Mike Mignola elsker gamle sagn, overleveringer og eventyr – og ser man på hans historie indenfor tegneseriebranchen kan den også godt minde om en af de gamle fortællinger hvor man først går så grueligt meget igennem før det ender lykkeligt alligevel. Kent Damgaard går bag om Mignolas vej frem til Hellboy.
Her i september 2008 hvor den anden spillefilm baseret på Mike Mignolas hovedværk Hellboy er på vej til biograferne, kan det være svært at forestille sig at [[Mike Mignola]] har været skabt til andet end at berige verden med sin helt specielle nyfortolkning af gamle myter blandet op med et venligt sideblik til gamle pulp magasiner og fire-forestillinger i længst glemte biografer hvor magien på lærredet stadigt herskede uanfægtet af blinkende mobiltelfoner.
Men Mignola ville slet ikke være serieskaber. Da han i 1983 dukkede op hos [[Marvel Comics]] som rentegner efter at have fået en chance af Al Milgrom opdagede han hurtigt at drømmen om at blive illustrator hurtigt kunne blive et mareridt for en person der bare ville tegne monstre.
Milgrom satte ham i arbejde på Defenders, derefter blev hans sendt videre til Master of Kung Fu (udgivet som [[Shang Chi]] i det danske [[Kung Fu Magasinet]]) hvor han arbejdede med William Johnson. Johnson lavede tre numre og blev så forflyttet til Daredevil. Mignola fulgte med til et enkelt nummer og derefter en fyreseddel.
Mere lovende så det ud to år senere da Mignola fik arbejde på The Incredible Hulk – det måtte da være noget for den monster-glade mand. Men skæbnen ville det anderledes, efter et nummer med [[Hulk]] og sjove rumvæsener kom et nummer med tilbageblik på Bruce Banners liv. Mignola måtte bede en ven om at tegne alle børnene i det nummer for at kunne levere.
Tingene så lidt bedre ud med tredie nummer hvor historien var tilbage i rummet, men skæbnen ville at [[John Byrne]] havde behov for luftforandring efter at have skabt det første team af superhelte fra Canada. Så i al deres visdom lod Marvel Byrne overtage Hulk og forflyttede Mignola til [[Alpha Flight]].
I stedet blev det [[DC]] der fik nytte af Mignolas talent, blandt andet gennem “Batman: Gotham by gaslight” som også er udkommet på dansk i [[Batman]] nr. 16 “Jack the Ripper er tilbage!”. Mignolas tegninger passede perfekt til det viktorianske miljø i historien, og selv om han stadigt ikke brød sig om superhelte, så mente Mignola nok at Jack The Ripper mere var noget der var værd at være kendt for.
Et andet miljø hvor Mignolas tegninger passede perfekt var [[Fafhrd and the Gray Mouser]]. Forfatteren til historierne [[Fritz Leiber]] er en i tegneserier ret overset person som aldrig fik et gennembrud indenfor tegneseriemediet sammen med [[Robert E. Howard]] og [[Michael Moorcock]]. [[Howard Chaykin]] havde forsøgt sig med en serie baseret på Leibers fortællinger, men han var ikke tilfreds med sit arbejde. Så da chancen for at lave en ny serie med det umage par bød sig var Chaykin ikke sen til at takke ja.
Resten af verden ville imidlertid hellere læse superhelte, andre tegnere solgte millioner af hæfter mens Mignolas samarbejde med Chaykin som også omfattede “Ironwolf” blev en økonomisk fiasko. Men løsrive sig fra monstrene kunne Mignola ikke, så det blev en illustration til en “convention”, altså en tegneseriefestival, som beseglede hans skæbne. Mignola ville som altid bare tegne et monster, og det var egentlig det, bortset fra at han nærmest som en eftertanke satte en mærkat på sin skabning – “[[Hellboy]]”.
