Ratings p̴ tegneseriesiden Рhvad synes du?

NÃ¥r vi skriver anmeldelser pÃ¥ tegneseriesiden, svinger vi os højst op til et “anbefales / anbefales varmt / anbefales ikke” – der er med andre ord ikke “9 ud af 10 kirby-dots” eller hvad man nu kunne finde pÃ¥. Nogle nyere anmeldelser gÃ¥r endda væk fra “anbefales”-systemet, sÃ¥ man kun har selve anmeldelsen at gÃ¥ efter. Gisp!

Bevæggrundene er bl.a. at er man i tvivl om hvorvidt vi har fat i en god tegneserie nÃ¥r man nÃ¥r til anmeldelsens afslutning, sÃ¥ er der sandsynligvis tale om en uklar anmeldelse og dem fører vi ikke. StÃ¥r der “fantastisk” eller “fremragende” i en anmeldelse er det nok fordi … det er et fantastisk og / eller fremragende værk vi har med at gøre. Længere bør den ikke være.

En anden grund til at vi har valgt udenom at rate ting er at der skal ligge nogle rimeligt strenge regler for ratingsystemer, da de ellers meget nemt kan blive ubrugelige – en anmelder er ikke nødvendigvis lige sÃ¥ flink som en anden og man kan meget nemt ende i noget rod a la “hvorfor har hovedværk x ikke fÃ¥et lige sÃ¥ høj karakter som perifært værk z? Snyd! ARGH! NØRDVREDE!!!”

Dette leder til den egentlige grund til at vi ikke har ratings pÃ¥ siden: de kommer meget nemt til at fungere som absolutte størrelser og vores anmeldelser er tænkt som de direkte modsatte, nemligt subjektive øjenÃ¥bnere (eller øjenlukkere i de grelle tilfælde) overfor dele af tegneseriemediet – “se, hvad jeg har læst – er det ikke fantastisk?”

Nu overvejer vi sÃ¥ lidt, om vi skal indføre et ratingsystem alligevel – ikke sÃ¥ meget fordi “all the cool kids are doing it”, men mere fordi vi efterhÃ¥nden har hørt flere tilkendegive at de savner dem.

Menøeh … hvad synes du? Vil det gøre anmeldelserne mere eller mindre brugbare at inkludere ratings, er det at sælge ud for vildt eller en længe tiltrængt forbedring? Giv lyd, giv lyd!

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

19 tanker om “Ratings pÃ¥ tegneseriesiden – hvad synes du?”

  1. Mig som læser:
    Jeg har TRAVLT. Så hvis I sætter karakterer på, falder jeg nok ofte i fælden med kun at læse karakteren og så springe anmeldelsen over. Så det må I hellere lade være med.

    Mig som forlægger:
    Ja tak, dem kan jeg evt. bruge i reklameøjemed.

  2. Hej Steffen

    Jeg mÃ¥ indrømme jeg ikke helt forstÃ¥r hvorfor du som forlægger vil have en karakter pÃ¥ – nu sidder jeg tilfældigvis og skal lave en anmeldelse til Himmelskibet af de 4×676 som Ulf har anmeldt her pÃ¥ siden og netop de hæfter er sÃ¥ specielle at jeg slet ikke kan forestille mig hvordan hulen jeg skulle presse ned i et talsystem. De virker meget som personlige værker fra de forskellige kunstnere, og jeg kan ikke lide ideen om at skulle reducere en person til et tal uden en fornuftig forklaring ved siden af.

    Det er lidt som med karaktersystemet fra skolen, mens man er der er det frygteligt vigtigt, men i en større sammenhæng er det ligegyldigt i forhold til hvad man laver resten af sit liv – det pÃ¥virker ikke mit køb om en tegneserie har fÃ¥et 3,5 eller 3,7 i en anmeldelse, som man gør det nogen steder.

