En døende mands feberfantasier?

Coveret til Corto Maltese - Mu begynder som en surrealistisk feberfantasi. Der indledes på side et med en flok plettede tropefisk, der tilsyneladende er fordybet i samtale om den græske myte om Atlantis. Talebobler udgør en betydelig del af de enkelte billeder og synes, ret forvirrende, at antyde, at det måske alligevel ikke er fiskene der taler, men nogen eller noget, der befinder sig lige uden for billedrammen. Fra billede til billede skifter vores, læserens, synsvinkel, idet der uden varsel zoomes ind og ud på de forskellige fisk, så vi det ene øjeblik har flokken svævende og det næste er helt tæt på de enkelte fisk. Sidste billedramme på første side forekommer således umiddelbart at være et ultra close-up af en af fiskene – måske af et fiskeøje? Dette billede fortsættes på side to, hvor der først zoomes endnu tættere på fisken (ramme 1-3) for derefter langsom at blive panoreret ud igen (ramme 4-6), alt i mens diskussionen af Atlantis fortsætter. På side tre er vores perspektiv blevet trukket så langt tilbage, at vi opdager, at den foregående side ikke har været close-ups af en fisk, men derimod af et (billede af?) et ansigt set i profil. Yderligere forskydninger af perspektivet afslører at profilen tilhører en kraftig udsmykket figur, der umiddelbart ligner et vægmaleri, og taleboblerne viser, at det er denne figur, der udgør den ene del af samtalen. Den sidste billedramme på tredje side forskydes vores perspektiv endnu engang, men på en ny og overraskende måde: Det er et close-up af et menneskeansigt, indrammet af en gul cirkel. På de følgende par sider afsløres det, at den samtale, der blev indledt på side et, tilsyneladende er en diskussion mellem to undersøiske vægmalerier, med en person iklædt en gammeldags dykkerdragt (tænk Tintin i Enhjørningens hemmelighed) som en interesseret, men noget skeptisk, tilhører. På side 10-12, bliver dykkeren langsomt hævet op til havoverfladen og hevet ombord på et skib, og da han får hjelmen af opdager vi, tilsyneladende samtidigt med ham selv, at personen i dykkerdragten er Corto Maltese. De foregående sider har tilsyneladende blot været en illusion; en hallucination forårsaget af trykproblemer og manglende ilttilførsel.

Scene fra Corto Maltese - MuDermed er temaet og den overordnede handling for blevet præsenteret. [[Corto Maltese]] er, med et blandet udvalg af venner og bekendte fra sin fortid (Rasputin, Gyldenmund, Levi Colombia, Soledad) på jagt efter det forsvundne rige Mū, også kendt som Atlantis. Som i ethvert godt eventyr er der pirater, kidnapninger, kærlighed, hemmelige civilisationer, underjordiske kongeriger, farlige indfødte og vulkanudbrud. Men handlingen er som sådan sekundær; for [[Hugo Pratt|Pratt]] har det væsentlige ved tydeligvis ikke været historien, men derimod stemningen – og muligheden for at lade Corto Maltese syre ud på svampe. Der er lange, fabelagtigt flotte, drømmeagtige sekvenser, hvor man, ligesom i albummets indledende sider, ikke er sikker på, om det der foregår, er virkeligt eller blot noget der foregår i Corto Malteses fantasi. Virkelighed og hallucination glider ubesværet ud og ind af hinanden, og blandes på måder, som det er svært at forestille sig kan lade sig gøre indenfor andre medier.

er (og er skrevet som) det sidste album om og med Corto Maltese og er et vemodigt og smukt farvel til en af tegneserieverdenens mest elskede og kendte figurer. Den rastløse sømand fra Malta har, om nogen, været med til at gøre tegneserien respektabel som andet og mere end underlødig underholdning, og har samtidig formået at bevare et talstærkt og trofast publikum. I giver Pratt os alt det, som altid har kendetegnet Corto Maltese serien – og giver det hele en ekstra tand: Der er melankoli, vemod, dejlige (men ikke altid trofaste)kvinder, tvetydigt skurkagtige personer, fantastiske tegninger, åndeløst smukke billeder og meget, meget andet.

