af at læse den oprindelige Inkal-historie: en sprudlende historie formelig fyldt med ideer, drejninger, vilde indspark og overraskelser. Sagaen om Inkalen var måske ikke 100% sammenhængende, men den opvejede det med alle sine andre kvaliteter. Den forundrede.

”Før Inkalen” handler om John Difool, den oprindelige series absolutte hovedperson. Jodorowsky har valgt at fortælle hans baggrundshistorie – hans noget groteske barndom og ungdom, og hvordan det egentlig gik til, at han blev detektiv. Det betyder bl.a., at historien er lidt fastlåst, for vi ved, hvem der overlever, og hvor de havner henne. Det er en skavank, som forfatteren forsøger at opveje ved at fylde historien med endnu flere og endnu mere groteske påfund. Jeg vil ikke forsøge at forklare dem her, for de skal ærligt talt opleves.

Kritikken først: ærligt talt er lidt af magien forsvundet. Det er Zoran Janjetov, der har illustreret denne gang, og det er med skiftende held; bl.a. har vor hovedperson det med at skifte udseende til en vis grad. Ligesådan svinger computerfarvelægningen mellem ganske og mindre vellykket. Og historien – eller rettere: historierne – har det med at blive noget rodede.

Side fra Før InkalenJodorowsky har sit helt eget univers af sex, kynisme, tabu-brud, religion og andet godt – det er stadig ene og alene hans, men det virker lidt, som om tiden måske er løbet fra det. Det er ikke længere grænseoverskridende eller overraskende – snarere end forundrende er det blevet forvirrende.

Men der er også en grund til, at det ene og alene er Jodorowskys univers – for jeg tror ikke, nogen anden kunne få det til tilnærmelsesvist at fungere, som det lykkes ham.

Der er et stærkt satirisk element i ”Før Inkalen”, og det er især den del af værket, der gør det værd at læse. Og omend jeg synes, at der jongleres med lidt for mange elementer over historiens næsten 300 sider, så er der altså en kerne af dem, som fungerer. Selv om den høje hastighed er en del af forfatterens kendetegn, så kunne det nok have hjulpet at sætte farten en smule ned her. Som læser kan man selv gøre en del ved at læse tegneserien i dens enkelte kapitler i stedet for ud i ét.

”Før Inkalen” lider naturligvis under at blive sammenlignet med en klassiker, hvilket den ikke kan leve op til. På sine egne vilkår kan den dog godt være en ganske fornøjelig læseoplevelse – især hvis man ikke tager den i for store bidder og tillader sig at lade Jodorowskys eksplosionsfortællestil udfolde sig. Og så er den første store udgivelse i en række af Inkal-værker fra Faraos Cigarer. Den bliver ganske snart fulgt op af en samlet udgivelse af hele den klassiske historie, hvilket i sig selv er grund til jubel. Så skal man ikke ud og søge efter de gamle og svært tilgængelige hæfter, men kan i stedet få historien samlet i én lækker udgave som her.

Fakta om værket

Titel: Før Inkalen. 294 sider i farver. ISBN: 978-879197634-6

Forfatter: [[Alexandro Jodorowsky]]
Tegner: [[Zoran Janjetov]]
Forlag: Faraos Cigarer

En døende mands feberfantasier?

Coveret til Corto Maltese - Mu begynder som en surrealistisk feberfantasi. Der indledes på side et med en flok plettede tropefisk, der tilsyneladende er fordybet i samtale om den græske myte om Atlantis. Talebobler udgør en betydelig del af de enkelte billeder og synes, ret forvirrende, at antyde, at det måske alligevel ikke er fiskene der taler, men nogen eller noget, der befinder sig lige uden for billedrammen. Fra billede til billede skifter vores, læserens, synsvinkel, idet der uden varsel zoomes ind og ud på de forskellige fisk, så vi det ene øjeblik har flokken svævende og det næste er helt tæt på de enkelte fisk. Sidste billedramme på første side forekommer således umiddelbart at være et ultra close-up af en af fiskene – måske af et fiskeøje? Dette billede fortsættes på side to, hvor der først zoomes endnu tættere på fisken (ramme 1-3) for derefter langsom at blive panoreret ud igen (ramme 4-6), alt i mens diskussionen af Atlantis fortsætter. På side tre er vores perspektiv blevet trukket så langt tilbage, at vi opdager, at den foregående side ikke har været close-ups af en fisk, men derimod af et (billede af?) et ansigt set i profil. Yderligere forskydninger af perspektivet afslører at profilen tilhører en kraftig udsmykket figur, der umiddelbart ligner et vægmaleri, og taleboblerne viser, at det er denne figur, der udgør den ene del af samtalen. Den sidste billedramme på tredje side forskydes vores perspektiv endnu engang, men på en ny og overraskende måde: Det er et close-up af et menneskeansigt, indrammet af en gul cirkel. På de følgende par sider afsløres det, at den samtale, der blev indledt på side et, tilsyneladende er en diskussion mellem to undersøiske vægmalerier, med en person iklædt en gammeldags dykkerdragt (tænk Tintin i Enhjørningens hemmelighed) som en interesseret, men noget skeptisk, tilhører. På side 10-12, bliver dykkeren langsomt hævet op til havoverfladen og hevet ombord på et skib, og da han får hjelmen af opdager vi, tilsyneladende samtidigt med ham selv, at personen i dykkerdragten er Corto Maltese. De foregående sider har tilsyneladende blot været en illusion; en hallucination forårsaget af trykproblemer og manglende ilttilførsel.

