Charles Burns til komiks.dk

Charles Burns, skaberen af Black Hole, kommer til komiks.dk i 2010Endnu en legende fra den uafhængige, amerikanske graphic novel-scene besøger København! Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit præsenterer Charles Burns på festivalen i 2010!

Det var et møde med tegneserielegenden Art Spiegelman, der gav Burns sit første gennembrud som tegneserieskaber. Han blev bedt om at yde bidrag til Spiegelmans Raw Magazine, hvilket blandt andet resulterede i historier som Big Baby og Dog Boy. Til Heavy Metal Magazine skabte han figuren El Borbah, der er en hybrid imellem en privatdetektiv og en mexicansk wrestler. Hovedparten af Burns’ tidlige arbejde er siden hen blevet opsamlet og kan stadigvæk fås den dag i dag. Det helt store gennembrud kom dog med hovedværket Black Hole, der udkom i serieformat fra 1994 til 2004. Værket blev senere samlet i en lettere redigeret udgave og blev udgivet af Fantagraphics Books. På dansk udkommer Black Hole på Forlaget Fahrenheit.

Af andet arbejde fra Burns kan nævnes den fotografiske kunstbog One Eye samt hans bidrag til den animerede, franske antologifilm Peur(s) du Noir. Burns skabte også coveret til Iggy Pops album Brick by Brick fra 1990.

Burns kombinerer klare linjer med stærke kontraster og skaber en stemning af skæv uhygge. Black Hole er ofte blevet sammenlignet med film af både David Lynch og David Cronenberg, men værket er på alle måder helt og aldeles originalt og unikt.

Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit er stolte over at kunne præsentere Charles Burns på Komiks.dk i 2010.

Den sidste synd – Sin City 7: Ind i helvede af Frank Miller

Cover til Sin City 7Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

Scene fra Sin City - ind i HelvedeI hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Fakta om serien

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

Den sidste synd – Sin City 7: Ind i helvede af Frank Miller

Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

I hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

The Spirit reinkarneret

Action, Mystery & Adventure i The Spirit: Book One af Darwyn Cooke

Begyndelsen på tegneseriens guldalder sættes ofte til 1938, året hvor en lille kapsel fra planeten Krypton gennembrød Jordens atmosfære og pløjede ned i Kansas’ muld. Både formen og formatet var dog allerede blevet etableret med henholdsvis striben Happy Hooligan (1900) og hæftet Funnies on Parade (1933).

Den kreative impuls, som er essensen af guldalderbegrebet, havde i de mellemliggende år skabt klassikere som Little Nemo in Slumberland, Krazy Kat, Dick Tracy og Little Orphan Annie og efter 1933 kom striber som The Phantom og Terry and the Pirates. Guldalderens begyndelse kan altså med nogen ret dateres til før 1938.

Derimod er det indiskutabelt, at superhelten blev født i 1938. I efterdønningerne fra Supermans nedslag opstod ikke blot et sandt boom af superhelte og tegneseriehæfter, men også mange nye forlag. Et af dem var Everett M. Arnolds Quality Comics Group.

EisnerBlueMed en række talentfulde tegnere i sin stald, var forlagets navn ikke vindmageri men en garanti: Jack Cole (Plastic Man), Lou Fine (The Black Condor), Bill Ward (Torchy), Bob Powell (Crack Comics), Reed Crandall (Blackhawk) – og [[Will Eisner]], hvis maskerede helt næppe behøver nærmere introduktion. Men lad os alligevel kort se på The Spirits meritter.

I en tid domineret af superhelte var Denny Colt, alias [[The Spirit]], uden kappe, spandex og superkræfter. I stedet havde han en diminutiv maske, charme, hjerne og muskler. Endelig havde han, ligesom sin ældre kollega Dick Tracy, en mirakuløs evne til klare sig helskindet igennem selv de værste tæsk og den heftigste kugleregn.

spiritDet var en noirish krimi-serie fuld af action og vold, død og humor, skæbnefortællinger og direkte fjollede optrin, samt de smukkeste femme fatales nogensinde set i en tegneserie. Hvert Spirit-eventyr blev indledt med en visuelt overvældende splash-page, hvor titelheltens alias ofte dannede kulissen eller på anden måde blev vævet ind i scenen.

