Claremont vender tilbage til X-Men

X-Men Forever
X-Men Forever

Ulrik Kristiansen fra foreningen Fantastik er en mand med et stort hjerte. Det opdagede de danske tegneseriefans da han for et stykke tid siden tog initiativ til at sende en hilsen til den alvorligt syge serietegner Gene Colan.

Og hvis man er i tvivl om at en del af dette store hjerte banker for [[X-Men]] og for seriens mest berømte forfatter [[Chris Claremont]], så burde al tvivl være fjernet med den mail der for nyligt dumpede ind i Tegneseriesidens inbox med titlen “Tegneserienyhed af dimensioner”.

Teksten var oprindeligt beregnet på et diskussionsforum for foreningen [[Fantastik]], men da undertegnede selv er så stor fan af Claremont at jeg gerne læser ham både når han er god og når han er knapt så god (det som ikke-fans af manden kalder dårlig), så viderebringer jeg gerne det gode budskab.

Den berømte X-MEN skribent, Chris Claremont, vender tilbage til X-MEN i en ny serie, X-MEN FOREVER, som foregår i en alternativ kontinuitet.

Serien *fortsætter* således hvor Claremont oprindelig slap tøjlerne – nemlig i X-Men vol. 2 # 3 fra 1991. (Det var den hvor # 1 havde 5 forskellige forsider af Jim Lee :-9)

Claremont har tidligere forsøgt sig med comeback på UNCANNY X-MEN og X-MEN(vol. 2) med blandede resultater. I 2000 kom han tilbage første gang på begge serier, men blev dog taget af serierne igen efter under et år.

Dernæst skrev han serien X-TREME X-MEN, som varede i 46 numre.

Efterfølgende vendte han så igen tilbage til hovedserierne og skrev UNCANNY X-MEN med lidt mere publikumssucces i omkring 30 numre (# 444-473), samt efterfølgende serierne NEW EXCALIBUR, EXILES og NEW EXILES.

Han har også forfattet de afsluttede serier X-MEN: THE END og GEN-NEXT.

Læs interviewet med Claremont om den nye serie, X-MEN FOREVER

http://comics.ign.com/articles/952/952385p1.html

Personligt prøver jeg ikke at skrue forventningerne alt for højt op. Efter min mening er Claremont ikke nær så god en forfatter i 00’erne som han var i 80’erne, bl.a. fordi han synes at have mistet fokuset på den førhen så stærke personkarakteristik, såvel som evnen til at skabe et stramt, dramatisk plot.

Men X-TREME X-MEN havde både en vis grad af den personudvikling,

X-treme X-Men
X-treme X-Men

drama og samfundskritik, som kendetegnede Claremonts lange run på UNCANNY X-MEN og diverse spin-off-serier (NEW MUTANTS vol. 1 fx) fra 1975-1991. Claremont har også i glimt vist takterne fra dengang i de andre serier. Så jeg vil selvfølgelig støtte op om serien, dvs. købe den, og håbe det bedste.

En af de muligheder som serien åbner for qua at den foregår udenfor kontinuitet er i øvrigt til Claremont’s fordel. Karakternerne behøver ikke længere forblive levende og uforanderlige, dvs. ‘ikoniske’, fordi de er en del af en franchise, som – reelt set – er styret af redaktørerne og aktionærernes ønsker.

Claremont kan således, hvilket han også antyder ret kraftigt i interviewet at han vil gøre, lade X’erne leve og dø som ‘normale mennesker’, selv om de har superkræfter og tilhørende ansvar. Det var jo – efter min mening – også dette der gjorde UNCANNY X-MEN til måske den mest gennemførte serie ud fra Stan Lees oprindelige vision om ‘superhelte med personlige problemer’, især i seriens storhedsperiode som jeg vil betegne som fra # 129 og ca. 100 numre frem. Det var da at personerne for alvor blev voksne og udviklede sig – og døde.

Så … til dem af jer, som også glæder sig over denne nyhed er der bare tilbage at sige: Spred den! :-)

Det glade budskab er hermed givet videre.

Ulrik har funderet en del over hvordan de senere års af og til ret rodede kontinuitet hos Marvel og satsningerne på at have store navne som forfattere og tegnere kan påvirke Marvels univers i fremtiden.

