Når SuperGodt bliver SuperOndt – Irredeemable af Mark Waid

Cover til Irredeemable 01

Sarah er en pige på 8-10 år. Ved siden af hende ligger de forkullede rester af hendes far, superhelten Hornet. Manden der netop har ristet faderen med sit varmesyn bøjer sig over den skræmte pige og hvisker “Do you know who I am, Sarah? I’m a superhero.”
Og det har han ret i – han er klodens største helt, Plutonian, og udover at riste sine tidligere kolleger (og deres familier) har han netop jævnet millionbyen Sky City med jorden. Fra Jordens største helt – ren Superman-analogi – til den største skurk; hvordan er det sket?

Superheltene nåede at eksistere i mange år, før man for alvor gik i gang med at studere deres skyggeside – hvor meget kan den absolutte magt korrumpere? Denne spekulation har resulteret i en del virkeligt gode historier, mange metervarer samt en hel masse som aldrig burde have været udgivet, og som måske retrospekt har skadet superheltegenren mere end noget andet (1990’erne, jeg kigger på jer!).

Mark Waid har stået for nogle af de bedre udforskninger af hvad magt kan gøre ved heltene – Kingdom Come er (trods dens svagheder) i den absolut bedste ende, og hans oversete Empire som udforsker superskurkens side af medaljen er også værd at bemærke. Nu kommer så Irredeemable fra Boom! Studios (som Waid er chefredaktør for), og Waid nævner den selv som en naturlig fortsættelse af de to tidligere nævnte værker.

Irredeemable 01 - I'm a superheroHøjdepunket indenfor “absolut magt korrumperer absolut”-historier kom for mange i form af Alan Moores nu uopdrivelige Miracle Man, hvori den magtfulde Kid Miracleman viste hvor galt det kan gå, når en Superman-analogi korrumperes af sin magt. Der er den dag i dag få serier, der har kunnet ramme den skræmmende stemning, som den vanvittige Kid Miracleman står for, og psykopatisk-supervæsen-møder-små-piger-scener til trods, er det heller ikke det som Irredeemable forsøger at gøre.

I stedet udforsker Waid hvad der skal til for at klodens bedste og mægtigste forvandler sig til det ondeste onde – det er ikke noget man beslutter sig for når man står op om morgenen, men en længere proces. [[Mark Waid]] siger det selv sådan:

The beauty of Superman is that he can deal with that level of adulation without it going to his head, without it warping him, but he’s a very special individual. We presume, whenever we write superheros and we come up with superhero origins, that anybody who gets the powers of a superhero — even if they are like Spider-Man and they’ve got things they’ve got to work out that issue and responsibility and power and responsibility — we assume that they eventually have the emotional makeup it takes to overcome these things. Well, what if you gave that level of power to someone who, at heart, didn’t have that emotional capability?

Irredeemable gør jobbet rigtig godt – der er mange rigtigt gode scener, og her, fire numre inde i historien, er jeg fanget – hvad har ført til Plutonians fald? Peter Krauses tegninger er gode og klassiske, hvilket er perfekt til historien, som spiller på netop et klassisk superhelteunivers gone wrong. Det er til tider lidt svært at engagere sig i en række ukendte figurers skæbne, men som historien skrider frem, går det dog bedre.

Mark Waids Irredeemable kan anbefales til alle, holder af en klassisk superheltehistorie om kræfter, der er større end ét menneske kan magte. Om det decideret ender som en klassiker er ikke til at sige endnu – det kommer meget an på slutningen og hvor meget og hvordan de senere numre går ind på, hvad der er sket med Plutonian – og hvor meget man kommer til at engagere sig i de øvrige personer.

Orv, det’ for børn!

Som tidligere omtalt, har de fremadstormende BOOM! Studios sikret sig rettighederne til at lave tegneserier baseret på Pixars populære animationsfilm, og nu er de første par stykker i kassen. Vi tager et kig på dem – og sandelig om ikke der også har sneget sig en gammel, ikke Pixar-baseret kending ind i forlagets nye underforlag, som meget forventeligt hedder BOOM! Kids.

Cars The RookieCars: The Rookie

Den mest indlysende af Pixars film at lave en tegneserie over fra et kommercielt synspunkt må være filmen Cars fra 2006, som efter en rimelig indtjening ved billetlugerne har tjent massevis af penge ind til Pixar i form af merchandise – findes der et barn i Danmark som ikke har Lynet McQueen i en eller anden form?

Tegneserien følger – naturligvis, fristes man til at sige – selveste McQueen, men med det twist at vi ser den allertidligste del af hans karierre, altså de hændelser, som ender med at bringe ham ind i de store vædeløb, som vi finde ham i da filmen starter.

Det er ikke stor kunst, men meget underholdende og mon ikke de næste tre numre kommer til at løfte sløret for Lynets forhistorie. 

Cars: The Rookie er skrevet af Alan J. Porter og tegnet af Albert Carreres, og de gør det begge udmærket uden at nogen af dem gør sig bemærket – hverken for det gode eller det onde.  Målgruppen – deriblandt min 6-årige dreng – vil sikkert æde det råt.

Variantcover til Incredibles af Mike MignolaThe Incredibles

Da superheltefilmen The Incredibles kom, var der mange der drog paralleller til Fantastic Four, hvilket også ligger lige til højrebenet – dels har Pixar helt sikkert skelet til Lee og Kirbys klassiske serie og dels er det en næsten refleksagtig sammenligning når vi har at gøre med en superheltefamilie. 

Nuvel, en af de bedste forfattere på Fantastic Four i nyere tid er Mark Waid, som i dag er chefredaktør for Boom! … og sandeligt om ikke han er forfatter på tegneserieudgaven af Incredibles og tilfører projektet en masse af sin patenterede magi. 

Vi følger superfamilien, som de kæmper mod fremtidsrobotten Futur10n, får nye naboer og søreme om ikke der er et familiemedlem, som er ved at miste sine kræfter. Det er charmerende og involverende og helt i filmens ånd

Udover at være skrevet af Mark Waid er serien tegnet af Marcio Takara, og han gør det rigtigt godt og rammer filmens stil lige på kornet.

The Incredibles er får en god start her, og jeg har i al fald tænkt mig fortsat at følge med – for børn eller ej.

Cover til Muppet Show-serienMuppet Show

For mig var den store overraskelse blandt Boom! Kids start-titler denne serie – Muppet Show som tegneserie, endda skrevet og tegnet af Roger Langridge, manden bag Fred The Clown og Fin Fang Four (oldschool anmeldelse ohoy!). Kan det gå galt?

Måske i et teoretisk parallelt kvante-induceret Bizarro-univers, men i vores univers går det heldigvis meget, meget godt. Fremragende, faktisk, hvis man som mig både er fan af klassisk Muppet Show og Langridges skæve, småabsurde humor.

