Improvisationer over et simpelt tema – JLA af Grant Morrison

The Brave and the Bold #28For en interstellar søstjerne må Jordens maritime landskab have forekommet et indflytningsklart paradis – hvis det det ikke havde været for Justice League of America, et nydannet forbund af superhelte. Året var 1960, og historien stod at læse i The Brave and the Bold #28 fra marts samme år.

En ny succes fra DC Comics var undfanget, og få måneder senere sprang Justice League ud i deres eget blad: amazoneprinsessen Diana, bedre kendt som Wonder Woman; Flash, verdens hurtigste mand; Martian Manhunter, som trods navn og kulturel baggrund er et særdeles benevolent og humanistisk væsen; Green Lantern, bærer af en magisk ring; Aquaman, verdenshavenes regent; og endelig Batman og Superman, som næppe behøver nærmere introduktion.

I årenes løb har der været en del udskiftninger, men da serien sidst i halvfemserne overgik til Grant Morrison og i den anledning blev akronymiseret til JLA, var det med de oprindelige syv medlemmer som udgangspunkt. Morrison var på det tidspunkt kendt – og berygtet – for at have genoplivet både Doom Patrol og Animal Man, samt skabt The Invisibles.

Hvor Animal Man i bogstaveligste forstand sprængte panelerne og kulminerede i forfatterens transformation til tegneseriefigur, havde The Invisibles et subversivt plot, som ikke ligefrem er hverdagskost i tegneserieverdenen (eller andre steder). Hvad angår “verdens mærkeligste helte”, Doom Patrol, ligger de nærmere det tradionelle DC univers. Med Morrisons egne ord i et interview med Mark Salisbury: “DC’s always been about science – I’m just making it weird science.” Men i forhold til Doom Patrol er Justice League nærmest banale – her er i hvert fald ingen transseksuelle gader eller hermafroditter.

Om sin tilgang til superheltegenren i almindelighed, og Justice League i særdeleshed, forklarer han følgende i ovennævnte interview:

“The way I look at it is comic book superhero stories are pretty simple. There’s one guy who’s got one set of powers and he’s got to fight another guy who’s got another set of powers, or else he’s got to deal with a natural disaster or something.”

Alt hvad Morrison gør, udtaler han, er at foretage “clever little improvisations on a basic structure.”

New World Order (JLA #1-4)

JLA - New World OrderEn improvisation over en grundstruktur er præcis, hvad vi møder i de første fire numre af JLA. En gruppe rumvæsner kaldet The Hyperclan ankommer til Jorden og går straks i gang med at bekæmpe forureningen og omskabe Sahara til et frodigt, grønt landskab. Som en anden Rennie fra The Day the Earth Stood Still (1951) har Hyperklanen altså de bedste hensigter, men vores helte fra Justice League forholder sig skeptiske – med god grund.

Mens medierne kalder JLA for reaktionære, fortsætter Hyperklanen med at underminere menneskenes tillid til deres gamle superhelte og således bane vejen for det som viser sig at være en storstilet invasion. Der er altså for så vidt intet nyt i denne underholdende historie, men det er her den sære videnskab kommer ind i billedet. Især Flashs kamp mod den ligeledes superhurtige Zum fra Hyperklanen er et godt eksempel: da Flash nærmer sig lysets hastighed, forøges hans masse betragteligt, og det resulterende knytnævestød er derefter; samtidig bliver de visuelle input blåforskudte, og i et panel gives der et fantasifuldt bud på, hvordan en tunnel af komprimerede protoner ser ud.

Naturligvis klarer vores syv helte skærene, men anticiperende nye ekstraterrestrielle farer opfører de deres nye base på månen. Og farer – dem er der rigeligt af i de efterfølgende numre.