Jeg tror Chris Claremont’s tilbagevenden til sit ‘eget’ X-univers er den positive, men lidet omtalte, konsekvens af den efterhånden totalt opløste Marvel-kontinuitet.

Marvel har i forvejen en håndfuld sideløbende ‘kontinuiteter’ kørende – såsom:

  • Marvel Age-universet
  • Ultimate-universet
  • Film-adaptionerne
  • First Class-universerne (som angiveligt foregår i kontinuitet men ikke gør det reelt – jfr. fx. de gamle X-Mens nydesignede uniformer)
  • Marvel Universe proper (som ikke længere er internt konsistent – fx burde Wolverine have mindst 3 kloner for at kunne optræde i så mange serier samtidig som han gør. Vent! Måske har han faktisk 3 … uha, nej – perish the thought! :-)
  • Osv. [indsæt selv eksempel]
X-Men for alle pengene
X-Men for alle pengene

Så X-MEN FOREVER vil måske retrospektivt ses som det arketypiske serie-eksempel på, at den postmoderne tegneserieæra *er*, og aldrig vil vende tilbage til det der var. (Læs: Et rimelig kohærent Silver Age-univers med masser af krydshenvisninger til figurernes gæsteoptrædender i forskellige serier.)

Marvel har jo (indirekte) tidligere tilladt kunstnere stort set at lave deres egne versioner af fx X-Men (Morrison), men disse versioner har altid haft en eller anden relation til eksisterende kontinuitet og er så siden blevet omgjort, når en ny Big Artist er kommet til.

De hyppige kostumeskift, hver gang en Big Artist fulgte en anden er vel det mest iøjnefaldende – og tilsyneladende mest overfladiske – eksempel på de postmoderne tider, hvor ingen status quo er hellig i kampen om at tiltrække nye læsere.

De årlige Really Big Cross-Over Events, hvor ‘intet nogensinde vil blive det samme’, er det tilsyneladende mest substantielle eksempel. For i sidste ende vender alting tilbage til status quo, som da Marvel-heltene vendte tilbage fra deres ‘lommeunivers’ i HEROES RETURN fra 1996. Eller fra House of M-universet. Eller fra Age of Apocalypse-universet. Eller, eller, eller.

tilsyneladende er nøgleordet, for i virkeligheden er der ikke noget, som forandrer sig afgørende.

Men det betyder også at alle i princippet har mulighed for at skrive deres egen version af de ikoniske figurer som X-Men er. Og hvis ikke man kan lide den ene version kan man altid vælge den anden – om ikke andet så som fanfiction!

Det seneste eksempel på den udvikling er således, at Marvel nu direkte tillader en kunstner – Claremont – at lave sin helt egen kontinuitet for X-Men. Claremont bliver formodentlig kun den første. Om kortere tid end nogen aner får vi sikkert en serie med Brian Bendis egen kontinuitet for Avengers og en serie med Millars egen kontinuitet for Fantastic Four. Det vil blot være en naturlig videreudvikling af den Big Artist-drevne promovering af ikoniske figurer, som altid skal forandre sig uden nogensinde at forandre sig afgørende.

Om det postmoderne Marvel så er hvad man kan lide som fan må jo være op til en selv – og ens nærighed. Men der er så afgjort en udvikling der rummer både fordele og ulemper.

Personligt har jeg altid været en stor tilhænger af den slags historier der i Marvels univers hedder “What if”, så jeg har ikke noget problem med de mange forskellige kontinuiteter. Men gamle fans og nye læsere vil sikkert have deres egen meninger om det.

Ulrik slutter sit indlæg af med et ganske interessant postscriptum.

P.S. Interviewet indeholder i øvrigt også en – for mig personligt – sjov reference, sådan da, til et interview Tue og jeg lavede med Claremont til San Diego Comic Con i 1995 og som stadig kan læses på Seriejournalen.dk.  Men jeg skal ikke afsløre hvilken reference her. Hardcore Claremont-fans skal nok selv finde den :-)

Så er det jo bare at gå igang med at lede.

Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ?

X-Men 148 indeholder en artikel af Kent Damgaard om Jean Grey og Phoenix. Af hensyn til den begrænsede spalteplads måtte en del af artiklen skæres fra. Heldigvis har Kim Helt givet sit samtykke til at Tegneseriesiden bringer den hele uforkortede artikel her kort efter udgivelsen.