Scene fra Muppet Show-tegneserien

Serien rammer showets tone og persongalleri intet mindre end perfekt – de er der alle sammen og Langridge forstår at overføre dem til det nye medium uden problemer, endda forholdsvis svært konverterbare figurer som The Swedish Chef (svær fordi hans humor er verbalt baseret) täler sit Gebrökkeskne Köchlingsnak som om han aldrig har eksisteret på andre medier end det tegnede. Et sketchbaseret tv-show, konverteret til tegneserie … og det virker! Forrygende, især fordi Langridge også bevarer sit eget særpræg sammen med seriens. 

Historien omhandler Kermit, som har fået hjemve og resten af truppen, som forsøger at muntre ham op – på mere eller mindre vellykkede måder. Mest mindre vellykkede, faktisk. Undervejs får vi alle de klassiske indslag – Muppet News Flash, Pigs in Space, Swedish Chef, indslag fra planeten Koozebane, Statler & Waldorf – og naturligvis Kermit, Piggy, Fozzie, Gonzo  og hvad de nu ellers hedder. 

Muppet Show er en af de bedste nyere serier jeg har læst i nogen tid, og er man fan af den gamle serie, har det allerede gået for langsomt med at få fingre i den.

Alt i alt

Jeg synes at BOOM! Kids lægger rigtigt godt ud, rent indholdsmæssigt. Cars-serien er ikke verdens stærkeste, men jeg tror at den vil ramme målgruppen rigtigt godt – og både Incredibles og Muppet Show er virkeligt gode og solide serier, grænsende til den fremragende (især Muppets).

Mig bekendt er titlerne rent salgsmæssigt kommet rimeligt godt fra start – Incredibles og Muppet Show måtte allerede  melde udsolgt via forhåndsordrer og Cars var udsolgt en uge efter den kom i butikkerne – og derudover har BOOM! lavet en aftale om distribution til kiosker og newsstands over hele USA, således at serierne har bedst mulige chancer for at ende i hænderne på målgruppen.

Fremtiden bringer – så vidt jeg ved – bl.a. Nemo, Toy Story og Monsters, Inc. Jeg glæder mig, især hvis de trækker endnu et wildcard a la Muppet Show ud af ærmet.

Tegneseriesidens twitter-opdateringer for 2009-02-27

Promobilleder fra Watchmen-filmen

Comic Creators on Fantastic Four

Den klassiske FF historie om Galactus
Den klassiske FF historie om Galactus

I dag er det Stan Lees fødselsdag, men det vidste de fleste læsere sikkert allerede, for i vore dage bliver man jo opdateret på den slags fra både MySpace, Facebook og alle mulige andre sites, og man kan være sikker på at hvis alle de seje børn er med et sted, så er Stan Lee der også.

Perlerække af store navne

Ligesom sin skaber, så er Fantastic Four også knapt begyndt at vise sin alder. Men i dette tilfælde skyldes det mere at der gennem årene har været andre store serieskabere til at gribe serien efter at Stan Lee og Jack Kirby havde gennemført deres rekordlange samarbejde på mere end hundrede numre.

Det er en sand perlerække af klassiske navne der har bidraget, lige fra skaberen [[Stan Lee]] selv og [[Jack Kirbys]] rentegner [[Joe Sinnott]] over Lees efterfølger som forfatter Roy Thomas og senere fornyere af serien som [[John Byrne]] og [[Mark Waid]]/[[Mike Wieringo]].

I denne bog redigeret af [[Tom DeFalco]] får vi, ligesom i den tidligere omtalte bog om skaberne bag X-Men, en lejlighed til at kigge bag scenen og høre om hvordan de enkelte skabere arbejdede og få et indblik i hvordan de tænkte.

Desværre ingen Kirby

Selv om Fantastic Four og X-Men har de samme skabere, så virker fraværet at Jack Kirby blandt de interviewede så meget mere markant i denne bog. X-Men var måske nok Kirby og Lees ide, men det var først for alvor folk som [[Chris Claremont]] og [[John Byrne]] der gjorde serien berømt.

Hos Fantastic Four var det Lee/Kirby samarbejdet der satte standarden, ikke bare for den sprudlende fantasi og dynamik der var i tegningerne (hvem ellers kunne finde på at placere en fyr på et surfbrædt midt ude i verdensrummet), men også for hele den måde [[Marvel Comics]] skulle producere tegneserier på i fremtiden, den såkaldte [[Marvel method]].

Serieskabernes egen favorit

The Thing i serieskabernes favorithistorie
The Thing i serieskabernes favorithistorie

Indflydelsen på de senere skabere står også klar når de bliver bedt om at vælge deres foretrukne historie. Overraskende er det ikke den blandt almindelige læsere s berømte Galactus-trilogi der ofte nævnes, men derimod historien fra det efterfølgende hæfte “This Man … This Monster!”. Overraskende nok skal man også næsten 2/3 igennem bogen før læsere der ikke lige er bekendt med hele Lee/Kirbys kanoniske værk får en info-boks med oplysninger om denne historie om forholdet mellem Reed og The Thing, fortalt ved hjælp af en anden videnskabsmands forsøg på at få ram på Reed. Reed er ikke fejlfri, selv om han er jordens største eventyrer og videnskabsmand, så kan han hver dag se grænsen for sine evner foran sig i sin manglende evne til at kurere sin bedste ven.

Det er til gengæld også næsten den eneste kritik man kan komme med af informationsniveauet i bogen, hvor hvert enkelt interview bliver suppleret med små bokse med uddybende information, hvis man nu ikke lige er helt skarp på hvem skrull’en Lyja er (det var hende der udgave sig for at være Alicia Masters og som endte med at blive gift med Johnny Storm).

Måske kunne man også brokke sig over at der ikke er billeder nok, men nu er det jo en interview-bog, så i stedet kunne man jo gå ud og investere i DeFalcos “Fantastic Four – The Ultimate Guide” som er en “coffee-table” bog om FF med korte introduktioner til seriens helte og skurke gennem årene omgivet af et væld af lækre illustrationer. Faktisk behøver man ikke at vælge nogen af de to fra – bryd finanskrisen og få sat gang i forbruget igen, det går til et godt formål.

Byrne, næsten venlig

John Byrne møder noget større end sit ego
John Byrne møder noget større end sit ego

Bogens interessante punkter derimod er selvfølgeligt interviewet med Stan Lee selv, men også med John Byrne, der ligesom i bogen om X-Men virker meget mere sympatisk i en professionel interview-situation end de mere eller mindre sammenhængende online situationer man ofte ser ham i nu om dage. Ikke at Byrne ikke af og til har en vigtig pointe med hvad han siger, selv idag, men det hjælper lidt på interessen for hvad han har på hjerte at han ikke på samme tid verbalt skyder vildt omkring sig.

