Det danske vidunderland

wonderland-forsideLad det være sagt med det sammen: her er tale om en ganske speciel udgivelse. Det er noget så sjældent som en antologi med danske tegneserier, oversat til engelsk og udsendt på det amerikanske marked.  19 nedslag, der ganske udmærket illustrerer, hvor langt dansk tegneserie er nået i de senere år.  Antologien udgives af forlaget “ Aben Maler” – drevet af ildsjælen Steffen P. Maarup, der i årevis har udgivet forholdsvis smalle værker på det danske marked. Vi har bl.a. fået udgivelser af  James Kochalka, Ron Regé, Jr., Anders Nilsen og snart Chris Ware og Bryan O’Malley.

Forlaget udgiver også 676’erne – små pixi-tegneserier med (eksperimentelle) voksentegneserier af nyere danske serieskabere. Det er altid spændende læsning, og værkernes ofte meget personlige udtryk gør, at man altid vil kunne finde en favorit i en sending 676’ere. De tjener desuden til at eksponere både den danske tegneseriescenes mere eksperimenterende del og dels til at cementere forlagets linje – “Et sted mellem litteratur og billedkunst. Lad os kalde det sted tegneserier” som det hedder sig på Aben Malers fangruppe på Facebook.

Allan Havrehalms "Tomb of the Rabbit King"Der er en del ligheder, rent emne-, udgivelses- og mentalitetsmæssigt, mellem “Aben Maler” og det amerikanske forlag “Fantagraphics”, som med udgivelser af bl.a. Daniel Clowes, Robert Crumb og Hernandez-brødrene må siges at høre til blandt amerikanske indie-tegneseries grand old publishers. Og antologien er netop blevet til ved et samarbejde mellem Aben Maler og Fantagraphics – i USA er et Fantagraphics, der distribuerer værket, mens det er Aben Maler der står for den danske / europæiske distribution.

Selv om begge forlag står bag udgivelsen, er det Aben Maler, der har taget initiativet og også forestået arbejdet med udvælgelsen, og jeg fik lejlighed til at spørge  redaktør Steffen P. Maarup om antologiens tilblivelse:

Jeg begyndte at samle bidrag til antologien for lidt over et år siden, og så tog den form i løbet af efteråret. Omkring juletid havde jeg en nogenlunde færdig pdf, som jeg sendte til Fantagraphics. Der var stadig ingen titel, og stadig ingen Thomas Thorhauge-tegnet forside, men de sagde alligevel ja tak til at udgive den i USA.
Det allersidste blev færdigt i marts, så vidt jeg husker – Nikoline Werdelins engelske håndtekstning – og så sendt til tryk i Singapore. De første friskbagte eksemplarer blev fløjet ind til MoCCA Art Festival i New York i juni, og nu her i august kommer bogen så i butikkerne i både USA og Danmark.

Fantagraphics har været utrolig nemme at tale med. De har ingen indsigelser haft overhovedet, men har bare accepteret, hvad jeg kom med.

Hvad er det så for en størrelse, der er kommet ud af det?

Julie Nord i From WonderlandDet første der slår en ved en gennemlæsning er de utroligt forskelligartede talenter – og dermed bidrag – som antologien består af. Vi kommer forbi forholdsvist traditionelt tegnede (men derfor bestemt ikke tandløse) avisstriber, grove, anarkistiske streger og afdæmpede akvarelfarver, ligesom historierne går lige fra den nære menneskeskildring over det filosofiske og fabulerende til den vilde løssluppenhed og provokerende leg med læseren. Som det anes vil jeg ikke fremhæve nogen på bekostning af andre, men bare konstatere at der er stor mulighed for at der er noget der vil falde i ens smag hvis man går åbent til værket.