X-Men #148

En lille forhistorie

X-Men er fanget i rummet, kun med en ødelagt rumfærge at vende hjem i. Den der tager styrtøjet er sikker på at dø, men Jean Grey tager chancen og ofrer sig for holdet.

Da alle tror hun er død efter nødlandingen i vandet udfor JFK lufthavnen flyver hun pludseligt op af vandet, genfødt som Phoenix. Hvorfor blev Jean Grey til Phoenix? Hvorfor skulle hun dø? Og hvordan blev de to skilt ad? Historien har været trykt i Projekt X Klassiker nummer 3, men hvad skete der bag kulisserne?

Kun en (Marvel) pige

Før hun blev Phoenix hed Jean Grey Marvel Girl, og det første billede jeg så af hende var i kamp mod en superskurk som muligvis var Magneto. Det var ikke i en dansk udgivelse, men derimod i en bog om tegneserier. Jeg husker ikke længere titlen, men skulle nogen af læserne vide hvilken bog der er tale om ville jeg være meget interesseret i at høre det. Hvorom alting er, så viser billedet en Jean Grey der kæmper mod Magneto, men som er trængt helt ned i knæ i forsøg på at holde ham stangen med sine svage kræfter. Bogens pointe var at selv om der fandtes kvindelige superhelte, så blev de fremstillet som svage og underlegne i forhold til de mandlige helte og skurke.

Jean Grey får en “makeover”

X-Men forsideForvandlingen fra Marvel Girl til Phoenix startede med at tegneren Dave Cockrum, som blandt andet skabte Nightcrawler, savnede Jean Grey fra det oprindelige team. Han syntes dog at hendes navn: Marvel Girl var fjollet, så han og forfatteren Chris Claremont gik i gang med at rende redaktøren Archie Goodwin på døren for at få lov til at ændre radikalt på hende. Cockrums første udkast til en ny uniform var i hvidt og guld med en kappe over skuldrene lige som den gamle Captain Marvel fra forlaget Fawcett. Goodwin syntes det var en rigtig dårlig ide, for et hvidt kostume ville betyde at man kunne se teksten på den næste side igennem det tynde papir man trykte på den gang. I stedet fik hun farverne gul og grøn, og nu da figuren jo var blevet genfødt, så mente de to plotmagere at det var rigtigt at kalde hende Phoenix.

Store kræfter og stort ansvar

Det var slet ikke tanken at Phoenix skulle været et selvstændigt væsen eller en universal kraft. Da Jean Grey styrer rumfærgen mod jorden kan man se lyd-effekter (‘TACATACATACA’) som illustrerer at hun bliver udsat for kosmisk stråling. Samme stråling havde givet Fantastic Four deres kræfter, så det forklarede at Jean fik nye kræfter. Senere, da Phoenix var død, fik forfatteren Kurt Busiek den ide at Phoenix kraften var et selvstændigt væsen og at Jean var gemt på havbunden der hvor nødlandingen havde fundet sted. Tegner og forfatter John Byrne kunne lide ideen. Så som den mytologiske fugl Føniks genopstod Jean mens Phoenix fortsatte som et af de store kosmiske væsener, på linje med Galactus.

Det hele skyldtes at folkene bag X-Men ikke var enige om den retning Phoenix skulle bevæge sig i. For Cockrum og Claremont havde Jean havde fået nye kræfter, men som det hedder sig i Marvel universet følger der stort ansvar med store kræfter. Jean Grey gik fra at være “kun en pige” til at have kræfter der kunne ødelægge hele planeter. Claremont kaldte det “at surfe på en tsunami”, uden at have tid til at vænne sig til kræfterne og lære at kontrollere dem, som eleverne på Xaviers skole ellers gør. Cockrum sammenlignede det med et narkotikum hun med tiden skulle vænnes fra, så hun kunne blive Jean som vi kendte hende.

Phoenix skal dø!

Jim ShooterFør de nåede dertil var Cockrum blevet afløst af John Byrne, som mente at Phoenix fik resten af X-Men til at se ud som statister, mens Claremont begyndte at holde af figuren. Derfor blev slutningen på Dark Phoenix Saga” kontroversiel.

Byrne lod Phoenix udslette en hel beboet planet og det blev for meget for redaktør Jim Shooter.

