Pauline… er andet bind i forfatterne Regis Loisels og JB Djians samt tegneren Malliés fantasy-/eventyr-serie Den Døde Kæmpe. I seriens første bind, Biernes Tårer blev vi introduceret for seriens to hovedpersoner: Erwan, en ung fyr fra den franske provins, som (af grunde vi ikke får forklaret nærmere) har fået til opgave at rejse til ”Derovre”, en eventyrlig parallelverden, hvor han skal udføre en hemmelig opgave (hvis præcise natur og formål vi heller ikke får nogen præcis forklaring på) og Pauline, en universitetsstuderende fra Paris, som ved et tilfælde er blevet indblandet Erwans mission. Bind 1 sluttede med at Erwan, Pauline og deres rejsekammerater – repræsentanter for nogle af de forskellige racer som bebor ”Derovre” – når frem til deres rejsemål: Et enormt skelet, resterne af den døde kæmpe, som har lagt navn til serien.
Pauline… begynder præcis hvor Biernes tårer sluttede, nemlig for foden af den døde kæmpes skelet. Det viser sig, at det ritual, som er hele formålet med rejsen, skal gennemføres i kæmpens kranie, hvorfor Erwan og de øvrige deltagere i missionen drager ind i skelettet, mens Pauline venter udenfor. Ritualet, som synes af tappe Erwan for livskraft, gennemføres tilsyneladende uden problemer, men da selskabet vender tilbage til der hvor de efterlod Pauline, så er hun væk.
Erwan, der som følge af ritualet er svækket og tilsyneladende lider af febervildelse, kan ikke deltage i eftersøgningen af Pauline. For at helbrede Erwan gennemfører de øvrige medlemmer af rejseselskabet et nyt ritual, men desværre viser det sig, at en af deltagerne er en forræder, der benytter lejligheden til at forgifte de øvrige medlemmer af selskabet. Erwan formår med nød og næppe at flygte og vende tilbage til vores verden. Her opdager han for det første, at mens hans mission ”Derovre” kun syntes at tage et par uger, så er der gået over et år i den virkelige verden, og for det andet at Pauline også er vendt tilbage til Jorden, men at hun kom tilbage et halvt år før ham og at hun er vendt hjem til Paris.
Resten af Pauline…, hvilket vil sige de resterende 2/3 af bindet, beskriver Erwans (forgæves) forsøg på at genfinde Pauline og de mere eller mindre mystiske ting han i den forbindelse finder ud af. I sit forsøg på at opspore Pauline erfarer Erwan således, at hun tilsyneladende var gravid, da hun vendte tilbage fra ”Derovre”, men at hendes graviditet er forløbet langt hurtigere end normalt, og at hun, på trods af at der kun er gået et halvt år siden hendes hjemkomst, allerede har et barn på tre år. Samtidig så viser det sig at både klimaet og samfundet at være ved at bryde sammen. Tørke, oversvømmelser, sygdom samt økonomisk og politisk uro plager alle verdens lande, og på sin rejse til og rundt i Paris støder Erwan igen og igen på tegn, der synes at antyde, at dette på en eller anden måde hænger sammen med hans mislykkede færd til ”Derovre”. Bindet slutter uden at Erwan har fundet Pauline, men til gengæld opdager han, på de allersidste sider, at… Nej, det må I altså selv læse jer frem til, men jeg kan godt afsløre, at det er en rigtig cliffhanger af en afslutning!
Da jeg tidligere på året anmeldte Biernes Tårer her på Tegneseriesiden, skrev jeg, at jeg savnede lidt fremdrift og action i serien, og brokkede mig over, at historien forekom mig en smule forudsigelig. Efter at have læst seriens andet bind trækker jeg begge disse kritikpunkter i mig igen. Ganske vist er der ikke kommet mere action, men til gengæld har det vist sig, at historien langt fra er så ligetil og forudsigelig, som den umiddelbart forekom. Og da Loisel og Djian samtidig konsekvent nøjes med at antyde hvad der egentlig foregår, frem for direkte at fortælle det, så bliver man som læser holdt på tæerne og engageret i historien, på en måde som er langt mere frugtbar og produktiv, end hvis de blot havde tilsat mere action.
I stedet for at få forklaret, hvad Erwans mission præcist går ud på, så får vi således løbende antydninger og hints, men er selv nødt til selv at føje en masse manglende brikker til puslespillet. Og at lade Pauline forsvinde ud af historien allerede efter 15 sider, uden at fortælle hverken Erwan eller læseren, hvor hun er blevet af, er et overraskende, men samtidig helt eminent, dramaturgisk greb. Dels så giver det læseren en umiddelbar interesse i at læse historien til ende, nemlig at finde ud af hvad pokker der er sket med Pauline, samtidigt med at han, med Erwan (som jo heller ikke ved hvad der er sket), får en figur at identificere sig med. Læseren (eller i det mindste denne læser) lever sig ind i Erwans søgen efter Pauline, og forstår hans frustration over ikke at kunne finde hende; over at møde hendes venner, kolleger og tilfældige bekendte, men ikke hende selv; over ikke at kunne hitte hoved og hale i de historier og hentydninger om hende, som han får støvet frem. Man forstår Erwan, fordi man selv har samme mål som han, nemlig at få at vide hvor Pauline er blevet af og hvad der er sket med hende, siden man sidst så noget til hende.
(I parentes bemærket, og apropos absolut ingenting, så kan jeg desuden ikke lade være med at bemærke, at franske tegneserieskabere tilsyneladende kan et eller andet med at formidle samfundsmæssigt og økologisk sammenbrud på en afdæmpet, realistisk og dagligdags måde. Beskrivelsen af folks reaktion på den økonomiske og politiske ustabilitet i Pauline… fik mig således flere gange til at tænke på to af mine favorit Linda og Valentin album, Metro Chatelet, retning Cassiopeia og Brooklyn Station, endestation Kosmos, som begge besidder lidt af den samme adstadige og meget nede på jorden dommedagsstemning. Som T.S. Eliot udtrykte det i Hollow Men: ” This is the way the world ends. Not with a bang but a whimper.”)
Som det fremgår af ovenstående er jeg blevet væsentligt mere positiv stemt overfor serien om Den Døde Kæmpe efter at have læst Pauline… Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der egentlig foregår, og hvor serien er på vej hen. Men det er netop en del af charmen ved serien, og i en tid hvor alt går hurtigere og hurtigere er det en sand nydelse at støde ind i en serie, hvor forfatterne tager sig god tid til at fortælle deres historie. Som det også var tilfældet i første bind, så er Malliés tegninger virkeligt flotte – hans figurer og tegnestil minder sine steder en del om Loisels , og det er ment som en ros – og Lapierres farvelægning fungerer endnu engang glimrende. Trykket er flot, papiret er godt, hardcoverformatet kommer virkelig til sin ret. Kort sagt: Faraos Cigarer leverer endnu engang et upåklageligt produkt, specielt når man tager prisen (kr. 148) i betragtning.
Fakta om serien
Vurdering: Anbefales. Skønt jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der foregår, så glæder jeg mig virkelig til bind tre.
Den Døde Kæmpe 1 – Pauline… (2009). 64 sider
Tegner: Vincent Mallié.
Forfatter: Régis Loisel og JB Djian
Forlag: Faraos Cigarer