    Faktisk vil jeg hellere læse fem sætninger fra skaberen af serien om hvad vedkommende mener om sit værk og sin tilgang til arbejdet end en hel stabel anmeldelser eller alternativt en beskrivelse af hvorfor den er god eller dårlig fra en person hvis dømmekraft og smag jeg kender.

    Hmmm … mÃ¥ hellere stoppe inden jeg snakker mig helt ud af mit side-job som anmelder :)

  3. “Jeg mÃ¥ indrømme jeg ikke helt forstÃ¥r hvorfor du som forlægger vil have en karakter pÃ¥”
    Jamen det sagde jeg jo lige: Det kan smækkes på en reklame. (Men som sagt har jeg to kasketter, og den anden er uenig.)

    “Faktisk vil jeg hellere læse fem sætninger fra skaberen af serien om hvad vedkommende mener om sit værk og sin tilgang til arbejdet”
    Det er jeg faktisk kun interesseret i, hvis jeg allerede har læst værket og fundet det godt. Hvad velmenende gennemsnitskunstnere synes om deres ting, er jeg ligeglad med.

    “alternativt en beskrivelse af hvorfor den er god eller dÃ¥rlig fra en person hvis dømmekraft og smag jeg kender.”
    Det bruger jeg også. Men en god anmelder formår at argumentere objektivt for, hvorvidt og hvordan et værk lykkes.

    Mht 676erne hÃ¥ber jeg da, at de fÃ¥r hver sin anmeldelse/karakter – det giver ikke mening at bedømme dem samlet. Men hver for sig synes jeg ikke de er mere specielle end Thorgal, Garfield, Blake & Mortimer og Jimmy Olsen. Hvis disse fire serier kan talbedømmes, kan 676erne ogsÃ¥. Alle benytter billeder (og de fleste ogsÃ¥ ord) til at fortælle en historie – og gør det pÃ¥ hver sin mÃ¥de. Det er jo ligetil.

  4. “Hvad velmenende gennemsnitskunstnere synes om deres ting, er jeg ligeglad med.”

    Det er mÃ¥ske dÃ¥rligt formuleret – det jeg er interesseret i er ikke om de synes det er godt eller skidt, mere hvad det er de har forsøgt at gøre med deres værk. Rigtigt meget af det jeg læser tager afsæt i enten kendte figurer, et litterært forlæg eller eller en velkendt genre, sÃ¥ man kan som regel hurtigt pejle sig ind pÃ¥ om vedkommende har forstÃ¥et det eller er pÃ¥ dybt vand – som de folk der efter Dark Knight snakkede om at lave en mere mørk og dyster udgave af Superman :-)

    “Mht 676erne hÃ¥ber jeg da, at de fÃ¥r hver sin anmeldelse/karakter.”

    Jeg havde tænkt noget med at give dem hver sin karakter og så tage gennemsnittet som en samlet karakter ;-) Nej HS bruger såvidt jeg har forstået ikke at give karakterer, men jeg behandler dem som selvstændige værker, det er nødvendigt for jeg havde meget forskellig oplevelse af dem. Men generelt er jeg positiv overfor projektet, selv om det er meeeeget langt ude i periferien af hvad jeg normalt læser af tegneserier.

  5. Ratings på Tegneseriesiden? Nej tak!

    Som læser er jeg interesseret i præsentationen af tegnestilen og historien, ikke antallet af stjerner eller blyanter. Anmelderens personlige præferencer og antipatier kan være underholdende, men ikke afgørende.

    Som lejlighedsvis anmelder er det mig meget imod at uddele point efter et system, eftersom sÃ¥danne uvægerlig vil virke reducerende og forsimplende i forhold til bÃ¥de anmeldelsen og det anmeldte værk. Ratings er i bund og grund intetsigende – og dermed uretfærdige.

    Med Vilhelm Grønbechs ord: “Et system der lægger an pÃ¥ karakterer – i flertal – hører hjemme i helvede.”