Han brød sig, ifølge Cockrum, ikke om stærke kvindelige figurer, så med henvisning til hendes forbrydelse fik Byrne og Claremont en lodret ordre om at lade hende dø. Cockrum fortæller:

“Shooter hadede stærke kvindelige figurer. Da vi første gang introducerede Phoenix ville vi have hende til at kæmpe mod Thor eller Silver Surfer, men Shooter ville ikke give os lov til det. Han udtalte at ingen kvinde ville få lov til at overvinde Thor eller Silver Surfer. Vi luskede os rundt om ham ved at sætte hende op imod Firelord, som tidligere havde kæmpet lige op med Thor. På den måde fik vi fastsat niveauet for hendes kræfter”.

Historierne om om hvad der skete divergerer alt efter hvem der fortæller dem. Louise Simonson , som tog over som redaktør for X-Men på daværende tidspunkt, husker at Claremont viste hende Byrnes tilføjelse.

“Og jeg sagde ‘Chris, det kan du ikke gøre. Hvis Phoenix udsletter en hel race af levende væsner så bliver hun massemorder. De får du ikke lov til at gøre’. Han svarede ‘Nej, nej, det er i orden’, og forklarede at Jim Salicrup, som var redaktør på X-Men på daværende tidspunkt, havde vist scenen til Shooter som havde sagt god for den.”

Byrne og Claremont hver til sit

X-Men forsideByrne mente det var en god måde at afslutte historien på, men han kunne mærke at han og Claremont ikke længere var enige, så med Phoenix døde også et af de helt store makkerpar på X-Men serien da Byrne gik til Fantastic Four. Adspurgt om det var en tilfredsstillende slutning udtaler Byrne:

“Ja, det var det faktisk. Jeg går ud fra at alle nu ved, at Shooter skred ind i sidste øjeblik og tvang os til at ændre slutningen fuldstændigt så Phoenix døde. Chris har aldrig været i stand til at give slip, men jeg synes faktisk at vi i sidste ende gjorde noget der var bedre en hvad vi havde planlagt.”

Claremont siger selv:

“Jim greb ind. John og jeg slog Jean ihjel og hele serien bevægede sig i en fuldstændig anderledes retning. Jeans død gav os faktisk troværdighed. Vi var blevet påtvunget noget der skulle vise sig at være en gave som adskildte X-Men markant fra alle andre serier. Selvfølgeligt var Gwen Stacy død i Spider-Man, men det var ikke på niveau med at slå Sue Storm eller Ben Grimm ihjel. Vi dræbte den ene part i det næstældste kærlighedsforhold i Marvels univers.”

Den evige genfødsel ?

I persisk mytologi hvor Fugl Føniks hører til, dukker der en op hver 500 til 1000 år. Den brænder sig selv op i sin rede og genopstår fra asken. Så lang tid kan intet forbliive dødt i Marvels univers. Vi har set udgaver af Phoenix siden da: den ægte vare, forfalskninger, udgaver fra alternative verdener og så videre. Og som Claremont og Byrne bliver vi fans nok aldrig enige om det er godt eller skidt. For min skyld må de godt genoplive hende igen, så længe der er gode historier at fortælle.

Forfatterens bemærkninger

Den franske filosof Pascal skrev på et tidspunkt til en ven at han desværre var nødt til at sende et langt brev, da tiden ikke tillod ham at skrive et kort brev. Sandheden i dette gamle udsagn fik jeg virkeligt at føle i mit i øvrigt meget interessante og givende samarbejde med Kim Helt hos Egmont omkring fremstillingen af denne artikel.

I denne udgave har jeg tilføjet en række yderligere forklaringer, citater og andre ting jeg var nødt til at skære væk for ramme de 3500 tegn som Kim var nødt til at insistere på at jeg holdt mig til. Desuden får læserne et par billeder mere. Citaterne i artiklen er hentet fra “Comic Creators on X-Men”, men da artiklen er skrevet til et dansk publikum har jeg tilladt mig at oversætte dem.