Scene fra Corto Maltese - MuDermed er temaet og den overordnede handling for blevet præsenteret. [[Corto Maltese]] er, med et blandet udvalg af venner og bekendte fra sin fortid (Rasputin, Gyldenmund, Levi Colombia, Soledad) på jagt efter det forsvundne rige Mū, også kendt som Atlantis. Som i ethvert godt eventyr er der pirater, kidnapninger, kærlighed, hemmelige civilisationer, underjordiske kongeriger, farlige indfødte og vulkanudbrud. Men handlingen er som sådan sekundær; for [[Hugo Pratt|Pratt]] har det væsentlige ved tydeligvis ikke været historien, men derimod stemningen – og muligheden for at lade Corto Maltese syre ud på svampe. Der er lange, fabelagtigt flotte, drømmeagtige sekvenser, hvor man, ligesom i albummets indledende sider, ikke er sikker på, om det der foregår, er virkeligt eller blot noget der foregår i Corto Malteses fantasi. Virkelighed og hallucination glider ubesværet ud og ind af hinanden, og blandes på måder, som det er svært at forestille sig kan lade sig gøre indenfor andre medier.

er (og er skrevet som) det sidste album om og med Corto Maltese og er et vemodigt og smukt farvel til en af tegneserieverdenens mest elskede og kendte figurer. Den rastløse sømand fra Malta har, om nogen, været med til at gøre tegneserien respektabel som andet og mere end underlødig underholdning, og har samtidig formået at bevare et talstærkt og trofast publikum. I giver Pratt os alt det, som altid har kendetegnet Corto Maltese serien – og giver det hele en ekstra tand: Der er melankoli, vemod, dejlige (men ikke altid trofaste)kvinder, tvetydigt skurkagtige personer, fantastiske tegninger, åndeløst smukke billeder og meget, meget andet.

er næppe det rette sted at starte for en Corto Maltese novice; albummet fordrer et vist kendskab til Pratts persongalleri, og skønt historien på overfladen forekommer forholdsvis simpel, så er forløbet undertiden så eksperimenterende og udsyret, at det kan være vanskeligt at følge med i ved første gennemlæsning. På samme måde vil næppe omvende eller overbevise dem, som ikke på forhånd er fans af Pratts Corto Maltese serie; dertil er historien for indadvendt og for centreret om Corto Malteses eget univers. Meget symptomatisk foregår handlingen på, under og omkring en ø, og modsat andre albums i serien (Corto Maltese i Sibirien f.eks.), spiller det konkrete tidspunkt historien foregår på ikke den store rolle. Bortset fra utallige historiske referencer til den fjerne fortid er der således så godt som ingen henvisninger til konkrete (politiske og sociale) begivenheder i den omgivende verden. er en historie om og med Corto Maltese og Corto Malteses omgangskreds, og resten af verden spiller i den sammenhæng ikke nogen større rolle. Men for alle os som elsker Corto, og ønsker at sige farvel til ham, er der ingen vej uden om: er, selvfølgelig, et “must have”.