Doom tilbage til rødderne

En anden interessant del er interviewet med Walter Simonson, specielt hans plan om at rehabilitere Doctor Doom. Ikke for at bringe ham tilbage blandt de gode, men for at få fjernet alle de gange hvor han er blevet overlistet af inferiøre helte og bringe ham tilbage til sin egentlige mere imponerende og lidt skræmmende form.

Ideen lyder rigtigt interessant, så jeg konfererede med en virkelig FF ekspert, Tue Sørensen fra foreningen Fantastik, som har langt bedre styr på denne periode i udgivelserne af Fantastic Four, og desværre lader det til at Simonsons ideer mere eller mindre blev forbigået i den efterfølgende kontinuitet.

Valeria Richards lærer et nyt ord
Valeria Richards lærer et nyt ord

En anden af mine yndlingsforfattere som har forsøgt sig med at bringe Doom tilbage til sine rødder er Mark Waid, som har et meget interessant interview hvor han går i dybden med sine tanker om hvor FF skulle bevæge sig hen under hans forfatterskab (læsere der vil vide mere om dette kan også læse hans manifest som er optrykt i første bind af hardcover genoptrykket). Waids indblik når endda at blive suppleret med den nu afdøde tegner Mike Wieringo som var den anden del af dette fremragende samarbejde på serien.

Så alt i alt er der tale om en bog som vil være god både til gamle fans som skal have fyldt et par hjørner ud i deres viden, eller folk der som jeg var fan i gamle dage men som har nogen store hvide pletter på landkortet der gerne skulle fyldes ud. Nye fans bør nok lige tage et kig i et par af de mange genoptryk af FF der heldigvis bliver ved med at komme.

Og så kunne det være interessant med en 2’er. Der er stadigt meget der ikke er dækket endnu, Bendis, Millar og [[Mike Carey]]. [[Mark Millar]] om hvordan det er at overtage FF efter succes’en med Civil War og Brubaker om hvordan det er at genfortælle historien om Doctor Doom. [[Tom DeFalco]] er kun 58, så hvis han er lige så sejlivet som Stan Lee kan han godt nå det endnu.

Comic Creators on Fantastic Four
Comic Creators on Fantastic Four

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on Fantastic Four
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2005
ISBN: 1-84576-053-0

Hunter-Killer – Superhelte som masseødelæggelsesvåben

Med serien Hunter-Killer satte Mark Waid og Marc Silvestri sig for at genopfinde historien om den mystiske regerings-sammensværgelse. Et ambitiøst projekt, ikke mindst når man tænker på at genren har været rigeligt udforsket i de senere år, ikke mindst i TV-serien X-files som nu er ved at være film aktuel. Waid fortæller selv i ekstra-materialet til trade paperback udgaven at han undervejs måtte tage sig selv i ikke at skabe endnu en X-files klon. Heldigvis lykkedes projektet.

Baggrunds-historien for Hunter-Killer er, at den kolde krig slet ikke drejede sig om atomvåben og hvem der havde overtaget på det område. Det drejede sig om hvem der havde de mest afskrækkende supervæsener – I historien kaldet “Ultra-sapiens” – for hvem har brug for et missil når man har en person der med et pust kan jævne en by med jorden.

Men de hemmelige væsener ville ikke være en brik i regeringernes spil og gjorde oprør. Fremme i vore dage findes disse menneskelige “weapons of mass destruction” stadigt derude, gemt i hemmelighed. Men for at sikre verden mod dem findes der gruppen Hunter-killer med den meget smukke, som altid i Silvestris streg, Samantha Argent der styrer agenterne i felten.

Ind i dette mix kastes så den unge Ellis der er vokset op i et stille og fredeligt familieliv på landet, uden at vide noget om alle disse hemmelige operationer og hvordan han selv sammen med sine forældre passer ind i puslespillet. Til yderligere at forvirre begreberne tilføjes den mystiske Wolf, en fri agent med sin egen dagsorden og udseende og attitude der er lige dele Wolverine og Clint Eastwood.

Hvilken side skal Ellis slutte sig til i denne spegede affære? Hvem kan han stole på? Og hvem er den mystiske person som tilsyneladende har overtaget kontrollen med USAs regering uden at nogen har opdaget det.

High-tech, superkræfter og sammensværgelser blandes til en virkeligt underholdende historie af Waid, og Silvestris tegninger, som jeg har haft en svaghed for lige siden han i sin tid arbejdede på X-Men, giver både den dynamik og blandingen af cyberpunk og realisme der gør at man pløjer sig igennem historien med en forbavsende lethed.

Hunter-Killer udgives af Top Cow og første del af historien kan købes i en trade paperback der ud over selve serien også indeholder en gennemgang af Waid og Silvestris process fra den første skitse og frem til det første manuskript i serien.

BOOM! Studios laver tegneserier for Pixar!

Det relativt nye forlag [[Boom! Studios|BOOM! Studios]] – nok bedst kendt for bl.a. tegneserier i [[H.P. Lovecraft|H.P. Lovecrafts]] Cthulhu-Mythos – annoncerede i dag at de har skrevet kontrakt med Disney/Pixar om at lave en lang række af tegneserier baseret på Pixars film.

Det hele starter med en serie baseret på The Incredibles (De Utrolige), skrevet af BOOM! Studios chefredaktør [[Mark Waid]] (Fantastic Four, [[The Flash]]) og med forsider af Darwyn Cooke (The New Frontier, [[Spirit]] ).

“Today, American comic books are aimed primarily at an older readership. Comics produced for an upcoming generation of readers are scarce – and BOOM! Studios aims to do something about that,” siger Waid.  “There will be comics for kids again!”

Næste trin er serier baseret på Toy Story, Finding Nemo, Monsters, Inc og naturligvis den nyeste Pixar-film Wall-E.

I mine øjne er det fantastiske nyheder – dels er jeg stor Pixar-fan og dels kan jeg kun støtte bestræbelser på at få børn til at læse tegneserier.

Derudover er Waid et perfekt valgt til Incredibles – Waids version af Fantastic Four viste jo, at han mestrer holddynamikker til perfektion, og man kan med nogen ret sige at Incredibles er rimeligt inspireret af Fantastic Four. Cookes retro-inspirerede stil må også siges at være en perfekt match til filmens lækre credits og man kan kun ærgre sig over at han ikke tegner hele serien.