Links

Undervejs mens jeg ledte efter billeder til denne artikel fandt jeg dette Jean Grey fansite som vist samler alt merchandise man kan finde med Jean og Phoenix.

http://www.squidoo.com/jean-grey

Efter at have skrevet artiklen lavede jeg noget yderligere research på redaktøren Jim Shooter, som nogen gange får en lidt hård medfart i artiklen. Efter at have læst et par interviews med ham på nettet har jeg fået et lidt mere nuanceret syn på Shooter. Læsere der gerne vil have en lidt anden indfaldsvinkel kan læse nedenstående og danne sig deres egen mening.

Interview med Shooter på Comic Book Resources del 1.

Fandom and beyond with Jim Shooter

Comic Creators on X-Men

Fyrre år, utallige hæfter og tre film – næsten alle kender efterhånden X-Men. Men hvad ved vi om hvad tegnerne og forfatterne bag serien tænkte og hvordan mange af de store beslutninger om serien blev truffet? Kent Damgaard ser nærmere på en bog som giver mange af svarene.

Comic Creators on X-Men

Serie på flere bøger

Bogen “Comic creators on X-Men” er en af tre bøger hvor Tom DeFalco interviewer en række af Marvel Comics’ mest kendte serieskabere om deres karriere og arbejde på serien. De to andre bøger omhandler Fantastic Four og Spider-Man. Bogen “Comic creators on Fantastic Four” vil blive omtalt i sin egen anmeldelse her på siden, hvor jeg også ser nærmere på DeFalcos anden bog om Fantastic Four.

Redaktør og serieskaber

Tom DeFalco er ikke nogen hr. Hvemsomhelst. Han var Editor-in-Chief hos Marvel i perioden fra 1987 til 1994. Idag varetages den position af Joe Quesada og ligesom Quesada arbejdede han ved siden af på forskellige serier som Thor og Fantastic Four. I nyere tid er DeFalco nok mere kendt for serien Spider-Girl hvor man følger et alternativt univers hvor Peter Parker og Mary Jane har fået en datter ved navn May. Selv om salget aldrig har været imponerende har serien ved hjælp af en meget fanatisk fanskare formået at holde sig igang i mere end 100 numre.

Respektfuld insiderviden

Tom DeFalcoDeFalco er sammen med Jim Shooter og Stan Lee selv en af de redaktører der har siddet længst på posten. Derfor er han velegnet til at stille spørgsmålene i “Comic Creators on X-Men”, for han kender en lang række af folkene bag serien personligt og har set en del af de begivenheder som vi fans gerne vil høre mere om. DeFalco formår generelt at skabe en fornuftig balance hvor han få afsløret lidt af hvad der sker bag kulisserne, uden at det bliver til en offentlig luftning af Marvels snavsede undertøj.

Formen for hvert interview er i det store hele den samme, først nogen spørgsmål om personens barndom og tidlige forhold til tegneserier, så noget om hvordan vedkommende kom til Marvel. Efter dette gås der så i dybden med vedkommendes periode på X-Men og i nogen tilfælde også med hvad vedkommende har lavet efterfølgende. Generelt virker de forskellige interviews meget flydende, uden den følelse af at der bliver brugt en skabelon, hvilket man godt kan føle i DeFalcos bog om Fantastic Four.

Fra Stan Lee til Neal Adams – de tidlige år

Selvfølgeligt lægges der ud med Stan Lee som giver baggrunden for hvorfor han valgte at skabe X-Men og ideen om mutanter. I forvejen havde han brugt forskellige former for stråling så som kosmisk stråling til at skabe Fantastic Four og gammastråling til at skabe Hulk, så i stedet for at skulle opfinde en masse nye former for stråling valgte Stan Lee at indføre ideen om at mutationer kunne føre til overnaturlige kræfter.

Selv om X-Men serien solgte nogenlunde godt i starten, så var den ikke det flagskib for Marvel Comics den senere skulle udvikle sig til. Faktisk stod den for at blive lukket da Neal Adams, som vi idag kender for hans arbejde med Batman og Grønne Pil/Grønne Lygte, overtog som tegner. Adams valgte selv den lukningstruede serie ud fra en ide om at så kunne han jo gøre hvad han havde lyst til uden at bekymre sig. Det førte til en række banebrydende tegninger hvor Adams bryder med den traditionelle brug af sideopbygning og perspektiver. Fans af serien syntes om den nye stil, men selv om salget igen begyndte at stige efter at Adams kom til var det ikke nok til at undgå lukning.

