Katayama har altid været langsom – på flere måder. Han synes ganske enkelt ude af stand til at bevæge sig hurtigt. Og som regel kommer han kun i skole, hvis det regner. En dag efter volleyball, hvor han igen har udstillet sin manglende evne til at udføre selv de mest enkle opgaver, kaster de andre drenge sig over ham i omklædningsrummet og ydmyger ham ved at trække tøjet af ham.
Der er en sort, ildevarslende spiral på Katayamas ryg.
Det fortsætter med at regne, og da han igen kommer i skole, er hans ryg opsvulmet under skjorten. Væksten fortsætter med at blive større over de næste par dage, indtil han en dag kommer kravlende nøgen gennem døren – spiralen på hans ryg er blevet til et sneglehus, og Katayama selv er tydeligvis ved at blive noget andet end menneskeligt.
Få dage senere er metamorfosen komplet, og de opdager ham på ydersiden af skolebygningen. Han er blevet til en kæmpesnegl. Forældrene nægter at kendes ved ham, så skoleklassen må tage sig af det sære væsen. Og lidelsen spreder sig.
”The Snail” er ottende kapitel i Junji Itos horrormanga ”Uzumaki” – et værk, der strækker sig over 18 kapitler i det hele og er blevet udgivet i tre bind. Man kan argumentere for, at dette kapitel er ”point of no return”, fordi de kræfter, der virker under overfladen og koncentrerer sig om en begrænset gruppe mennesker, her endelig begynder at skylle ud over den lille by Kurôzu-cho. Sikkert er det, at ”The Snail” rummer mange af de ting, der er betegnende for hele værket – på godt og ondt.
Men hvad er ”Uzumaki”?
Titlen betyder spiral, hvirvel eller malstrøm – den der enkle, men også ret hypnotiske streg, som man lynhurtigt kan lave med en kuglepen; som synes at trække blikket ind i sig; som er tegnet for svimmelhed og bevægelse nedad i mørket. Og det beskriver meget godt det, der sker med Kurôzu-cho – det starter enkelt, men samler momentum og trækker alle byens indbyggere ned i mørket. Der er nemlig ingen skurk i ”Uzumaki” – der er ikke horrorgenrens evindelige behov for at sætte ansigt på ondskaben; i stedet er der blot hvirvlerne i alle deres inkarnationer: spiralen på Katayamas ryg, der bliver til en snegleskal, røgen, der stiger op fra krematoriet i samme form og bliver slugt af malstrømmen i byens sø, lyset i fyrtårnet, de cykloner, der senere hen skyller ind over byen.
I Junji Itos værk er truslen blot en form, en ansigtsløs kraft, der omdanner alt omkring sig. Der er ingen forklaring, men alligevel en form for mørk, underliggende logik – som måske blot fremkommer af den grundighed, hvormed skaberen går til værket. Han synes at pille alt fra hinanden ved at bruge spiralformen som det dystre ukrudt, der bryder igennem selv de mindste revner og vokser op fra undergrunden. Det er frit for mange af de fortællekonventioner, der ofte er med til at gøre horror til lige præcis det, som den ikke må være: tryg.
Det har sine fordele og ulemper, det tidligere nævnte godt og ondt.
Som det element, der skal binde alle historierne sammen, har Junji Ito valgt pigen Kirie og hendes ven/kæreste Shuichi. Især Kirie har en evne til at befinde sig i begivenhedernes centrum og fungerer som vores guide til det helvede, Kurôzu-cho omdanner sig til – men samtidig kan Ito ikke tillade sig at lade hende påvirke i samme grad som omgivelserne. Hvis han gjorde det, ville han nok blive nødt til at være sig sin tydelige Lovecraft-inspiration bevidst og lade hende blive rablende sindssyg. I betragtning af, hvad han udsætter hende for, ville det kunne kaldes barmhjertigt. I stedet forbliver hun gennem næsten hele serien en karikeret naiv pige, som virker lige overrasket, hver gang virkelighedens vægge synes at bryde ned omkring hende. På samme måde har Shuichi fået tildelt rollen som manisk dommedagsprædikant, der øjner faren fra første færd og konstant mumler om, hvordan byen er blevet inficeret med spiraler, og udpeger infektioner for Kirie. De to er ganske enkelt gjort til papfigurer i historiens tjeneste.
Det opvejes dog til fulde af, at ”Uzumaki” er det, som rigtig horror bør være: dybt foruroligende. Manglen på konventioner gør også, at vi ikke ved, hvad vi skal forvente, og Ito river tæppet væk under læseren igen og igen. Grundideen er enkel, men kraftfuld, og han udfolder med en ensporet effektivitet, der ikke kan undgå at overraske. Historien er fortalt i en klar og enkel streg, der dog hurtigt bliver dyster og svømmende med organiske former, når mørket flyder ud fra sprækkerne ind i vores verden.
Mest utroligt er dog i mine øjne Itos evne til at balancere sine historier – for nogle af de påfund, historierne bygger på, grænser da til det tåbelige, men han går sammenbidt til dem uden at forfalde til selvbevidst humor, som måske ville lette det for læseren, men også udvande effekten. Nogle få gange lander han måske på den forkerte siden af stregen, men som regel er effekten vellykket.
Når man har læst samtlige bind, fremstår ”Uzumaki” som nok det mest vellykkede eksempel på kosmisk horror, jeg har læst, hvad enten vi snakker bøger eller tegneserier. Det gør den blandt andet, fordi skaberen tager sig den til, der skal til – han starter (næsten) nede på jorden og fylder derefter på, så da vi endelig står ved den groteske finale, virker det som det eneste rigtige. Der er stadig ingen forklaring, men man mærker inderst inde, at dette er den eneste vej, tingene kunne gå.