Improvisationer over et simpelt tema – JLA af Grant Morrison

The Brave and the Bold #28For en interstellar søstjerne må Jordens maritime landskab have forekommet et indflytningsklart paradis – hvis det det ikke havde været for Justice League of America, et nydannet forbund af superhelte. Året var 1960, og historien stod at læse i The Brave and the Bold #28 fra marts samme år.

En ny succes fra DC Comics var undfanget, og få måneder senere sprang Justice League ud i deres eget blad: amazoneprinsessen Diana, bedre kendt som Wonder Woman; Flash, verdens hurtigste mand; Martian Manhunter, som trods navn og kulturel baggrund er et særdeles benevolent og humanistisk væsen; Green Lantern, bærer af en magisk ring; Aquaman, verdenshavenes regent; og endelig Batman og Superman, som næppe behøver nærmere introduktion.

I årenes løb har der været en del udskiftninger, men da serien sidst i halvfemserne overgik til Grant Morrison og i den anledning blev akronymiseret til JLA, var det med de oprindelige syv medlemmer som udgangspunkt. Morrison var på det tidspunkt kendt – og berygtet – for at have genoplivet både Doom Patrol og Animal Man, samt skabt The Invisibles.

Hvor Animal Man i bogstaveligste forstand sprængte panelerne og kulminerede i forfatterens transformation til tegneseriefigur, havde The Invisibles et subversivt plot, som ikke ligefrem er hverdagskost i tegneserieverdenen (eller andre steder). Hvad angår “verdens mærkeligste helte”, Doom Patrol, ligger de nærmere det tradionelle DC univers. Med Morrisons egne ord i et interview med Mark Salisbury: “DC’s always been about science – I’m just making it weird science.” Men i forhold til Doom Patrol er Justice League nærmest banale – her er i hvert fald ingen transseksuelle gader eller hermafroditter.

Om sin tilgang til superheltegenren i almindelighed, og Justice League i særdeleshed, forklarer han følgende i ovennævnte interview:

“The way I look at it is comic book superhero stories are pretty simple. There’s one guy who’s got one set of powers and he’s got to fight another guy who’s got another set of powers, or else he’s got to deal with a natural disaster or something.”

Alt hvad Morrison gør, udtaler han, er at foretage “clever little improvisations on a basic structure.”

New World Order (JLA #1-4)

JLA - New World OrderEn improvisation over en grundstruktur er præcis, hvad vi møder i de første fire numre af JLA. En gruppe rumvæsner kaldet The Hyperclan ankommer til Jorden og går straks i gang med at bekæmpe forureningen og omskabe Sahara til et frodigt, grønt landskab. Som en anden Rennie fra The Day the Earth Stood Still (1951) har Hyperklanen altså de bedste hensigter, men vores helte fra Justice League forholder sig skeptiske – med god grund.

Mens medierne kalder JLA for reaktionære, fortsætter Hyperklanen med at underminere menneskenes tillid til deres gamle superhelte og således bane vejen for det som viser sig at være en storstilet invasion. Der er altså for så vidt intet nyt i denne underholdende historie, men det er her den sære videnskab kommer ind i billedet. Især Flashs kamp mod den ligeledes superhurtige Zum fra Hyperklanen er et godt eksempel: da Flash nærmer sig lysets hastighed, forøges hans masse betragteligt, og det resulterende knytnævestød er derefter; samtidig bliver de visuelle input blåforskudte, og i et panel gives der et fantasifuldt bud på, hvordan en tunnel af komprimerede protoner ser ud.

Naturligvis klarer vores syv helte skærene, men anticiperende nye ekstraterrestrielle farer opfører de deres nye base på månen. Og farer – dem er der rigeligt af i de efterfølgende numre.

American Dreams (JLA #5-9)

JLA - American DreamsFor at imødegå beskyldninger for elitisme beslutter JLA sig for at rekruttere nye medlemmer. Green Arrow og Aztek bliver optaget, samt Tomorrow Woman der præsenterer sig som en mutant med imponerende telekinetiske kræfter. Men i virkeligheden er hun en kunstig livsform med en elektromagnetisk pulsbombe i sit hjerte, skabt af to gale videnskabsmænd.

Dr. Ivo: You must be that “mad scientist” we’re always hearing about …

Morrow: I’ll have you know I studied mad science at Harvard, you oaf!

Senere kommer endnu et nyt medlem til, nemlig englen Zauriel, som har sagt himlen ret farvel og fravalgt udødeligheden fremfor dødeligheden. Den slags gør man ikke ustraffet, og i Zauriels kølvand ankommer Asmodel og en hel skare af himmelske væsner, indvarslende intet mindre end dommedag!