Storm, Wolverine, Colossus og Nightcrawler kommer til

Giant Size X-Men 1Dermed blev det Dave Cockrum og Len Wein der fik jobbet med at genoplive serien nogen år senere hvor man introducerede det hold vi kender idag. Med dem starter mutanternes guldalder hos Marvel, men det bliver to andre skabere der kommer til at føre X-Men frem til de salgsmæssige højder. John Byrne og Chris Claremont står bag historier som “Dark Phoenix” sagaen, “Days of future past” og mange andre udødelige X-Men historie.

Gennem de interviews der er med både dem, Cockrum og Wein samt redaktør Louise Simonson får man et godt billede af hvad der er foregået i kulisserne da disse historier blev skabt, og hvorfor at samarbejdet mellem Claremont og Byrne ikke kunne holde. Byrne valgte at gå videre med Fantastic Four og skabte en tilsvarende klassisk periode der, mens Claremont helt frem til idag fortsætter med at præge de forskellige mutant gruppers historier.

Specielt begivenhederne omkring “Dark Phoenix” sagaen vender vi her på Tegneseriesiden tilbage til i en kommende artikel.

Mange store navne og kun få mangler

Da bogen er fra 2006 er der hverken interview med Ed Brubaker eller Joss Whedon, hvis bogen skulle sælge godt nok til at komme i et andet oplag kunne man håbe at DeFalco vælger at supplere op med yderligere interviews med disse to vigtige forfattere. Bogen slutter i stedet af med interviews med to af de nyere bidragsydere til serien, Grant Morrison og Mark Millar. De to skotter Millar og Morrison står hver for sig som moderne genfortællere og videreudviklere af de klassiske X-Men historier med henholdsvist Ultimate X-Men og New X-Men.

Ud over de allerede nævnte personer byder bogen på interviews med Roy Thomas, Alan Davis, Marc Silestri, Bob Harras, Scott Lobdel og Chris Bachalo, så der er meget materiale fra alle årene.

Nye læsere kan sagtens starte her

Nyere læsere kan måske godt føle sig lidt intimideret af ovenstående hvis de ikke er helt stive i det oprindelige hold eller Byrne/Claremonts klassiske fortællinger, men “Comic creators on X-Men” er god til at tage læseren i hånden gennem en række små bokse som løbende introducerer emner som “Sentinels”, “Starjammers”, “House of M” som man ikke kan forvente at alle læsere er bekendte med.

Hvis man er hardcore X-Men fan er bogen et must, og hvis man er nysgerrig nybegynder eller halvvejs uerfaren så er informationen stadigt holdt i en form hvor man ikke hægtes af. Så til en pris på $ 17.95 er den et godt køb.

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on X-Men
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2006
ISBN: 1-84576-173-1

Dansk X-Men 144

medium-af-uncanny-x-men-467.jpgBOOM!!!
Sagde det lige fra starten af.
Det kunne have været en actionfyldt og overraskende start, men det blev det ikke, da der i resumeet fra sidste blad, bliver fortalt hvad der sker i denne histories første opgør med Shi’ar dødspatruljen. Nu vil jeg ikke fortælle slutningen, men i resumeet bliver der fortalt hvordan kampen Marvel Girl, Nightcrawler, Psylocke og Shadow Cat mod Shi’ar dødspatruljen ender.
Så mit råd er ikke at læse den, før du er færdig med bladet.
Men hvorfor opstår denne kamp?

Jo, nu er det jo sådan at Shi`ar imperiet har haft store problemer med Phoenix før i tiden, så nu vil de sørge for at der ikke opstår en ny Phoenix. Derfor angriber de Marvel Girl og hele hendes familie under en familiefest, hvor de vil udradere dem alle. Hvad angår denne dødspatrulje, så er det ikke lige nogen vi kender særlig godt.

small-af-uncanny-x-men-467.jpguncanny-x-men-468.jpg

Gruppen består af 9 medlemmer: Black Cloak, som er gruppens leder, Flaw, som er en såkaldt Warskrull, Sega, som er en slags gasart, Devo, der kan lave kraftfelter. Offset, som styrer insekter, og selv ligner en kvindelig en af slagsen, Krait, der kan flyve med sine vinger og har et ørnehoved, Warshot, der er snigskytten, Hypernova den anden kvinde i gruppen og Shell som er et stort klippelignende jord monster.