En antologi vil altid have større og mindre læseoplevelser blandet sammen – man kan ikke nødvendigvis dele smag med redaktøren af bogen, men udvalget er fint og kommer rundt omkring nogle af de forskelligeartede talenter der har været aktive på den danske tegneseriescene i de seneste ti år – og heldigvis er der ikke skyggen af Hergé-nekrofili, hvilket visse dele af den danske tegneseriescene nok vil tage den ilde op. I forlagenes og dermed bogens natur er der ikke gået på kompromis med kunstneriske ambitioner og armbevægelser, og naturligvis er der fokus på de serier, som ligger udenfor mainstream. Men ud over forlagenes profil, har der ikke ligget særlige kriterier til bund for udvælgelsen:

De små tyve historier i From Wonderland with Love er udvalgt af mig (men tak til Paw Mathiasen og Torben Hansen, for jeg gik på strandhugst i gamle numre af Fahrenheit og Free Comics; og til Matthias Wivel for at gøre mig opmærksom på Peter Kiellands Valküren Träume). Der er et ret stort spænd i historierne, men jeg følte alligevel, at de godt kunne høre til i samme bog. Jeg har ikke haft noget formuleret sæt kriterier, da jeg udvalgte bidragene, men de dækker vist ret godt min smag i voksentegneserier.

Mårdøn Smets bidrag til antologien Det  er ikke på nogen måde en bred antologi – og har da heller aldrig været tænkt som sådan. Her er et stykke “smalt”  tegneseriekunst, og som sådan rammer antologien sit publikum ret præcist – en typisk Fantagraphics-fan vil føle sig hjemme, mens en Marvel-fan nok vil kigge to gange på udgivelsen. Modtagelsen har indtil nu været pæn:

Det er endnu meget lidt, den amerikanske blogosfære har skrevet om From Wonderland with Love, men de folk, der kom forbi den danske stand på MoCCA-festivalen, var som regel nysgerrige og begejstrede. Det siger næsten sig selv, at det bliver svært at sælge en antologi med ukendte danskere, men hvis vi får flere anmeldelser, der er lige så gode som den i Publishers Weekly, så skal bogen nok klare sig.

From Wonderland er en fremragende introduktion til den del af den moderne danske tegneserie som forsøger at skubbe grænserne for mediet og især de vilde unge, der kom frem i starten af dette årti. Er du en åben og nysgerrig læser er der ingen vej udenom, også selv om det kan føles underligt at læse danske værker på engelsk. Kender du en  tegneserielæsende udlænding  er From Wonderland den oplagte idé. Og elsker du det sted hvor kunsten udfordrer status quo og rykker milepæle, vil du føle dig hjemme her.

Fakta om udgivelsen

From Wonderland with Love: Danish Comics in the Third Millennium. 176 sider, både sort/hvid og farve. Pris: 240 kr.

Redigeret af Steffen P. Maarup

Vibe Bredahl: Mary’s Mind Travel

HuskMitNavn: Newspaper Cartoons

Johan F. Krarup: Birte;

Seven Men Practice the Art of Seduction

Nikoline Werdelin: Because I Love You So Much

Christoffer Zieler: Steep Speed

T. Thorhauge: M

Jan Solheim & Maria Isenbecker: The Visit

Mårdøn Smet: Stig & Martha

Peter Kielland: Valküren Träume

Simon Bukhave: All That I Hold in My Hand

Søren Mosdal & Jacob Ørsted: Dog God

Allan Haverholm: Tomb of the Rabbit King

Signe Parkins: Table Manners

Ib Kjeldsmark: Sloth

Julie Nord: From Wonderland with Love

Zven Balslev: Cadarul Zombie

G.R. Mantard: for- og bagsats

Kom Hjem

Forsiden til Thomas Thorhauges Kom Hjem

Lad mig starte med det åbenlyse, så det er af vejen: det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg kender Thomas Thorhauge – vi arbejder begge to i Dansk Tegneserieråd, og jeg har været tekniske gris på hans nye hjemmeside, sacre-bleu.dk. Jeg er nok ikke så objektiv som jeg kunne være.

Hovedpersonen i Kom HjemMed det sagt, så var jeg noget skeptisk da jeg første gang hørte ham fortælle om Kom Hjem: “Det er en graphic novel om en enlig mor, som tager til Frankrig for at finde sig selv” (ok, jeg kan ikke huske den præcise formulering, men det var derhenad).

Enlig … mor? Arh, hvad?

