Dominion

Coveret til Dominion #1
Coveret til Dominion #1

Det starter med at ligne en kliche, en betjent på sin fridag – så ved man bare at noget vil gå galt. Det gør der også. En mystisk sygdom begynder at ramme indbyggerne i Chicago og i stedet for en smule feber og en løbende næse taler vi om ustyrlige overnaturlige kræfter.

Det første tilfælde af sygdommen, som betjent Dick Urbanski må håndtere, minder mistænkeligt om The Absorbing Man fra Marvel universet, og et kort øjeblik overvejer man om folkene bag ”Dominion” har mistet grebet.

Det har de selvfølgeligt ikke, for det er [[Keith Giffen]] og Ross Ritchie der har været idemænd bag og det fremadstormende talent [[Michael Alan Nelson]] der står for historien.

Så fra det øjeblik hvor den første fare er håndteret begynder det at gå op for læseren at ”Dominion” tager en af de klassiske klicheer og vender rundt på den.

Normalt er vi læsere af Marvel, DC med videre jo vant til at der kommer et eller andet udefra, gammestråler, kosmiske stråler, mutationer eller hvad det nu er. Det udefra kommende skaber overnaturlige kræfter hos den eller de personer som bliver påvirket og så har vi historiens helt.

Flame on! på den knapt så sjove måde.
Flame on! på den knapt så sjove måde.

Men i ”Dominion” skabes der ikke nogen superhelte, kræfterne er ude af kontrol og der er ikke nogen rar professor Xavier til at lære dem at styre hvad der sker. Så i stedet har vi en by i kaos, en overbebyrdet politistyrke og en undrende omverden der overvejer at gribe til drastiske midler.

I den slags situationer kan man så vælge hvad man vil gøre, skal man træde i karakter, som Urbanski gør det, eller skal man giver op og krybe i skjul, som han chef gør det ved at krybe ind i flasken og trække proppen i efter sig.

Så en anden pointe hos Michael Alan Nelson her er nok at det ikke altid er store kræfter, usædvanlige evner og lignende der skaber helte, nogen gange er det bare at man gør noget med det man har. En pointe som jeg må sige jeg holder meget af, for selv om jeg ofte udtaler mig syrligt om menneskeheden som sådan, så er jeg en stor tilhænger af at det enkelte menneske udnytter sit potentiale til det yderste.

Historien holder et højt tempo mens Urbanski får selskab af en kvindelig læge som måske har fundet nøglen til angrebet. Tempoet holder helt frem til slutningen, som nogen måske nok vil finde meget amerikansk, men hey – jeg læser ikke amerikanske tegneserier for at få subtile underspillede følelser. Så skal man gå overbord så gør det hele vejen.

Fakta om serien

Dominion, 2008. 130 sider, farver.

Bedømmelse: Anbefales.

Concept: Keith Giffen og Ross Ritchie

Forfatter: Michael Alan Nelson

Tegner: Tim Hamilton

Forlag: Boom! Studios

”You’re shouting again, sir” – Giffen/DeMatteis på slap line

Justice League International
Justice League International

Den intergalaktiske invasionsflåde er opmarcheret i kredsløb om jorden. Vi ved at det kun er et spørgsmål om ganske kort tid før de vil slippe deres overlegne ildkraft løs mod vores verden, men vi ved også med lige så stor sikkerhed at der inden da er tid til noget andet.

Talen.

Den store kommandør over flåden må først stille sig majestætisk op ved panoramaruden så vi kan se jorden i baggrunden og sige et par ord om hvor langt han har rejst og hvor ubetydelige vi er. Vi kender talen og ved at det på et eller andet tidspunkt må ende med noget i retning af ”Fools! I will destroy them all!”.

Men ikke når Keith Giffen og J.M DeMatteis får fat på historien. Vi får stadigt det store optrin, men de invaderendes øverstkommanderende griber sig selv i at hæve stemmmen, eller den lille robot L-RON ved hans side bryder ind med et ”You’re shouting again, sir”.

Og når Justice League om sider slår igen kan man finde et tilsvarende ordspil mellem de to.

”Tell me you’re joking”
”I’m joking”
”But you’re NOT. Are you?”
”Uh … NO M’Lord”

Sådan var det i slutfirserne da Keith Giffen og J.M. DeMatteis slog sig løs i Justice League International. Her 20 år senere var jeg så heldig at min veninde Gry havde fået en fejlsending på et Batman køb og var så rar at give dem videre til mig.

Hero Squared
Hero Squared

Jeg må tilstå at mit gensyn med de gamle historier var en ublandet fornøjelse. Jeg har ikke moret mig bedre siden jeg faldt over Giffen og DeMatties’ tilsvarende projekt hos Marvel ”Indefensible” som jeg tidligere har anmeldt her.

