En jærv med knapt så skarpe kløer

Persongalleriet i Wolverine
Da Bryan Singer i starten af årtusindet søsatte X-Men som filmserie, var det til stor fryd for de fleste superheltefans. Endelig var der en instruktør, der turde tage genren alvorligt og rent faktisk bruge den til noget. Singer tog mange friheder med forlægget, men tematikken var intakt, og det var mere, end man normalt var vant til fra superheltefilm. Der er dog sket meget siden, og både Iron Man og The Dark Knight har sat nye standarder for genren, og i dag er det måske lidt sværere at sluge at en figur som Rogue er forvandlet til en tudende teenager eller at Storm har mindre karisma end en gennemsnitlig sten.

X-Men serien døde kvalitetesmæssigt med den forfærdelige tredje film i serien. Nu er det ikke meningen, at den film skal anmeldes her, så lad mig bare nøjes med at sige, at det var en seriøs stinker med en både tam og overfyldt historie, overfladiske personkarakteristikker og kedelige action-scener. Af selv samme grund var det også med noget lavere forventninger, at jeg satte mig i biografsædet i Imperial for at se X-Men Origins: Wolverine (sikke dog en dum og irriterende titel). Der havde været historier om indblanding fra filmstudiet, og når man som rigtig Marvel-kender ved, at det var selv samme studie, der forvandlede verdensæderen og naturkraften Galactus til en næsten harmløs sky og gangsterkongen Kingpin til en gangsta from da hood, så var man allerede på vagt.

WolverineWolverine er dog ikke nogen X-Men 3. Så galt går det aldrig. Filmen er dummere end dum, men den er også sært underholdende. På engelsk ville man kalde det en “guilty pleasure”. På mange måder minder filmen mig om action-film fra 80erne, og det kan man så vælge at se som enten en god eller en dårlig ting.
Der er som bekendt tale om en oprindelseshistorie. Alle Wolverines hemmeligheder, der ellers altid har været blandt figurens definerende træk, hives frem i dagens lys. Vi finder først ud af, at han er rigtigt gammel og har kæmpet i alle amerikanske krige siden Borgerkrigen. Hvorfor? Ingen anelse, da manden trods alt er canadier, men måske kan han bare virkelig godt lide at slås? Hvem ved. I hvert fald bruger filmen ikke tid på det, da den skal hastigt videre. Vi møder en række andre mutanter, som Wolverine kæmper side om side med, indtil han får dårlig samvittighed og skrider. I et snuptag er der gået seks år, og Wolverine bor i fred og fordragelighed på et bjerg sammen med en kvinde. Det går der tre scener med, og så er det hastigt videre. Filmen skal trods alt helst nå frem til sit klimaks. Og helst i tide. Det går rigtigt stærkt i første halvdel af filmen, og det er meget tydeligt, at det i virkeligheden kun handler om at nå frem til anden halvdel. Og det er også fint nok, for den starter med et brag og fortsætter sådan. Det betyder dog også, at man intet føler for nogen af personerne på noget som helst tidspunkt.

Hugh Jackman i WolverineJeg vil godt give Hugh Jackman et par venlige ord med på vejen. Han er god i rollen som filmudgaven af Wolverine (der som bekendt er en noget dresseret udgave af den klassiske tegneseriefigur), og hans karisma bærer store dele af filmen. Det kvindelige publikum burde også være i stand til at nyde filmen.

Kernen i filmen er forholdet imellem Logan og hans bror Victor, også kendt som Sabretooth (der i Liev Schreibers diabolske form er milevidt fra den umælende, næsten retarderede wrestler fra den første X-Men film, men det gør ikke noget, da det er en klar forbedring i forhold til Singers film), og det fungerer overraskende godt. Schreiber er en god skuespiller og en god skurk. Man kan ikke helt sige det samme om Danny Hustons William Stryker. Huston er en virkelig god skuespiller, men desværre er Stryker en noget tam skurk. Måske mest fordi han opfører sig så bizart dumt, at man har svært ved at tage ham alvorligt (hans hemmelige våben imod Wolverine er adamantiumkugler… helt hvordan, DET giver mening, forstår jeg ikke). Jeg har sjældent set en skurk, der i den grad skaber sine egne problemer, og det bliver næsten grinagtigt. Det sjoveste er dog den måde, hvorpå Wolverine erhverver sig sit famøse hukommelsestab. Det virker næsten som om, at forfatteren havde glemt det et langt stykke hen ad vejen. For gennemtænkt er det dælme ikke.

Men her har jeg også fat i det, der ender med at gøre filmen ret underholdende alligevel: Hvis man vælger at trække på skulderen, efterlade hjernen i døren og simpelthen nyde filmen som en voldsomt dum actionfilm af den gode gammeldags slags, så er man i fint selskab. Filmen om Wolverine er ikke så meget en farlig jærv, som den er en dum, lille hund, man ikke kan lade være med at holde lidt af alligevel. Det er dog meget tydeligt, at det er en film i en serie, der blev skabt før Nolans Batman film samt Raimis Spider-man og Favreaus Iron Man. I dag har man som superheltefan vænnet sig til en hvis grad af loyalitet over for oplægget. Den fesne filmatisering af Watchmen led ligefrem under, at den var FOR trofast visse steder. Når Wolverine så lader vores allesammens yndligsmær, Emma Frost, være en blanding imellem en cheerleader og en disco-kugle uden det mindste spor af mentale kræfter, så bliver det lidt irriterende.

X-Men Origins: Wolverine fungerer dog på sine egne præmisser. Hvis man altså går ud fra, at præmissen var at lave en dum, men underholdende action-basker i klassisk stil. Kun dårlig CGI minder os om, at det faktisk er en moderne film, vi ser. På kun 9 år er X-Men serien altså gået fra at være det vildeste inden for superheltefilm til faktisk at se lidt gammeldags ud.

Sådan kan det gå.

Tegneseriesidens twitter-opdateringer for 2009-03-06

Alan Moore "vinder" over Watchmen-filmen