Tyskerne kommer! – til komiks.dk

Så er der igen nyt fra komiks.dk, der denne gang har dykket dybt i den tyske tegneseriescene efter deres seneste gæster:

På Komiks.dk Festivalen i 2006 introducerede vi med stort held den tyske undergrundstegner Anke Feuchtenberger for den danske offentlighed, så vi fandt det kun naturligt også at dykke ned i den særprægede tyske tegneserieskat til dette års festligheder.
Komiks.dk og Goethe Instituttet er således stolte over at kunne præsentere to store tyske navne på dette års festival: Tegneserieskaber Martin tom Dieck og teoretikeren Bernd Dolle-Weinkauff.
Illustration af Martin tom DieckMartin tom Dieck er en unik stemme i tidens tegneserier. Hans tegner med en billedkunstners temperament og henter sin grafik i modernismens billedsprog. Som sådan tilbyder han et foruroligende smukt personligt univers, bygget i vand. Hans første længere tegneserie var Der unschuldige Passagier (1993), som fortæller historien om en skibbrudt, der hales ombord på et passagerskib uden kaptajn og med selve sprogets hemmeligheder i sin bug, destination ukendt. Et andet hovedværk er tegneseriefortolkningen af den franske filosof Gilles Deleuzes indflydelsesrige tanker om forskel og gentagelse, Salut Deleuze! (2000), i hvilken vi følger den afdøde Deleuze på hans færd over floden Lethe fem næsten identiske, men i sidste ende forskellige gange. Den blev til i samarbejde med forfatteren Jens Balzer – et samarbejde, der fortsatte i dens opfølger Neue Abenteuer des unglaublichen Orpheus, som oprindeligt kørte i Frankfurter Allgemeine Zeitung i 2001.

Bernd Dolle-Weinkauff har siden 1983 været ansat som videnskabelig medarbejder på Institut for ungdomslitteraturforskning på universitetet i Frankfurt.
Han var med til at grundlægge „Selskab for børne- og ungdomslitteraturforskning” i Tyskland og Schweiz. Hans arbejds- og forskningsområder er primært teori og litteraturhistorie inden for børne- og ungdomslitteraturen og dens medier: historiske børne- og ungdomsbøger, eventyr, billedfortællinger og tegneserier, samt de nyeste medier. Han har publiceret en lang række artikler og faglitteratur inden for disse emner. For nylig har han været kurator for udstillingen “60 Jahre Comics aus Deutschland” ( „60 år med tegneserier fra Tyskland” ) i Det Tyske Nationalbibliotek i Frankfurt. I den forbindelse leverede han også foredrag og flere artikler om emnet.
Igennem disse to spændende gæster håber vi at kunne give publikum både en praktisk og en teoretisk vinkel på den fascinerende, tyske tegneserieverden.

Det lyder rigtigt spændende – jeg kender stort set intet til tysk tegneseriekunst, men det kan jeg jo så passende komme til!

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

En tanke om “Tyskerne kommer! – til komiks.dk”

  1. Bernd Dolle-Weinkauff lyder som en der skal indtages med alpehue, rødt halstørklæde og en meget stor kop kaffe :) jeg føler mig hensat til mine dage på Uni.

    Jeg kan faktisk ikke komme på en eneste tysk tegneserie jeg har læst – bortset fra nogen af deres Marvel optryk af nogen gamle Lee/Kirby ting som jeg fandt i en tilbudsbunke for mange år siden. Så hvis det er specielt det tyske han vil tale om, så bliver det meeeget langt at høre på.

Skriv et svar