Tredje bind af [[Alan Moore]] og Kevin O’Neills meta-pulp-pastiche ”[[Det Hemmelighedsfulde Selskab]]” kommer snart på dansk, så det er et godt tidspunkt at genlæse de to første historier – og har man ikke læst dem før, kan vi konkludere allerede nu, at stort set ethvert tidspunkt er et godt tidspunkt at starte.
Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.
Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.
Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.
Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.
Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.
Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.
En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.
De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.
Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.
En tanke om “Alan Moore & Kevin O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab 1+2”
Der er lukket for kommentarer.