  6. Jeg har som sådan ikke noget imod et karaktersystem. Det skal bare være gennemtænkt. Selv Bogart endte med at uddele hatte og blev kritiseret voldsomt for det i starten, men alle endte da med at acceptere det. Karakterer har også den fordel, at anmelderen kan bedømme det hårdt, men alligevel give en god karakter, fordi det f.eks. inden for sin genre leverer varen uanset, hvad man måtte mene om værket i øvrigt. Det gjorde Ole Michelsen ofte med f.eks. actionfilm eller børnefilm.

    Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvilken skala, der fungerer bedst. Om det skal fem eller seks stjerner, blækhuse, talebobler eller hvad I nu finder på. Det går som regel galt, fordi man ender med at bruge halve karakterer og den slags.

    PÃ¥ den anden side kan halve karakterer fungere, hvis man bruger 13-skalaens indeling. Der er ti karakterer, som er godt beskrevet:

    http://da.wikipedia.org/wiki/Karakter_(bed%C3%B8mmelse)#13-skalaen

    Det vil sige fem er topkarakter og det er for det “For den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation” og skal gives meget sjældent. Vi taler “Dark Knight Returns”, “Watchmen” og lignende unikke mesterværker. Et “almindeligt” mesterværk kan kun opnÃ¥ 4.5.

    Men det kommer jo an på, hvor grov inddelingen skal være. En grov inddeling har sine fordele, men der er en tendens til at det meste får middelkarakter og at der meget sjældent gives under middel. Det er i hvert fald mit indtryk. Eller også er det fordi de ting, der får én stjerne, aldrig bliver hypet :-)

  7. Som sådan kan jeg ikke rigtig bruge en karakter i forbindelse med selve anmeldelsen til noget, anmeldelsen skulle gerne tale for sig selv.
    Men hvis på et tidspunkt finder på at sætte jeres anmeldelser i et index, så kan jeg godt se at stjerner eller lignende kan være en måde brugerne af siden hurtigt kan pejle sig ind på noget fedt, når de leder efter inspiration til nye tegneserieindkøb.

  8. Ifølge et gammelt mundheld skal smag ikke diskuteres, og det er da også svært. Ikke desto mindre er det netop, hvad anmelderen forsøger gennem argumentation.

    Som tidligere nævnt er jeg interesseret i at få tegnestilen og historien præsenteret, men naturligvis bør anmelderen også argumentere for sin smag. Hvad er det der gør FLASH GORDON så god, at du, der ellers er til MANGA og MARVEL, bør læse den?

    Umiddelbart ville jeg gå langt udenom for eksempel SCOTT PILGRIM, men efter at have læst Ulf Reese Næsborgs underfundige anmeldelse giver jeg den (måske) en chance. Hvis et par hundrede ord kan slå blot en flig af læserens fordomme, kan anmelderen være tilfreds.

    Sjovest er det selvfølgelig, nÃ¥r anmelderens egne fordomme bliver udfordret, men det er – i denne forbindelse – et sidespor. Pointen er, at et karaktersystem reducerer argumentationen i urimelig grad.

    Og for resten: not all the cool kids are doing it – se for eksempel de forbilledlige anmeldelser i THE COMICS JOURNAL.

  9. Hele denne diskussion – og dens “søsterdiskussion” pÃ¥ Facebook – har tvunget mig til endnu en gang at hive mine motiver til at køre tegneseriesiden op af tasken og se pÃ¥ dem efter i sømmene, og det er jo altid en god ting.

    Hvad har jeg så fundet ud af? Da jeg lavede tegneseriesiden var det med det formål at formidle (primært) gode tegneserier til vore læsere og gøre det med integritet og entusiasme og uden skelnen til andre sider om tegneserier. Det er stadig, her tre år efter, sidens primære fokus og vil forblive at være det så længe jeg har noget at skulle have sagt.

