For en interstellar søstjerne må Jordens maritime landskab have forekommet et indflytningsklart paradis – hvis det det ikke havde været for Justice League of America, et nydannet forbund af superhelte. Året var 1960, og historien stod at læse i The Brave and the Bold #28 fra marts samme år.
En ny succes fra DC Comics var undfanget, og få måneder senere sprang Justice League ud i deres eget blad: amazoneprinsessen Diana, bedre kendt som Wonder Woman; Flash, verdens hurtigste mand; Martian Manhunter, som trods navn og kulturel baggrund er et særdeles benevolent og humanistisk væsen; Green Lantern, bærer af en magisk ring; Aquaman, verdenshavenes regent; og endelig Batman og Superman, som næppe behøver nærmere introduktion.
I årenes løb har der været en del udskiftninger, men da serien sidst i halvfemserne overgik til Grant Morrison og i den anledning blev akronymiseret til JLA, var det med de oprindelige syv medlemmer som udgangspunkt. Morrison var på det tidspunkt kendt – og berygtet – for at have genoplivet både Doom Patrol og Animal Man, samt skabt The Invisibles.
Hvor Animal Man i bogstaveligste forstand sprængte panelerne og kulminerede i forfatterens transformation til tegneseriefigur, havde The Invisibles et subversivt plot, som ikke ligefrem er hverdagskost i tegneserieverdenen (eller andre steder). Hvad angår “verdens mærkeligste helte”, Doom Patrol, ligger de nærmere det tradionelle DC univers. Med Morrisons egne ord i et interview med Mark Salisbury: “DC’s always been about science – I’m just making it weird science.” Men i forhold til Doom Patrol er Justice League nærmest banale – her er i hvert fald ingen transseksuelle gader eller hermafroditter.
Om sin tilgang til superheltegenren i almindelighed, og Justice League i særdeleshed, forklarer han følgende i ovennævnte interview:
“The way I look at it is comic book superhero stories are pretty simple. There’s one guy who’s got one set of powers and he’s got to fight another guy who’s got another set of powers, or else he’s got to deal with a natural disaster or something.”
Alt hvad Morrison gør, udtaler han, er at foretage “clever little improvisations on a basic structure.”
New World Order (JLA #1-4)
En improvisation over en grundstruktur er præcis, hvad vi møder i de første fire numre af JLA. En gruppe rumvæsner kaldet The Hyperclan ankommer til Jorden og går straks i gang med at bekæmpe forureningen og omskabe Sahara til et frodigt, grønt landskab. Som en anden Rennie fra The Day the Earth Stood Still (1951) har Hyperklanen altså de bedste hensigter, men vores helte fra Justice League forholder sig skeptiske – med god grund.
Mens medierne kalder JLA for reaktionære, fortsætter Hyperklanen med at underminere menneskenes tillid til deres gamle superhelte og således bane vejen for det som viser sig at være en storstilet invasion. Der er altså for så vidt intet nyt i denne underholdende historie, men det er her den sære videnskab kommer ind i billedet. Især Flashs kamp mod den ligeledes superhurtige Zum fra Hyperklanen er et godt eksempel: da Flash nærmer sig lysets hastighed, forøges hans masse betragteligt, og det resulterende knytnævestød er derefter; samtidig bliver de visuelle input blåforskudte, og i et panel gives der et fantasifuldt bud på, hvordan en tunnel af komprimerede protoner ser ud.
Naturligvis klarer vores syv helte skærene, men anticiperende nye ekstraterrestrielle farer opfører de deres nye base på månen. Og farer – dem er der rigeligt af i de efterfølgende numre.
American Dreams (JLA #5-9)
For at imødegå beskyldninger for elitisme beslutter JLA sig for at rekruttere nye medlemmer. Green Arrow og Aztek bliver optaget, samt Tomorrow Woman der præsenterer sig som en mutant med imponerende telekinetiske kræfter. Men i virkeligheden er hun en kunstig livsform med en elektromagnetisk pulsbombe i sit hjerte, skabt af to gale videnskabsmænd.
Dr. Ivo: You must be that “mad scientist” we’re always hearing about …
Morrow: I’ll have you know I studied mad science at Harvard, you oaf!
Senere kommer endnu et nyt medlem til, nemlig englen Zauriel, som har sagt himlen ret farvel og fravalgt udødeligheden fremfor dødeligheden. Den slags gør man ikke ustraffet, og i Zauriels kølvand ankommer Asmodel og en hel skare af himmelske væsner, indvarslende intet mindre end dommedag!