Et år i kataklysmens efterdønninger – 52 af Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka og Mark Waid

Cover til 52 TPB #1Før Marv Wolfmans storladne Crisis on Infinite Earths fra 1985 var [[DC]]s univers et multivers med utallige [[alternative universer|parallelle verdener]] hver med sine historier, tidslinier, helte og skurke, som alle eksisterede uafhængigt af og uvidende om hinanden – lige indtil en fælles trussel bragte dem sammen i et kosmisk slag, som resulterede i én verden med én Jord og én tidslinie.

Således var der for en stund blevet luget ud og bragt orden i DC-universet. Men i Geoff Johns Infinite Crisis fra 2005 blev det afsløret, at nogle af de parallelle superhelte havde overlevet, blandt andre Alexander Luthor (Earth-Three) og Superboy (Earth-Prime), som ud fra de bedste hensigter forsøgte at genskabe multiverset på bekostning af Jorden (Earth-One).

Året efter begyndte udgivelsen af den næste store crossover, 52, som tager fat, hvor Infinite Crisis slap. Den store Krise er ovre, men farerne ikke – og denne gang er der ingen hjælp at hente fra hverken [[Superman]], [[Batman]] eller [[Wonder Woman]], som alle tre restituerer på hver deres måde.

I de tre superheltes fravær iværksætter Lex Luthor et storstillet projekt kaldet “Everyman Program”, hvor igennem almindelige mennesker kan erhverve sig superkræfter, naturligvis ikke uden skumle motiver fra Luthors side. Andetsteds arbejder Intergang på at omskabe verden efter deres kriminelle værdier. Til det formål har de samlet de mest gale og farlige videnskabsfolk (bl.a. professor Morrow og Sivana) og givet dem helt frie hænder – all expenses paid!

Og langt ude i rummet er den Stygianske Horde på vej mod Jorden …

Cover til 52 TPB vol 4Med sådanne trusler er der da én fare, som en superhelt ikke behøver at bekymre sig om, nemlig lediggang. Kan vel være at Superman, Batman og Wonder Woman er midlertidigt ude af billedet, men andre superhelte står parat til at udfylde hullet. I flæng kan nævnes John Henry Irons (Steel), Adam Strange, Animal Man, Black Adam, Nightwing, Captain Marvel, Starfire, Booster Gold, og mange, mange flere fra det mangfoldige DC-univers, inklusiv en ny inkarnation af Batwoman.

Fortællingen, der strækker sig over 52 uger (også i realtid), skifter plotfokus fra nummer til nummer, hvilket medvirker til at skabe en suspense som i Dickens’ romaner eller tv-serien Lost (uden sammenligning iøvrigt!), men ikke alle de mange plottråde udfoldes lige elegant. Især tråden om Animal Mans, Adam Stranges og Starfires tilbagevenden til Jorden og deres kamp mod de stygianske horder synes at lide under pladsmangel og resultatet bliver jævnt kedeligt. Ind imellem hører vi om Clark Kents og Bruce Waynes færden, men med hensyn til Diana virker det, som om de ellers rutinerede forfattere havde glemt hende, for vi møder hende først ganske kort hen imod slutningen.

At der har siddet fire meget forskellige forfattere ved spinderokken, bemærkes sjældent, og da kun med en genkendelsens fryd. Det samme gør sig gældende for illustrationerne, som trods mange pensler alligevel danner et fælles udtryk. I mange [[crossover|crossovers]] (for eksempel Crisis on Infinite Earths) er panelerne spækket til bristepunktet med superhelte og superskurke i en grad, så de enkelte sider bliver klaustrofobiske, men selv med sit talrige og brogede persongalleri fremtræder 52s omkring 1200 sider eksemplarisk afbalancerede.

Alt i alt er det lykkedes Johns, [[Grant Morrison|Morrison]], Rucka og [[Mark Waid|Waid]] at spinde en sammenhængende og flot superheltetegneserie, som samtidig er en rejse ind i DC-universets fantastiske verden(er).

Fakta om serien

52: Volume One (2007) 296 sider, opsamler 52 #1-13
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Ken Lashley, Shawn Moll, Todd Nauck
Rentegner: Marlo Alquiza, Draxhall, Jack Jadson, Ruy José, Tom Nguyen, Jimmy Palmiotti, Rob Stull
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Two (2007) 296 sider, opsamler 52 #14-26
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Dale Eaglesham, Phil Jimenez, Drew Johnson, Shawn Moll, Patrick Olliffe
Rentegner: Drew Geraci, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Tom Nguyen, Rob Stull, Ray Snyder, Art Thibert
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Three (2007) 296 sider, opsamler 52 #27-39
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Chris Batista, Joe Bennett, Tom Derenick, Jamal Igle, Phil Jimenez, Drew Johnson, Dan Jurgens, Shawn Moll, Patrick Olliffe, Joe Prado, Andy Smith
Rentegner: Mariah Benes, Joe Bennett, Keith Champagne, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Ruy José, Andy Lanning, Jay Leisten, Dave Meikis, Nelson, Rodney Ramos, Norm Rapmund, Prentis Rollins, Ray Snyder
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

52: Volume Four (2007) 320 sider, opsamler 52 #40-52
Forfatter: Geoff Johns, Grant Morrison, Greg Rucka, Mark Waid
Layout: Keith Giffen
Tegner: Eddy Barrows, Chris Batista, Joe Bennett, Giuseppe Camuncoli, Jamal Igle, Dan Jurgens, Justiniano, Mike McKrone, Patrick Olliffe, Darick Robertson
Rentegner: Eddy Barrows, Belardino Brabo, Drew Geraci, Dan Green, Jack Jadson, Andy Lanning, Patrick Olliffe, Rodney Ramos, Darick Robertson, Lorenzo Ruggiero, Walden Wong
Forside: J. G. Jones med Alex Sinclair
Forlag: DC

Improvisationer over et simpelt tema – JLA af Grant Morrison

The Brave and the Bold #28For en interstellar søstjerne må Jordens maritime landskab have forekommet et indflytningsklart paradis – hvis det det ikke havde været for Justice League of America, et nydannet forbund af superhelte. Året var 1960, og historien stod at læse i The Brave and the Bold #28 fra marts samme år.

En ny succes fra DC Comics var undfanget, og få måneder senere sprang Justice League ud i deres eget blad: amazoneprinsessen Diana, bedre kendt som Wonder Woman; Flash, verdens hurtigste mand; Martian Manhunter, som trods navn og kulturel baggrund er et særdeles benevolent og humanistisk væsen; Green Lantern, bærer af en magisk ring; Aquaman, verdenshavenes regent; og endelig Batman og Superman, som næppe behøver nærmere introduktion.