Jeg får straks indre billeder af de socialrealistiske bøger om fraskilte fabriksarbejdere, som mine dansklærere fra folkeskolen tærskede os igennem uden nogen fornuftig grund.

ADW, aldrig mere!

Heldigvis er Kom Hjem en helt, helt anden størrelse. Handlingen vil jeg ikke komme så meget ind på – ja, hovedpersonen Thea er enlig mor, som flytter i kollektiv i Frankrig for at komme videre med sit liv.
En del af persongalleriet i Kom HjemKollektivet er fuldt af farverige personer, som alle i en eller anden forstand arbejder for en (politisk) revolution. Hvad der videre sker, må man læse sig til i en anden af de sikkert utallige anmeldelser, som dukker op i den nærmeste tid – eller bedre: købe bogen, først som sidst. 

Fra start til slut er det tydeligt, at vi har fat i et umanerligt gennemarbejdet værk, som både i streg og fortælleteknik viser at Thomas er i front for sin generation af serieskabere i Danmark – han opererer med nogle forholdsvis komplekse sideopbygninger, hvor der indgår mange parallelle forløb på en gang, men han får altid gjort det på en så legende let måde, at man aldrig er i tvivl om hvad der sker.

Kom Hjem er tegnet i en stil, som måske et eller andet sted har afsæt i ligne claire med en gang funny animal ind over, men som også tilsat en heftig gang Chris Ware og Scott McCloud. Stilen viser at tiden er 2009 – sidelayouts er som nævnt til tider rimeligt komplicerede (men stadig overskuelige) og selv om der er mange sekvenser, som bruger mediet til det yderste, føler man aldrig at det er anstrengt.

Side 1 af Thomas Thorhauges Kom HjemFaktisk vi jeg fremhæve værkets flow som en af dens væsentlige, positive egenskaber -til trods for passager med rimeligt høj koncentration af tekst og tanker, er der ikke noget der føles som en teksttung hurdle, som man lige skal tage en indånding inden man går i gang med.

Tværtimod bærer flowet læseoplevelsen, således at man rider på bølgen af personbeskrivelser, eftertænksomhed og handling indtil den rent ud sagt fremragende slutning, som er en af de stærkeste slutninger jeg har læst i nyere tid; poetisk, åben og gribende. I mine øjne måtte Thomas gerne slippe denne poetiske del lidt mere fri, for det griber en om sjælen og hjertet, som rigtig god literatur kan og skal – og får andre dele til at virke som om han har tænkt lidt for meget over det hele. Dette er den største svaghed jeg kan se ved Kom Hjem: det virker lejlighedsvis lidt for fortænkt og lidt for lidt følt, men det er heldigvis undtagelsen snarere end reglen.

Kom Hjem er årets uundgåelige, og et klart pejlemærke i dansk tegneserieproduktion – her er et værk som ikke er godt af en dansk tegneserie at være, men bare godt – og hvor er dét i grunden befriende. 

Fakta om værket

Kom Hjem. 200 sider i farve, 2009.

Skrevet og tegnet af Thomas Thorhauge
Udgiver: Rosinante 

Kom Hjem er den første tegneserieudgivelse fra Rosinante, og de ser ud til at mene det alvorligt – ikke kun er værket af høj kvalitet, den fysiske bog er også lækker: flot tryk, lækker papirkvalitet og så det her flexcover, som er bøjeligt og holdbart og ooohhh, shiny. Jeg ser frem til næste udgivelse fra forlaget, Gemma Bovery af Posy Simmonds.

Hvad der sker på twitter.com/tegneseriesiden

Side 1 af Thomas Thorhauges Kom Hjem

Denne samling af nyheder er igen noget indholdstung, og igen er der lidt af hvert. Dog er der denne gang en overvægt af tweets om Kom Hjem af Thomas Thorhauge – og det inden tegneserien er udkommet.

Hype? Os? Neeeeeej, hvordan kan man få den tanke?

Heldigvis også en animation af en dansende Alan Moore (m.fl.), dyre-superhelte (frø-Thor, anyone?) og det hele ville naturligvis ikke være komplet uden nyheder om Scott Pilgrim-filmen.