Og mens JLA kæmper mod Asmodel og alt hans væsen, vågner en mand op fra en lang coma: det er The Key, en gammel fjende, som i modsætning til så mange andre skurke ikke primært benytter sig af muskelkraft, men af intelligens. Det lykkes ham således at fange hele JLA (med undtagelse af Green Arrow) og injicere dem med en programmeret psyko-virus, som overtager centralnervesystemet og skaber strukturerede hallucinationer.

På denne snedige måde håber The Key at sjæle energi fra deres hjerner, overføre energien til sig selv og åbne døren til det negative rum: “When I enter negative space, the entire universe will fit around me like a glove!”

Igen virker både historie og illustrationer fint, det eneste problem er Superman, som i overgangen mellem #4 og #5 er blevet transformeret til et væsen af ren energi. Hvordan er det sket? Vi får ingen forklaring, og det forstyrrer læseoplevelsen. Disse forstyrrelser kommer der desværre flere af …

Rock of Ages (JLA #10-15)

JLA - Rock of AgesWonder Woman er død, Superman er stadig transformeret, og Flash er såret. Forklaringen er at disse begivenheder er sket i andre samtidige serier (tak til bl.a. The Continuity Pages, www.sequart.com) hvilket udgiveren af JLA af uudgrundelige årsager undlader at bemærke. Men ellers starter Rock of Ages meget fint.

Lex Luthor har formet The Injustice Gang, som foruden ham selv består af The Joker, Circe, The Mirror Master, Ocean Master og Doctor Light. Luthors mål er som altid at besejre Superman og vinde verdensherredømmet, hvilket JLA naturligvis skal forhindre. Det burde være simpelt nok, men der er en hage: hvis JLA vinder, vil det resultere i Darkseids invasion af Jorden en gang i fremtiden. Og her kører fortælligen af sporet.

De to plottråde er forvirrende, de videnskabelige begreber er for sære, og der er alt for mange karakterer på for lidt plads. Det eneste lyspunkt i dette narrative og grafiske rod er genintroduktionen af Plastic Man, som alt for længe har befundet sig i tegneseriernes limbo.

Til slut opløser JLA sig selv – for derefter straks at blive gendannet.

Strength in Numbers (JLA #16-23)

JLA - Strength in NumbersEt gendannet JLA behøver naturligvis nye medlemmer: Steel, tekno-kunstner og videnskabsmand; The Huntress fra Gotham City; og den vidunderlige Plastic Man med de mange grafiske muligheder. Endelig er Wonder Woman kommet tilbage, det vil sige, ikke den oprindelige, men hendes moder.

I kulisserne står skurkene nærmest i kø for at tage favntag med JLA. Den første er Prometheus, som i sit had til retfærdigheden naturligvis ønsker at bekæmpe retfærdighedens vogtere. Ikke blot har han studeret og lært at dræbe og lemlæste i et dusin sprog, men han har også erhvervet sig en nøgle fra et havareret rumskib (som tibetanerne kalder Shamballa) og med den nøgle har han fået adgang til limbo.

Den anden skurk er kvantefysikeren dr. Julian September. Forfulgt af uheld hele sit liv, har han endelig fundet en måde at manipulere tilfældigheder på et subatomart niveau. Dr. September vinder nobelprisen, vinder i lotteriet i syv dage i træk, osv. Men langsomt begynder sandsynlighedslovene at bryde sammen, og synkronisiteter begynder at optræde. Universelt kaos truer, men heldigvis får JLA hjælp af The Atom.

Green Lantern: Wait. I’m confused. If we’re smaller than light particles now, how are we even seeing?

The Atom: You’re not … Not in any human way. The five senses become something else entirely at this quantum level. Your mind’s doing you a favor. It’s processing all this into familiar visuals so you won’t go insane.

Fortællingen om Julian September er ikke skrevet af Grant Morrison, men af Mark Waid, som måske er bedst kendt for Kingdom Come. Det er også Waid som udsætter JLA for deres næste eventyr hvori de bliver kidnappet af en tilsyneladende sindssyg Adam Strange.

I den sidste fortælling er Morrison tilbage ved tastaturet med en rigtig lille sci-fi-horror à la Jack Finneys Invasion of the Body Snatchers (1955): JLA bliver kontaktet af ingen ringere end The Sandman hvis rige er blevet invadet af et væsen, som af udseende minder en hel del om en interstellar søstjerne. Men også kun af udseende …

Afsluttende bemærkninger

“I came into JLA at a time when most comics were about guys in trenchcoats. So I thought, let’s make them somebody to look up to instead of look down on,”

udtaler Grant Morrison til Salisbury, og det er i høj grad lykkedes ham (som senere med New X-Men fra det rivaliserende forlag).