I årenes løb har der været en del udskiftninger, men da serien sidst i halvfemserne overgik til Grant Morrison og i den anledning blev akronymiseret til JLA, var det med de oprindelige syv medlemmer som udgangspunkt. Morrison var på det tidspunkt kendt – og berygtet – for at have genoplivet både Doom Patrol og Animal Man, samt skabt The Invisibles.

Hvor Animal Man i bogstaveligste forstand sprængte panelerne og kulminerede i forfatterens transformation til tegneseriefigur, havde The Invisibles et subversivt plot, som ikke ligefrem er hverdagskost i tegneserieverdenen (eller andre steder). Hvad angår “verdens mærkeligste helte”, Doom Patrol, ligger de nærmere det tradionelle DC univers. Med Morrisons egne ord i et interview med Mark Salisbury: “DC’s always been about science – I’m just making it weird science.” Men i forhold til Doom Patrol er Justice League nærmest banale – her er i hvert fald ingen transseksuelle gader eller hermafroditter.

Om sin tilgang til superheltegenren i almindelighed, og Justice League i særdeleshed, forklarer han følgende i ovennævnte interview:

“The way I look at it is comic book superhero stories are pretty simple. There’s one guy who’s got one set of powers and he’s got to fight another guy who’s got another set of powers, or else he’s got to deal with a natural disaster or something.”

Alt hvad Morrison gør, udtaler han, er at foretage “clever little improvisations on a basic structure.”

New World Order (JLA #1-4)

JLA - New World OrderEn improvisation over en grundstruktur er præcis, hvad vi møder i de første fire numre af JLA. En gruppe rumvæsner kaldet The Hyperclan ankommer til Jorden og går straks i gang med at bekæmpe forureningen og omskabe Sahara til et frodigt, grønt landskab. Som en anden Rennie fra The Day the Earth Stood Still (1951) har Hyperklanen altså de bedste hensigter, men vores helte fra Justice League forholder sig skeptiske – med god grund.

Mens medierne kalder JLA for reaktionære, fortsætter Hyperklanen med at underminere menneskenes tillid til deres gamle superhelte og således bane vejen for det som viser sig at være en storstilet invasion. Der er altså for så vidt intet nyt i denne underholdende historie, men det er her den sære videnskab kommer ind i billedet. Især Flashs kamp mod den ligeledes superhurtige Zum fra Hyperklanen er et godt eksempel: da Flash nærmer sig lysets hastighed, forøges hans masse betragteligt, og det resulterende knytnævestød er derefter; samtidig bliver de visuelle input blåforskudte, og i et panel gives der et fantasifuldt bud på, hvordan en tunnel af komprimerede protoner ser ud.

Naturligvis klarer vores syv helte skærene, men anticiperende nye ekstraterrestrielle farer opfører de deres nye base på månen. Og farer – dem er der rigeligt af i de efterfølgende numre.

American Dreams (JLA #5-9)

JLA - American DreamsFor at imødegå beskyldninger for elitisme beslutter JLA sig for at rekruttere nye medlemmer. Green Arrow og Aztek bliver optaget, samt Tomorrow Woman der præsenterer sig som en mutant med imponerende telekinetiske kræfter. Men i virkeligheden er hun en kunstig livsform med en elektromagnetisk pulsbombe i sit hjerte, skabt af to gale videnskabsmænd.

Dr. Ivo: You must be that “mad scientist” we’re always hearing about …

Morrow: I’ll have you know I studied mad science at Harvard, you oaf!

Senere kommer endnu et nyt medlem til, nemlig englen Zauriel, som har sagt himlen ret farvel og fravalgt udødeligheden fremfor dødeligheden. Den slags gør man ikke ustraffet, og i Zauriels kølvand ankommer Asmodel og en hel skare af himmelske væsner, indvarslende intet mindre end dommedag!

Og mens JLA kæmper mod Asmodel og alt hans væsen, vågner en mand op fra en lang coma: det er The Key, en gammel fjende, som i modsætning til så mange andre skurke ikke primært benytter sig af muskelkraft, men af intelligens. Det lykkes ham således at fange hele JLA (med undtagelse af Green Arrow) og injicere dem med en programmeret psyko-virus, som overtager centralnervesystemet og skaber strukturerede hallucinationer.

På denne snedige måde håber The Key at sjæle energi fra deres hjerner, overføre energien til sig selv og åbne døren til det negative rum: “When I enter negative space, the entire universe will fit around me like a glove!”

Igen virker både historie og illustrationer fint, det eneste problem er Superman, som i overgangen mellem #4 og #5 er blevet transformeret til et væsen af ren energi. Hvordan er det sket? Vi får ingen forklaring, og det forstyrrer læseoplevelsen. Disse forstyrrelser kommer der desværre flere af …

Rock of Ages (JLA #10-15)

JLA - Rock of AgesWonder Woman er død, Superman er stadig transformeret, og Flash er såret. Forklaringen er at disse begivenheder er sket i andre samtidige serier (tak til bl.a. The Continuity Pages, www.sequart.com) hvilket udgiveren af JLA af uudgrundelige årsager undlader at bemærke. Men ellers starter Rock of Ages meget fint.

Lex Luthor har formet The Injustice Gang, som foruden ham selv består af The Joker, Circe, The Mirror Master, Ocean Master og Doctor Light. Luthors mål er som altid at besejre Superman og vinde verdensherredømmet, hvilket JLA naturligvis skal forhindre. Det burde være simpelt nok, men der er en hage: hvis JLA vinder, vil det resultere i Darkseids invasion af Jorden en gang i fremtiden. Og her kører fortælligen af sporet.

De to plottråde er forvirrende, de videnskabelige begreber er for sære, og der er alt for mange karakterer på for lidt plads. Det eneste lyspunkt i dette narrative og grafiske rod er genintroduktionen af Plastic Man, som alt for længe har befundet sig i tegneseriernes limbo.

Til slut opløser JLA sig selv – for derefter straks at blive gendannet.

Strength in Numbers (JLA #16-23)

JLA - Strength in NumbersEt gendannet JLA behøver naturligvis nye medlemmer: Steel, tekno-kunstner og videnskabsmand; The Huntress fra Gotham City; og den vidunderlige Plastic Man med de mange grafiske muligheder. Endelig er Wonder Woman kommet tilbage, det vil sige, ikke den oprindelige, men hendes moder.

I kulisserne står skurkene nærmest i kø for at tage favntag med JLA. Den første er Prometheus, som i sit had til retfærdigheden naturligvis ønsker at bekæmpe retfærdighedens vogtere. Ikke blot har han studeret og lært at dræbe og lemlæste i et dusin sprog, men han har også erhvervet sig en nøgle fra et havareret rumskib (som tibetanerne kalder Shamballa) og med den nøgle har han fået adgang til limbo.