  • Har bladret i Thorhauges “Kom Hjem” og fornemmer at det kan være årets danske udgivelse. Anmeldelseseksemplaret kan kun komme for langsomt! #
  • Thorhauges Kom Hjem-set på Flickr: http://bit.ly/LOSST #komhjem #
  • Lad dig hypnotisere af dansende tegneseriekoryfæer: http://bit.ly/MB4ta #
  • En ny Thor? http://bit.ly/xsSVG #
  • Tegneseriefigurer på Twitter: @MisterStuffins og @jjonahjameson – kender I andre? in reply to jjonahjameson #
  • I dag er det “Spørg tegneseriesiden”-dag – kom med jeres tegneserierelaterede spørgsmål og vi vil svare! #
  • Bryan Lee O’Malley ( @radiomaru ) med personerne fra Scott Pilgrim-filmen: http://bit.ly/njBPr in reply to radiomaru #
  • Online miniserie: “Dawn of the Gearheads” af Scott Morse – tegnet på en uge uden skitser: http://bit.ly/HfL8A – imponerende på flere planer! #
  • Lille film som viser Thorhauges “Kom Hjem”: http://bit.ly/LOSST #komhjem #
  • RT @BeaucoupKevin: HOW TO SAVE COMICS: Shut up and make your own. #savecomics #
  • RT @cameronmstewart: Wolverine: The Man From SNIKT: http://tinyurl.com/cw9onf #
  • Watchmen-filmen har dårligere seertal end Schumachers Batman & Robin. http://bit.ly/21ewX Av! #
  • Mere Pet Avengers: http://bit.ly/IdHin #
  • I love comics! RT @BrianReed: Goodnight giant mechanical dinosaur. #
  • En tredie Batman-film? Måske: http://bit.ly/jdouo #
  • (ja, jeg ved godt at der totalt er lavet mere end tre Batman-film. Ordkløvere.) #
  • Der er snak om en Gambit-film: http://bit.ly/15wlsQ – 90’erne ringede og ville have deres helte tilbage. #
  • Tegneserieskaber in spe? @CBCebulski er et veritabelt overflødighedshorn af gode råd og årelang erfaring. Go, follow! #
  • Filmselskabet løj om Wolverine-filmen: http://bit.ly/v6LTk – et filmselskab, som LYVER? CHOK! #
  • Sådan kan man også forholde sig til piratkopiering: RT @hopelarson: Mal just found a torrent of Chiggers! I’m glad it’s out there. #
  • Coveret til Thomas Thorhauges nyeste opus, Kom Hjem: http://bit.ly/pncYd – bliver det snart d. 15 så vi kan få fingre i den? #
  • Teaser fra Thomas Thorhauges “Kom Hjem”: http://bit.ly/7v5re #
  • En del af dette virker også oplagt for trykte tegneserier: RT @Perazza: “Top Five Ways to Promote Your Webcomic: http://tinyurl.com/ch6vx5#
  • Og en til:RT @Perazza: “How To Promote Your Webcomic by NOT promoting your webcomic (from comixtalk.com): http://tinyurl.com/c5qwhb#
  • Artikel i Politiken om … sorte superhelte: http://bit.ly/15hm2o #

Danmark: nu med tegneserieråd!

Afstemning om bestyrelsen i DKTRSå skete det – Danmarks kulturliv blev beriget med et tegneserieråd, der kom til verden i går. Vi stiller om til den officielle pressemeddelelse:

Dansk Tegneserieråd er blevet oprettet
Mødesalen i den gule villa på Frederiksberg var fyldt til bristepunktet i går aftes, da en forsamling af branchefolk og interesserede konstituerede Dansk Tegneserieråd og valgte rådets første bestyrelse.
Dansk Tegneserieråd ønsker at højne opmærksomheden på denne kunstart og at fungere som bindeled mellem kunstnere, boghandlere, biblioteker, statslige og private organisationer, og andre, som har en interesse i tegneserier. Allerede i ugerne op til Rådets oprettelse strømmede det ind med henvendelser fra personer og organisationer om mulige samarbejder.
Særligt i disse år, hvor tegneserien oplever en veritabel guldalder, er der behov for et organ, som taler denne kunstforms sag. Den opgave ønsker Dansk Tegneserieråd at løfte.
Dansk Tegneserieråds første bestyrelse består af Thomas Thorhauge (formand), Allan Haverholm, Marianne Eskebæk Larsen, Paw Mathiasen, Steffen P. Maarup, Carsten Søndergaard, Matthias Wivel, Mads Bluhm (suppleant), Ulf Reese Næsborg (suppleant), foruden Anders Hjort Jørgensen (revisor) og Rikke Platz Cortsen (revisorsuppleant).