er næppe det rette sted at starte for en Corto Maltese novice; albummet fordrer et vist kendskab til Pratts persongalleri, og skønt historien på overfladen forekommer forholdsvis simpel, så er forløbet undertiden så eksperimenterende og udsyret, at det kan være vanskeligt at følge med i ved første gennemlæsning. På samme måde vil næppe omvende eller overbevise dem, som ikke på forhånd er fans af Pratts Corto Maltese serie; dertil er historien for indadvendt og for centreret om Corto Malteses eget univers. Meget symptomatisk foregår handlingen på, under og omkring en ø, og modsat andre albums i serien (Corto Maltese i Sibirien f.eks.), spiller det konkrete tidspunkt historien foregår på ikke den store rolle. Bortset fra utallige historiske referencer til den fjerne fortid er der således så godt som ingen henvisninger til konkrete (politiske og sociale) begivenheder i den omgivende verden. er en historie om og med Corto Maltese og Corto Malteses omgangskreds, og resten af verden spiller i den sammenhæng ikke nogen større rolle. Men for alle os som elsker Corto, og ønsker at sige farvel til ham, er der ingen vej uden om: er, selvfølgelig, et “must have”.

Og så må jeg lige (endnu engang) rose Faraos Cigarers udgivelsespolitik. Der er i den grad ikke gået på kompromis med noget ved udgivelsen af . Hardcover; godt papir, godt tryk, flotte farver – og så er der lige lagt 100 siders ekstramateriale oven i. Hugo Pratts egen forhistorie til ; forstudier til albummet; en bunke artikler om Atlantis-myten; gengivelser af gamle søkort; fotografier af Maya-vægmalerier og meget andet som jeg slet ikke har fået kigget ordentligt på endnu. Kudos til forlaget for den konsekvente fastholdelse af den høje kvalitet. Den eneste (lillebitte) anke jeg har, er, at det er lykkedes at stave Levi Colombias navn på tre forskellige måder i hhv. pressematerialet (Colombo); ekstramaterialet (Columbia) og selve serien (Colombia). Men det er vitterligt en detalje

Fakta om bogen:

Vurdering: Klart anbefalelsesværdigt hvis man på nogen som helst måde har et forhold til Corto Maltese. Det store spørgsmål er, om man er villig til at spendere de næsten 400 kr. som albummet løber op i.

Titel: . 270 sider (170 siders tegneserie + 100 siders “ekstramateriale” ).

Forfatter og Tegner: Hugo Pratt
Forlag: Faraos Cigarer
Pris: kr. 398

Den bedste til det hun gør – Hexed!

Skal du have stjålet en håndfuld englefjer, magtfulde artifakter fra endnu mere magtfulde dæmoner eller måske hængslerne til helvedes porte? Der er flere måder at gøre det på, men den mest oplagte måde er nok at kontakte tyven Luci Neves – oftest kaldet Lucifer. Hun er nemlig den bedste indenfor sit særlige felt af tyvebranchen; et felt der, som antydet, ikke er helt almindeligt.

Problemet er, at der er masser af mennesker (og det, der er værre) som har en høne at plukke med hende, og fælden klapper allerede i seriens første nummer – den mystiske Dietrich dukker op med et krav om at Lucifer arbejder de $400.000 af, som hun skylder ham. Første opgave er at  stjæle en artefakt kaldet The Carasinth, hvilket indebærer at hun skal bruge en død mand som portal til en anden dimension.

Hexed er en ny serie skrevet af Michael Alan Nelson (forfatteren til den roste Fall of Cthulhu) og tegnet af det spændende nye navn Emma Rios, der passer perfekt til seriens tone og i høj grad er med til at gøre Lucifer til den troværdige person, som hun faktisk er.

Første nummer af Hexed udkommer til december fra Boom! Studios, men vi har her på tegneseriesiden fået lejlighed til at anmelde første nummer af serien her lige inden ordrerne for #1 skal falde til Diamond. Boom! satser stort på serien, og det kan jeg godt forstå – det kunne være denne serie der gav forlaget dets første egentlige hit. Potentialet er der, og jeg venter spændt på #2.

Hexed er et spændende bekendtskab – veltegnet og fundamentalt spændende fortalt. Serien rammer lige ind i skaren af hungrende Buffy-fans og skal også nok glide ned hos fans af den aktuelle bogserie Twilight eller hos læsere af forfattere som Laura K. Hamilton eller Kim Harrison. Vi har en stærk kvindelig hovedperson, alskens overnaturlige tildragelser og nogle scener, som jeg ikke har set magen til meget længe.

Vi har også et par godbidder til jer, direkte fra Boom! Studios:

Ud af Batmans skygge flyver Gothams rovfugle – Birds of Prey af Gail Simone

Tager man et hastigt vue over tegneserierne fra guldalderen til i dag, er der ét træk som i særlig grad dominerer, nemlig bærere af XY-kromosomer, den særlige afart af mennesket som går under betegnelsen mænd.