Når man har læst serier med superhelte i mange år ender man med at forvente en vis grad af klicheer i det man læser. Man kan endda blive helt oprørt når nogen begynder at pille ved dem, som når Doctor Strange begynder at tale normalt i stedet for at sige ”By the hoary hosts of Hoggoth” eller Thor pludseligt fralægger sig brugen ”Thee” og ”Shalt”.

Men nogen gange har man også brug for at blive mindet om at det jo bare er tegneserier og at der ikke er nogen grund til at hidse sig op, og der kan Giffen og DeMatteis være en passende pruttepude til at bringe det pompøse ned på jorden igen.

Hvis man er en af dem der godt kan lide Giffens specielle humor, så er der håb forude fra det lille men fremstormende forlag Boom! Studios og serien ”Hero Squared”. Robotten er skiftet ud med en anden håndlanger, som forsøger at forbedre sit ordforråd ved at lære et nyt ord hver dag – måske har  de to en plan om at bruge ord som ingen forfatter tidligere har brugt i en tegneserie.

Helten bringer også mindelser om de gamle JLI historier, hvor en stor del at æren for at afværge den fremmede invasion må tilfalde den ellers dybt inkompetente Grønne Lygte ved navn Gnort, som kun er kommet ind i korpset på grund af sine forbindelser.

Planetary Brigade
Planetary Brigade

I ”Hero Squared” får vi ikke en, men to helte – Captain Valor, som er en helt fra en alternativ verden som i vores verden kun kendes som en tegneseriefigur og så Milo, som er vor verdens eksempel på hvad der kan ske når skæbnen banker på og man ikke lige er hjemme den dag.

Milo skulle have været Captain Valor i vores verden, men endte med at blive en filmstuderende, som aldrig får gjort sit speciale færdig. En person med potentiale som nu pludselig skal til at se sig selv i forhold til den næsten perfekte Captain Valor som til gengæld er lidt irriterende i sin opblæste fejlfrihed.

Det kommer der en ret morsom historie ud af, og endnu bedre så kan den læses helt gratis på Boom! Studios hjemmeside hvor de første 90 sider i skrivende stund er lagt online, men hvis man er fan er Hero Squared nok en der skal købes som trade paperback. Og hvis man ikke har fået sit Giffen/DeMatteis-fix med den ene serie, så udgiver Boom! Også serien Planetary Brigade, som ser ud til at indeholde flere fjollerier af samme skuffe.

Keith Giffen
Keith Giffen

Sidst men ikke mindst skal jeg huske at påpege at Giffens klumme ”As if I care” som tidligere kørte på Wizards hjemmeside har holdt flyttedag. Åbenbart havde Wizard gang i en omorganisering hvor man fyrede Giffens kontaktperson og glemte at fortælle ham hvem han så skulle snakke med. Hvor dum har man lov at være?

Men alt er ikke tabt, Giffen har fundet et nyt hjem til sine gnavne og småsarkastiske udgydelser hos Comic Book Resources under titlen ”Unfortunate Confluence of Words”. Nyt sted – samme gnavne gamle mand. Gamle læsere, eller nye der gerne vil være gnavpot før deres tid kan starte her.

Nu er Giffens samarbejde med Boom! ikke begrænset til de mere fjollede ting. Han har også haft en hånd med i serier som “Dominion” og “Tag” hvor indholdet er anderledes seriøst, men det vil jeg vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Et år i kataklysmens efterdønninger – 52 af Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka og Mark Waid

Cover til 52 TPB #1Før Marv Wolfmans storladne Crisis on Infinite Earths fra 1985 var [[DC]]s univers et multivers med utallige [[alternative universer|parallelle verdener]] hver med sine historier, tidslinier, helte og skurke, som alle eksisterede uafhængigt af og uvidende om hinanden – lige indtil en fælles trussel bragte dem sammen i et kosmisk slag, som resulterede i én verden med én Jord og én tidslinie.

Således var der for en stund blevet luget ud og bragt orden i DC-universet. Men i Geoff Johns Infinite Crisis fra 2005 blev det afsløret, at nogle af de parallelle superhelte havde overlevet, blandt andre Alexander Luthor (Earth-Three) og Superboy (Earth-Prime), som ud fra de bedste hensigter forsøgte at genskabe multiverset på bekostning af Jorden (Earth-One).

Året efter begyndte udgivelsen af den næste store crossover, 52, som tager fat, hvor Infinite Crisis slap. Den store Krise er ovre, men farerne ikke – og denne gang er der ingen hjælp at hente fra hverken [[Superman]], [[Batman]] eller [[Wonder Woman]], som alle tre restituerer på hver deres måde.

