Planetary: om at bevare den forunderlige verden

Planetary - Jakita, Ellijah, The DrummerPlanetary er en af disse tegneserier det umiddelbart er svært at beskrive for andre uden at forklare hele handlingen, men jeg skal nok prøve :)

Organisationen Planetary beskriver sig selv som “Archaeologists of the Impossible” og rejser verden tynd på jagt efter de mere eller mindre gemte artefakter og væsner. De informationer de får fra disse ting, bliver alle brugt til at forøge menneskehedens samlede viden og i sidste ende bidrage til en bedre verden.
Holdet i marken består af superstærke Jakita Wagner, The Drummer, som kan opfange og manipulere med næsten enhver form for information og endeligt den nye rekrut Elijah Snow, der kan trække varmen ud af nærliggende objekter, hvilket i praksis fryser dem til is. Den næsten 100 år gamle Snow er seriens hovedperson – i den grad en sådan findes.

Imod sig har Planetary de utroligt magtfulde The Four, hvis mål er at samle de samme informationer som Planetary, men med egoistiske formål – de vil ikke dele deres landvindinger med nogen og skyer ingen midler for at beholde deres magt og viden for sig selv.

Men Planetary er meget andet end det – hver historie er én afsluttet enhed, samtidig med at der kører en overordnet historie igennem alle numrene. Dette giver Warren Ellis og John Cassaday, der henholdsvis skriver og tegner, utroligt frie hænder til at tage nye emner op hvert nummer – et nummer kan handle om japanske monsterfilm a la Godzilla, mens et andet tager historien om Hulk op med en ny vinkel. Andre historier viser pulp-helte fra 30’erne, Jules Verne-sci fi eller alternative versioner af figurerne fra DCs Vertigo-forlag.

Planetary-forsideSerien er en del af Wildstorm-universet, som vi ikke har set meget til på dansk, men som rummer titler som The Authority, Gen 13 og Stormwatch. Serien har dog ikke meget at gøre med Wildstorm som sådan – der er stort set ingen gæsteoptrædener fra de andre serier – derimod er her mere tale om et “meta-univers”, hvor mange af populærkulturens figurer dukker op i en eller anden form. Ellis har skabt sig den perfekte legeplads til sig selv, og historierne bærer da også præg af en kolossal fortælleglæde, der sammen med de utroligt spændende og veldrejede historier nok gør dette til hans foreløbigt bedste værk.

Han skriver selv i sit oprindelige udkast til serien:

What if, underneath all that, there was an entire classic old superhero world? What if there were huge Jack Kirby temples underground built by old gods or new, and ghostly cowboys riding the highways of the West for justice, and superspies in natty suits and 360-degree-vision shades fighting cold wars in the dark, and strange laughing killers kept in old Lovecraftian asylums… what if you had a hundred years of superhero history just slowly leaking out into this young and modern superhero world of the Wildstorm Universe? What if you could take everything old and make it new again?

Vi skal heller ikke glemme John Cassadays fantastiske tegninger – herhjemme kender vi ham fra Astonishing X-Men, som han tegner for Joss Whedon, men i Planetary viser han for alvor sit format, idet han nærmest danser igennem de forskellige stilarter og med samme dragende lethed tegner viktorianske miljøer, 50’er sci fi og nutidige superhelte og bidrager til aligevel at gøre universet sammenhængende. Forsiderne er også et kapitel for sig – der er ikke et fast “Planetary”-logo endsige et fast layout på dem – de ændrer sig med de enkelte historiers ånd. Serien er utroligt flot farvelagt af Laura Martin (tidligere DePuy), som da også har modtaget en Eisner for sit arbejde.

Planetary er spændende og smuk, dragende og fængslende, og en af de bedste mainstream-tegneserier, der er kommet fra USA i mange år.

“It’s a strange world. Let’s keep it that way.”

Planetary kommer på dansk fra Egmont Serieforlaget i juli måned.

Yderligere læsning:

Wikipedia om Planetary
God fanside om Planetary (indeholder spoilers)
Endnu en fanside (også med spoilers)

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

4 tanker om “Planetary: om at bevare den forunderlige verden”

  1. Lyder rigtigt spændende, den bliver man vist nødt til at have når den kommer på dansk.

    Som jeg forstår det så er Cassaday også tegner på den nye udgave af Lone Ranger der lige er kommet. Hans tegninger er blandt mine absolutte favoritter :-)

  2. Godt nyt. Det er en fremragende serie.Og det var da også på tide at vi fik noget vintage Ellis på Dansk. Transmetropolitan anyone?

  3. Som forelægger var det klart også Planetary jeg ville vælge at udgive – jeg tror at Transmet er lidt mere "sær" med danske øjne og desuden taber den efter min mening også lidt af sit vejr lige over midten af historien (ikke at den bliver dårlig – det er bare ikke lige så godt som starten).

    Ellers er der hans lidt oversete Global Frequency, den spooky Ocean og den fremragende Orbiter som jeg mener ville passe godt ind på det danske marked. Og naturligvis mange af hans nyere serier, som f.eks. Fell og Desolation Jones.

Der er lukket for kommentarer.