    Jeg synes at anmeldelse og tips skal og bør kunne stå for sig selv. Jeg synes at jeg vil overlade karakterer, afstemninger og lignende til de øvrige tegneserie-hjemmesider på nettet. Altså: ingen ratings i denne omgang; selv om jeg sagtens også kan se fordele, synes jeg ikke de opvejer ulemperne.

    Ikke dermed sagt at der ikke er ting, som vi kan gøre bedre pÃ¥ siden – læsbarheden af de ofte lange tekster er blevet nævnt, bÃ¥de her og flere andre steder – og her arbejdes der i fuld sving, dels pÃ¥ en løsning her og nu og dels pÃ¥ et endnu bedre design af siden. Jo da.

  10. At rate eller ikke at rate – det er spørgsmÃ¥let. Undskyld det lidt forsinkede indlæg; det er sÃ¥mænd ikke fordi jeg har nogle epokegørende udsagn at komme med, blot et par henkastede indspark…

    Jeg er personligt vild med at rate alting på en skala fra 1-10 (og mht. Himmelskibet, så vælger hver enkelt anmelder selv om de vil give det anmeldte materiale en karakter; jeg gør det selv, og håber på den måde at starte en almen praksis); jeg finder faktisk sådan et tal meget sigende (mens 6-tals-systemet til gengæld ikke siger mig så meget). Men jeg forstår (og støtter også op om) anti-rating-holdningen. Det er klart at man ikke bør bedømme en bog udfra dens cover, og således heller ikke en anmeldt tegneserie udfra et enkelt tal. Anmeldelsen bør være tilstrækkelig sigende. Et tal kan i nogle tilfælde fjerne tvivlsspørgsmål hos læseren, hvis anmelderens holdning nu ikke er formuleret helt klart. Men jeg synes det er fint nok at I ikke vil bruge et rating-system.

    Dog vil jeg lige nævne at et af de fedeste rating-systemer jeg er stødt pÃ¥, var pÃ¥ et comics website engang for nogle Ã¥r siden. I stedet for “anbefales” / “anbefales varmt” / “anbefales ikke” (som i realiteten, hvis nu der anmeldes lige mange af hver slags, siger at to tredjedele af de anmeldte ting er værd at købe), skrev de sÃ¥ledes: “Buy it” / “Borrow it” / “Bury it” – hvilket i realiteten kommunikerer at to tredjedele at de anmeldte ting *ikke* er værd at købe! Bortset fra min elskede 1-10-skala, sÃ¥ synes jeg at Buy/Borrow/Bury er det smarteste rating-system, jeg har set. Det passer godt til mit (nutildags) meget kritiske temperament. For det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg synes at de fleste nye tegneserier rent kvalitetsmæssigt ikke er pengene værd. Hvis det var mig der skrev alle anmeldelserne her pÃ¥ siden, sÃ¥ ville denne side være domineret af sortsyn og pessimisme, og det er jo ikke sjovt for nogen. SÃ¥ jeg er bestemt glad for at d’herrer Ulf og Kent m.fl. kan bibeholde et ungdommeligt syn pÃ¥ de kulørte bøger (nu er det jo sjældent hæfter længere…)! :-)

    Jeg synes i øvrigt at sidens design og læsbarhed er helt fin som den er.

  11. Jeg ser for mig et panel til næste Fantasticon, Tue og Jørgen Bitsch mod Ulf og Kent om emnet “Tegneseriens undergang” (skamløs markedsføring af den sidste del af vores interview med Jørgen Bitsch som snart kommer her pÃ¥ siden).

    Din 3B skala er faktisk ikke sÃ¥ skidt endda. Det er nu meget sjældent at jeg overhovedet gider skrive en anmeldelse af noget i kategorien “Bury it”, fordi jeg ofte skrider direkte til handling – sÃ¥ hvis nogen ser mig ude i Søndermarken efter mørkets frembrud med en lille skovl i hÃ¥nden sÃ¥ er det kun en dÃ¥rlig tegneserie der er tale om :) Det er jo sÃ¥ vores svaghed i forhold til de kommercielle medier.