I de tre superheltes fravær iværksætter Lex Luthor et storstillet projekt kaldet “Everyman Program”, hvor igennem almindelige mennesker kan erhverve sig superkræfter, naturligvis ikke uden skumle motiver fra Luthors side. Andetsteds arbejder Intergang på at omskabe verden efter deres kriminelle værdier. Til det formål har de samlet de mest gale og farlige videnskabsfolk (bl.a. professor Morrow og Sivana) og givet dem helt frie hænder – all expenses paid!

Og langt ude i rummet er den Stygianske Horde på vej mod Jorden …

Cover til 52 TPB vol 4Med sådanne trusler er der da én fare, som en superhelt ikke behøver at bekymre sig om, nemlig lediggang. Kan vel være at Superman, Batman og Wonder Woman er midlertidigt ude af billedet, men andre superhelte står parat til at udfylde hullet. I flæng kan nævnes John Henry Irons (Steel), Adam Strange, Animal Man, Black Adam, Nightwing, Captain Marvel, Starfire, Booster Gold, og mange, mange flere fra det mangfoldige DC-univers, inklusiv en ny inkarnation af Batwoman.

Fortællingen, der strækker sig over 52 uger (også i realtid), skifter plotfokus fra nummer til nummer, hvilket medvirker til at skabe en suspense som i Dickens’ romaner eller tv-serien Lost (uden sammenligning iøvrigt!), men ikke alle de mange plottråde udfoldes lige elegant. Især tråden om Animal Mans, Adam Stranges og Starfires tilbagevenden til Jorden og deres kamp mod de stygianske horder synes at lide under pladsmangel og resultatet bliver jævnt kedeligt. Ind imellem hører vi om Clark Kents og Bruce Waynes færden, men med hensyn til Diana virker det, som om de ellers rutinerede forfattere havde glemt hende, for vi møder hende først ganske kort hen imod slutningen.

At der har siddet fire meget forskellige forfattere ved spinderokken, bemærkes sjældent, og da kun med en genkendelsens fryd. Det samme gør sig gældende for illustrationerne, som trods mange pensler alligevel danner et fælles udtryk. I mange [[crossover|crossovers]] (for eksempel Crisis on Infinite Earths) er panelerne spækket til bristepunktet med superhelte og superskurke i en grad, så de enkelte sider bliver klaustrofobiske, men selv med sit talrige og brogede persongalleri fremtræder 52s omkring 1200 sider eksemplarisk afbalancerede.

Alt i alt er det lykkedes Johns, [[Grant Morrison|Morrison]], Rucka og [[Mark Waid|Waid]] at spinde en sammenhængende og flot superheltetegneserie, som samtidig er en rejse ind i DC-universets fantastiske verden(er).

Fakta om serien

52: Volume One (2007) 296 sider, opsamler 52 #1-13
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Ken Lashley, Shawn Moll, Todd Nauck
Rentegner: Marlo Alquiza, Draxhall, Jack Jadson, Ruy José, Tom Nguyen, Jimmy Palmiotti, Rob Stull
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Two (2007) 296 sider, opsamler 52 #14-26
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Dale Eaglesham, Phil Jimenez, Drew Johnson, Shawn Moll, Patrick Olliffe
Rentegner: Drew Geraci, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Tom Nguyen, Rob Stull, Ray Snyder, Art Thibert
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Three (2007) 296 sider, opsamler 52 #27-39
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Chris Batista, Joe Bennett, Tom Derenick, Jamal Igle, Phil Jimenez, Drew Johnson, Dan Jurgens, Shawn Moll, Patrick Olliffe, Joe Prado, Andy Smith
Rentegner: Mariah Benes, Joe Bennett, Keith Champagne, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Jay Leisten, Dave Meikis, Nelson, Rodney Ramos, Norm Rapmund, Prentis Rollins, Ray Snyder
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Four (2007) 320 sider, opsamler 52 #40-52
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Giuseppe Camuncoli, Jamal Igle, Dan Jurgens, Justiniano, Mike McKrone, Patrick Olliffe, Darick Robertson
Rentegner: Eddy Barrows, Belardino Brabo, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Andy Lanning, Patrick Olliffe, Rodney Ramos, Darick Robertson, Lorenzo Ruggiero, Walden Wong
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

Defenders: indefensible

Defenders: indefensibleKeith Giffen er en bitter mand, det ved enhver der har fulgt hans klumme “As if I care” på Wizards hjemmeside. Men hans bitterhed og vrede er af den slags man ikke kan lade være med at grine over eller holde af, ligesom for eksempel Dennis Leary, Henry Rollins eller Wolverine. Kort sagt, han er en mand efter mit hjerte.

