Shoot: den forbudte Hellblazer

Hellblazer #141: ShootFor efterhånden mange år siden var Warren Ellis forfatter på Hellblazer, hvilket i manges øjne gik rigtigt godt – hans næsten uundgåelige kynisme passede meget godt med John Constantine som figur og hans syntes at have et godt greb om titlens ånd. Ellis udtalte på sin hjemmeside, at han regnede med at blive på serien i 40 numre. Serien skiftede tegnere tit, men med Ellis blev det for alvor en del af konceptet – tegneren skulle passe til historiens ånd, og det fungerede godt. Alt var vel.

Men så gik det galt – kun otte numre inde. Ellis havde skrevet #141 og Phil Jimenez havde færdiggjort sine tegninger, da Warner Bros. (som ejer DC/Vertigo, der udgiver Hellblazer) slog bremsen i og krævede ændringer i manuskriptet hvis det skulle udgives.

Ellis svarede igen ved at forlade titlen så hurtigt han kunne – hvilket i praksis blev med #143.

#141 blev aldrig udgivet. Hvad skete der?

Lad os kigge på foromtalen:

“When a female psychologist researches a wave of premeditated mass killings in the American heartland, an enigmatic, chain-smoking Brit shows her that the roots of evil run deeper than she’d imagined.”

Det lyder da ikke specielt chokerende eller censurværdigt – både Hellblazer og serier som Preacher har da budt på værre plotelementer end det. Warren Ellis har mere at sige om indholdet:

“We follow a female psychologist in America as she gathers and prepares research work on the wave of ‘schoolyard slayings’ – children gunning down other children en masse that’s slowly sweeping the country – for a Senate investigative committee. She’s also writing a paper on not only the pathology of premeditated mass killing, but the psychology of the victims. Jonestown is her starting point. She’s heard the tape of Jim Jones’ last sermon while his followers were screaming out in pain, the poison chewing through their guts. The children were poisoned too. They screamed too.”

“In this unslept state of constant horror, she notices one cohesive factor in the last few instances of children blowing away their playmates in the playground. A lean, rumpled, middle-aged Englishman in a trenchcoat. She starts investigating him, suspecting a connection. But Constantine – the original, spooky Constantine, seen from a distance, enigmatic, appearing and disappearing at will – prowls round her, bringing her to understanding of what’s really going on. He makes her look properly at the video evidence of the thing he came from England for (an old friend’s son who moved to America was shot dead in one of these incidents).”

Og her har vi så fat i noget – Hellblazer #141 skulle have udkommet et par uger efter massakren i Colombine, hvor to skoleelever dræbte 12 og sårede endnu flere. Medierne og befolkningen var ude efter blod, og populærkulturen stod – som det så ofte sker i den slags situationer – for skud.

Det var på grund af voldelige computerspil lød én anklage. Det var på grund af filmen “The Matrix” lød en anden. Og Warner ville under ingen omstændigheder skulle håndtere anklagen “Det var på grund af tegneserien Hellblazer”, hvor hovedpersonen – ligesom drabsmændene – går klædt i trenchcoat.
Man kan næsten mærke panikken forplante sig op i systemet igennem executive efter executive, til en eller anden med vægt har sat foden ned og sagt stop for udgivelsen – muligvis endda uden at have læst historien.

Nuvel, for nogle år siden begyndte kopier af den ufarvelagte serie at cirkulere i fankredse, og derfra gik der ikke længe før billederne ramte nettet. Hvor chokerende er serien så?

Bedøm selv:

Hellblazer #141: Shoot s. 1Hellblazer #141: Shoot s. 2Hellblazer #141: Shoot s. 3Hellblazer #141: Shoot s. 4Hellblazer #141: Shoot s. 5Hellblazer #141: Shoot s. 6Hellblazer #141: Shoot s. 7Hellblazer #141: Shoot s. 8Hellblazer #141: Shoot s. 9Hellblazer #141: Shoot s. 10Hellblazer #141: Shoot s. 11Hellblazer #141: Shoot s. 12Hellblazer #141: Shoot s. 13Hellblazer #141: Shoot s. 14Hellblazer #141: Shoot s. 15Hellblazer #141: Shoot s. 16Hellblazer #141: Shoot s. 17Hellblazer #141: Shoot s. 18Hellblazer #141: Shoot s. 19Hellblazer #141: Shoot s. 20Hellblazer #141: Shoot s. 21Hellblazer #141: Shoot s. 22

Det er en mørk og misantropisk historie, men det er der mange andre Hellblazer-historier der er. Men var det nok til at censurere / ikke udgive den? Ellis mener ja:

“At the last moment, DC’s executive level felt that the story could not go out in its original form. All media, particularly the narrative arts, are particularly sensitive to the politics of post-Columbine blame-placement at this time, and their concern was entirely justified given their position and special responsibilities. But the changes required created a story that I could not stand behind as a writer.”