Denne formmæssige virtuositet begrænsede sig ikke til den første side. Nok havde Milton Caniff (inspireret af filmmediet) allerede eksperimenteret med billedvinkler, men Eisner gik adskillige skridt videre. Læserens øjne blev ført rundt i alle mulige og umulige vinkler, alt mens handlingen fløj afsted accentueret af Eisners suveræne fornemmelse af miljø og beherskelse af lys og skygge.

Persongalleriet var så farverigt, at hovedpersonen ikke altid stod i handlingens centrum. Karakterernes personlighed kom ikke kun til udtryk gennem deres handlinger og ord, men som hos Dickens også gennem deres kropssprog. Alt dette – og mere til – medvirkede til at skabe en serie, som synes synonym med dens skaber.

Will Eisner tegnede The Spirit fra 1940 til 1952. Der var ghosttegnere og ghostforfattere, heriblandt Lou Fine, Jack Cole og Jules Feiffer, men det bemærkes ikke. Inden sin død i 2005 sørgede Eisner for, at rettighederne til The Spirit overgik til DC. Nye og flotte genoptryk kom på gaden, men det var ikke tilstrækkeligt: Serien skulle genoplives.

spirit10Men hvem evnede at løfte arven? Hvem havde modet til at føre Eisners populære helt ind i det 21. århundrede? Æren – eller udfordringen – tilfaldt tegneren og forfatteren Darwyn Cooke, som forståeligt nok modtog tilbudet med blandede følelser: ”The Spirit was simultaneously the most exciting and horrifying offer I’d been made in my career,” betror han intervieweren fra The Comics Journal.

Cookes tegnestil taget i betragtning var han det oplagte valg. I serier som New Frontier og Catwoman er blækket tydeligvis blandet med guldalderstøv. Her tænker jeg særligt på hans forkærlighed for rene og vinlede streger, kantede fingre, kæber og muskler. Alligevel er det forståeligt, hvis nogle har mødt Spirits genopstandelse med skepsis.

Jeg var skeptisk. Ville Cookes Spirit være en pastice eller ligefrem et plagiat? Ville han, i et krampagtigt forsøg på at være original, falde for dekonstruktivismens fristelse? Og hvad med Ebony? Men al min forudindtagede skepsis blev gjort til skamme. Skønt Cookes Spirit (samt bifigurer og miljø) ligner Eisners, er både streg og fortælling Cookes egen.

Billedvinklerne er mere rolige end Eisners men ligeså velvalgte. Lys og skygge håndteres perfekt, og kropssprogets register udnyttes til fulde, hvilket kompenserer for Cookes udeltaljerede baggrunde. De indledende splash-pages kan måske nok opfattes som en homage, men indtil videre lever de helt op til Eisners fantasifulde standard.

I de syv nye Spirit-eventyr, som udgør The Spirit: Book One finder vi gamle kendinge som Dolan, Ellen, P’Gell, Mister Carrion og Ebony. Dolan er stadig lige ilter, Ellens rolle er som førhen indskrænket til at være den tro forlovede (som dog har mere forstand på internettet end Spirit), mens Mister Carrion til gengæld er blevet kreativ direktør i Julia Communications (opkaldt efter hans elskede grib).

pgellAt P’Gell stadig kan gøre alle hankønsvæsner til viljeløse proselytter, vil ikke komme som nogen overraskelse for dem, der har stiftet bekendtskab med Cookes Catwoman. P’Gell udstråler præcis den rette blandning af uskyld, sårbarhed og drivende seksualitet, som kendetegner en femme fatale.