På det seneste har vi mest hørt fra Giffen i forbindelse med Marvel og DC’s stort anlagte kosmiske sagaer som “52” og “Anihilation”, og måske er det netop for at bevare jordforbindelsen at Giffen sammen med J.M. DeMatteis og Kevin Maguire kastede sig over dette Defenders projekt, der giver os et noget anderledes bud på nogen af Marvels mest klassiske, men også mest pompøse og selvsmagende figurer.

Defenders opstod egentlig som en form for anti-Avengers der håndterede de mere mystiske/kosmiske eventyr. Modsat Avengers, som havde et regelsæt, anerkendelse fra FN, jævnlige møder og en masse andre forsøg på at skabe ordnede forhold, så var Defenders en gruppe uden fast medlemsskab der blev samlet efter de forhåndenværende søms princip når en ny fare truede jorden eller et andet sted i universet hvor medlemmerne befandt sig.

Giant Size DefendersTrods det at der ikke var noget fast krav til medlemsskab var der fire helte som ofte gik igen i historierne, troldmanden Dr. Strange, herskeren over Atlantis Namor/The Submariner, den grønne kæmpe og tidligere Avenger Hulk samt den sølvklædte herold for Galactus Silver Surfer. Det er disse fire figurer som Giffen og kompagni har valgt som hovedfigurer i “indefensible” hvor de står overfor en klassisk skurk i Marvels mystiske univers, den frygtede Dormammu som denne gang har dannet en alliance med sin søster og tidligere rival Umar for at sprede rædsel og underkaste sig universet, som det nu er tradition i den slags familier.

Jeg tog fat på “indefensible” efter en weekend som især var blevet tilbragt i solen med at nyde en kold vildtgæret belgisk Geuze, lytte til gamle albums med Yes og læse Jim Starlins “Infinity gauntlet” og “Infinity war”. Kort sagt højdepunktet af oppustet kosmisk storladenhed, hvorefter “indefensible” er som at komme tilbage efter at have fyldt sit glas op og finde ud af at nogen har lagt en pruttepude på ens havestol mens man var væk.

Det lader til at der på det seneste har været en tendens til at tage lidt let på figurerne i Defenders, Ultimate udgaven af dem, som jeg desværre ikke har læst andet end omtalen af, ser ud til at vise dem som en gruppe wannabe helte uden egentlig kræfter, og Giffen og DeMatteis behandler vore helte på en tilsvarende respektløs måde. Men i dette tilfælde er der tale om respektløshed med en stor portion humor som gør at selv efter en overdosis Starlin kan man ikke lade være med at more sig, og inden man er nået igennem det første af de fem numre som samles i trade paperback udgaven smiler man fra øre til øre.

Fra begyndelsen af er der dømt tyk selvironi da Dr. Strange først af Nightmare og senere af The Submariner får at vide at hans måde at tale på er lige pompøs nok. Silver Surfer som jo heller aldrig har holdt sig tilbage fra store enetaler har slået sig ned i en australsk koloni af surfere, så selv om Strange med stort besvær har fået Hulk og Namor i samme rum, dog uden at kunne få dem til at holde op med at skændes, så lykkes det ikke for ham at få Silver Surfer til at hjælpe til i kampen mod Dormammu og Umar.

Heldigvis for vore helte er deres modstandere også optaget af deres egne problemer, Dormammu og Umar rivaliserer og udveksler spydigheder der er Niles og Frasier Crane værdige mens de hele tiden er ved at falde hinanden i ryggen på vej gennem udførelsen af deres skumle planer. Nedenstående dialog er et udmærket eksempel på hvad der venter

Dormammu: … a stroke of genius if I must say so myself
Umar: *sigh* I suppose you must.
Dormammu: a problem Umar … ?
Umar: I do hae a small question Dormammu — regarding the wisdom of drawing your greatest enemy here.
Dormammu: I draw him here sister — to die
Umar: Oh. I see. You plan to utterly destroy him —
Dormammu: Exactly
Umar: — just as you’ve destroyed him so many times before.
Dormammu: Sarcasm, dear?
Umar: Why, yes. How perceptive of you to notice. Considering how many times Srange
has defeated and humiliated you — one would think that you’d want to take him
by surprise.
Dormammu: He has beaten me in the past through trickery!
Umar: And who would ever expect a magician to use tricks?

Som man kan fornemme, så er tonen nærmest lagt til en “Hitchikers guide to the Marvel galaxy” som lykkes forbløffende godt for det kreative team bag serien. Man skal ikke tage sine helte alt for seriøst hvis man går igang med den her historie, men kan man komme ud over det er man til gengæld også fremragende underholdt. Til en pris på 139,50 i min lokale Faraos Cigarer betragter jeg den som en ganske glimrende investering.