American Dreams (JLA #5-9)

JLA - American DreamsFor at imødegå beskyldninger for elitisme beslutter JLA sig for at rekruttere nye medlemmer. Green Arrow og Aztek bliver optaget, samt Tomorrow Woman der præsenterer sig som en mutant med imponerende telekinetiske kræfter. Men i virkeligheden er hun en kunstig livsform med en elektromagnetisk pulsbombe i sit hjerte, skabt af to gale videnskabsmænd.

Dr. Ivo: You must be that “mad scientist” we’re always hearing about …

Morrow: I’ll have you know I studied mad science at Harvard, you oaf!

Senere kommer endnu et nyt medlem til, nemlig englen Zauriel, som har sagt himlen ret farvel og fravalgt udødeligheden fremfor dødeligheden. Den slags gør man ikke ustraffet, og i Zauriels kølvand ankommer Asmodel og en hel skare af himmelske væsner, indvarslende intet mindre end dommedag!

Og mens JLA kæmper mod Asmodel og alt hans væsen, vågner en mand op fra en lang coma: det er The Key, en gammel fjende, som i modsætning til så mange andre skurke ikke primært benytter sig af muskelkraft, men af intelligens. Det lykkes ham således at fange hele JLA (med undtagelse af Green Arrow) og injicere dem med en programmeret psyko-virus, som overtager centralnervesystemet og skaber strukturerede hallucinationer.

På denne snedige måde håber The Key at sjæle energi fra deres hjerner, overføre energien til sig selv og åbne døren til det negative rum: “When I enter negative space, the entire universe will fit around me like a glove!”

Igen virker både historie og illustrationer fint, det eneste problem er Superman, som i overgangen mellem #4 og #5 er blevet transformeret til et væsen af ren energi. Hvordan er det sket? Vi får ingen forklaring, og det forstyrrer læseoplevelsen. Disse forstyrrelser kommer der desværre flere af …

Rock of Ages (JLA #10-15)

JLA - Rock of AgesWonder Woman er død, Superman er stadig transformeret, og Flash er såret. Forklaringen er at disse begivenheder er sket i andre samtidige serier (tak til bl.a. The Continuity Pages, www.sequart.com) hvilket udgiveren af JLA af uudgrundelige årsager undlader at bemærke. Men ellers starter Rock of Ages meget fint.

Lex Luthor har formet The Injustice Gang, som foruden ham selv består af The Joker, Circe, The Mirror Master, Ocean Master og Doctor Light. Luthors mål er som altid at besejre Superman og vinde verdensherredømmet, hvilket JLA naturligvis skal forhindre. Det burde være simpelt nok, men der er en hage: hvis JLA vinder, vil det resultere i Darkseids invasion af Jorden en gang i fremtiden. Og her kører fortælligen af sporet.

De to plottråde er forvirrende, de videnskabelige begreber er for sære, og der er alt for mange karakterer på for lidt plads. Det eneste lyspunkt i dette narrative og grafiske rod er genintroduktionen af Plastic Man, som alt for længe har befundet sig i tegneseriernes limbo.

Til slut opløser JLA sig selv – for derefter straks at blive gendannet.

Strength in Numbers (JLA #16-23)

JLA - Strength in NumbersEt gendannet JLA behøver naturligvis nye medlemmer: Steel, tekno-kunstner og videnskabsmand; The Huntress fra Gotham City; og den vidunderlige Plastic Man med de mange grafiske muligheder. Endelig er Wonder Woman kommet tilbage, det vil sige, ikke den oprindelige, men hendes moder.

I kulisserne står skurkene nærmest i kø for at tage favntag med JLA. Den første er Prometheus, som i sit had til retfærdigheden naturligvis ønsker at bekæmpe retfærdighedens vogtere. Ikke blot har han studeret og lært at dræbe og lemlæste i et dusin sprog, men han har også erhvervet sig en nøgle fra et havareret rumskib (som tibetanerne kalder Shamballa) og med den nøgle har han fået adgang til limbo.