Ebony2Eisners Ebony White var (mildt sagt) en stereotyp, der kan få selv den mest venligt indstillede moderne læser til at krumme tæer. Men under Cookes hånd er Spirits sidekick ikke bare blevet en ung mand, han er blevet cool og mindst ligeså charmerende som Spirit selv.

Af nye karakterer bør nævnes Ginger Coffee og Hussein Hussein. Førstnævnte er en sexet tv-reporter, som i jagten på den gode historie ikke går af vejen for at sætte sit eget liv på spil, mens sidstnævnte er en lykkejæger med et stænk af Peter Lorres karakter i Casablanca over sig, men knapt så slesk.

I den sidste historie (skrevet af [[Jeph Loeb]]) bringes Spirit sammen med Batman og Robin i kampen mod et overdådigt opbud af Gothams superskurke og – endelig – Spirits ærkefjende, den mystiske Mister Octopus. Af de syv historier er den måske det svageste led, men generelt er underholdningsniveauet højt.

Spiritcircle

Som hos Eisner byder også Darwyn Cookes The Spirit på action og vold, død og humor, samt en enkelt skæbnefortælling, men (i modsætning til sin forgænger) ingen fjollede optrin. Cooke har ikke bare formået at genoplive en gammel helt fra guldalderen, han har givet figuren nyt liv. Hvorvidt Cookes efterfølgere, Mark Evanier og Sergio Aragones, formår at føre stilen og ånden videre, skal jeg ikke kunne sige … endnu!

Fakta om serien

The Spirit: Book One (2008, 192 sider) indeholder:

The Spirit #1-6 (2007)

Forfatter: Darwyn Cooke

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Batman/The Spirit #1 (2007)

Forfatter: Jeph Loeb

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Indianere og kasinoer, narko og nunchakuer

I disse julefrokosttider er det vigtigt også at huske den åndelige føde. DC’s Vertigo-linie har gennem tiden været leveringsdygtig i mange vitaminrige serier med bid i, og Scalped er bestemt ingen undtagelse.

Scalped kan bedst beskrives som en hårdkogt noir-tegneserie med et pift af besk socialrealisme. Den udspiller sig i det dybt kriminelle Prairie Rose indianerreservat i South Dakota. Den fortabte søn Dashiell Bad Horse vender tilbage til reservatet efter at have været borte i 15 år. Hvad beboerne i indianersamfundet ikke ved, er, at Dash i virkeligheden er en kampsportstrænet undercover FBI-agent, der under dække af at være lokal strisser skal forsøge at optrævle den organiserede narkokriminalitet og i særdeleshed få forbryderhøvdingen Red Crow ned med nakken.

Dash har flere lig i lasten end Titanic og et temperament, der får dynamit til at fremstå harmløst, hvilket besværliggør missionen en del. Det hele bliver bestemt ikke mindre speget af, at han indleder et passioneret forhold til Red Crows rebelske datter, Carol, eller at hans mor, som er et af reservatets mest indædte aktivister for indianernes rettigheder, nægter at lade ham være i fred. Undervejs kommer han også grueligt i tvivl om hvad, det egentlig er, han har gang i. Dashiell er en mand under konstant pres, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før han eksploderer…

Jason Aaron har komponeret en hårdkogt ret, hvor tilbehøret serveres råt for usødet. Han har dog en særlig evne til at give sine personer liv og nuancer, hvilket gør historien både gribende og tragisk til tider, og som den skrider fremad, går det op for læseren, at der er mere end én hovedperson. Tegneren R. M. Guéra har udstyret serien med et kantet og på samme tid råt og beskidt look, der virkelig gror på én, og tilfører serien en ekstra dimension.

Scalped er en ret, som det er en udsøgt fornøjelse at sætte tænderne i, den glider let ned men efterlader en tankevækkende eftersmag, velbekomme.