  12. Svaghed – eller styrke? :-) Det er klart at man, nÃ¥r man ellers kan vælge selv (de kan de professionelle jo ofte ikke), helst anmelder ting man er specielt (og positivt) interesseret i. Jeg har ofte set en film som jeg egentlig havde planlagt at anmelde, men som sÃ¥ viser sig at være for dÃ¥rlig til at jeg gider.

    Hvis Mr. Bitsch er enig med mig (sÃ¥dan cirka) mht. tegneserie-industriens sørgelige tilstand, sÃ¥ er jeg da med pÃ¥ et sÃ¥dant panel… :-)

    Vi ses nok ude i Søndermarkens mulm og mørke…

  13. Jeg startede jo i sin tid tegneseriesiden, fordi jeg syntes der var en masse gode tegneserier derude, som gik en masse læseres næse forbi, og derfor er der klart en overvægt af positive anmeldelser – “What I saw out there was wonderful – come, follow me!” som Clive Barker sagde engang.
    Det synes jeg sÃ¥dan set stadigvæk, og derfor er tegneseriesiden fra min side ment som en slags øjenÃ¥bner til tegneseriens vidunderlige verden – samt, i særligt grelle tilfælde – en stay the hell away. Ikke kun synes jeg det er en styrke; for mig er det i virkeligheden den eneste mÃ¥de det giver mening at beskæftige sig med mediet pÃ¥.

    Og jeg er også klart med på et panel, og hvis Bitsch ikke er med dig, kan vi sikkert finde en anden som er.

  14. Joh, men nu skal vi jo helst heller ikke bekrige hinanden, vel! :-) Så hvis vi laver sådan et panel, så må vi hellere vinkle emnet på en konstruktiv måde.

    Mine kommentarer skal selvfølgelig heller ikke forstÃ¥s sÃ¥dan at jeg misbilliger denne sides eksistens – tværtimod. Jeg er utrolig glad for at der er nogen der holder fanen højt! For 20 Ã¥r siden ville jeg selv have været den mest entusiastiske bidragsyder! Men nu hvor jeg har gennemlevet en klassisk æra for superheltetegneserierne synes jeg at de nyere serier lader meget tilbage at ønske. Især er heroismen og idealismen ganske forsvundet, sÃ¥ superheltene er ved at blive det som de autoritetsfjendske britiske forfattere altid har beskyldt dem for at være: det etablerede systems marionetter, som korrumperes af deres egen magt. Dét er væsensforskelligt fra hele idéen bag den amerikanske (Stan Lee-inspirerede) superhelt, som pÃ¥ et symbolplan er et anarkistisk destillat af alle menneskets ædleste værdier. Jeg mener ikke at superhelte som begreb giver nogen som helst konstruktiv eller interessant mening hvis de ikke er vaskeægte *gode* (omend menneskelige), *heroiske* og *idealiserede*. Superhelte handler om vores højeste moralske og menneskelige idealer; ikke om frygt for og mistillid til vores magthavere. Heltene repræsenterer en frigørende og motiverende handlekraft som er 100% af det gode. Superheltegenren er (eskapistisk) allegori. Siden Quesada og Bendis overtog styringen i Ã¥r 2000 (og problemets begyndelse ligger endda længere tilbage endnu) har genren imidlertid fÃ¥et en massiv indsprøjtning af (ikke-eskapistisk) realisme, hvilket en del publikummer Ã¥benbart anser for et fremskridt. Desværre er der reelt tale om genreforvirring, og -forvitring. I stedet for en effektiv all-ages vinkel har serierne nu fÃ¥et en mainstream voksen-vinkling som har langt mindre potentiale for storladen symbolik og dobbelte betydningslag (bÃ¥de for børn og voksne). Og sÃ¥ er der jo ogsÃ¥ lige Decompressed Storytelling, som har gjort kÃ¥l pÃ¥ to tredjedele af et typisk hæftes handlingssubstans… Grrr! Ja, det kunne jeg snakke længe og bittert om…. De nyere serier lever simpelthen ikke op til mine kvalitetsstandarder, og jeg har tænkt mig at fokusere mine samler-aktiviteter stadigt mere omkring det jeg mener er the true Marvel Age: Ã¥rene 1961-1991. Faktisk planlægger jeg at gÃ¥ sÃ¥ langt som til at skille mig af med en ret stor del af de serier jeg ejer fra 1991 og op til nu.