Og så må jeg lige (endnu engang) rose Faraos Cigarers udgivelsespolitik. Der er i den grad ikke gået på kompromis med noget ved udgivelsen af . Hardcover; godt papir, godt tryk, flotte farver – og så er der lige lagt 100 siders ekstramateriale oven i. Hugo Pratts egen forhistorie til ; forstudier til albummet; en bunke artikler om Atlantis-myten; gengivelser af gamle søkort; fotografier af Maya-vægmalerier og meget andet som jeg slet ikke har fået kigget ordentligt på endnu. Kudos til forlaget for den konsekvente fastholdelse af den høje kvalitet. Den eneste (lillebitte) anke jeg har, er, at det er lykkedes at stave Levi Colombias navn på tre forskellige måder i hhv. pressematerialet (Colombo); ekstramaterialet (Columbia) og selve serien (Colombia). Men det er vitterligt en detalje

Fakta om bogen:

Vurdering: Klart anbefalelsesværdigt hvis man på nogen som helst måde har et forhold til Corto Maltese. Det store spørgsmål er, om man er villig til at spendere de næsten 400 kr. som albummet løber op i.

Titel: . 270 sider (170 siders tegneserie + 100 siders “ekstramateriale” ).

Forfatter og Tegner: Hugo Pratt
Forlag: Faraos Cigarer
Pris: kr. 398

Biernes Tårer af Loisel, Djian og Mallié

loiselmallie_dendoedekaempe1Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en af denne anmelders all-time favourite tegneserie-serier er Serge Le Tendres og Régis Loisels Jagten på Tidsfuglen. Da jeg som tegneserieinteresseret teenager i en mindre dansk provinsby tilfældigt faldt over serien var det lidt af en åbenbaring. En intelligent, veltegnet, spændende og morsom FANTASY-tegneserie? Den slags var ikke hverdag tilbage i slut-80erne. Og så var der jo selvfølgelig Zassa, troldkvinden Maras datter, hvis åbenlyse fortrin har gjort et stort og uudsletteligt indtryk på mangen en mandlig tegneserielæser.

Det var derfor med stor forventning, at jeg gav mig i kast med Biernes Tårer, første bind i Loisels seneste serie: Den Døde Kæmpe. Mine forventninger blev dog kun næsten opfyldt.

Historien er forholdsvis simpel.  Pauline er universitetsstuderende fra Paris, som har lånt et hus på landet af en veninde, for at få ro til at læse til eksamen. På vej til huset bryder hendes bil imidlertid sammen, og hun får hjælp og husly af Erwan, en lokal fyr på hendes egen alder. Erwan, viser det sig, er en mand med en mission. Med hjælp og vejledning fra Mester Christo, en gammel blind troldmand, er han nemlig på vej ud på en længere rejse “Derovre” –  en eventyrlig parallelverden fyldt med sære væsner. Efter en del skænderier, som udstiller forskellene på Pauline, den lettere arrogante storbypige, og Erwan, den afslappede og godmodige fyr fra landet, ender de ved en fejl begge to “Derovre”, og Erwan bliver, mod sin vilje, nødt til at tage Pauline med på sin rejse. Da albummet slutter, er vi blevet præsenteret for en række af de forskellige væsener, der lever i den anden verden, vi har fået en række antydninger af, hvad Erwans mission går ud på, og i har fået en række tegn på, at Pauline måske ikke er helt så negativt stemt over for Erwan, som man umiddelbart kunne tro. Kort sagt: En klassisk, næsten traditionel, eventyr/fantasy-historie.

At kalde Den Døde Kæmpe for “Loisels seneste serie” er lidt af en tilsnigelse: Godt nok er han, sammen med JB Djian, medforfatter på serien, men modsat såvel Jagten på Tidsfuglen som den senere serie om Peter Pan, så har Loisel ikke tegnet serien. Det har derimod den mig ukendte Mallié – og det har han gjort rigtig godt. Tegningerne er flotte og klare, og farvelægningen (af Lapierre) giver stemning og karakter til såvel landskabs- som persontegningerne. Hvad angår selve udgivelsen, så lever Faraos Cigarer endnu engang op til sit ry som et kvalitetsforlag: Hardcover indbinding, godt papir, godt tryk, god tekstning, god (så vidt jeg kan bedømme) oversættelse. Med andre ord: En rigtig, rigtig flot udgivelse.