Hvis man spørger mig, er det ikke bare fordi den omhandler de kontroversielle schoolyard slayings, men måden den gør det på – den peger en anklagende finger ind i USAs allerdårligste samvittighed, der hvor den amerikanske drøm er blevet en betændt byld.
Og den gør det rigtigt godt.

Jeg er ikke sikker på at jeg helt er enig i pointen, men vigtigheden af denne bidende sociale kommentar er ikke til at komme udenom. Og damn, om ikke den sidste side får det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Kommer vi så nogensinde til at se historien på tryk? Det er svært at sige. DC har i de seneste år (gen-)udgivet en del af de historier, som man ellers aldrig troede man ville se på tryk (igen), men i lyset af at historien har for vane at gentage sig, skal man nok ikke sætte sine forventninger for højt.

Hvad siger du? Er det en god historie, er det med god ret at den blev sløjfet og er Ellis genial eller en sensationalistisk popforfatter?

Kriminalforfatter skal skrive Hellblazer

Ian RankinThe Scotsman har et interview med forfatteren Ian Rankin – bedst kendt som forfatter til kriminalromanerene om Inspektør Rebus – hvor han løfter sløret for at han er i forhadlinger med DC om at skrive 6 numre af serien Hellblazer, og i modsætning til mange andre romanforfattere, der forsøger sig som tegneserieforfattere, lader han til at have forstået en fundamental sandhed:

Let’s wait and see if I can do it; maybe it will turn out that I can’t. It is much more like a screenwriter’s skill than a novelist’s skill. You have to use very few words, and a lot of the writing is just instructions to the artist.

Jeg kender ikke Rankins romaner, men er da spændt på hvad han kan gøre med John Constantine.

Det er da også en sjov tendens hvor etablerede romanforfattere pludseligt kaster sig over tegneserien som om det er en helt ny kunstform – er det en dille eller et tegn på at tegneserien er ved at blive mere etableret?

Hellblazer: Rare cuts

hellblazerrarecuts.jpgEgentlig var jeg kommet ind i den lokale Faraos Cigarer for at få fat på efterfølgeren til den Hellblazer trade paperback jeg allerede havde stående på hylden, men jeg endte med at gå derfra med Lady Constantine som jeg for nyligt anmeldte og så denne samling af forskellige tidlige historier med John Constantine.

Tilbage i 1988 da jeg først opdagede Hellblazer købte jeg en første opsamling “Original sins” og tænkte med det samme at her var en serie der var som skabt til at blive udgivet i en hel række trade paperbacks, derfor var jeg også sikker på at der måtte eksistere et helt bagkatalog af trades som jeg burde have købt forlængst.

Derfor blev jeg en anelse overrasket da det viste sig at næste bind i serien var “Dangerous habits”. Selv om jeg ikke har fulgt Constantine så tæt som jeg nok burde kunne jeg ret hurtigt regne ud at den historie lå omkring nummer 50 i serien. Efter en forespørgsel hos folkene bag disken måtte jeg dog konstatere at den var god nok “Original sins” samler numrene 1-9 og “Dangerous habits” samler 41-46 – de mellemliggende numre findes ikke i trade paperback.

Det vil sige, indtil udgivelsen af “Rare cuts”, hvor man så i stedet for at fortsætte kontinuiteten har valgt at optrykke udvalgte historier. En meget mærkelig beslutning fra de ellers så seriøse Vertigo, men ifølge folkene hos Faraos cigarer skulle der være håb forude, de manglende tidlige numre skulle være på vej i trade paperback også, men indtil da må vi nøjes med “Rare cuts”.

Nøjes er måske et lidt hårdt udtryk, for indholdet i “Rare cuts” er slet ikke så ringe endda. Der lægges ud med “Newcastle: A taste of things to come” som er en af de meget vigtige historier i den tidlige del af Hellblazer sagaen. Indtil da har serien hele tiden haft henvisninger til disse begivenheder i Newcastle hvor en ung og overmodig John Constantine for første gang overvurderer sine evner, med fatale konsekvenser for hans med-okkultister.

De to efterfølgende historier “Early warning” og “How I learned to love the bomb” af Grant Morrison, udkom som nummer 25 og 26 og er ligesom Egmonts nylige udgivelse af Green Lantern/Green Arrow et billede på en tid som kan være svær at sætte sig ind i hvis man ikke selv har oplevet den. Atomkrigs-frygten i den kolde krigs sidste krampetrækninger og England under Thatcherismen kan virke lidt fjern set med vore dages øjne, men det grundlæggende gys i historien om det lille bysamfund Thursdykes undergang har en klar undertone af Lovecraft over sig.