    Men altsÃ¥, der er jo altid nogle enkelte lyspunkter, uanset hvor galt det ellers bliver. Jeg abonnerer stadig pÃ¥ en hÃ¥ndfuld serier som jeg godt kan lide (f.eks. Conan, Fables, Fear Agent, Top Ten, Wonder Woman, m.fl.), og følger stadig enkelte forfatteres nye arbejde (f.eks. Busiek – sÃ¥ længe det varer), men Marvel er der f.eks. ikke meget tilbage af som jeg finder appellerende. Dan Slott er en lovende forfatter, sÃ¥ jeg skal lige have læst hans Spider-Man historier, men hvis de ikke er gode, sÃ¥ tror jeg nok at jeg er ved at ende mine dage som Marvel-køber. Terribly sad, really…

    Men jeg trives nu ogsÃ¥ i bedste velgÃ¥ende med genudgivelserne af de gode gamle ting, og det regner jeg da med at blive ved med. Udover Essential-“telefonbøgerne” fra Marvel (og de tilsvarende Savage Sword of Conan fra Dark Horse) køber jeg ogsÃ¥ de samlede udgaver af Mike Baron’s geniale serier Nexus og Badger som i øjeblikket udkommer fra hhv. Dark Horse og IDW. Og der er masser af godt gammelt Marvel-materiale som jeg bestemt planlægger at anskaffe mig i de nyeste, flotte samle-udgaver. SÃ¥ det…

    Men de fleste af de serier der udkommer i øjeblikket, især mange af de ret populære, falder slet ikke i min smag. De stiller ikke min tørst efter godt superhelte-materiale, og hvad kan man sÃ¥ gøre andet end at blive nostalgisk omkring det gode gamle stof… :-/

  15. Jeg opfatter slet ikke noget angreb, bare rolig – dit engagement i mediet skinner tydeligt igennem og vi ved i vore hjerter at du elsker os. ;)

    Det er en meget interessant diskussion du tager hul på, og jeg vil gerne knytte et par hurtige bemærkninger til den:
    jeg var selv meget glad for briternes (især, men lad os nu ikke glemme Frank Miller) dekonstruktion af superheltegenren mens det gik for sig, men set i bakspejlet er der mange gode ting der røg ud med det badevand – først og fremmest holdt superhelteserierne op med at være sjove, og det er i mine øjne stadig en svaghed. NÃ¥r jeg siger sjove mener jeg ikke nødvendigvis Spidey, der fyrer jokes af mens han slÃ¥s eller Ice Man der smider sne pÃ¥ Wolvie, men sjove at læse fordi de ikke nødvendigvis tager sig selv alvorligt hele tiden.
    NÃ¥r Batman Ã¥bner et skab i bathulen i Grant Morrisons JLA Classified og man kan ane hovedet af en Dalek (taget som trofæ, naturligvis), nÃ¥r jeg bliver viftet om næsen med vilde og storladne ideer, sÃ¥ er vi i mine øjne derhenne hvor superheltegenren virkeligt kan spille med musklerne – Lee & Kirby skar det ud i pap, da de satte deres supergruppe op mod Gud (Galactus). Whoa! Men jeg er sÃ¥ ogsÃ¥ større Kirby-fan end Lee-fan.