Den anden skurk er kvantefysikeren dr. Julian September. Forfulgt af uheld hele sit liv, har han endelig fundet en måde at manipulere tilfældigheder på et subatomart niveau. Dr. September vinder nobelprisen, vinder i lotteriet i syv dage i træk, osv. Men langsomt begynder sandsynlighedslovene at bryde sammen, og synkronisiteter begynder at optræde. Universelt kaos truer, men heldigvis får JLA hjælp af The Atom.

Green Lantern: Wait. I’m confused. If we’re smaller than light particles now, how are we even seeing?

The Atom: You’re not … Not in any human way. The five senses become something else entirely at this quantum level. Your mind’s doing you a favor. It’s processing all this into familiar visuals so you won’t go insane.

Fortællingen om Julian September er ikke skrevet af Grant Morrison, men af Mark Waid, som måske er bedst kendt for Kingdom Come. Det er også Waid som udsætter JLA for deres næste eventyr hvori de bliver kidnappet af en tilsyneladende sindssyg Adam Strange.

I den sidste fortælling er Morrison tilbage ved tastaturet med en rigtig lille sci-fi-horror à la Jack Finneys Invasion of the Body Snatchers (1955): JLA bliver kontaktet af ingen ringere end The Sandman hvis rige er blevet invadet af et væsen, som af udseende minder en hel del om en interstellar søstjerne. Men også kun af udseende …

Afsluttende bemærkninger

“I came into JLA at a time when most comics were about guys in trenchcoats. So I thought, let’s make them somebody to look up to instead of look down on,”

udtaler Grant Morrison til Salisbury, og det er i høj grad lykkedes ham (som senere med New X-Men fra det rivaliserende forlag).

Hvad der derimod ikke er lykkedes er forsøget på at sætte lighedstegn mellem Justice Leagues medlemmer og det græske pantheon. Jovist har f.eks. Aquaman, Flash og Steel en vis affinitet med henholdsvis Poseidon, Hermes og Hephaistos, og Green Arrow har en bue ligesom Apollon, men lighederne er i bedste fald overfladiske, i værste fald anstrengte.

Dermed ikke sagt at JLA (som så mange andre superhelte, især Superman) ikke har klare mytologiske træk. Problemet er bare at Morrison blot smider nogle kendte navne ind i fortællingen, uden at det har nogen konsekvens for handlingen.

Men alt i alt er Morrisons JLA en ganske god tegneserie. Hvis man savner mere personlighed hos nogle af Justice Leagues medlemmer, opvejes det rigeligt gennem portrættet af den dystre Batman hvis intellekt ofte træder til når de andres superkræfter svigter. Og så er der det rige og opfindsomme galleri af superskurke der som bekendt udgør mindst den halve fornøjelse ved en tegneserie, hvis ikke mere. Howard Porters illustrationer tager ikke ligefrem vejret fra en, men de passer fint til en tegneserie som i bund og grund er ren mainstream.

Sluttelig skal det bemærkes at Morrison ikke blot fortsatte som forfatter af JLA indtil #41, samlet i Justice for All (1999) og World War III (2000), men også skrev JLA 1,000,000 (1998), samlet i DC One Million (1999), samt JLA: Earth 2 (2000).

Fakta om serien

JLA: New World Order (1997) 94 sider, opsamler JLA #1-4
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: American Dreams (1997) 111 sider, opsamler JLA #5-9
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Rock of Ages (1998) 157 sider, opsamler JLA #10-15
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Gary Frank, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Strength in Numbers (1998) 223 sider, opsamler JLA #16-23
Forfatter: Christoffer Priest, Grant Morrison, Mark Waid
Tegner: Howard Porter, Arnie Jorgensen
Rentegner: John Dell, Doug Hazlewood, m.fl.
Forlag: DC

Læs også:

Mark Salisbury: Writers On Comics Scriptwriting. Titan Books 1999.

Guder klædt i spandex

Er superhelte i virkeligheden en videreførelse af de gamle guder? Er Lex Luthor i virkeligheden formet efter okkultisten Aleister Crowley? og er der en forbindelse mellem Batman og kaballah? Det mener forfatteren Christopher Knowles. Kent Damgaard ser nærmere på sagen i denne boganmeldelse.

Gudernes genkomst?

Our Gods Wear SpandexI vore dage er det på mode at hade tegneren Rob Liefeld, og blandt folk der gør det er der vist ingen tvivl om at Christopher Knowles står temmeligt langt fremme i køen. Knowles ser tegneseriens “Chromium age” som et onde der nu heldigvis er ovre. Chromium hentyder til datidens mange forskellige forsider på forskellige former for metallisk folie der skulle give et indtryk af at være trykt i guld og sølv, en kynisk spekulation i at skabe samlerobjekter ud af den blå luft.

Ifølge Knowles er vi heldigvis blevet reddet fra denne tidligere ondskab, og frelseren er ingen ringere end Alex Ross og hans samarbejde med Mark Waid om værket “Kingdom come” som også er udgivet på dansk. Her gør fortidens superhelte op med den nye tids ultra-voldelige helte som er ved at ødelægge verden. For Knowles er der nærmest tale om en form for exorcisme hvor Waid og Ross uddriver 90’ernes dårskab og vender tilbage til det som Superhelte egentlig skal stå for, nemlig de guder og den religiøsitet vi nærmest har tabt i vores moderne samfund.

Med sådan et forlæg og et forord hvor Knowles fortæller om sin fascination af alle former for spirituel udfoldelse kunne man godt blive lidt bekymret for at resten af bogen ville blive en ørkenvandring i genfødt kristendom og moderne moralvogten, men det er heldigvis ikke tilfældet. For Knowles har gjort sit hjemmearbejde og gør meget ud af at sætte scenen for sine påstande om vor moderne tegneseriekultur.

Guder og helte fødes

Christopher KnowlesKnowles trækker sine tråde helt tilbage til både egyptisk, græsk og romersk mytologi, men det er specielt de sidste 150 år at tingene for alvor begynder at tage form. Udgravninger i det gamle egypten vækker en ny interesse for fortidens myter, spiritismen og interessen for det okkulte begynder at gøre sit indtog og med den sættes scenen for en ny type af historier. Figurer som Aleister Crowley, Madame Blavatsky og Harry Houdini gør hver på deres måde et indtryk på det overnaturlige landskab og efterlader en inspiration som senere tegnere og forfattere kan trække på.