Hvad der derimod ikke er lykkedes er forsøget på at sætte lighedstegn mellem Justice Leagues medlemmer og det græske pantheon. Jovist har f.eks. Aquaman, Flash og Steel en vis affinitet med henholdsvis Poseidon, Hermes og Hephaistos, og Green Arrow har en bue ligesom Apollon, men lighederne er i bedste fald overfladiske, i værste fald anstrengte.

Dermed ikke sagt at JLA (som så mange andre superhelte, især Superman) ikke har klare mytologiske træk. Problemet er bare at Morrison blot smider nogle kendte navne ind i fortællingen, uden at det har nogen konsekvens for handlingen.

Men alt i alt er Morrisons JLA en ganske god tegneserie. Hvis man savner mere personlighed hos nogle af Justice Leagues medlemmer, opvejes det rigeligt gennem portrættet af den dystre Batman hvis intellekt ofte træder til når de andres superkræfter svigter. Og så er der det rige og opfindsomme galleri af superskurke der som bekendt udgør mindst den halve fornøjelse ved en tegneserie, hvis ikke mere. Howard Porters illustrationer tager ikke ligefrem vejret fra en, men de passer fint til en tegneserie som i bund og grund er ren mainstream.

Sluttelig skal det bemærkes at Morrison ikke blot fortsatte som forfatter af JLA indtil #41, samlet i Justice for All (1999) og World War III (2000), men også skrev JLA 1,000,000 (1998), samlet i DC One Million (1999), samt JLA: Earth 2 (2000).

Fakta om serien

JLA: New World Order (1997) 94 sider, opsamler JLA #1-4
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: American Dreams (1997) 111 sider, opsamler JLA #5-9
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Rock of Ages (1998) 157 sider, opsamler JLA #10-15
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Gary Frank, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Strength in Numbers (1998) 223 sider, opsamler JLA #16-23
Forfatter: Christoffer Priest, Grant Morrison, Mark Waid
Tegner: Howard Porter, Arnie Jorgensen
Rentegner: John Dell, Doug Hazlewood, m.fl.
Forlag: DC

Læs også:

Mark Salisbury: Writers On Comics Scriptwriting. Titan Books 1999.

Læs med når forfatterne arbejder

Green Arrow : Year OneOvre på Warren Ellis forums The Engine – der jo er flittigt besøgt af industry bigshots – er der en tråd, hvor forfatterne poster en side eller to af det manuskript de arbejder med netop nu.

Der er mange gode og interessante indlæg imellem (bl.a. Brian Wood, Matt Fraction, Dave Gibbons og Ed Brubacker), men i mine øjne render Andy Diggle nok med prisen for denne side fra Green Arrow – Year One #4:

PAGE 21

1) Ollie steps out onto the out on the upper rear deck of the yacht, where he fought Hackett back in issue 1. He looks down at something off-panel, surprised —

CAPTION
AND THEN I SEE IT.

CAPTION
STILL LYING ON THE DECK WHERE I DROPPED IT, A LIFETIME AGO…

2) BIG. Low angle. Down on one knee, Ollie picks up the ROBIN HOOD BOW – the one he bought at the auction in the first issue – which has been lying forgotten on the yacht’s deck all this time. Ollie holds it lying across his upturned palms, almost reverentially, as if it’s some kind of fragile holy relic. This is a major turning point in his life, so give this image some real weight. He’s taking his very destiny in his hands…

CAPTION
IT’S BEEN WAITING FOR ME.

3) BIG. Full-width panel. Close, intense. Now Ollie holds the bow out to us, held sideways in his fist in the extreme foreground, his eyes nailing us with laser-beam intensity above the line of the bow. Determined and resolute. And in this moment, the true Green Arrow is born!

CAPTION
IT’S ALWAYS BEEN WAITING.

Der fik han lige solgt et eksemplar mere af den serie – jeg kan endda høre soundtracket! ;)

Men har du den mindste interesse i forfattere og manuskripter, er det en rigtig god tråd at kigge på.

Film på vej om superskurke?

Green ArrowI et interview i Wizard taler David Goyer – nok bedst kendt som forfatter til Batman Begins – om en film, som han har skrevet manuskript til.

Filmen hedder Super Max, og handler om helten Green Arrow, der bliver sat i fængsel – naturligvis for en forbrydelse han ikke har begået. Nu skal han så overleve i et fængsel som han selv har været med til at fylde, samtidigt med at han finder en vej ud og får renset sit navn.