Dansk Tegneserieråd vil arbejde for:

  • At højne både den almene og den specialiserede viden om tegneserier, og således styrke både formidling af og forskning i tegneserier
  • At bidrage konstruktivt til skabelsen af, vilkårene for og alsidigheden af danske tegneserier og danske tegneserieudgivelser, samt tilgængeligheden af udenlandske tegneserier i Danmark gennem bl.a. publikationer og udstillinger
  • At skabe kontakt mellem og fungere som fælles forum for alle med privat såvel som professionel interesse i tegneserier
  • At samarbejde både nationalt og internationalt med organisationer og institutioner, der beskæftiger sig med tegneserier og relaterede medier/kunstformer.

Vi ønsker bl.a. at fokusere på fraværet af en egentlig tegneserieskaberuddannelse og det forhold, at landets eneste tegneseriemuseum er henvist til 20 m2 en måned om året. Vi ønsker at diskutere, hvorfor danske boghandlere ikke som fx franske, amerikanske og japanske boghandlere har et repræsentativt udvalg af aktuelle tegneserieudgivelser. Og vi ønsker at undersøge, om de forskellige mediers holdning til tegneseriestof er præget af antikverede forestillinger.

[Pressemeddelelse om dansk tegneserieråds oprettelse  (PDF)]

I mine øjne er det en vigtig og skælsættende hændelse i dansk tegneseriehistorie, og jeg er for min del stolt over at være en del af det. Thomas Thorhauge har allerede vist betydeligt format som formand og resten af bestyrelsen kender jeg også som vidende og engagerede mennesker.

Dele af Dansk Tegneserieråds nyvalgte bestyrelse Thomas Thorhauge, den nyvalgte formand for Dansk Tegneserieråd(fotos: Christian Sand)

Fremtiden ser lys ud!

Hvad er 4 x 676?

Det lille forlag [[Aben maler]] er mest kendt for sine danske udgaver af f.eks. Daniel Cloves Ghost World og Edwards Goreys finurlige billedbøger, men de har også en serie, kaldet [[676]], hvor danske tegnere og forfattere slår sig løs med det, som man vel bedst kan beskrives som tegneserie-noveller. Formatet er lille og kvadratisk og minder mest af alt om en forvokset pixibog.

Op til bogmessen kom der fire nye udgivelser i serien.

676 #009 – Thomas Thorhauge: Jørgen Leth

Sportsjournalisten Jørgen Leth har været genstand for megen omtale – ikke alt lige positiv – forskellige steder fra, men dette har han vist ikke prøvet før: [[Thomas Thorhauge]] har taget en række citater fra Leths selvbiografi, Det uperfekte menneske, og sat dem ind i en mildest talt syret tegneserie med Leth selv som hovedperson.

Vi ser Leth stå op og gå gennem en lem i gulvet til et mærkeligt kælderrum, befolket af haitianske kvinder. Hans videre færd involverer bl.a. en lysende åbning i maven på en af disse kvinder og et blændende symbolsk lynnedslag samt en knap så symbolsk morgenmad bestående af mango og omelet.

Det er et modigt træk at benytte en nulevende person på denne måde, men Thorhauge slipper forbilledligt fra det, ikke mindst på grund af den forløsende humor der er i værket. Jeg kan sagtens se denne udgivelse nå et meget større publikum end jeg forestiller mig at 676’ere normalt gør, da fans af Leth eje Thorhauges hyldest til ham. Jeg er personligt ikke så velbevandret i Lethania, så jeg sidder et par steder med en fornemmelse af at misse pointen – hvilket dog ikke trækker ned på det samlede indtryk.