Dette betyder dog ikke, at Biernes tårer er uden fejl og mangler, de har blot intet med tegningerne eller selve udgivelsen at gøre, men derimod med Loisels og Djians historie. For det første er der, som nævnt, tale om en meget klassisk historie; en historie som, i det mindste i dette første bind, endnu ikke rigtigt har budt på nogen overraskelser. Så snart Pauline og Erwan mødes er man klar over, at deres umiddelbare modsætninger nok skal blive afløst af gensidig tiltrækning. Og Paulines arrogante storbyfacon virker lidt for karikeret og stereotypisk. Da hun på side 1, efter at være ankommet til den lille lokale togstation, for sig selv tænker: “Sikke et hul. Velkommen til Bonderøvsland, min pige”, ja, så er den erfarne tegneserie-  og børnebogs- læser allerede klar over, at hun nok hurtigt vil blive udsat for begivenheder, der vil få hende til at skifte mening. Der sker ikke rigtigt noget i Biernes Tårer, som man ikke på forhånd kunne have regnet ud. For det andet så sker der generelt ikke særligt meget i Biernes Tårer. Der bruges en del tid på at få de forskellige personer og verdener præsenteret og gjort bekendte, og ikke så meget plads på reel handling. Biernes Tårer bærer kort sagt tydeligt præg af at være det første bind i en serie: Vi introduceres for hovedpersonerne, møder en gammel troldmand og en del fremmedartede væsner, samt får antydningen af en større historie, som det hele indgår i, men der SKER ikke rigtigt noget.

Kan Biernes Tårer anbefales? Så ganske afgjort. Den er flot, veltegnet og skal nok holde opmærksomheden fanget. Og med en vejledende udsalgspris på kun kr. 128 er det ikke prisen der bør afholde en fra at købe den. Og skønt der som sagt er lidt problemer med det dramatiske flow i første bind, så er grundlaget lagt for noget, der sagtens kan blive en rigtig god serie. Og det skulle ligne Loisel dårligt, hvis tingene virkeligt er så enkle og ligetil, som de umiddelbart synes at være her i bind et. Mon ikke der vil komme en overraskelse eller to i de kommende bind?

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales – især hvis der kommer lidt mere gang i de næste bind

Den Døde Kæmpe 1 – Biernes Tårer (2009). 56 sider 
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian 
Forlag: Faraos Cigarer

En mesterlig obduktion – From Hell af Alan Moore og Eddie Campbell

Der er noget ved historien om Jack the Ripper, som pirrer nysgerrigheden hos rigtigt, rigtigt mange mennesker – historiens første seriemorder kalder pressematerialet fra Faraos Cigarer sagen, men der er flere aspekter gemt i det. Hvordan kunne det ske i Whitechapel, i det centrale London, midt i Imperiets hjerte? Hvorfor blev morderen aldrig fanget? Hvem kunne begå nogen så bestialske og alligevel sofistikerede mord? Var politiet inkompetente eller dækkede de over nogen?

Vel var pressen (allerede dengang) en stor del af grunden til at sagen blev blæst op, men alligevel er de reelle spørgsmål utallige og næsten lige så utallige er eftertidens forsøg på at besvare dem – “det var ham/dem!” har lydt fra utallige mere eller mindre kvalificerede efterforskere i tidens løb, og sagen er stadig spændende, ikke mindst fordi den forbliver uløst.

Alan Moore brugte ti år på at skrive From Hell, hvis titel er taget fra de første ord i et brev, som mange mener er fra den virkelige Jack the Ripper. Han har læst hvad der er at læse om sagen og – ikke mindst – om samtiden og har valgt at basere denne tegneserie på teorierne fra Stephen Knight om en sammensværgelse, som involverede blandt andre frimurerne og kongehuset.

Det er værd at bemærke, at Moore selv ikke tror på Knights teorier (som da også er blevet tilbagevist et utal af gange), men har valgt ham, da teorierne passede med den historie som han selv ville fortælle.

En “Whydunit”

I Moores udgave er det ikke en whodunit – han melder klart ud næsten fra en start af hvem han mener står bag mordene og bruger i stedet historien til dels at fortælle en whydunit og derigennem tegne et meget detaljeret billede af morderen og dels til at beskrive af Victoriatidens London og trække paralleller til vores tid.

Historien følger Dronning Victorias hoflæge, Sir William Gull, som får til opgave at rydde nogle prostituerede af vejen, der har viden om et uægte barn, som prins Albert har lavet med en simpel butiksassistent. Gull har imidlertid sin egen agenda, og sammen med den simple kusk John Netley udfører han de nu klassiske mord som en magisk besværgelse, hvis formål er at bryde de sidste rester af kvindekønnets magt over mændene.

