Dominion

Coveret til Dominion #1
Coveret til Dominion #1

Det starter med at ligne en kliche, en betjent på sin fridag – så ved man bare at noget vil gå galt. Det gør der også. En mystisk sygdom begynder at ramme indbyggerne i Chicago og i stedet for en smule feber og en løbende næse taler vi om ustyrlige overnaturlige kræfter.

Det første tilfælde af sygdommen, som betjent Dick Urbanski må håndtere, minder mistænkeligt om The Absorbing Man fra Marvel universet, og et kort øjeblik overvejer man om folkene bag ”Dominion” har mistet grebet.

Det har de selvfølgeligt ikke, for det er [[Keith Giffen]] og Ross Ritchie der har været idemænd bag og det fremadstormende talent [[Michael Alan Nelson]] der står for historien.

Så fra det øjeblik hvor den første fare er håndteret begynder det at gå op for læseren at ”Dominion” tager en af de klassiske klicheer og vender rundt på den.

Normalt er vi læsere af Marvel, DC med videre jo vant til at der kommer et eller andet udefra, gammestråler, kosmiske stråler, mutationer eller hvad det nu er. Det udefra kommende skaber overnaturlige kræfter hos den eller de personer som bliver påvirket og så har vi historiens helt.

Flame on! på den knapt så sjove måde.
Flame on! på den knapt så sjove måde.

Men i ”Dominion” skabes der ikke nogen superhelte, kræfterne er ude af kontrol og der er ikke nogen rar professor Xavier til at lære dem at styre hvad der sker. Så i stedet har vi en by i kaos, en overbebyrdet politistyrke og en undrende omverden der overvejer at gribe til drastiske midler.

I den slags situationer kan man så vælge hvad man vil gøre, skal man træde i karakter, som Urbanski gør det, eller skal man giver op og krybe i skjul, som han chef gør det ved at krybe ind i flasken og trække proppen i efter sig.

Så en anden pointe hos Michael Alan Nelson her er nok at det ikke altid er store kræfter, usædvanlige evner og lignende der skaber helte, nogen gange er det bare at man gør noget med det man har. En pointe som jeg må sige jeg holder meget af, for selv om jeg ofte udtaler mig syrligt om menneskeheden som sådan, så er jeg en stor tilhænger af at det enkelte menneske udnytter sit potentiale til det yderste.

Historien holder et højt tempo mens Urbanski får selskab af en kvindelig læge som måske har fundet nøglen til angrebet. Tempoet holder helt frem til slutningen, som nogen måske nok vil finde meget amerikansk, men hey – jeg læser ikke amerikanske tegneserier for at få subtile underspillede følelser. Så skal man gå overbord så gør det hele vejen.

Fakta om serien

Dominion, 2008. 130 sider, farver.

Bedømmelse: Anbefales.

Concept: Keith Giffen og Ross Ritchie

Forfatter: Michael Alan Nelson

Tegner: Tim Hamilton

Forlag: Boom! Studios

Rekorderne bliver ved på Comicwiki

Normalt plejer vi her på tegneseriesiden jo at være på pletten når vore venner ovre på ComicWiki “fylder rundt”. Men denne gang så det ud til at komme bag på selv ComicWikis egne folk. I hvert fald gik der et lille stykke tid fra det runde tal blev nået til at grafikken der signalerede den nye rekord kom op.

Personligt var jeg nok også lidt overrasket over at det kunne lykkes. Da man nåede 6000 sider var jeg sikker på at nu var tilstrømningen toppet og det ville flade ud og mere blive forbedringer af eksisterende artikler, men en lang række fans ville det anderledes og der bliver stadigt søgt i mangt en støvet krog af leksika, antikvariater og sjældent besøgte sider på internettet efter nyt stof som må med, så lur mig om ikke 2009 vil byde på en ny rekord i form af 8000 sider.

På det lidt mere lokale plan kan jeg så bryste mig med at have skrevet mig ind i et fornemt selskab på kun fem personer der har leveret 1000 bidrag eller mere til Comicwiki. Indlæg nummer 1000 blev som planlagt om [[Michael Alan Nelson]], den amerikanske forfatter og musiker som står bag serierne [[Fall of Cthulhu]] og [[Hexed]]. Sidstnævnte blev blandt andet omtalt af Ulf som ugens tip for ganske nyligt og det er en serie der er værd at holde øje med.

Det tog omkring to år at få de 1000 bidrag lagt op, fra december 2006 til nu – men selv om jeg tager to år og 1000 bidrag mere vil det sikkert ikke være nok til at få lagt alt hvad der er vigtigt om den amerikanske tegneserie, Marvel universet, DC’s helte og alle de små oversete forlag op på ComicWiki. Så der er stadigt brug for unge og entusiastiske kræfter der har lyst til at være med.

Vi ses på ComicWiki.

Den bedste til det hun gør – Hexed!

Skal du have stjålet en håndfuld englefjer, magtfulde artifakter fra endnu mere magtfulde dæmoner eller måske hængslerne til helvedes porte? Der er flere måder at gøre det på, men den mest oplagte måde er nok at kontakte tyven Luci Neves – oftest kaldet Lucifer. Hun er nemlig den bedste indenfor sit særlige felt af tyvebranchen; et felt der, som antydet, ikke er helt almindeligt.

Problemet er, at der er masser af mennesker (og det, der er værre) som har en høne at plukke med hende, og fælden klapper allerede i seriens første nummer – den mystiske Dietrich dukker op med et krav om at Lucifer arbejder de $400.000 af, som hun skylder ham. Første opgave er at  stjæle en artefakt kaldet The Carasinth, hvilket indebærer at hun skal bruge en død mand som portal til en anden dimension.

Hexed er en ny serie skrevet af Michael Alan Nelson (forfatteren til den roste Fall of Cthulhu) og tegnet af det spændende nye navn Emma Rios, der passer perfekt til seriens tone og i høj grad er med til at gøre Lucifer til den troværdige person, som hun faktisk er.

Første nummer af Hexed udkommer til december fra Boom! Studios, men vi har her på tegneseriesiden fået lejlighed til at anmelde første nummer af serien her lige inden ordrerne for #1 skal falde til Diamond. Boom! satser stort på serien, og det kan jeg godt forstå – det kunne være denne serie der gav forlaget dets første egentlige hit. Potentialet er der, og jeg venter spændt på #2.

Hexed er et spændende bekendtskab – veltegnet og fundamentalt spændende fortalt. Serien rammer lige ind i skaren af hungrende Buffy-fans og skal også nok glide ned hos fans af den aktuelle bogserie Twilight eller hos læsere af forfattere som Laura K. Hamilton eller Kim Harrison. Vi har en stærk kvindelig hovedperson, alskens overnaturlige tildragelser og nogle scener, som jeg ikke har set magen til meget længe.

Vi har også et par godbidder til jer, direkte fra Boom! Studios: