Hvorfor begyndte du at læse superhelteserier? Og måske vigtigere: hvorfor blev du ved?
Jeg faldt oprindeligt for den vilde iderigdom, som fandtes i den amerikanske Silver Age – dels naturligvis alle de tidlige Lee/Kirby-sager fra Marvel (nok især Fantastic Four), men også de bedste af DCs udgivelser fra 1960’erne – Justice League, Superman, The Flash og særligt The Legion of Super Heroes.
Mange af disse tegneserier virker lidt fjollede i dag – hvilket de på mange måder også er – men de rummer en iderigdom, som i bund og grund virker magisk.
Senere blev tegneserierne mere realistiske og meget mere mørke, og det var en god og nødvendig udvikling, men den fjernede samtidigt noget vigtigt fra mediet. Mange har indvendt, at der ikke er stor mening i at snakke om en Superhelt, hvis hans metoder er lige så slemme som (eller værre end) dem han bekæmper, men det er kun en lille del af det – magien, the Sense of Wonder, forsvandt også blandt knækkede rygge, hjemløse børn, junkier og døde helte og skurke.
I de seneste år har der været en modreaktion på 80’erne og 90’ernes eXtreeMe Comix med med muskelsvulmende helte, der udryddede skurkene med deres megagøbs, alt i mens Ultrababes konkurrerede om at have den største barm, den mindste talje og det mindste kostume – den første modreaktion jeg kan huske, er Alan Moores Supreme.
Serien fik en masse kritik for at ligne gamle Superman-serier, men det synes jeg samtidig var en af dens helt store forcer – den rummede nemlig den magi, som man ellers havde gjort sig umage for at slå ihjel. Ved en anden lejlighed vil jeg kigge på Moores senere udflugter indenfor magiske tegneserier.
Grant Morrison har naturligvis også meldt sig på banen i den nye positive superheltestrømning, gennemført hippie som han er (en tolkning af ham, som jeg gerne vil uddybe). Morrison er efter snart 30 år i branchen på toppen af sin karriere, både hvad popularitet og kreativitet angår, og med sig i dette projekt har han en af de mest spændende nyere tegnere, nemlig Frank Quietly. Deres bud på at bringe magien tilbage i tegneserien hedder All-Star Superman, og samlingen af de første seks historier i serien er lige udkommet.
DCs All-Star-linje er tænkt som en slags destillation af forlagets store, ikoniske figurer – nogen vil sige lidt a la Marvels Ultimate-linje, men med den forskel at All-Star ikke starter forfra i et andet univers og med nye versioner af de eksisterende figurer som Ultimate-linjen gør, men derimod inviterer nogen af forlagets absolutte superstjerner til at lave historier, som ikke absolut skal forholde sig til tidligere udgivelser eller resten af forlagets nuværende titler. Den slags skal man ikke sige to gange til en idemager som Grant Morrison.
Samlingen starter med historien “… Faster …”, som indeholder rammefortællingen for de tolv numre, som serien ventes at komme til at bestå af: Superman kommer for tæt på solen, og får sine kræfter forøget – og tilføjet nye – men samtidigt er presset på hans celler for stort, og videnskabsmænd forudsiger hans snarlige død.
I historien “Superman’s Forbidden Room” afslører Superman sin hemmelige identitet for Lois Lane og tager hende med til sit Fortress of Solitude, hvor han har en særlig gave til hende i anledning af hendes fødselsdag.
I “Sweet Dreams, Super Woman” prøver Lois Lane at have superkræfter for en dag, og møder de tidsrejsende Samson og Atlas, der alle bejler om hendes gunst. De medbringer også en avis fra fremtiden, hvor Superman er død.
Herefter følger “The Superman/Jimmy Olsen War!”, hvori Superman midlertidigt bliver ond efter at være blevet udsat for Sort Kryptonit fra en supertung dimension, og det er op til hans ven Jimmy Olsen at standse ham.
Femte historie hedder “The Gospel According to Lex Luthor”, og i den følger vi Clark Kent, der bliver lukket ind i fængslet for at interviewe superskurken Lex Luthor.
I sjette og sidste historie, “Funeral in Smalville”, møder Superman tre Supermen fra fremtidige tidsperioder, der er på vigtig mission i Supermans nutid. Desuden er der en vigtig person, der dør.
Dette er handlingen i store træk, men det dækker på ingen måde seriens virkning eller dens virkemidler.
Grant Morrison er på dette tidspunkt i sin karrierre ikke til at skyde igennem når han slår sig løs – de kritikpunkter man typisk har rejst mod hans serier (“for syrede” er nok den oftest brugte) kan man ikke rejse her på en rimelig måde.
