Alan Moore & Kevin O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab 1+2

Tredje bind af [[Alan Moore]] og Kevin O’Neills meta-pulp-pastiche ”[[Det Hemmelighedsfulde Selskab]]” kommer snart på dansk, så det er et godt tidspunkt at genlæse de to første historier – og har man ikke læst dem før, kan vi konkludere allerede nu, at stort set ethvert tidspunkt er et godt tidspunkt at starte.

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

Vlad pælespidderen

Vlad pælespidderenHermann og Yves H fortæller historien om den historiske Dracula

Normalt er jeg ikke meget for europæiske tegneserier fordi der herhjemme er en underlig form for snobberi omkring dem i forhold til de amerikanske ditto. Men opfostret som jeg jo er på Tomb of Dracula og lignende serier kunne jeg ikke stå imod da jeg opdagede at Hermann ogYves H havde begået et album som forsøger at afdække den historiske person bag den Dracula som vi som oftest kender mere som en aristokrat i smoking og slængkappe i stedet for en kristen ridder på en håbløs opgave mod en overmagt af invaderende osmanniske styrker.

En tilsvarende historisk skildring vil nogen danskere måske allerede kende fra forfatteren Karsten Overskovs bog “Dracula – Dræberen. Portræt af en massemorder” som udkom på Branner & Koch i 1989, men hvor Overskov forsøgte at komme ind i hovedet på den historiske Vlad og i dramatiseringer finde ud af hvad han har tænkt, så er Hermann og Yves H’s ærinde mere at forholde sig til de historiske fakta.

Denne måde at tilgå stoffet gør at det er sværere at lade sig rive med af fortællingen som mest bliver gengivelser af de politiske intriger bag Vlads kamp for at nå magtens tinder og at kæmpe sig tilbage da situationen vender sig til ugunst for ham suppleret med en morbid fascination af den grusomme henrettelsesform som gav Vlad sit historiske tilnavn.

Generelt virker Yves H lidt fraværende, distanceret som fortæller, som om at han ikke tør træde for meget i karakter. Måske er han afskrækket af at Vlad Dracula trods sin grusomhed rummer aspekter som er lidt tvetydige.

Hans post som den kristne tros forsvarer er ikke misundelsesværdig, og fører til en vanskelig balancegang mens han hele tiden også skal vogte sig for indre fjender og intrigante nabofyrster. Hans grusomhed er blevet gjort legendarisk, men hvis man, som Overskov gør det i sin bog, prøver at sætte ham i relation til visse samtidige monarker – for eksempel vor egen kong Christian og hans Stockholmske blodbad, så virker han måske mere som et produkt af sin tid end som et enkeltstående grusomt menneske.

Endeligt er der også hans eget opgør med Valakiets adelsmænd, som på den ene side kan ses som et personligt hævntogt, men som også i nogens øjne sætter ham i rollen som en tidlig social reformator. Dette ry kan man stadigt genfinde i visse egne af Rumænien hvor man ikke er så begejstrede for den rolle som Bram Stoker og Hollywood i fællesskab har givet deres helt.

Helhedsindtrykket er, at man får en opdateret historie om en altid interessant person, men på samme tid meget få konklusioner om hvem manden egentlig er for en størrelse, og det er synd. For skal en bog som “Vlad Pælespidderen” stikke ud i den betydelige samling af tegneserier om Dracula der findes så skal den engagere læseren på samme måde som de gør, ellers ender den let som noget kun indædte fans af figuren vil investere i. Omvendt må man så også vedgive Hermann og Yves H at de er betydeligt mere redelige i deres omgang med historien end den tilsvarende fortælling om den historiske Dracula som Marvel gav i sin “Dracula Lives”. Læsere der har lyst til at sammenligne kan investere i Essential Tomb of Dracula vol. 4.

Carlsen har til gengæld gjort deres til at skabe et lækkert produkt med en hardcover udgave til en pris på 169 kroner som kan holde til mange genlæsninger, eller genudlån på det lokale bibliotek. Anbefales til indædte fans af Dracula eller fans af Hermann, hvis tegninger som altid er en fornøjelse at se på.