“Dead boys heart” er ligesom den første historie et flashback, men denne gang helt tilbage til John Constantines barndom. For første gang får vi et lille indblik i hvordan den helt unge Constantine danner sine første tanker om magi, mens han stadigt lever i grænselandet mellem barndommens fantasi og virkelighedens mere dystre realiteter.

Med “This is the diary of Danny Drake” springer vi så frem til nummer 56 hvor Garth Ennis viser sin klasse i en fortælling der på overfladen ser ud til at dreje sig om en mand der hjemsøges af sin dagbog og i noget der ligner anfald af Tourettes syndrom tvinges til at udlevere sine inderste hemmeligheder.

I “In another part of hell” springer vi endnu engang fremad i numrene til nummer 84, men endnu en gang bagud i tid med et flashback til den unge Constantine. På vej hjem fra lufthavnen bringer et møde med den gamle ven Chas Constantine tilbage til det sted hvor han første gang stod overfor en okkult modstander der tilsyneladende var langt stærkere end han selv. Og som vi ved kan det være fatalt at undervurdere Constantine.

På grund af de mange tilbageblik på Constantines tidlige år og brugen af enkeltstående historier lykkes det faktisk for “Rare cuts” at levere en række gode historier uden at afsløre noget om den gennemgående handling i John Constantines saga. Det kræver imdlertid at man springer ekstra-materialet over, som indeholder en tidslinie for alle vigtige begivenheder i Constantines liv.

Hvis man allerede har sikret sig de øvrige Hellblazer bind i trade paperback og er begyndt at føle abstinenser, så er “Rare cuts” klart værd at tilføje til samlingen. Hvis man derimod stadigt er ny som samler vil jeg nok anbefale at man enten går videre med “Dangerous habits”.

Lady Constantine

ladyconstantine.jpgJeg har været fan af John Constantine og Hellblazer lige siden han første gang dukkede op i Swamp Thing, men af en eller anden grund har jeg aldrig fået købt op af de mange trade paperback udgivelser der kom efter den allerførste. Så i min søgen efter hvilken af de mange der nu måtte være nummer to faldt jeg så pludseligt over den unge dame til højre for teksten her, og kunne selvfølgeligt ikke modstå fristelsen – Constantines fandenivoldskhed i kvindelig udgave i 1785 kunne da ikke undgå at blive en god historie.

Forfatteren til historien er Andy Diggle som for ganske nyligt blev udnævnt til også at skulle overtage stolen som forfatter på den almindelige Hellblazer serie, og ligesom jeg er han gammel fan af serien helt fra den gang Constantine kun var en bifigur der lignede Sting og gik Swap Thing på nerverne.

Med sig har han den kroatiske tegner Goran Sudzuka, som blandt andet tidligere har været tegner på “Y: The last man”. Hans linier er lidt mere rene end de fleste Hellblazer historier jeg har set, men det fungerer udmærket i den her sammenhæng.

Som nævnt i indledningen, så skriver vi 1785 og Lord og Lady Constantine er for år tilbage blevet dømt og henrettet for forræderi. Deres datter Johanna som knapt var teenager på det tidspunkt endte på gaden, uden titel og uden penge, men bestemt ikke uden ambitioner. I indledningen til historien er hun en voksen ung dame som uden held forsøger at løse alkymiens gåder, eller rettere hvordan man omdanner værdiløse metaller til guld i rette tid til at betale huslejen for sig selv og sin lillesøster.

Til alt held for Johanna viser det sig at regeringen har brug for hendes evner ud i det okkulte til at hente en kasse op fra et skib som er sunket ud for Spitzbergen. Helt i tråd med sin efterkommer lover Johanna at det sagtens vil kunne lade sig gøre, såfremt hun som modydelse kan få sin titel og en årlig sum penge, uden i øvrigt at have nogen ide om hvordan det vil kunne lade sig gøre.

Men Johanna og den engelske regering er ikke de eneste der har en interesse i den mystiske boks, og der er noget dystert og skæbnesvangert ved den. Da jeg første gang så tegningen af den kunne jeg ikke lade være med at se en vis lighed med Lemarchands skæbnesvangre æske fra de gamle Hellraiser film, og i betragtning af at Hellblazer jo skulle have heddet Hellraiser indtil man opdagede at Clive Barker-filmatiseringen allerede var undervejs, kunne det godt have været en hilsen. Det er det nu ikke, og hvad der er inden i skal ikke afsløres her, kun at Johannas måde at håndtere de ting hun støder på undervejs er helt på linie med hvad John Constantine ville have gjort i samme situation.

Ikke at man behøver at kende John Constantine for at kunne læse historien, men det giver en ekstra dimension. Alt i alt synes jeg at de godt hundrede kroner som Faros Cigarer ved Lyngby Station forlangte for denne trade paperback var godt givet ud.