Der er syrede elementer (f.eks. The Chronovore i “Funeral in Smallville” – et væsen, som ælder alting ved at fortære deres tid), men de er integrerede i handlingen på en måde, så de ikke stikker frem som værende syrede og vigtigere endnu: de står ikke i vejen for hverken handlingen eller de fremragende personskildringer.
Personerne i All-Star Superman virker genkendelige for læsere af Superman – Lois Lane er umiskendeligt Lois Lane – men samtidig er de meget menneskelige, og alt andet end to-dimensionelle. Her er skildringen af Lex Luthor måske mest iøjenfaldende – Morrison lader ham være en kompleks, sammensat figur, samtid med at han lader ham bevare sin status som en formidabel fjende for Superman.
I historierne rækker Grant Morrison tilbage i 70 års Superman-historier, og tilføjer lidt af hvert – et drys uskyld og heroisme fra Golden Age, en smule fjollethed fra Silver Age, noget dybde fra de senere historier samt noget genbrug af nogle af ideerne fra hans egen “DC 1.000.000”. Og det virker – historierne er lette at gå til, ja decideret legende, mens de samtidig har masser af dybde.
Men den anden halvdel af ligningen er Frank Quietlys fantastiske tegninger (ligeså fremragende rentegnet og farvelagt af Jamie Grant) – her er igen påvirkninger fra 70 års Superman-tegnere, samtidig med at hans europæiske tone aldrig har været stærkere. Flere steder er der en tydelig Moebius-vibe i billederne, hvilket klæder historien utroligt godt.
De fantastiske personskildringer ville heller ikke lykkes uden ham – bare se hvordan han introducerer Clark Kent i serien:
– en klassisk Kent, hvis jeg må være så fri.
Quietlys kompositioner og sidedesigns er også ulastelige og fantastisk originale, samtidigt med at de bidrager til seriens ubesværethed.
En anden ting der må nævnes er hvor fantastisk flot samlingen er designet – der er kælet for alt lige fra smudsbind over kolofon til kapitelovergange, og dette gør helhedsindtrykket fantastisk godt. Selv mine ikke-tegneserielæsende venner og familie stopper lige op og kigger en ekstra gang når jeg viser den frem (missionær som jeg jo er)
Hvad er en magisk tegneserie for mig? Det er en serie, som kan indhylde mig i sit univers, i sine personer og i de ideer, der kommer til udtryk i serien. En serie, som både kan få mig til at glemme tid og rum mens jeg læser og som bagefter fylder mit hoved med ideer og billeder – jeg digter selv videre, for universet er blevet så virkeligt for mig, at det kun kan være … magi.
Det kan All-Star Superman, og serier som den er den vigtigste grund til at jeg bliver ved med at læse superhelteserier.
Faktaboksen:
All-Star Superman HC #1
Bedømmelse: Anbefales varmt
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Frank Quietly
Rentegner/farvelægger: Jamie Grant
Udgiver: DC Comics
All-Star Superman udgives på dansk af Egmont i bladet “Superhelte – Superman & Batman”.
Wikipedia om All-Star Superman
Uniquely Original: Grant Morrison – interview bl.a. om All-Star Superman
Grant Morrison: Talking All-Star Superman – interview på Newsarama
Jeg er helt enig med dine rosende ord om serien. Har selv kun læst de numre der er kommet på dansk. Men efter at ha' læst det her overvejer jeg kraftigt Hardcover udgaven. Frank Quietly er rigtig nok en genial tegner. Men Grant Morrison har jeg aldrig haft meget tilovers for. Men de her historier er rigtig gode. De danske udgaver indeholder også Frank Millers All Star Batman – en serie jeg ikke havde forventet jeg ville kunne lide, efter alle de anmeldelser jeg har læst. Og synes egenligt også det er længe siden jeg sidst har læst noget godt fra hans hånd. Men All Star Batman overraskede mig lige så meget som All Star Superman. Selv om Batman seriens udgangspunkt synes noget mere dystert end All Star Superman så lå jeg alligevel flad af grin over All Star Batman. Havde ikke forventet så megen humor i den. Lidt ligesom Miller tager pis på sig selv.
Ja for fanden hvor er den fed. Jeg har altid syntes at Superman-figuren var kedelig og manglede dybde, men det er netop hvad Morrison/Quitely tilfører i deres historier + masser af charme og humor. Det er klart noget af det bedste jeg har læst i årevis af Super-serier.Klasse!
Jeg fik lige læst serien mens jeg var i USA, og jeg er ganske enig: Uha, hvor er det godt!. Og faktisk var sammenligningen med Moores ‘Supreme’ også noget af det første der faldt mig ind.