We’ve populated the prison with all sorts of B and C villains from the DC Universe. For the fans, there will be all sorts of characters the hardcore comic book junkies will know, but they’re all going to be there under their human names and no one is wearing a costume, but there will be a lot of characters with powers and things like that.

Umiddelbart en spændende ide, men om filmen kommer videre end manuskriptstadiet, er naturligvis uvist. Jeg tænder personligt på en film med Green Arrow, men kan ikke lige gennemskue hvem der kunne spille ham overbevisende.

Green Lantern/Green Arrow nr. 1

Let us be lovers well marry our fortunes together Forside
Ive got some real estate here in my bag
So we bought a pack of cigarettes and mrs. wagner pies
And we walked off to look for america

Paul Simon: America

Ja det virker måske lidt mystisk at indlede en anmeldelse af en superhelteserie med et citat fra en gammel sang af Paul Simon, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på den efter at have læst den første historie i dette genoptryk af Denny O’Neil og Neal Adms’ klassiske udgave af de to helte.

Ikke så meget på grund af det sammenbrud i forholdet mellem to mennesker som sker gennem teksten, men simpelthen fordi den afspejler en tidsånd fra den gang serien blev skabt. Tiden er starten af halvfjerdserne, og ovenpå tressernes blomsterbørn og ungdomsoprør så var der ved at tegne sig en større social bevidsthed hos folk sammen med en søgen efter en ny identitet. Det slog også igennem i tegneseriemediet hvor emner der tidligere havde været tabu begyndte at dukke op.

I Michael G. Nielsens forord til hæftet står der at samarbejdet mellem Adams og O’Neil var et hit, men det er nok mere i bakspejlet man kan tale om et hit, Dick Lupof og Don Thompson skriver for eksempel i forordet til “The Comic Book Book”

The difficulty of integrating such serious themes into a basically entertainment-oriented medium was exaplified by the sad case of DC’s Green Lantern – Green Arrow comic. At the very same time that comic was achieving wide notice and high praise for tis courageous approaches to such topics as racial prejudice and the menace of pollution, its sales plummeted to the point where it had to be suspended!

Men uagtet salgstallene, så er der nok ikke nogen tvivl om at når Miller, Moore og andre senere kunne tage kontroversielle politiske mener op i deres tegneserier, så skyldes det at der også at der tidligere har været serier som denne.

Det hele sættes i scene da Green Lantern uforvarende kommer til at krydse klinger med Green Arrow. Han kommer flyvende oppe fra luften for at redde en mand der overfaldes af en ung rod – tror han ihvertfald, men nede på jorden kan Green Arrow tegne et ganske andet billede, den “stakkels” overfaldne er en bolighaj og hans lejere som er fattige og sorte har svært ved at forstå at Green Lantern ikke er på deres side.

Lidt naivt forsøger Green Lantern at appellere til bolighajens bedre jeg, og ender i stedet for i håndgemæng med hans håndlangere og i unåde hos de galaktiske vogtere. Efter en lang og følelsesladet tale fra Green Arrow lykkedes det dog at tale de galaktiske vogtere ud af elfenbenstårnet, så de sender en af deres repræsentanter ud på biltur med de to superhelte, længe inden der var noget der hed roadmovie, for at se med egne øjne hvad det er for en menneskehed de forsøger at hjælpe. Som Green Arrow udtrykker det “Der er et smukt land derude et sted! Lad os tage ud og finde det” – all gone to look for America.

Trods det at der er gået 35 år fra serien oprindeligt blev skrevet kan man sige at mange af de problemer som serien tager fat på stadigt er relevante, men præsentationen af dem kan godt virke lidt slidt set med vore dages øjne, referencer til Martin Luther King og Robert Kennedy virker måske mindre stærkt i en post 9/11 verden. Og det er i grunden synd, for ligesom Green Lantern kunne vores verdensbillede som flyder over med spindoktorer og “der er ikke noget at komme efter” kunne måske også godt tåle at blive rystet lidt ned på jorden igen.

Men uanset om man synes at O’Neils historier står distancen, så er Neal Adams tegninger stadigt fremragende selv med vore dages målestok, og det alene var nok til at få mig til at bruge de små tres kroner på en serie med to figurer jeg ellers normalt aldrig følger med i. Så jeg ender nok også med at købe det næste nummer i serien, og bede en stille bøn til at Egmont tager sig sammen og udgiver det sidste bind i trilogien af Batman tegnet af Adams.