Og mens JLA kæmper mod Asmodel og alt hans væsen, vågner en mand op fra en lang coma: det er The Key, en gammel fjende, som i modsætning til så mange andre skurke ikke primært benytter sig af muskelkraft, men af intelligens. Det lykkes ham således at fange hele JLA (med undtagelse af Green Arrow) og injicere dem med en programmeret psyko-virus, som overtager centralnervesystemet og skaber strukturerede hallucinationer.
På denne snedige måde håber The Key at sjæle energi fra deres hjerner, overføre energien til sig selv og åbne døren til det negative rum: “When I enter negative space, the entire universe will fit around me like a glove!”
Igen virker både historie og illustrationer fint, det eneste problem er Superman, som i overgangen mellem #4 og #5 er blevet transformeret til et væsen af ren energi. Hvordan er det sket? Vi får ingen forklaring, og det forstyrrer læseoplevelsen. Disse forstyrrelser kommer der desværre flere af …
Rock of Ages (JLA #10-15)
Wonder Woman er død, Superman er stadig transformeret, og Flash er såret. Forklaringen er at disse begivenheder er sket i andre samtidige serier (tak til bl.a. The Continuity Pages, www.sequart.com) hvilket udgiveren af JLA af uudgrundelige årsager undlader at bemærke. Men ellers starter Rock of Ages meget fint.
Lex Luthor har formet The Injustice Gang, som foruden ham selv består af The Joker, Circe, The Mirror Master, Ocean Master og Doctor Light. Luthors mål er som altid at besejre Superman og vinde verdensherredømmet, hvilket JLA naturligvis skal forhindre. Det burde være simpelt nok, men der er en hage: hvis JLA vinder, vil det resultere i Darkseids invasion af Jorden en gang i fremtiden. Og her kører fortælligen af sporet.
De to plottråde er forvirrende, de videnskabelige begreber er for sære, og der er alt for mange karakterer på for lidt plads. Det eneste lyspunkt i dette narrative og grafiske rod er genintroduktionen af Plastic Man, som alt for længe har befundet sig i tegneseriernes limbo.
Til slut opløser JLA sig selv – for derefter straks at blive gendannet.
Strength in Numbers (JLA #16-23)
Et gendannet JLA behøver naturligvis nye medlemmer: Steel, tekno-kunstner og videnskabsmand; The Huntress fra Gotham City; og den vidunderlige Plastic Man med de mange grafiske muligheder. Endelig er Wonder Woman kommet tilbage, det vil sige, ikke den oprindelige, men hendes moder.
I kulisserne står skurkene nærmest i kø for at tage favntag med JLA. Den første er Prometheus, som i sit had til retfærdigheden naturligvis ønsker at bekæmpe retfærdighedens vogtere. Ikke blot har han studeret og lært at dræbe og lemlæste i et dusin sprog, men han har også erhvervet sig en nøgle fra et havareret rumskib (som tibetanerne kalder Shamballa) og med den nøgle har han fået adgang til limbo.
Den anden skurk er kvantefysikeren dr. Julian September. Forfulgt af uheld hele sit liv, har han endelig fundet en måde at manipulere tilfældigheder på et subatomart niveau. Dr. September vinder nobelprisen, vinder i lotteriet i syv dage i træk, osv. Men langsomt begynder sandsynlighedslovene at bryde sammen, og synkronisiteter begynder at optræde. Universelt kaos truer, men heldigvis får JLA hjælp af The Atom.
Green Lantern: Wait. I’m confused. If we’re smaller than light particles now, how are we even seeing?
The Atom: You’re not … Not in any human way. The five senses become something else entirely at this quantum level. Your mind’s doing you a favor. It’s processing all this into familiar visuals so you won’t go insane.
Fortællingen om Julian September er ikke skrevet af Grant Morrison, men af Mark Waid, som måske er bedst kendt for Kingdom Come. Det er også Waid som udsætter JLA for deres næste eventyr hvori de bliver kidnappet af en tilsyneladende sindssyg Adam Strange.
I den sidste fortælling er Morrison tilbage ved tastaturet med en rigtig lille sci-fi-horror à la Jack Finneys Invasion of the Body Snatchers (1955): JLA bliver kontaktet af ingen ringere end The Sandman hvis rige er blevet invadet af et væsen, som af udseende minder en hel del om en interstellar søstjerne. Men også kun af udseende …
Afsluttende bemærkninger
“I came into JLA at a time when most comics were about guys in trenchcoats. So I thought, let’s make them somebody to look up to instead of look down on,”
udtaler Grant Morrison til Salisbury, og det er i høj grad lykkedes ham (som senere med New X-Men fra det rivaliserende forlag).