676 #010 – Cav Bøgelund: Sorte

Sorte er en helt anden størrelse – her er tale om en pantomimeserie med titelfiguren som gennemgående person.

Pantomime-tegneserier er en afsindigt svær ting at få til at lykkes i mine øjne – man ender ofte med at man enten ikke forstår hvad der sker eller med at handlingen bliver påtaget simpel for at man skal kunne forstå den, men [[Cav Bøgelund]] klarer suverænt at lade sine 22 sider om Sorte give mening og man bliver draget ind i det særegne og unikke univers som historien foregår i.

Billedsiden får lige et par ekstra ord med på vejen, da de bærer så meget – Sorte ser ud som en drøm, som Fritz Lang kunne have haft omkring den tid han fik lavet kulisserne til Metropolis, parret med storyboards til en film, som Henry Selick endnu ikke har fået ideen til og sikkert aldrig får filmselskaberne med på alligevel.

Af de fire nye 676’ere er Sorte min personlige favorit, uden at jeg helt kan sætte en finger på hvorfor.

676 #011 – Gitte Skov: Den der får aben

Det er ikke alle minder om skoletiden, der er lige lykkelige, men det ser ud til at Gitte Skov har flere dårlige end gennemsnittet – Den der får aben behandler nemlig klikedannelser, mobning og skolegårdens hakkeorden og især det at befinde sig nederst i den.

Jeg fornemmer trækninger omkring øjnene på en del af mine læsere nu, så jeg vil fluks skynde mig at tilføje, at Gitte Skov holder sig væk fra de gængse klichéer der er forbundet med at fortælle denne type historie, og tager tekstmæssigt afsæt i børnerim og -sange, som ender som lyrik (“Så hellere een god sladrehank / ved hånden / end ti i døren / får sine bank. / Slår med ord. / Tarvelig.” ) kombineret med de meget udtryksfulde og skræmmende tegninger, der driver pointen hjem noget mere effektivt end en traditionel “det er synd for Knud at han bliver mobbet”-historie kan drømme om at gøre.

Modsat ender jeg med ikke at leve mig følelsesmæssigt ind i værket, hovedsageligt på grund af fortællestilens fragmentariske natur.

676 #012 – Anders Jørgen Mogensen og Simon Bukhave: Skæbnen er en ådselsæder

Kærlighed og død er gammelkendte temaer i litteraturen – ådselsædere knapt så meget, men alle tre er ingredienser i denne velfortalte historie om unge elskende, skæbne og en enkelt ræv.

Tegningerne er dystre og karakterfulde med god brug af sorte områder, hvilket giver en meget dramatisk, til tider nærmest træsnitsagtig effekt – dette passer igen meget godt til den præcise og virkningsfulde dialog.

Det er en velfortalt og makaber fortælling, som på mange måder nærmer sig fablens område, men som også viser hvor solidt man kan fortælle en historie på lidt plads – og endda få plads til en twist ending, som ikke virker påklisteret og som endda kom bag på mig.

Simon Bukhave kender jeg til fra forskellige sammenhænge (bl.a. antologien [[Blæk]]), mens jeg ikke kender Anders Jørgen Mogensen, som ifølge covernoterne også er sanger og tekstforfatter i sin civile identitet.

Resultatet af regnestykket

676 er en brandgod ide, og både novelleformen, prisen (35 kr) og udførelsen er helt i top – dansk tegneseriekultur trænger til et forum som dette, hvor vidt forskellige talenter kan slå deres folder. Min største anke er, at formatet bliver set som en hindring af for eksempel bibliotekerne – de køber generelt ikke serien, da de har problemer med at håndtere den rent fysisk (den er lille og numrene bliver let væk). Dette virker igen som en bremseklods for seriens – og dermed talenternes – udbredelse til et større publikum, og det er i mine øjne synd, for de fortjener noget mere opmærksomhed end tilfældet er.

676 er dansk tegneseries svar på Ritter Sport – kvadratisk, praktisk og god – og, tvinges jeg til at tilføje, noget mere nærende. Jeg glæder mig til næste runde.