En hjerneburger med det hele

exodus_2-25-26Det er den ultimative, katastrofale katastrofe – zombier, død og eksplosioner overalt i det centrale København og det ser sort ud for vores hovedpersoner Viola, Hassan og Bernt, som vi i slutningen af bind et efterlod på toppen af et hotel med hele bygningen fyldt af udøde.

Men der er ikke noget der er så slemt, at det ikke kan blive værre, og når både militæret og specialstyrker prøver at kontrollere situationen ved en garvet zombie-fan godt at man skal være på vagt. Vi efterlader vores hovedpersoner på vej igennem en brændende, zombiefyldt by i en jeep fyldt med våben, hvilket forhåbentlig leder til endnu mere højspænding i bind 3.

Det går heftigt for sig i Exodus 2!Exodus 2 tager afsæt i første bind, men er, well, endnu bedre – der er endnu bedre hold på personerne (og vi får fyldt noget baggrund på dem), pacingen er helt rigtig og de sort/hvide træsnitsagtige tegninger står endnu skarpere end før. Der bliver også introduceret nye plotelementer, endda i en sådan grad at jeg har svært ved at se hvordan serien skal kunne slutte tilfredsstillende på kun ét bind. Well, Exodus bind 4-6 ville da også være endda meget velkomne, for her er tale om en udgivelse, der fænger fra start til slut.

Jacob Rask Nielsens bøger har – som denne sides faste læsere nok har gættet – en høj stjerne hos mig. Jeg falder først og fremmest for den energi, som ligefrem stråler ud af siden – her er sgu fortælleglæde, som ikke lader sig knægte af noget som helst, og i sidste ende er det meget centralt i forhold til hans produktion: det har en uforlignelig energi og wow-faktor og frem for alt en tydelig kærlighed til mediet og det at fortælle historier som sådan.

Ligningen ser i sidste ende sådan ud:

Zombier*√(hjerner*ofre/ild±økser i hjerneskaller) + 2*awesome² = Exodus.

Køb den nu bare!

Exodus: Movement of the Zombies

Helvede bryder løs i ExodusEfter at have været – uretmæssigt – overskygget af vampyrer i nogle år, er zombier nu helt fremme i offentlighedens bevågenhed med både gode film og tegneserier med de levende døde som hovedpersoner, så endnu en zombie-udgivelse er vel ikke rigtigt noget som kan få en hærdet anmelders, ahem, flydende affaldsstoffer i kog?

Ja, det er et ledende spørgsmål, for der er flere grunde til ikke kun at bemærke, men også rave omkring Exodus. Vi tager dem fra en ende af:

Den er velskrevet

    Fra en start af er man i gode hænder – der er en del velkendte elementer i plottet, men de når aldrig at blive klicheer – dertil skriver Jacob Rask Nielsen for sikkert. Han har et mundret sprog, som er med til at give personerne masser af karakter, samtidig med at han leder en sikkert igennem plottet om Hassan, hans ven Bernt og den gravide Viola, som er lukket inde i et lille hotel i indre by mens zombieplagen bryder løs. Og hvem er de to videnskabsmænd, som i starten stiger ned igennem en portal midt i Sydpolens is? Jeg venter i al fald spændt på de næste to bind i serien, som kun kan udkomme for langsomt.

    Den er fedt tegnet

      Action i ExodusJeg har primært set zombietegneserier tegnet i realistisk streg, og her går Exodus totalt imod sædvanen – Rask Nielsens tegninger er helt deres egne og fungerer helt utroligt godt. Jeg kender ham tidligere fra en række vilde børnebøger (som jeg har anmeldt andetsteds), og selv om en zombie-serie måske ikke var den første ting jeg havde troet han ville tegne, så fungerer det – faktisk måske mest i kraft af tegningernes særegenhed. Der er kun to farver i serien, men Jacob formår at udnytte både den sorte og hvide farve til det yderste – lige fra introsekvensens overdrevne whitespace på den ene side til de mørke, klaustrofobiske scener på hotellet på den anden … og med de velstrukturerede actionsekvenser midt i mellem.

      Den er dansk og 100% hjemmelavet

        Exodus er et øksehug!Normalt er en series ophavsland ikke vigtigt, hverken for mig eller for anmeldelserne her på siden, men i dette tilfælde betyder det sgu noget – Hassan, Bernt og Viola er sgu så pæredanske som man kan være, uden af den grund at være frikadelle-med-brun-sovs-og-rødgrød-med-fløde-agtigt og det er en bedrift i sig selv. Men vent – der er mere!

        Jacob Rask Nielsen har ikke kun skrevet og tegnet – nej, som Forlaget Tjubang har han selv udgivet den også på bedste græsrod-manér, og det skal der fa’me også lyde kudos for herfra – vi har brug for folk, der viser os at print-on-demand ikke kun er for skrivebordsskuffedigtsamlinger om hjerte/smerte, men også er til udgivelser, der er så sprudlende at der ikke er plads til dem hos de traditionelle forlag.

        Ja, til tider kan man se at der ikke har været en trænet redaktør henne over værket, men det tæller sjovt nok oftest til værkets fordel – her kan man se hvordan det går når man ikke “kill your darlings” men derimod gøder dem og giver dem plads. Hatten af for Jacob, også i denne henseende.

        Exodus er med andre ord på mange måder en usædvanlig oplevelse og en meget anderledes udgivelse, og jeg har i store træk kun ros at give den. Lad os så få de fortsættelser!

        Fakta om serien

        Exodus, bind 1 (af 3).  88 sider i sort/hvid. 2009.

        Skrevet og tegnet af Jacob Rask Nielsen
        Udgiver: Forlaget Tjubang

        Kan købes fra velassorterede boghandlere (ISBN 978-87-92408-02-0) eller bestille direkte fra forlagets hjemmeside – og med en pris på kun 50 dask og gratis fragt forstår jeg ikke helt, hvorfor du stadig er her! (men vend tilbage til denne side og skriv en kommentar eller to!).

        (Nu jeg er i færd med at sende folk væk her fra siden – min entusiasme bliver min død – er Janus Andersens anmeldelse ovre på Horrorsiden også værd at læse)

        Tjubang! – Carlo Garn og spøgelset er udkommet

        Jacob Rask Nielsen – som er ejer af forlaget Tjubang – har netop udsendt [[Carlo Garn og spøgelset]]. Heftigt!

        Bogen handler om den pensionerede tryllekunstner Carlo Garn. Han bor i et gammelt hus sammen med en lille mumie. En aften stjæler et spøgelse den lille mumies arm og Carlos højtelskede Harry Houdini bukser. De kaster sig straks ind i kampen, men spøgelset er for stærkt.

        Derfor får de hjælp af deres skøre venner Eddie Spaghetti, Dennis Tennis og piraten Hubert Hugtand. Men de kan kun finde ud af at smadre Carlos hus i stumper og stykker…

        Carlo Garn og Spøgelset er fyldt med skør magi, vilde slagsmål, store eksplosioner, sveskegrød og en enkelt syngende kaktus. Og tegningerne er også rigtigt flotte.

        Jacob er efter min mening noget beskeden i det, når han kalder tegningerne flotte – i mine øjne er de intet mindre end fantastiske!

        Se flere illustrationer på Forlaget Tjubangs hjemmeside, hvor du også kan bestille bogen. Ja, det er en bog, hvis illustrationer bruger tegneserie-virkemidler og hvis hovedperson er en tegneseriefigur. Ellers noget?