Den anden skurk er kvantefysikeren dr. Julian September. Forfulgt af uheld hele sit liv, har han endelig fundet en måde at manipulere tilfældigheder på et subatomart niveau. Dr. September vinder nobelprisen, vinder i lotteriet i syv dage i træk, osv. Men langsomt begynder sandsynlighedslovene at bryde sammen, og synkronisiteter begynder at optræde. Universelt kaos truer, men heldigvis får JLA hjælp af The Atom.

Green Lantern: Wait. I’m confused. If we’re smaller than light particles now, how are we even seeing?

The Atom: You’re not … Not in any human way. The five senses become something else entirely at this quantum level. Your mind’s doing you a favor. It’s processing all this into familiar visuals so you won’t go insane.

Fortællingen om Julian September er ikke skrevet af Grant Morrison, men af Mark Waid, som måske er bedst kendt for Kingdom Come. Det er også Waid som udsætter JLA for deres næste eventyr hvori de bliver kidnappet af en tilsyneladende sindssyg Adam Strange.

I den sidste fortælling er Morrison tilbage ved tastaturet med en rigtig lille sci-fi-horror à la Jack Finneys Invasion of the Body Snatchers (1955): JLA bliver kontaktet af ingen ringere end The Sandman hvis rige er blevet invadet af et væsen, som af udseende minder en hel del om en interstellar søstjerne. Men også kun af udseende …

Afsluttende bemærkninger

“I came into JLA at a time when most comics were about guys in trenchcoats. So I thought, let’s make them somebody to look up to instead of look down on,”

udtaler Grant Morrison til Salisbury, og det er i høj grad lykkedes ham (som senere med New X-Men fra det rivaliserende forlag).

Hvad der derimod ikke er lykkedes er forsøget på at sætte lighedstegn mellem Justice Leagues medlemmer og det græske pantheon. Jovist har f.eks. Aquaman, Flash og Steel en vis affinitet med henholdsvis Poseidon, Hermes og Hephaistos, og Green Arrow har en bue ligesom Apollon, men lighederne er i bedste fald overfladiske, i værste fald anstrengte.

Dermed ikke sagt at JLA (som så mange andre superhelte, især Superman) ikke har klare mytologiske træk. Problemet er bare at Morrison blot smider nogle kendte navne ind i fortællingen, uden at det har nogen konsekvens for handlingen.

Men alt i alt er Morrisons JLA en ganske god tegneserie. Hvis man savner mere personlighed hos nogle af Justice Leagues medlemmer, opvejes det rigeligt gennem portrættet af den dystre Batman hvis intellekt ofte træder til når de andres superkræfter svigter. Og så er der det rige og opfindsomme galleri af superskurke der som bekendt udgør mindst den halve fornøjelse ved en tegneserie, hvis ikke mere. Howard Porters illustrationer tager ikke ligefrem vejret fra en, men de passer fint til en tegneserie som i bund og grund er ren mainstream.

Sluttelig skal det bemærkes at Morrison ikke blot fortsatte som forfatter af JLA indtil #41, samlet i Justice for All (1999) og World War III (2000), men også skrev JLA 1,000,000 (1998), samlet i DC One Million (1999), samt JLA: Earth 2 (2000).

Fakta om serien

JLA: New World Order (1997) 94 sider, opsamler JLA #1-4
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: American Dreams (1997) 111 sider, opsamler JLA #5-9
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Rock of Ages (1998) 157 sider, opsamler JLA #10-15
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Gary Frank, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Strength in Numbers (1998) 223 sider, opsamler JLA #16-23
Forfatter: Christoffer Priest, Grant Morrison, Mark Waid
Tegner: Howard Porter, Arnie Jorgensen
Rentegner: John Dell, Doug Hazlewood, m.fl.
Forlag: DC

Læs også:

Mark Salisbury: Writers On Comics Scriptwriting. Titan Books 1999.

Den magiske tegneserie: All-Star Superman

Cover til All-Star SupermanHvorfor begyndte du at læse superhelteserier? Og måske vigtigere: hvorfor blev du ved?