Monstret lignede ikke meget den version som vi kender idag, men det var begyndelsen til at Mignola skulle finde sin egen unikke stemme som serieskaber. Den endelige version endte betegnende nok heller ikke hos de to store superhelte-forlag, men hos de lidt mindre [[Dark Horse]], der på daværende tidspunkt tog store chancer med senere kæmpesucceser som [[Sin City]] og Mignolas Hellboy.
Redaktør [[Scott Allie]] undrer sig den dag idag over hvor den ellers altid så tvivlende Mignola et kort øjeblik fik troen på egne evner og tog chancen med Hellboy, men da Mignola begyndte at tvivle på seriens success og snakke om at gå videre og lave et Batman hæfte bagefter var Allie hurtig til at opfordre Mignola til straks at kaste sig over den næste historie.
Mignola havde fundet sin egen stil, som var en blanding af originalitet og et nænsomt tilbageblik på tidligere tider. Det er ikke nogen tilfældighed at det første album med Hellboy indeholder dedikationer til både Jack Kirby og H.P. Lovecraft. De hav-levende væsener i “The Shadow over Innismouth” er en klar inspiration for Mignolas arbejde.
Mignolas væsen var ikke en superhelt, selv om han måske nok kæmpede mod væsener som man sagtens kunne have tilkaldt en flok superhelte for at nedkæmpe. Hellboy var snarere en arbejdsmand, et overnaturligt væsen som modsat Lovecrafts væsener trods sit ophav havde valgt at kaste sit lod ind sammen med menneskeheden og gøre hvad der var nødvendigt for at sikre dem mod det overnaturlige.
En anden inspirationskilde fra det gamle pulp magasin [[Weird Tales]] er Robert E. Howard, endda så meget at da Mignola flere år senere blev bedt om at levere et manuskript til tegneserieudgaven af Conan havde han flere steder som en anden freudiansk fortalelse refereret til hovedpersonen som “Hellboy”. Hele inspirationen fra de gamle pulp hæfter hyldes i de to opsamlinger som fik titlen “Weird Tales”.
Den visuelle side af Mignolas arbejde var klart inspireret af Kirby, som selv nævner Kirbys arbejde på Thor som en kilde til inspiration. På mange måder har Hellboy også ligheder til en anden af Kirbys skabninger, The Thing fra Fantastic Four. Når Hellboy frygtløst kaster sig over et kæmpemonster med tentakler kan man sagtens i baggrunden høre et ekko af “It’s clobbering time”.
Og lighederne til det tidlige Marvel univers stopper ikke her, Abe Sapien kunne godt bringe The Submariner i tankerne og Liz Sherman er også på sin måde et venligt nik til The Human Torch. Som Alan Moore påpeger det i forordet til den anden trade paperback med Hellboy, så er der ikke tale om at kopiere de klassiske figuer, men at tage kvaliteter fra dem og filtrere det gennem Mignolas helt egen vision.
Idag hvor succes’en er i hus er vi mange der er glade for at han forsagede de kappeklædte helte og holdt fast ved sin egen unikke vision.
Til denne artikel har jeg trukket på Mignolas egne udtalelser i Wizard #190, suppleret med det supplerende materiale til serien som er udgivet i “Mike Mignolas Hellboy, The Companion” og “Hellboy Library Edition Volume 1: Seed of Destruction and Wake the Devil HC”.
“Her i september 2009 hvor den anden spillefilm baseret på…”
2009? Har jeg sovet så længe???
Well, tiden gå hurtigt når man er i godt selskab – og Mignola er godt selskab
Nah, den må jeg hellere få rettet Godt set.
Det er jo bare fordi vi her på tegneseriesiden er forud for vores tid!
Du burde næsten af historien med om at Mignola og Art Adams var venner og at Adams slog igennem langt tidligere (og iøvrigt også brændte ud langt tidligere uden at have nået slet så langt) så når de sad ved siden af hinanden til konventer var Migonla den hvis tegninger folk stillede deres takser på når de skulle have Adams til at signere.
Hæ – kvajpander….