Et år i kataklysmens efterdønninger – 52 af Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka og Mark Waid

Cover til 52 TPB #1Før Marv Wolfmans storladne Crisis on Infinite Earths fra 1985 var [[DC]]s univers et multivers med utallige [[alternative universer|parallelle verdener]] hver med sine historier, tidslinier, helte og skurke, som alle eksisterede uafhængigt af og uvidende om hinanden – lige indtil en fælles trussel bragte dem sammen i et kosmisk slag, som resulterede i én verden med én Jord og én tidslinie.

Således var der for en stund blevet luget ud og bragt orden i DC-universet. Men i Geoff Johns Infinite Crisis fra 2005 blev det afsløret, at nogle af de parallelle superhelte havde overlevet, blandt andre Alexander Luthor (Earth-Three) og Superboy (Earth-Prime), som ud fra de bedste hensigter forsøgte at genskabe multiverset på bekostning af Jorden (Earth-One).

Året efter begyndte udgivelsen af den næste store crossover, 52, som tager fat, hvor Infinite Crisis slap. Den store Krise er ovre, men farerne ikke – og denne gang er der ingen hjælp at hente fra hverken [[Superman]], [[Batman]] eller [[Wonder Woman]], som alle tre restituerer på hver deres måde.

I de tre superheltes fravær iværksætter Lex Luthor et storstillet projekt kaldet “Everyman Program”, hvor igennem almindelige mennesker kan erhverve sig superkræfter, naturligvis ikke uden skumle motiver fra Luthors side. Andetsteds arbejder Intergang på at omskabe verden efter deres kriminelle værdier. Til det formål har de samlet de mest gale og farlige videnskabsfolk (bl.a. professor Morrow og Sivana) og givet dem helt frie hænder – all expenses paid!

Og langt ude i rummet er den Stygianske Horde på vej mod Jorden …

Cover til 52 TPB vol 4Med sådanne trusler er der da én fare, som en superhelt ikke behøver at bekymre sig om, nemlig lediggang. Kan vel være at Superman, Batman og Wonder Woman er midlertidigt ude af billedet, men andre superhelte står parat til at udfylde hullet. I flæng kan nævnes John Henry Irons (Steel), Adam Strange, Animal Man, Black Adam, Nightwing, Captain Marvel, Starfire, Booster Gold, og mange, mange flere fra det mangfoldige DC-univers, inklusiv en ny inkarnation af Batwoman.

Fortællingen, der strækker sig over 52 uger (også i realtid), skifter plotfokus fra nummer til nummer, hvilket medvirker til at skabe en suspense som i Dickens’ romaner eller tv-serien Lost (uden sammenligning iøvrigt!), men ikke alle de mange plottråde udfoldes lige elegant. Især tråden om Animal Mans, Adam Stranges og Starfires tilbagevenden til Jorden og deres kamp mod de stygianske horder synes at lide under pladsmangel og resultatet bliver jævnt kedeligt. Ind imellem hører vi om Clark Kents og Bruce Waynes færden, men med hensyn til Diana virker det, som om de ellers rutinerede forfattere havde glemt hende, for vi møder hende først ganske kort hen imod slutningen.

At der har siddet fire meget forskellige forfattere ved spinderokken, bemærkes sjældent, og da kun med en genkendelsens fryd. Det samme gør sig gældende for illustrationerne, som trods mange pensler alligevel danner et fælles udtryk. I mange [[crossover|crossovers]] (for eksempel Crisis on Infinite Earths) er panelerne spækket til bristepunktet med superhelte og superskurke i en grad, så de enkelte sider bliver klaustrofobiske, men selv med sit talrige og brogede persongalleri fremtræder 52s omkring 1200 sider eksemplarisk afbalancerede.

Alt i alt er det lykkedes Johns, [[Grant Morrison|Morrison]], Rucka og [[Mark Waid|Waid]] at spinde en sammenhængende og flot superheltetegneserie, som samtidig er en rejse ind i DC-universets fantastiske verden(er).