Jeg faldt oprindeligt for den vilde iderigdom, som fandtes i den amerikanske Silver Age – dels naturligvis alle de tidlige Lee/Kirby-sager fra Marvel (nok især Fantastic Four), men også de bedste af DCs udgivelser fra 1960’erne – Justice League, Superman, The Flash og særligt The Legion of Super Heroes.

Mange af disse tegneserier virker lidt fjollede i dag – hvilket de på mange måder også er – men de rummer en iderigdom, som i bund og grund virker magisk.

Senere blev tegneserierne mere realistiske og meget mere mørke, og det var en god og nødvendig udvikling, men den fjernede samtidigt noget vigtigt fra mediet. Mange har indvendt, at der ikke er stor mening i at snakke om en Superhelt, hvis hans metoder er lige så slemme som (eller værre end) dem han bekæmper, men det er kun en lille del af det – magien, the Sense of Wonder, forsvandt også blandt knækkede rygge, hjemløse børn, junkier og døde helte og skurke.

I de seneste år har der været en modreaktion på 80’erne og 90’ernes eXtreeMe Comix med med muskelsvulmende helte, der udryddede skurkene med deres megagøbs, alt i mens Ultrababes konkurrerede om at have den største barm, den mindste talje og det mindste kostume – den første modreaktion jeg kan huske, er Alan Moores Supreme.
Serien fik en masse kritik for at ligne gamle Superman-serier, men det synes jeg samtidig var en af dens helt store forcer – den rummede nemlig den magi, som man ellers havde gjort sig umage for at slå ihjel. Ved en anden lejlighed vil jeg kigge på Moores senere udflugter indenfor magiske tegneserier.

All-Star Superman : OriginGrant Morrison har naturligvis også meldt sig på banen i den nye positive superheltestrømning, gennemført hippie som han er (en tolkning af ham, som jeg gerne vil uddybe). Morrison er efter snart 30 år i branchen på toppen af sin karriere, både hvad popularitet og kreativitet angår, og med sig i dette projekt har han en af de mest spændende nyere tegnere, nemlig Frank Quietly. Deres bud på at bringe magien tilbage i tegneserien hedder All-Star Superman, og samlingen af de første seks historier i serien er lige udkommet.

DCs All-Star-linje er tænkt som en slags destillation af forlagets store, ikoniske figurer – nogen vil sige lidt a la Marvels Ultimate-linje, men med den forskel at All-Star ikke starter forfra i et andet univers og med nye versioner af de eksisterende figurer som Ultimate-linjen gør, men derimod inviterer nogen af forlagets absolutte superstjerner til at lave historier, som ikke absolut skal forholde sig til tidligere udgivelser eller resten af forlagets nuværende titler. Den slags skal man ikke sige to gange til en idemager som Grant Morrison.

Samlingen starter med historien “… Faster …”, som indeholder rammefortællingen for de tolv numre, som serien ventes at komme til at bestå af: Superman kommer for tæt på solen, og får sine kræfter forøget – og tilføjet nye – men samtidigt er presset på hans celler for stort, og videnskabsmænd forudsiger hans snarlige død.

I historien “Superman’s Forbidden Room” afslører Superman sin hemmelige identitet for Lois Lane og tager hende med til sit Fortress of Solitude, hvor han har en særlig gave til hende i anledning af hendes fødselsdag.

I “Sweet Dreams, Super Woman” prøver Lois Lane at have superkræfter for en dag, og møder de tidsrejsende Samson og Atlas, der alle bejler om hendes gunst. De medbringer også en avis fra fremtiden, hvor Superman er død.

Herefter følger “The Superman/Jimmy Olsen War!”, hvori Superman midlertidigt bliver ond efter at være blevet udsat for Sort Kryptonit fra en supertung dimension, og det er op til hans ven Jimmy Olsen at standse ham.

Femte historie hedder “The Gospel According to Lex Luthor”, og i den følger vi Clark Kent, der bliver lukket ind i fængslet for at interviewe superskurken Lex Luthor.

