Agent i multiverset

Vi mangler rigtigt gode agent/spion-serier, synes I ikke? Jo, vi har Queen & Country, men selv om den er rigtig god, er den for seriøs i det til at dække det jeg efterlyser – jeg vil gerne have nogle vilde actionsekvenser, noget pang, nogle gizmos, nogle kvinder og en helt, der klarer det hele i sidste ende. Og også gerne noget sci-fi, så som nogle robotter, underlige skydere og andre devices og naturligvis dimensionsrejser.

Ja, den serie findes, og den er både spændende, sjov og velskrevet. Vi mangler bare et tema med wah-wah-guitar og svedig hornsektion. Serien hedder Casanova og er skrevet af Matt Fraction og tegnet af Gabriel Bá og Fábio Moon.

Casanova handler om tyven Casanova Quinn, der ender som dobbeltagent på tværs af dimensionerne i et indviklet net af super-spionage. Konflikten kører imellem den verdensomspændende organisation E.M.P.I.R.E. (med Casanovas far Cornelius ved roret – ikke et far/søn-forhold der ligefrem er præget af kærlighed og tillid) og W.A.S.T.E, en klassisk forbryderorganisation, anført af det bandageindsvøbte super-geni Newman Xeno.

En ting der er værd at bemærke er, at Casanova er en hyldest til den månedlige serie, hvor der, som Fraction selv skriver, ikke er plads til syv sider med et sværd, der bliver trukket ud af skeden eller den såkaldte “decompressed storytelling“, hvor de enkelte historier er skrevet til at være en del af en større helhed (en TPB) – hans primære inspirationskilde i skriveprocessen har været måden hvorpå Phil Spector producerede singler sidst i 60’erne. Teknikken hedder Wall of Sound, og inkorporerer massevis af, nå ja, lag af lyd, og selv om det ikke er det første jeg tænkte på da jeg læste serien, er ligheden der alligevel: hvert nummer på 16 sider, som er tæt pakket af action, plot- og karakterudvikling og massevis af overraskelser og et veritabelt overflødighedshorn af ideer.

Der er tydelig inspiration fra Barbarella, Jim Sterankos Nick Fury, Michael Moorcocks Jerry Cornelius, Diabolik og desuden et væld af mere eller mindre tydelige pulp-påvirkninger.

Tegningerne skal også have et par ord med på vejen, da de er perfekte til serien – til tider stramme og præcise, til tider mere skitseprægede alt afhængigt af kontekst og hele tiden med et nik til det nostalgiske retrofeel, som bærer hele serien. Klassisk på en moderne måde!
Som et lille kuriosum er den eneste farve på siderne udover sort/hvid alle en grøn nuance, hvilket fungerer overraskende godt og er med til at give serien et unikt look og feel.

Der er kommet to miniserier af syv numre, men planen er at der skal skrives i alt syv miniserier, om end Fraction har serien “on hold” pt.

Interesserede kan læse første nummer gratis online hos Image Comics.

Kung Fu med maksimal Chi

Coveret til Immortal Iron Fist #1
Coveret til Immortal Iron Fist #1

Jeg afslører nok rigtigt meget min alder nu, men jeg husker følelsen af et nummer af [[Kung Fu Magasinet]] gemt inden under min jakke, skærmet mod den stride efterårsregn.

Inden i bladet kunne jeg læse om Shan-Chi, kung fu-mesteren og ikke mindst Iron Fist eller Jernnæven som han også blev kaldt. Med kraften fra dragen Shou-Laos smeltede hjerte og store evner indenfor kung fu – ikke mindst på grund af hans indre kraft, hans Chi – bekæmpede han kriminelle, ofte sammen med Misty Knight, Colleen Wing og ikke mindst Luke Cage.

Her, mange år efter jeg jeg faldet i igen, og det er alt sammen Ed Brubaker og Matt Fractions skyld. De har nemlig begået den fremragende The Immortal Iron Fist, som efter min mening er noget af det bedste, som Marvel udgiver p.t.

Allerede i det første nummer bliver tæppet trukket væk i forhold til hvad man troede at vide om figuren: Danny Rand er bare den seneste Iron Fist i en lang række af forkæmpere for den mystiske by K’un L’un, og derfra bliver der bare skruet op for tempoet og udviklingen af historien uden at jeg skal afsløre mere af handlingen her.

Det hele er blændende flot tegnet af spanieren David Aja, som med ganske få penselstrøg formår at formidle både følelser og action – ham kan vi vente os meget af i de kommende år!

The Immortal Iron Fist har en masse til os gamle læsere, men som helt ny læser kan man også sagtens hoppe på, så det er bare med at komme i gang.