Claremont vender tilbage til X-Men

X-Men Forever
X-Men Forever

Ulrik Kristiansen fra foreningen Fantastik er en mand med et stort hjerte. Det opdagede de danske tegneseriefans da han for et stykke tid siden tog initiativ til at sende en hilsen til den alvorligt syge serietegner Gene Colan.

Og hvis man er i tvivl om at en del af dette store hjerte banker for [[X-Men]] og for seriens mest berømte forfatter [[Chris Claremont]], så burde al tvivl være fjernet med den mail der for nyligt dumpede ind i Tegneseriesidens inbox med titlen “Tegneserienyhed af dimensioner”.

Teksten var oprindeligt beregnet på et diskussionsforum for foreningen [[Fantastik]], men da undertegnede selv er så stor fan af Claremont at jeg gerne læser ham både når han er god og når han er knapt så god (det som ikke-fans af manden kalder dårlig), så viderebringer jeg gerne det gode budskab.

Den berømte X-MEN skribent, Chris Claremont, vender tilbage til X-MEN i en ny serie, X-MEN FOREVER, som foregår i en alternativ kontinuitet.

Serien *fortsætter* således hvor Claremont oprindelig slap tøjlerne – nemlig i X-Men vol. 2 # 3 fra 1991. (Det var den hvor # 1 havde 5 forskellige forsider af Jim Lee :-9)

Claremont har tidligere forsøgt sig med comeback på UNCANNY X-MEN og X-MEN(vol. 2) med blandede resultater. I 2000 kom han tilbage første gang på begge serier, men blev dog taget af serierne igen efter under et år.

Dernæst skrev han serien X-TREME X-MEN, som varede i 46 numre.

Efterfølgende vendte han så igen tilbage til hovedserierne og skrev UNCANNY X-MEN med lidt mere publikumssucces i omkring 30 numre (# 444-473), samt efterfølgende serierne NEW EXCALIBUR, EXILES og NEW EXILES.

Han har også forfattet de afsluttede serier X-MEN: THE END og GEN-NEXT.

Læs interviewet med Claremont om den nye serie, X-MEN FOREVER

http://comics.ign.com/articles/952/952385p1.html

Personligt prøver jeg ikke at skrue forventningerne alt for højt op. Efter min mening er Claremont ikke nær så god en forfatter i 00’erne som han var i 80’erne, bl.a. fordi han synes at have mistet fokuset på den førhen så stærke personkarakteristik, såvel som evnen til at skabe et stramt, dramatisk plot.

Men X-TREME X-MEN havde både en vis grad af den personudvikling,

X-treme X-Men
X-treme X-Men

drama og samfundskritik, som kendetegnede Claremonts lange run på UNCANNY X-MEN og diverse spin-off-serier (NEW MUTANTS vol. 1 fx) fra 1975-1991. Claremont har også i glimt vist takterne fra dengang i de andre serier. Så jeg vil selvfølgelig støtte op om serien, dvs. købe den, og håbe det bedste.

En af de muligheder som serien åbner for qua at den foregår udenfor kontinuitet er i øvrigt til Claremont’s fordel. Karakternerne behøver ikke længere forblive levende og uforanderlige, dvs. ‘ikoniske’, fordi de er en del af en franchise, som – reelt set – er styret af redaktørerne og aktionærernes ønsker.

Claremont kan således, hvilket han også antyder ret kraftigt i interviewet at han vil gøre, lade X’erne leve og dø som ‘normale mennesker’, selv om de har superkræfter og tilhørende ansvar. Det var jo – efter min mening – også dette der gjorde UNCANNY X-MEN til måske den mest gennemførte serie ud fra Stan Lees oprindelige vision om ‘superhelte med personlige problemer’, især i seriens storhedsperiode som jeg vil betegne som fra # 129 og ca. 100 numre frem. Det var da at personerne for alvor blev voksne og udviklede sig – og døde.

Så … til dem af jer, som også glæder sig over denne nyhed er der bare tilbage at sige: Spred den! :-)

Det glade budskab er hermed givet videre.

Ulrik har funderet en del over hvordan de senere års af og til ret rodede kontinuitet hos Marvel og satsningerne på at have store navne som forfattere og tegnere kan påvirke Marvels univers i fremtiden.

Jeg tror Chris Claremont’s tilbagevenden til sit ‘eget’ X-univers er den positive, men lidet omtalte, konsekvens af den efterhånden totalt opløste Marvel-kontinuitet.

Marvel har i forvejen en håndfuld sideløbende ‘kontinuiteter’ kørende – såsom:

  • Marvel Age-universet
  • Ultimate-universet
  • Film-adaptionerne
  • First Class-universerne (som angiveligt foregår i kontinuitet men ikke gør det reelt – jfr. fx. de gamle X-Mens nydesignede uniformer)
  • Marvel Universe proper (som ikke længere er internt konsistent – fx burde Wolverine have mindst 3 kloner for at kunne optræde i så mange serier samtidig som han gør. Vent! Måske har han faktisk 3 … uha, nej – perish the thought! :-)
  • Osv. [indsæt selv eksempel]
X-Men for alle pengene
X-Men for alle pengene

Så X-MEN FOREVER vil måske retrospektivt ses som det arketypiske serie-eksempel på, at den postmoderne tegneserieæra *er*, og aldrig vil vende tilbage til det der var. (Læs: Et rimelig kohærent Silver Age-univers med masser af krydshenvisninger til figurernes gæsteoptrædender i forskellige serier.)