    Jeg tror stadigvæk at Moore og co.’s dekonstruktion af genren var nødvendig pÃ¥ det tidspunkt den kom – problemet var (og er delvis stadigvæk) at enhver dekonstruktion skal opfølges af en rekonstruktion for at give mening, og det var ikke tilfældet. Tværtimod fik gjorde en lang række mindre talentfulde forfattere dekonstruktionen til status quo, og stort set alle de etablerede helte gennemgik en “mørk” fase, som flere figurer (i mine øjne bl.a. Batman) den dag i dag lider under.

    Sjovt nok gav Moore (i Supreme) og nu ogsÃ¥ Morrison (med All Star Superman) gode bud pÃ¥ en rekonstruktion af heltene som helte, men det har endnu ikke rigtigt bredt sig til resten af mainstream. Det skal nok komme – jeg kan se det pÃ¥ vej flere steder (Geoff Johns Green Lantern, f.eks.), men samtidig er der ogsÃ¥ nogle helte der skal gÃ¥ helt ud til grænsen af det heroiske, for at fungere (Wolverine er et eksempel).

    “Superhelte handler om vores højeste moralske og menneskelige idealer; ikke om frygt for og mistillid til vores magthavere.” skriver du, men jeg kan ikke se hvorfor de ikke kan gøre begge dele – der er tilfælde hvor vore idealer og den (berettigede) mistillid til magthaverne er modsætninger, og det er der en masse spændende historie i (Warren Ellis udforskede lidt af det – omend sÃ¥ subtilt som en elefant i en porcelænsbutik – i Black Summer, der udkom sidste Ã¥r).

    Decompressed storytelling har klart sine ulemper – men i mine øjne ogsÃ¥ sine fordele, ligesom klassisk compressed storytelling ogsÃ¥ har det. Igen er der ogsÃ¥ gang en modreaktion – du nævnte Dan Slott, jeg har nævnt All Star Superman og Geoff Johns Green Lantern, men det bedste eksempel er i mine øjne Casanova af Matt Fraction. Check den.

    Jeg tror lidt at du maler fanden pÃ¥ væggen – men er det ikke tilfældet er der mange andre fantastiske tegneserier derude, mest udenfor men ogsÃ¥ i mainstream. Mediet lever og har det godt, men er i stadig udvikling. Verden er stor og fantastisk. (og nu bliver jeg nok snart nødt til at skrive en kronik, sÃ¥ vi kan fÃ¥ nogle flere med i denne spændende diskussion! ;) ).

  16. Jeg kan også godt lide Matt Fraction. Han er med på min meget korte liste over rimeligt gode forfattere på mainstream comics i dag. Jeg køber hans Invincible Iron Man, og har også haft et par gode stunder med hans Punisher War Journal. Jeg har også læst et nummer eller to af Casanova, og de var absolut OK. Der var nogle rigtig sjove og lidt Kirby-agtige koncepter i dem. Jeg kan ikke huske hvorfor jeg ikke læste videre, om det var et tilfælde eller om det var fordi jeg syntes at dampen gik af det efter et par numre. Men jeg burde nok tage et kig mere på dem.

    Udover Alan Moore respekterer jeg også Morrison en del, men hans stof er ret svingende, synes jeg. Han har det med at basere sine historier på chok-værdi (hvilket er et af mine generelle kritikpunkter mod britiske forfattere; Ellis og Millar er især slemme til det), hvilket meget nemt underminerer deres plads i et større handlingsunivers. Jeg syntes Morrisons X-Men led lidt af dette, og jeg var ikke særligt imponeret af dem (men der var da en del gode ideer i). Jeg har vist kun læst et enkelt nummer af hans Batman. Men All-Star Superman er sjov. Det ærger mig bare at det ikke har noget reelt impact på det klassiske handlingsunivers. Det er bare fantasihistorier.