Efter kampen går det mere stille for sig, hvor vi får lov til at se lidt til hverdagen med Sam (Cannonball) og hans søster Paige (Husk) Guthrie. Det er ikke så tit vi ser noget til Sam, men det er fordi han er med på et andet X-Men hold, som vi ikke har set særlig meget af på dansk endnu. Ellers kommer han bare lidt i klammeri med en Sentinel. Og så var der også lige pludselig Storm og Wolverine i Afrika, som et sidespring i historien. Hvor Storm er nede og se hvad der er sket med de mutanter i Afrika, som har mistet deres kræfter, og deres skæbne er ikke særligt positive.

Marvel Girl er så begyndt ved en psykolog. Da kampen mod dødspatruljen sammen med hendes familie ikke endte særlig lykkeligt, har hun brug for noget professionel hjælp, men den del af historien er godt nok tør efter min mening. Dødspatruljen er heldigvis kommet i fængsel, men det er så New Yorks statsfængsel, altså ikke Ryker´s Island, som er det bedst bevogtede forbryderfængsel. Så allerede her går det galt, men vi må se hvad det ender med næste gang.

unc-x-men-469.jpgunc-x-men-170.jpg

Chris Claremont har skrevet alle historierne i bladet, og det synes jeg går ret godt.
Selvom det nu var lidt forvirrende, da vi pludselig kom til Afrika midt i det hele og det med psykologen er nu ret tørt. Men ellers er det meget interessant at se hverdagen for X-men, blandt deres såkaldte beskyttere ”Sentinels”. Men nu synes jeg nu vi har set nok til hverdag blandt Sentinels, nu ved vi godt hvordan det er og vil gerne videre.

Tegnerne skiftede halvvejs i bladet, med de 2 første historier tegnet af Chris Bachalo og de sidste 2 af Billy Tan. Chris Bachalo havde vi jo også i sidste nummer, og ved den anmeldelse gav jeg tydeligt udtryk for, at jeg ønsker at se så lidt som muligt fra hans side, medmindre han ændrer sin stil. Heldigvis kommer Billy Tan til senere i bladet- ham har vi faktisk ikke har set noget til på dansk før. Men hans streg kan jeg godt lide, den minder lidt om Marc Silvestri. Han formår at give personerne et råt look, og gøre dem dynamiske i actionscenerne.
Første halvdel er nogenlunde på grund af forfatteren, men den sidste er absolut bedst. Da vi her får en ny tegner ind på banen med den samme forfatter, så bliver det bare godt.

Fakta om serien

Titel: Uncanny X-Men 467-470, Greys End 2-3 og Wandring Star 1-2
Bedømmelse : Hvis du er X-Men fan, så er det bare at købe den, ellers går du ik glip af noget.

Forfatter: Chris Claremont
Tegner: Chris Bachalo og Billy Tan
Udgiver: Marvel Comics (på dansk Egmont)medium-af-uncanny-x-men-467.jpgmedium-af-uncanny-x-men-467.jpg

Dansk X-Men 141 (The Day After og X-Men 177-178)

Dansk X-Men 141 (The Day After og X-Men 177-178)

Titel: The Day After, 177 House Arrest: del 1 Losing It og 178 House Arrest: del 2 The Transmogrification of Robert Drake

Forfatter: Chris Claremont og Peter Milligan

Tegner: Salvador Larroca

Udgiver: Marvel

Bedømmelse (samlet): [rate 8]

The Day After er fantastisk, en rigtig katastrofe dag. X-Corps hovedkvarter bliver sprunget i luften af en lastbil, som drøner med fuld fart lige ind i bygningen, og ingen ved hvem der er ansvarlig for hændelsen. Mange mutanter mister deres evner, f.eks. Blob, der pludselig er helt tynd, men med den hæslige bieffekt af at han har masser af overskydende hud tilbage, over halvdelen af mutanterne på Xaviers skole har mistet deres kræfter og bliver sendt hjem. De bliver overøset af telefonopkald på skolen, fra både pressen, foruroligede forældre og nogle særlinge som nævnt fra karma.