Marvel har jo (indirekte) tidligere tilladt kunstnere stort set at lave deres egne versioner af fx X-Men (Morrison), men disse versioner har altid haft en eller anden relation til eksisterende kontinuitet og er så siden blevet omgjort, når en ny Big Artist er kommet til.

De hyppige kostumeskift, hver gang en Big Artist fulgte en anden er vel det mest iøjnefaldende – og tilsyneladende mest overfladiske – eksempel på de postmoderne tider, hvor ingen status quo er hellig i kampen om at tiltrække nye læsere.

De årlige Really Big Cross-Over Events, hvor ‘intet nogensinde vil blive det samme’, er det tilsyneladende mest substantielle eksempel. For i sidste ende vender alting tilbage til status quo, som da Marvel-heltene vendte tilbage fra deres ‘lommeunivers’ i HEROES RETURN fra 1996. Eller fra House of M-universet. Eller fra Age of Apocalypse-universet. Eller, eller, eller.

tilsyneladende er nøgleordet, for i virkeligheden er der ikke noget, som forandrer sig afgørende.

Men det betyder også at alle i princippet har mulighed for at skrive deres egen version af de ikoniske figurer som X-Men er. Og hvis ikke man kan lide den ene version kan man altid vælge den anden – om ikke andet så som fanfiction!

Det seneste eksempel på den udvikling er således, at Marvel nu direkte tillader en kunstner – Claremont – at lave sin helt egen kontinuitet for X-Men. Claremont bliver formodentlig kun den første. Om kortere tid end nogen aner får vi sikkert en serie med Brian Bendis egen kontinuitet for Avengers og en serie med Millars egen kontinuitet for Fantastic Four. Det vil blot være en naturlig videreudvikling af den Big Artist-drevne promovering af ikoniske figurer, som altid skal forandre sig uden nogensinde at forandre sig afgørende.

Om det postmoderne Marvel så er hvad man kan lide som fan må jo være op til en selv – og ens nærighed. Men der er så afgjort en udvikling der rummer både fordele og ulemper.

Personligt har jeg altid været en stor tilhænger af den slags historier der i Marvels univers hedder “What if”, så jeg har ikke noget problem med de mange forskellige kontinuiteter. Men gamle fans og nye læsere vil sikkert have deres egen meninger om det.

Ulrik slutter sit indlæg af med et ganske interessant postscriptum.

P.S. Interviewet indeholder i øvrigt også en – for mig personligt – sjov reference, sådan da, til et interview Tue og jeg lavede med Claremont til San Diego Comic Con i 1995 og som stadig kan læses på Seriejournalen.dk.  Men jeg skal ikke afsløre hvilken reference her. Hardcore Claremont-fans skal nok selv finde den :-)

Så er det jo bare at gå igang med at lede.

Exiles – kampen for at redde alle verdenerne

Det oprindelige Exiles team med Blink i midten.
Det oprindelige Exiles team med Blink i midten.

Nu også med andre dimensioner og alternative tidslinjer. X-men har kastet mange side-grupper af sig over årene. I denne uges tip forklarer hvorfor Exiles af Judd Winick og Mike McKone er en af de absolut læseværdige.

De der har fulgt med i mine skriverier her på Tegneseriesiden og andre fora vil vide at jeg er en meget stor tilhænger af Marvels What If-koncept og alle andre historier de har lavet der involverer alternative universer. En af mine favoritter som endda bør være kendt af de stakler der har valgt at begrænse sig til de sørgelige smuler der bliver udgivet på det danske marked er “Age of Apocalypse” som er rent doom og dødsmetal i tegneserieform for mig. For de der ikke kender historien er “Age of Apocalypse” en fremtidig verden som den kunne se ud hvis Charles Xavier ikke havde levet længe nok til at starte X-Men og derved bremse Apocalypse. I stedet er der opstået en verden hvor Apocalypse hersker over nordamerika og skrupelløst gennemfører sine tanker om “den stærkestes overlevelse”.

Exiles serien bygger videre på mange af ideerne bag “Age of Apocalypse”, ligesom den  også låner to figurer fra Apocalypses tidsalder, Sabretooth og Blink. Lidt paradoksalt er den ellers så psykopatiske Sabretoooth nemlig i Apokalypses tidsalder blevet udstyret med et vist nobelt anstrøg i sin personlighed der gør at han befrier Blink fra en af de mange koncentrationslejre hvor håndlangere til Apocalypse foretager eksperimenter på mutant-børn. På den måde bliver han ligesom sin evige rival Wolverine udstyret med en surrogat-datter som på mærkværdig vis har en forbindelse til det noble hjerte bag vilddyrets ydre.