    Jeg tror ikke at Moore mente Supreme som en rekonstruktion; det er mere en (genial) pastiche pÃ¥ gamle Superman-historier. Moore har generelt holdt sig udenfor Marvel of DC-universerne (med enkelte undtagelser), og lavet sine egne universer, hvilket ogsÃ¥ er fint nok. Jeg tror nu nok han kunne have lavet rigtig gode mainstream-ting (som han jo gjorde med Captain Britain), hvis ikke det var fordi han blev desillusioneret over arbejdsvilkÃ¥rene og det politiske dobbeltspil (som da han blev lovet rettighederne til Watchmen sÃ¥ snart serien gik “out of print”, hvad den sÃ¥ aldrig gjorde)… men det er jo sÃ¥ et eksempel pÃ¥ at hvis man som serieskaber virkelig har format, sÃ¥ er mainstream-forlagene Ã¥benbart ikke gearet til at hÃ¥ndtere det. Det er dog gÃ¥et ganske godt med Neil Gaiman. Men der var jo en slem faux pas med Morrison, her i forbindelse med slutningen pÃ¥ Final Crisis, som skulle omskrives, sÃ¥ det ikke længere passede med hvad der var blevet bygget op til i 52-serien… HÃ¥bløst!! Gode forfattere fÃ¥r ikke lov til at skrive det, de vil. Det er en af mainstream-industriens begrænsninger.

    Ja, efter Miller’s Dark Knight skulle alle Batman-forfattere efterligne det, sÃ¥ det hele blev dark & gritty. Jeg kan personligt bedst lide Denny O’Neil’s Batman-historier fra perioden før Dark Knight. Jeg har i perioder fulgt nogle af de relaterede DC-serier (Robin, Birds of prey, Batgirl, Gotham Knights), og jeg mÃ¥ da sige at Batman-universet de senere Ã¥r faktisk har fungeret ganske godt pÃ¥ mange punkter. Men dét indtryk, og fornemmelsen af en interessant udvikling, skinner kun igennem nÃ¥r man læser en hulens masser serier, og i sidste ende synes jeg ikke det er nok. Hver enkelt hæfte er for tyndt, ret historiemæssigt. Det er fedt med en storladen, kaleidoskopisk fællesbaggrund for alle serierne, men der skal ogsÃ¥ være en ordentlig historie pÃ¥ det umiddelbare plan i det enkelte hæfte. Ellers er det alt for dyrt, og tager for meget tid, at følge med. Investeringen giver ikke ordentligt afkast.

    Jeg ved ikke om jeg kan gÃ¥ med til at “compressed storytelling” har ulemper. Selvfølgelig kan der være ekstreme eksempler, men jeg mener helt klart at standarden bør være et rimeligt niveau af substans. En typisk tegnserieside skal ikke bestÃ¥r af 3-4 billeder der kun bestÃ¥r at close-ups uden baggrunde (John Cassaday i Astonishing X-Men, f.eks., er sÃ¥vidt jeg husker elendig til at fÃ¥ baggrunde med!). Og billederne skal ikke være horisontale, oven pÃ¥ hinanden, uden skyggen af sekventiel fortælleteknik. En god tegner skal kunne tegne andet og mere end flotte figurer; han skal ogsÃ¥ kunne tegne en baggrundsscene, et handlingsmiljø, et ordentligt landskab, etc. Hvis du kigger i ældre tegneserier (fra før ’90erne), sÃ¥ er der tit billeder af hele miljøer; f.eks. bare et kontormiljø, hvor man ser hele det møblerede kontor med flere personer i det, og luft mellem personerne, sÃ¥ det rent faktisk ser realistisk ud! I dag er de fleste stilarter langt mere stiliserede, sÃ¥ det ikke behøver at se realistisk ud. I ikke-action-scener ser man typisk kun figurenes overkroppe, og de stÃ¥r ofte meget tæt pÃ¥ hinaden i smÃ¥ forkrampede lokaler. Min reaktion: ØV!

Skriv et svar