Fakta om serien

52: Volume One (2007) 296 sider, opsamler 52 #1-13
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Ken Lashley, Shawn Moll, Todd Nauck
Rentegner: Marlo Alquiza, Draxhall, Jack Jadson, Ruy José, Tom Nguyen, Jimmy Palmiotti, Rob Stull
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Two (2007) 296 sider, opsamler 52 #14-26
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Dale Eaglesham, Phil Jimenez, Drew Johnson, Shawn Moll, Patrick Olliffe
Rentegner: Drew Geraci, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Tom Nguyen, Rob Stull, Ray Snyder, Art Thibert
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Three (2007) 296 sider, opsamler 52 #27-39
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Chris Batista, Joe Bennett, Tom Derenick, Jamal Igle, Phil Jimenez, Drew Johnson, Dan Jurgens, Shawn Moll, Patrick Olliffe, Joe Prado, Andy Smith
Rentegner: Mariah Benes, Joe Bennett, Keith Champagne, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Jay Leisten, Dave Meikis, Nelson, Rodney Ramos, Norm Rapmund, Prentis Rollins, Ray Snyder
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Four (2007) 320 sider, opsamler 52 #40-52
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Giuseppe Camuncoli, Jamal Igle, Dan Jurgens, Justiniano, Mike McKrone, Patrick Olliffe, Darick Robertson
Rentegner: Eddy Barrows, Belardino Brabo, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Andy Lanning, Patrick Olliffe, Rodney Ramos, Darick Robertson, Lorenzo Ruggiero, Walden Wong
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

Shoot: den forbudte Hellblazer

Hellblazer #141: ShootFor efterhånden mange år siden var Warren Ellis forfatter på Hellblazer, hvilket i manges øjne gik rigtigt godt – hans næsten uundgåelige kynisme passede meget godt med John Constantine som figur og hans syntes at have et godt greb om titlens ånd. Ellis udtalte på sin hjemmeside, at han regnede med at blive på serien i 40 numre. Serien skiftede tegnere tit, men med Ellis blev det for alvor en del af konceptet – tegneren skulle passe til historiens ånd, og det fungerede godt. Alt var vel.

Men så gik det galt – kun otte numre inde. Ellis havde skrevet #141 og Phil Jimenez havde færdiggjort sine tegninger, da Warner Bros. (som ejer DC/Vertigo, der udgiver Hellblazer) slog bremsen i og krævede ændringer i manuskriptet hvis det skulle udgives.

Ellis svarede igen ved at forlade titlen så hurtigt han kunne – hvilket i praksis blev med #143.

#141 blev aldrig udgivet. Hvad skete der?

Lad os kigge på foromtalen:

“When a female psychologist researches a wave of premeditated mass killings in the American heartland, an enigmatic, chain-smoking Brit shows her that the roots of evil run deeper than she’d imagined.”

Det lyder da ikke specielt chokerende eller censurværdigt – både Hellblazer og serier som Preacher har da budt på værre plotelementer end det. Warren Ellis har mere at sige om indholdet:

“We follow a female psychologist in America as she gathers and prepares research work on the wave of ‘schoolyard slayings’ – children gunning down other children en masse that’s slowly sweeping the country – for a Senate investigative committee. She’s also writing a paper on not only the pathology of premeditated mass killing, but the psychology of the victims. Jonestown is her starting point. She’s heard the tape of Jim Jones’ last sermon while his followers were screaming out in pain, the poison chewing through their guts. The children were poisoned too. They screamed too.”

“In this unslept state of constant horror, she notices one cohesive factor in the last few instances of children blowing away their playmates in the playground. A lean, rumpled, middle-aged Englishman in a trenchcoat. She starts investigating him, suspecting a connection. But Constantine – the original, spooky Constantine, seen from a distance, enigmatic, appearing and disappearing at will – prowls round her, bringing her to understanding of what’s really going on. He makes her look properly at the video evidence of the thing he came from England for (an old friend’s son who moved to America was shot dead in one of these incidents).”

Og her har vi så fat i noget – Hellblazer #141 skulle have udkommet et par uger efter massakren i Colombine, hvor to skoleelever dræbte 12 og sårede endnu flere. Medierne og befolkningen var ude efter blod, og populærkulturen stod – som det så ofte sker i den slags situationer – for skud.