Antallet af mutanter på jorden er nu nede på godt og vel 198. Skolen får besøg af den fjendtlige organisation Sapien League, og ikke nok med det, så sender O*N*E. (Office of National Ermergency) en gruppe af deres Sentinels hen til skolen. De egentlig kommer for at beskytte X-Men, men det tror X-men selvfølgelig ikke på, så der udbryder kamp, hvor det så viser sig at Polaris også har mistet sine kræfter. Hun ville holde det skjult, for hun troede de ville vende tilbage.

I sidste ende bliver chefen for enheden, Valerie Cooper, nødt til at give sig til kende for at X-Men tror på dem, for de kender hende nemlig fra tidligere eskapader. Til sidst munder det så ud i, at Sapien League angriber skolen, og under angrebet genvinder Iceman sine kræfter. Afslutningen af kampen, bliver vi så desværre nødt til at vente på i næste blad.

Det var nogle hæsblæsende historier, som hænger så godt som perfekt sammen. Man lægger egentlig ikke mærke til hvornår The Day After slutter og X-Men 177 starter – hvis det ikke var for titlen ”Losing it”, som kommer på første side af X-men 177.

Salvador Larroca, som er en af mine absolut ynglings tegnere, må jeg sige har gjort et godt job. Vi ham så sidst på dansk i Xtreme X-men, som jeg er meget vild med. Chris Claremonts og Peter Milligans to historier passer så godt sammen, at man nærmest skulle tro de havde arbejdet meget tæt sammen, som jeg sagtens kan forestille mig. Men Randal Greens tegninger, synes jeg er en smule for kantede nogen steder, men ellers var de ok.

De 2 artikler fra den nye Kim Helt, giver en god baggrundsviden til District X og House of M, og så også lige det næste nummer af X-Men. Det er godt for nye og såvel gamle læsere af X-men, et stort tak herfra. Jeg ser frem til de kommende artikler, eller hvad Kim Helt nu kan finde på. Historien er jo i 3 dele, men vi får kun 2 af delene her i bladet, så det slutter jo med en rigtig Cliffhanger, hvor jeg spændt venter til næste nummer.

Dansk X-Men (Uncanny X-Men 458-461)

Titel: 458-559 Worlds End, 460 Resurrections and Reunions og 461 Mojo Rising

Forfatter: Chris Claremont

Tegner: Alan Davis og Tom Raney

Udgiver: Marvel

Bedømmelse (samlet): [rate 7]

Det to første historier går videre fra sidste blad, hvor Haukkaerne (dinosaurer på samme tekniske niveau som menneskeheden ), har kidnappet Storm, og hjernevasket Marvel Girl. Storm bruger de til at skabe hyperstorme rundt om verden, og dermed skabe en ny istid. Nightcrawler, Bishop, X-23 og Psylocke arbejder sammen med det vilde lands mutanter og Kazar osv. Sammen angriber de haukkaerne, og besejrer dem. De får overbevist haukkaerne, at de skal dele jorden med menneskeheden, og dermed skabt nye allierede.

De sidste to historier handler om Psylockes ankomst til villaen, hvor hun skal til at finde sig til rette igen, efter de mange ændringer der har været siden, blandt nyankomster og udbygningen af villaen. Den sidste historie handler om Mojo og Spiral, der kommer ind i farerummet og vil have nye X-Men medlemmer til deres rolleliste, men det går selvfølgelig ikke så let som de havde regnet med, og X-Men giver dem kamp til stregen. Til sidst er Mojo og Spiral slåede og tilfangetaget af X-Men.

De første 2 historier begge er fremragende, af en af mine favorit forfattere ”Chris Claremont”, og tegnet med en udmærket streg af Alan Davis, der akkompagnerer hinanden godt, stregen er gennemført, og passer som skræddersyet til handlingen. Det to sidste historier, er lidt en af en sæbeopera, hvor den anden sidste handlede meget om følelser og bla bla. Tegningerne af Tom Raney var heller ikke lige min smag, jeg synes den var lidt for mysteriøs, personerne så alt for slanke ud på en lidt speciel måde, og så var farverne helt ændret ved Psylocke, hvor hendes hårfarve pludselig var lilla igen, men var sort i det vilde land. Men så kom der en smule mere gang i den i den sidste historie med Mojo, selvom det nu var en lidt pjattet omgang med X-babies, men det er det jo altid med Mojo, så det skal der være plads til.