Parallelt følger vi opklaringsarbejdet med fokus på politiinspektøren Frederick Abberline, der ikke rigtigt kommer nogen vegne i sagen, før han slår sig sammen med den synske Robert Lees – “synsk” skal her tages med et gran salt, da Lees på bogens allerførste sider indrømmer, at han svindlede hele vejen igennem og aldrig havde en egentlig vision.

Undervejs kommer vi igennem Londons historie, spekulationer omkring tidens natur, datidens medicinske (og psykiatriske) behandlingsformer, frimurernes loge og ritualer og møder et væld af kendte mennesker fra historiens samtid, bl.a. John “Elefantmanden” Merrick, en ung Aleister Crowley, Oscar Wilde, William Morris samt en del andre.

Som nævnt er det er afsindigt gennemresearchet værk vi har med at gøre med – lige fra Londons historie på gadeplan over medicinske behandlingsmetoder over frimurernes trosgrundlag til de slangudtryk som de prostituerede brugte i perioden. Det taler til Moores fordel, at researchen ikke kommer til at overvælde værket, men bare understøtter det. For de mere interesserede er der et appendiks på næsten hundrede sider, som side for side gennemgår værket og bl.a. fortæller hvad der er historiske fakta, hvad der er kvalificerede gæt og hvad der er det rene opspind. Der er også et tegnet appendiks 2 – “Mågejægernes dans” – som gennemgår de forskellige teorier omkring morderens identitet igennem tiderne.

From Hell er et imponerende værk, der som alle store værker indeholder lag på lag på lag – lidt a la Peer Gynts løg – og én læsning er slet, slet ikke nok.

Gnidrede skitser eller stor kunst?

Det er ofte blevet sagt at dette eller hint deler vandene, men sjældent har det været mere på sin plads end med Eddie Campbells tegninger. Et par illustrationer er på sin plads inden jeg fortsætter:

Disse eksempler er rimeligt repræsentative for Campbells tegnestil i From Hell – sorte og gnidrede flader, tegninger, som nogen gange næsten har skitsepræg og en tæt og klaustrofobisk sideopbygning.

Når man slår bogen op, er det ikke et umiddelbart tiltalende indtryk man får – det er lidt mørkt og gnidret det hele og tegningerne er ikke “pæne” i gængs forstand – men når man kommer i gang med læsningen, er universet komplet netop igennem tegningerne.

Der er en del scener i bogen, der hører til nogle af de uhyggeligste, der i mine øjne er frembragt indenfor mediet – den sorte droske, der kører gennem det regnvåde London, Dr. Gulls ildevarslende silouet med den høje hat og kniven i hånden og den generelle stemning af trøstesløshed kryber ind under huden på en og udfordrer ens nattesøvn.

Det skal i øvrigt tilføjes at bogen ikke er for hverken snerper eller sarte sjæle – vi har både eksplicit sex og nogle særdeles grusomme og minutiøst skildrede mord.

En længe ventet udgivelse

Den danske udgave af From Hell har været undervejs længe, men det har været ventetiden værd at få Moores store værk på dansk. 600 sider i rimelig indbinding for knapt 400 kroner må siges at være særdeles rimeligt, oversættelsen er fin og Allan Haverholms tekstning passer fremragende til Campbells streg og bogens tone.

From Hell er – som antydet – intet mindre end et mesterværk, og her er tale om obligatorisk læsning. Alt spiller sammen og intet er overladt til tilfældighederne, samtidig med at det er en bog, der kommer ind under huden på en i en næsten uhyggelig grad. Som med al genial og banebrydende kunst, kan man ikke vende tilbage From Hell og være uændret – man har set verden igennem en morders øjne, set tiden ophævet som en regel i børns leg, næsten mærket elendigheden og fattigdommen i Whitechapel på sig selv og det er svært at ryste af sig. Det er en hård rejse, men den er det værd – From Hell er den største læseoplevelse jeg har haft i år og den vigtigste udgivelse på dansk i lang, lang tid.

From hell.
Mr Lusk,
Sor
I send you half the Kidne I took from one women prasarved it for you tother piece I fried and ate it was very nise. I may send you the bloody knif that took it out if you only wate a whil longer

signed
Catch me when you can Mishter Lusk

Fakta om serien

From Hell, 2008. 604 sider, sort/hvid.

Bedømmelse: Anbefales varmt. Mesterværk!

Forfatter: Alan Moore
Tegner: Eddie Campbell

Forlag: Faraos Cigarer