Det var på grund af voldelige computerspil lød én anklage. Det var på grund af filmen “The Matrix” lød en anden. Og Warner ville under ingen omstændigheder skulle håndtere anklagen “Det var på grund af tegneserien Hellblazer”, hvor hovedpersonen – ligesom drabsmændene – går klædt i trenchcoat.
Man kan næsten mærke panikken forplante sig op i systemet igennem executive efter executive, til en eller anden med vægt har sat foden ned og sagt stop for udgivelsen – muligvis endda uden at have læst historien.

Nuvel, for nogle år siden begyndte kopier af den ufarvelagte serie at cirkulere i fankredse, og derfra gik der ikke længe før billederne ramte nettet. Hvor chokerende er serien så?

Bedøm selv:

Hellblazer #141: Shoot s. 1Hellblazer #141: Shoot s. 2Hellblazer #141: Shoot s. 3Hellblazer #141: Shoot s. 4Hellblazer #141: Shoot s. 5Hellblazer #141: Shoot s. 6Hellblazer #141: Shoot s. 7Hellblazer #141: Shoot s. 8Hellblazer #141: Shoot s. 9Hellblazer #141: Shoot s. 10Hellblazer #141: Shoot s. 11Hellblazer #141: Shoot s. 12Hellblazer #141: Shoot s. 13Hellblazer #141: Shoot s. 14Hellblazer #141: Shoot s. 15Hellblazer #141: Shoot s. 16Hellblazer #141: Shoot s. 17Hellblazer #141: Shoot s. 18Hellblazer #141: Shoot s. 19Hellblazer #141: Shoot s. 20Hellblazer #141: Shoot s. 21Hellblazer #141: Shoot s. 22

Det er en mørk og misantropisk historie, men det er der mange andre Hellblazer-historier der er. Men var det nok til at censurere / ikke udgive den? Ellis mener ja:

“At the last moment, DC’s executive level felt that the story could not go out in its original form. All media, particularly the narrative arts, are particularly sensitive to the politics of post-Columbine blame-placement at this time, and their concern was entirely justified given their position and special responsibilities. But the changes required created a story that I could not stand behind as a writer.”

Hvis man spørger mig, er det ikke bare fordi den omhandler de kontroversielle schoolyard slayings, men måden den gør det på – den peger en anklagende finger ind i USAs allerdårligste samvittighed, der hvor den amerikanske drøm er blevet en betændt byld.
Og den gør det rigtigt godt.

Jeg er ikke sikker på at jeg helt er enig i pointen, men vigtigheden af denne bidende sociale kommentar er ikke til at komme udenom. Og damn, om ikke den sidste side får det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Kommer vi så nogensinde til at se historien på tryk? Det er svært at sige. DC har i de seneste år (gen-)udgivet en del af de historier, som man ellers aldrig troede man ville se på tryk (igen), men i lyset af at historien har for vane at gentage sig, skal man nok ikke sætte sine forventninger for højt.

Hvad siger du? Er det en god historie, er det med god ret at den blev sløjfet og er Ellis genial eller en sensationalistisk popforfatter?

Infinite Crisis #1 (af 7)

Infinite Crisis #01Titel: Infinite Crisis 1 (af 7)
Forfatter: Geoff Johns
Tegner: Phil Jimenez og Andy Lanning
Udgiver: DC Comics
Karakter: [rate 7.5]

Her er den så, den store event som DC efter sigende har brygget på i årevis.
Der har været optakter det sidste års tid, senest de fire miniserier Villains United, Day of Venegance, The OMAC Project og The Rann/Thanagar War, som i bedste fald har været rimelige, men ikke noget man vil huske om 5 eller 10 år.
Og hvordan er så første nummer af the big thing?
Forbavsende godt og velfortalt, faktisk, med et glimrende set-up til resten af serien og nogle overraskende kaniner trukket op af hatten … men samtidig ikke uden problemer – come on, den kamp med Mongul kunne vi godt have undværet.
Alt i alt stiller dette nummer flere spørgsmål end det besvarer, og det er præcis som det skal være. Jeg håber virkeligt at de ikke kuldsejler denne serie, for den overvejende del af plottet er spændende og også nødvendigt for DC-universet.