Blink, Nocturne og de andre oplever at kærligheden ikke altid kan følge med når man hopper mellem dimensioner.
Blink, Nocturne og de andre oplever at kærligheden ikke altid kan følge med når man hopper mellem dimensioner.

I Exiles er det imidlertid Blink der indtager den centrale plads på scenen som leder af den hastigt, tilsyneladende nærmest tilfældigt sammensatte gruppe af mutanter der skal kæmpe for at redde ikke bare verden, men alle tænkelige verdener. Blink og hendes hold bliver hevet ud af den almindelige tidsstrøm og sat på en helt speciel mission – reparer tidslinjer der er ved at bevæge sig ud på en kurs hvor de truer alle de andre tidslinjer. Ved at hjælpe med at rette op på katastrofale begivneheder rundt i de alternative universer er Exiles med til at afværge trusler mod deres eget univers og til slut gøre sig fortjent til at vende hjem igen.

Men det er ikke altid nemt at redde en anden verden, for selv om de kan ligne vor egen, så kan forskellene også være markante og handlingerne der skal til for at gøre en forskel kan være svært at håndtere rent moralsk. Et er at man måske er nødt til midlertidigt at gå i forbund med Doctor Doom, men hvad vis prisen for at redde verden er at slå et barn ihjel? Her er serien nærmest et ekko af en samtale mellem Charles Xavier og Magneto hvor Xavier spørger Magneto om han ville være parat til at dræbe Hitler for at forhindre de umenneskelige rædsler hans tredie rige ville føre med sig. Magneto svarer ufortøvet ja, som man kunne forvente, men er lidt mere tøvende da spørgsmålet går på om han også ville være parat til at dræbe Hitlers far eller dennes far?
De enkelte medlemmer af Exiles får sagen sat på spidsen på forskellige tidspunkter i historien hvor de står overfor at skulle kæmpe mod en person der betyder noget for dem i deres eget univers. Reaktionerne dækker alt fra dybe moralske skrupler til brutal pragmatisk kynisme.

Blink og Mimic genopfører en berømt scene fra Phoenix sagaen.
Blink og Mimic genopfører en berømt scene fra Phoenix sagaen.

Men historierne er ikke kun død og ødelæggelse, for som altid i en historie hvor unge mennesker kastes ud i hæsblæsende eventyr hvor de kun har hinanden at stole på opstår der selvfølgeligt romantiske forviklinger som måske nok skaber et holdepunkt for nogen af personerne, men også tilføjer en yderligere truende dimension når de to unge elskende skal håndtere det faktum at de når som helst kan ende med at blive adskildt både i tid og rum. Og som om det ikke var nok, så har medlemmerne af Exiles en lidt højere dødsrate en de fleste mutant-serier, så ingen kan føle sig helt sikre, selv Joss Whedon ville sikkert mene at forfatterne bag serien er hurtige på aftrækkeren.

Og ligesom hos Joss Whedon, så ville de følelsesmæssige aspekter af serien næsten være for meget, hvis ikke det var for et kraftigt indslag af humor i form at den formskiftende mutant Morph. Ud over at indgå i historiens plot med sine evener til at skifte form er han også et humoristisk indslag der konstant kommenterer på historien ved at skifte udseende til en hel kavalkade af kendte figurer fra Marvel universet.

En anden belejlig måde at hente et par af de populære mutanter ind på holdet er ved at inkludere Mimic som medlem. Mimic kæmpede oprindeligt imod det første hold af X-Men med sin mutantevne der gjorde ham i stand til at kopiere deres kræfter. Denne Mimic derimod kommer fra en alternativ verden hvor han er leder af X-Men og meget belejligt medbringer kræfter fra blandt andet Wolverine og Colossus.

Nocturne - blåt er åbenbart også godt for øjnene.
Nocturne – blåt er åbenbart også godt for øjnene.

En anden vigtig figur i serien er Talia Josephine Wagner, også kaldet Nocturne. Hun er datter af Nightcrawler og Scarlet Witch i den verden hun kommer fra. Personligt har jeg aldrig helt kunnet forstå de kvindelige tegneseriefans jeg har mødt som faldt i svime over Nightcrawler. Men efter at have fulgt dette kvindelige modstykke til ham i både Exiles og senere i Excalibur, så må jeg bøje mig og erkende at blå personer faktisk godt kan være hotte.

Som sagt køres der med løbende udskiftning på holdet hos Exiles, så det vil være for vidtrækkende at gå i dybden med alle de medlemmer man støder på undervejs, i stedet vil jeg anbefale læsere der synes at denne lille smagsprøve var interessant at investere i en af de trade paperbacks der er udgivet med gruppens eventyr. Jeg startede nysgerrigt for et par måneder siden med at snuppe de to første ned fra hylden, og før jeg fik set mig om var det blevet til ti stykker ud af de vist nok seksten der er udgivet i skrivende stund. Mutanter på rejse i tid og rum, stærkt vanedannende og stærkt underholdende.