Der er mænd, der descenderer til planeten Jorden, enten som frelsere eller plager; mænd, der transformeres til halvguder eller halvmonstre; mænd, der påtager sig roller som helte eller skurke og banker hinanden halvt eller helt fordærvet – hvilket naturligvis afspejler et dominerende aspekt ved vores judæo-kristne kultur.

Men kigger man grundigere efter, vil man naturligvis finde bærerne af det perfekte kromosompar, kvinderne. Vi kan nævne i flæng Wonder Woman, Elasti-Girl, Vampirella, Elektra, Modesty Blaise, Batgirl, Red Sonja, Catwoman, Zatanna og Supergirl, samt ikke at forglemme Huntress, Black Canary og Oracle.

De to sidstnævnte fik i 1996 deres egen miniserie, Birds of Prey, forfattet af Chuck Dixon. Senere blev miniserien fast, og fra #56 til #108 blev pennen ført af [[Gail Simone]], som lagde ud med at tilføje Huntress. Bemærk, at dette kun er en omtale af #56-85, idet jeg ikke har læst Dixons (og ingen afsavn mener at lide) og endnu ikke har fået fingrene i Simones efterfølgende numre – men der er også nok til mange timers underholdende læsning.

Black Canary i Birds of Prey

Med undtagelse af den iltre Huntress, hvis borgerlige navn er Helena Bertinelli, er persongalleriet ikke ligefrem det oplagte valg. Oracle, eller Barbara Gordon, den forhenværende Batgirl, er som bekendt invalid, og Black Canary, datter af den oprindelige superheltinde fra fyrrene, har altid virket lidt fjollet med sit supersoniske skrig. Men ikke mere: Gail Simone har skabt en Black Canary, som virker overbevisende, hvilket i sig selv er en bemærkelsesværdig bedrift.

Ligeledes med Oracle, som hidtil kun har spillet en birolle, men nu – bevæbnet med sine computere, intelligens og sit eget team – går mere aktivt til værks i bekæmpelsen af Gothams metamenneskelige kriminelle og selvtægtsudøvere. Eller rettere: i første omgang koncentrerer de tre rovfugle sig om Gotham, men snart udvider de deres territorium til at omfatte resten af landet, samtidig med at en fjerde fugl kommer til, nemlig Lady Blackhawk.

Af andre optrædende kan nævnes Wildcat, Nightwing, Batgirl (Barbaras efterfølger) og Batman, for en gangs skyld reduceret til en birolle, og af skurke møder vi blandt andre Savant, Lady Shiva, Cheshire, Thorn og Braniac.

Det foruroligende ved Oracles altovervågning – hun er Big Brother inkarneret – berøres i begyndelsen, men derefter desværre ikke (måske har vi det tema i vente?). Et andet emne, som kort tages op, er den velkendte selvtægtsproblematik. Som Huntress siger: “How do we know that we’re right, and they’re wrong?” hvortil Black Canarys vage svar lyder: “Maybe it’s about where the line is … where you choose to stand before you take that step” – og det omtalte skridt er mord.

Selve fortællingerne svinger i kvalitet. Alvor blandes med humor, der er intrige og weird science (en kybernetisk virusinfektion), dialogen er god, og de respektive karakterers indre monologer forstyrrer kun sjældent handling og action. Birds of Prey er spændende og velskrevet, faktisk så meget at jeg blev fastholdt trods de første fem numres mangaiserede tegnestil. Heldigvis kan Ed Benes meget mere, og fra #65 rentegner han selv. Hans mænd er mestendels svulmende muskelbundter med enorme kæbepartier, hvilket kan opfattes som en vittig karikatur, og hans kvinder – især vore tre heltinder – er rene pin-up-drømme.

Fakta om serien

Birds of Prey: Of Like Minds (2004) 143 sider, opsamler #56-61
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes
Rentegner: Alex Lei
Forlag: DC

Birds of Prey: Sensei & Student (2004) 168 sider, opsamler #62-68
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes, Michael Golden, m.fl.
Rentegner: Alex Lei, Ed Benes, m.fl.
Forlag: DC

Birds of Prey: Between Dark & Dawn (2006) 176 sider, opsamler #69-75
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes, Rod Adrian, m.fl.
Rentegner: Ed Benes, Rob Lea, m.fl.
Forlag: DC

Birds of Prey: The Battle Within (2006) 237 sider, opsamler #76-85
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Joe Bennett, Ed Benes, m.fl.
Rentegner: Jack Jadson, Ed Benes, m.fl.
Forlag: DC