Men i stedet for at tage springet direkte til tegneserien tager Knowles os igennem en lang række af dens forløbere fra Conan Doyle over Sax Rohmer og videre til Lovecraft og Robert E. Howard. De tidlige figurer i tegneseriens verden som for eksempel The Shadow og Dr. Occult bliver sat i relief og knowles bruger dem til at vise sammenhængen til de mere moderne helte som vi kender dem idag. For mit at se er dette den stærkeste del af bogen, der er et væld af information om fortidens helte som man normalt ikke støder på. De enkelte tegnere og forfatteres tilknytning til enten religion eller forskellige okkulte grupperinger nævnes flittigt hvilket nogen gange fører til overraskende viden som måske kan hjælpe med at sætte dem i relief.

Guder, Golem og Amazoner

Efter at have sat brugt næsten halvdelen af bogens 230 sider til at sætte scenen begynder Knowles så at tage vore mest kendte helte under behandling. Superman og Captain Marvel bliver sat på plads som moderne Messias-legender mens Hawkman og Falcon får deres plads som genfortællinger af Horus fra den egyptiske mytologi. Så langt går det godt for Knowles, men i sit efterfølgende forsøg på at hægte den jødiske mytologis golem op på en række moderne serier begynder det at gå galt for ham. En golem er et væsen skabt af ler, animeret af en rabbiner ved hjælp af et magisk skaberord skrevet på den, skabt til at beskytte de jødiske samfund mod forfølgelse.

SuperheltFlere har hæftet sig ved myten om golem og det faktum at en lang række af de første skabere af vore dages superhelte har en jødisk baggrund, for eksempel Siegel og Schuster (Superman) eller Stan Lee og Jack Kirby (Marvel Comics). Nu har Knowles jo allerede brugt Superman i en mytologisk sammenhæng, så selv om flere andre har bemærket at han ville passe ind som en golem-manifestation lige så vel som en kristus-manifestation, så vælger Knowles at kigge andetsteds i DC’s univers, nemlig til Batman. Batman opstår ifølge Knowles for at beskytte de almindelige mennesker fra forbrydere og korruption der kan sidestilles med omverdenens forfølgelse af jøderne.

Ved hjælp af dette kunstgreb kan Knowles så også placere Punisher og Wolverine under eksempler på golem, mens de mere indlysende eksempler som Hulk og The Thing (som oven i købet er en jødisk superhelt) får en lidt mere overfladisk behandling. Personligt føler jeg nok at det er et lidt voldsomt kunstgreb Knowles benytter sig af her, jeg ville tro at der med fordel kunne være trukket andre mytologier ind som ville have passet bedre på Batman, Punisher og Wolverine.

Det går heller ikke helt godt for Knowles da han tager fat på myten om amazonerne. Wonder Woman ligger selvfølgelig lige til højrebenet her, og Knowles giver en del eksempler på andre amazoner i tidligere tider, hvorefter han konkluderer at denne type kvindelige helt mere eller mindre er gået i sig selv og sjældent ses idag. Personligt ville jeg jo sige at der vist aldrig tidligere har været så mange TV-serier og tegneserier hvor kvindelige krigere optræder på linje med mænd. Knowles får da også skudt sig selv lidt i foden ved at nævne James Camerons Dark Angel, mens han helt forbigår Buffy og Xena (som begge stadig udkommer som tegneserier), ligesom Red Sonja der lige har fejret 35 års jubilæum med genudgivelse af de gamle Marvel serier og en ny serie som ser ud til at kunne holde salgstallene. Heller ikke den nye Wonder Woman forfatter Gail Simones serie Birds of Prey eller den moderne Cassandra/Batgirl finder nåde for Knowles’ blik.

Gudernes skabere

I det hele taget begynder Knowles at tabe dampen mod slutningen af bogen. Her tager han fat på at fortælle om nogen af de kendte skabere som står bag de historier der efter hans tese signalerer gudernes genkomst i tegneserieverdenen. Historien om Jack Kirby er ganske interessant, måske især for læsere der ikke er så bekendt med hans personlige historie og arbejde hos DC. Jack Kirby var altid den tavse part i samarbejdet med Stan Lee, som i stedet lod sin blyant og pen tale for sig, derfor kender flere sikkert også Lees historie bedre end Kirby. Knapt så interessant bliver gennemgangen af Alan Moore og Neil Gaiman, mens Grant Morrison og Mike Mignolas biografier ikke har meget at sige i forhold til en gennemsnitlig Wikipedia artikel. På dette punkt i bogen har Knowles egentlig fået sagt hvad han ville og træder mest vande for at fylde sidetallet ud.

Konklusion

Joseph Michael Linsner med sin egyptiske katSelv om “Our gods wear spandex” virker som lidt af en fuser mod slutningen, så er den første del af bogen grund nok til at læse den. Den giver læseren god mulighed for at orientere sig i denne del af populærkulturens univers, måske ikke direkte et referenceværk, men dog en bog der giver masser af inspiration til videre studie. Som et partsindlæg i en debat om hvor tegneserier om superhelte bevæger sig hen er den knapt så anvendelig, Knowles har allerede fra starten besluttet sig for at Waid og Ross er de nye guder på seriehimlen, og så må resten af verden og fakta rette ind efter det.

Et andet godt argument for bogen er Joseph Michael Linsners tegninger. Jeg kender ellers mest Linsner for hans goth/horror babe Dawn, men hans ofte lidt humoristiske illustrationer til teksten viser at Linsner sagtens kunne tegne superhelte hvis lysten og inspirationen skulle melde sig.

230 sider for omkring 20$ er en udmærket handel med den nuværende dollarkurs for den der vil vide mere om de mytologiske og religiøse rødder for superhelte genren.

Til de der vil læse mere kan Linsner findes på sin hjemmeside mens Christopher Knowles uddyber sine betragtninger om superhelte og meget andet i sin blog.

Fakta om Bogen

Christopher Knowles: Our gods wear spandex

Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Christopher Knowles
Illustrationer: Joseph Michael Linsner
Udgiver: Weisner Books
ISBN: 1-57863-406-7

Fantastic Four vol. 1. Hardcover af Waid og Wieringo

Mike WierengoDenne anmeldelse var egentlig under udarbejdelse så den kunne komme ud på samme tid som den næste artikel om Galactus og Silver Surfer, men nyheden om Mike Wieringos alt for tidlige død fik mig til at ændre på deadline. Som Mark Waid skriver i sin reaktion på tabet af sin mangeårige kollega så var der stadigt mange værker de skulle have nået at lave sammen. Det sker ikke så derfor må vi nøjes med at udbrede kendskabet til det de nåede.

I forbindelse med min anmeldelse af “Fantastic Four: The end” blev jeg en anelse forvirret over at familien Richards pludselig havde to børn. Det fik Ulf til at anbefale mig Mark Waid og Mike Wierngos udgave af Fantastic Four, hvor hun optræder i. I mellemtiden havde jeg også fået læst op på hende gennem Tom DeFalcos udmærkede og gennemillustrerede opslagsværk “Fantastic Four The Ultimate Guide”. Jeg tror at oplevelsen kun kan beskrives i termer fra de gamle Mastercard reklamer.