Hvad der derimod ikke er lykkedes er forsøget på at sætte lighedstegn mellem Justice Leagues medlemmer og det græske pantheon. Jovist har f.eks. Aquaman, Flash og Steel en vis affinitet med henholdsvis Poseidon, Hermes og Hephaistos, og Green Arrow har en bue ligesom Apollon, men lighederne er i bedste fald overfladiske, i værste fald anstrengte.
Dermed ikke sagt at JLA (som så mange andre superhelte, især Superman) ikke har klare mytologiske træk. Problemet er bare at Morrison blot smider nogle kendte navne ind i fortællingen, uden at det har nogen konsekvens for handlingen.
Men alt i alt er Morrisons JLA en ganske god tegneserie. Hvis man savner mere personlighed hos nogle af Justice Leagues medlemmer, opvejes det rigeligt gennem portrættet af den dystre Batman hvis intellekt ofte træder til når de andres superkræfter svigter. Og så er der det rige og opfindsomme galleri af superskurke der som bekendt udgør mindst den halve fornøjelse ved en tegneserie, hvis ikke mere. Howard Porters illustrationer tager ikke ligefrem vejret fra en, men de passer fint til en tegneserie som i bund og grund er ren mainstream.
Sluttelig skal det bemærkes at Morrison ikke blot fortsatte som forfatter af JLA indtil #41, samlet i Justice for All (1999) og World War III (2000), men også skrev JLA 1,000,000 (1998), samlet i DC One Million (1999), samt JLA: Earth 2 (2000).
Fakta om serien
JLA: New World Order (1997) 94 sider, opsamler JLA #1-4
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC
JLA: American Dreams (1997) 111 sider, opsamler JLA #5-9
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC
JLA: Rock of Ages (1998) 157 sider, opsamler JLA #10-15
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Gary Frank, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC
JLA: Strength in Numbers (1998) 223 sider, opsamler JLA #16-23
Forfatter: Christoffer Priest, Grant Morrison, Mark Waid
Tegner: Howard Porter, Arnie Jorgensen
Rentegner: John Dell, Doug Hazlewood, m.fl.
Forlag: DC
Læs også:
Mark Salisbury: Writers On Comics Scriptwriting. Titan Books 1999.
For mig er der to ting ved Morrisons JLA der gør den bemærkelsesværdig i dag.
Første ting er bruddet med 90’ernes voldelige antihelte og indførslen af de store armbevægelser igen – det er ok at heltene opfører sig som sådanne, og det var en usigelig befrielse for mig.
Den anden ting – som bestemt ikke er mindre væsentlig – er iderigdommen. Morrison propper flere ideer i de enkelte historier end flere forfattere gør i hele deres værk. Nogen gange kikser det lidt – jeg er enig med dig i at Rock of Ages løber af sporet – men selv når de kikser, må man beundre tanken bag historien.
Og når det lykkes tager det vejret fra en, ganske simpelt. Asmodels ankomst i American Dreams er så monumental som en scene i et mainstream-serie som JLA bliver – tror man lige indtil man læser kulminationen på World War III.
Jeg giver dig ret i at de uforklarede skift – hvorfor Superman lige med et er blå, hvad der skete med Wonder Woman – trækker ned, men de er udtryk for redaktionelt diktat, hvis man skal tro hvad der bliver sagt. DC kørte en lang række events, og så måtte de øvrige blade bare hænge på og leve med ændringerne.
Mere interessant er det for mig at se JLA i sammenhæng med et af Morrisons andre store værker, nemlig The Invisibles, som han skrev samtidig. Der er nemlig flere tematiske sammenfald – bl.a. er JLAs strid om Rock of Ages på mange måde parallel med Invisibles søgen efter The Hand of Glory. Find selv flere!
“Asmodels ankomst i American Dreams er så monumental som en scene i et mainstream-serie som JLA bliver – tror man lige indtil man læser kulminationen på World War III.”
I så fald ser jeg (endnu mere) frem til at læse videre – når jeg engang får fat i #24-41.
Angående “de uforklarede skift”: I starten troede jeg at det var en del af Morrisons plot, noget der senere ville blive åbenbaret. En redaktionel note ville have sparet mig for mange frustrationer.
Din iagttagelse af tematiske sammenfald er spændende – og skarp. Det vil jeg huske næste gang jeg læser The Invisibles.