I sjette og sidste historie, “Funeral in Smalville”, møder Superman tre Supermen fra fremtidige tidsperioder, der er på vigtig mission i Supermans nutid. Desuden er der en vigtig person, der dør.

Dette er handlingen i store træk, men det dækker på ingen måde seriens virkning eller dens virkemidler.

Chronovore fra All-Star Superman #6Grant Morrison er på dette tidspunkt i sin karrierre ikke til at skyde igennem når han slår sig løs – de kritikpunkter man typisk har rejst mod hans serier (“for syrede” er nok den oftest brugte) kan man ikke rejse her på en rimelig måde.
Der er syrede elementer (f.eks. The Chronovore i “Funeral in Smallville” – et væsen, som ælder alting ved at fortære deres tid), men de er integrerede i handlingen på en måde, så de ikke stikker frem som værende syrede og vigtigere endnu: de står ikke i vejen for hverken handlingen eller de fremragende personskildringer.

Personerne i All-Star Superman virker genkendelige for læsere af Superman – Lois Lane er umiskendeligt Lois Lane – men samtidig er de meget menneskelige, og alt andet end to-dimensionelle. Her er skildringen af Lex Luthor måske mest iøjenfaldende – Morrison lader ham være en kompleks, sammensat figur, samtid med at han lader ham bevare sin status som en formidabel fjende for Superman.

I historierne rækker Grant Morrison tilbage i 70 års Superman-historier, og tilføjer lidt af hvert – et drys uskyld og heroisme fra Golden Age, en smule fjollethed fra Silver Age, noget dybde fra de senere historier samt noget genbrug af nogle af ideerne fra hans egen “DC 1.000.000”. Og det virker – historierne er lette at gå til, ja decideret legende, mens de samtidig har masser af dybde.

Men den anden halvdel af ligningen er Frank Quietlys fantastiske tegninger (ligeså fremragende rentegnet og farvelagt af Jamie Grant) – her er igen påvirkninger fra 70 års Superman-tegnere, samtidig med at hans europæiske tone aldrig har været stærkere. Flere steder er der en tydelig Moebius-vibe i billederne, hvilket klæder historien utroligt godt.

De fantastiske personskildringer ville heller ikke lykkes uden ham – bare se hvordan han introducerer Clark Kent i serien:
Clark Kent i All-Star Superman

– en klassisk Kent, hvis jeg må være så fri.

Quietlys kompositioner og sidedesigns er også ulastelige og fantastisk originale, samtidigt med at de bidrager til seriens ubesværethed.

En anden ting der må nævnes er hvor fantastisk flot samlingen er designet – der er kælet for alt lige fra smudsbind over kolofon til kapitelovergange, og dette gør helhedsindtrykket fantastisk godt. Selv mine ikke-tegneserielæsende venner og familie stopper lige op og kigger en ekstra gang når jeg viser den frem (missionær som jeg jo er)

Hvad er en magisk tegneserie for mig? Det er en serie, som kan indhylde mig i sit univers, i sine personer og i de ideer, der kommer til udtryk i serien. En serie, som både kan få mig til at glemme tid og rum mens jeg læser og som bagefter fylder mit hoved med ideer og billeder – jeg digter selv videre, for universet er blevet så virkeligt for mig, at det kun kan være … magi.

Det kan All-Star Superman, og serier som den er den vigtigste grund til at jeg bliver ved med at læse superhelteserier.

Faktaboksen:

All-Star Superman HC #1

Bedømmelse: Anbefales varmt
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Frank Quietly
Rentegner/farvelægger: Jamie Grant
Udgiver: DC Comics
All-Star Superman udgives på dansk af Egmont i bladet “Superhelte – Superman & Batman”.

Wikipedia om All-Star Superman
Uniquely Original: Grant Morrison – interview bl.a. om All-Star Superman
Grant Morrison: Talking All-Star Superman
– interview på Newsarama