– DeFalcos Ultimate Guide: 250 kroner
– Waid og Wieringos Fantastic Four hardcover: 300 kroner
– Valeria Richards første ord: ubetaleligt

jeg skal ikke her afsløre hvad hendes første ord er, men det var et af de øjeblikke hvor man på samme tid er ved at skraldgrine, udbryde “Yes!”, og det er langt fra den eneste gang undervejs i historien at man bliver ramt af denne følelse.

Fantastic Four CoverDet var ellers med visse forbehold at jeg investerede i dette store hardcover bind, og faktisk var det Wierengos tegnestil der i første omgang afskrækkede mig. Ved første øjekast er der lidt for meget tegnefilm over hans måde at tegne på, den lidt karikerede stil fik mig til at frygte at historierne ville være fjollede og uden den store dybde. Men Ulf plejer jo at være stilsikker i sine anbefalinger, så jeg overvandt mine forbehold, og da jeg først havde fået plastic-indpakningen af bogen og bladret op på et par tilfældige sider kunne jeg se at Wieringos tegninger var helt perfekte til FF universet.

Tag bare den første modstander som FF er oppe imod, en omvandrende ligning eller et stykke fortekst til “The Matrix” som er stukket af fra klippebordet. Eller det uendelige bibliotek som Reed Richards finder hjemme hos Dr. Strange. Eller den helvedesdimension som Doom får åbnet op for. Som Mark Waid skriver i sit manifest i forbindelse med at han overtog serien, så er Fantastic Four ikke superhelte, de er berømtheder og eventyrere på en og samme tid. Realismen i serien komme til at ligge i deres personlighed, menneskeligheden og måden de fungerer sammen som en familie, omgivelserne derimod må gerne være så fantasifulde som muligt.

Mark Waids måde at skildre Marvels førstefamilie kan på mange måder godt minde om en amerikansk sitcom, ligesom en god detektivhistorie skal have et “aha” øjeblik hvor man forstår sammenhængen, så skal en god sitcom have et “åh nej” øjeblik hvor man allerede begynder at forudse at det vil gå grueligt galt. I det her tilfælde er “åh nej” øjeblikket da Sue Storm i et forsøg på at banke noget ansvarsfølelse ind i knolden på sin uregerlige bror ved at gøre ham til finanschef for Fantastic Fours kommercielle del. Jeg skal ikke her afsløre om det lykkes ham at formøble familiens formue og om Sue og Reed må redde kastanierne ud af ilden for ham.

Begge disse historier er gode nok i sig selv, men man opdager at de kun har været opvarmningsøvelser til den store forestilling. Jeg arbejdede en gang under en administrerende direktør som mente at have fundet måden at teste en restaurant hvor man har tænkt sig at invitere mange mennesker hen. Man bestiller en hummer bisque, og hvis de kan finde ud af at lave det, så har de nok også styr på resten. Nu er det sjældent at jeg føler trang til at invitere mange mennesker på hummer bisque, men princippet er godt nok. Og Fantastic Four universets svar på hummer bisque, kaviar naturel, foie gras, østers Rockefeller eller hvad man nu ellers vil vælge af metaforer, er Victor von Doom.

Waid og Wieringo forsøger sig med et modigt træk ved at lave om på figuren. Den slags kan går grueligt galt hvis man ikke ved hvad man gør, bare se Ultimate Fantastic Four som kom på dansk for et stykke tid siden. Men Waid gør det ikke uden omtanke, han ser kernen i Doom som et uudslukkeligt behov for at vise at han er klogere end Reed Richards, han må og skal bevise at han er den bedste og den klogeste. Selv inden eksplosionen der ødelagde hans ansigt var Doom drevet af at bevise sin overlegenhed.

Så mens vi er vant til at Doom er omgivet af højteknologi og robotter skabt i hans eget billede, så fremhæver Waid og Wieringo et andet aspekt af ham, nemlig magien. Her er han på hjemmebane og Reed Richards, manden der til det sidste tror at enhver overnaturlig ting han møder kun skyldes manglende viden om den bagvedliggende videnskabelige forklaring, er i den grad på udebane. Så Reed må tage udfordringen op hvis han skal redde sin familie ud af det helvede som von Doom har tænkt sig at udsætte dem for. Det kommer der både en god historie og en overraskende slutning ud af.

Og så tilbage til det jeg nævnte tidligere omkring amerikanske sitcoms, for bogen slutter af med en scene mellem Ben og Franklin som på den ene side er meget amerikansk og sentimental, men som på den anden side også virker rigtigt godt. Ben er altid typen der skal kommentere Reeds brug af fremmedord og lange sætninger til at forklare tingene på, og her lykkes det ham at lave en kort gengivelse af Victor Frankls “Man’s search for meaning” i sin egen helt specielle Yancy Street udlægning.

FF af WierengoUd over selve historierne skal man selvfølgelig i sådan en hardcover udgave også se på hvad der følger med af ekstra materiale, det er et område som er meget svingende. Nogen gange bliver man spist af med et par forkølede forstudier til personerne og en kasseret forside. Andre gange er det som her så overvældende at det næsten tager samme tid som et ekstra nummer af serien at læse. Dels får man Mark Waids manifest i forbindelse med at han overtog rollen som forfatter på serien. Vi får alle hans overvejelser om hvem FF er, hvad de enkelte personers rolle er i serien og hvad han planlægger at gøre med dem for at skabe en serie der stadig er relevant. Ud over det får man Waid og Wieringos kommentarer til en del af de scener der blev klippet fra for at få historien til at virke. For at det ikke skal være løgn får man så oven i alt dette det oprindelige oplæg til FF som Stan Lee så det den gang han opfandt serien.

Både Mark Waid og Stan Lee har åbenlyst haft ideer til serien som ikke dukkede op i det færdige produkt de leverede, og måske er det med rette at de ikke så dagens lys, men det gør dem bestemt ikke mindre interessante at læse om bagefter. Med alt dette materiale, plus de fremragende historier vil jeg sige at udgivelsen gør hvad den kan for at leve op til at være “The World’s Greatest Hardcover” som den beskedent udråber sig selv til på smudsomslagets inderside.

Verdens bedste – nok ikke, men bestemt så god at jeg allerede har købt andet bind og ved at der skal meget til for at jeg ikke køber tredie. Og god nok til at anbefale både til nye læsere og gamle fans.

Fakta om serien

Fantastic Four vol. 1 (Samler Fantastic Four #60-70 og #500-502)
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Mark Waid
Tegner: Mike Wieringo
Udgiver: Marvel Comics