HOLY SHOCKEROO! It’s … Batman: Scarecrow Tales

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

“Fear has no brains; it is an idiot.”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941
Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Citatet stammer fra den amerikanske forfatter og journalist, Ambrose Bierce, men kunne lige såvel have været formuleret af Jonathan Crane, psykologen der blev Scarecrow. Som barn morede Jonathan sig med at skræmme fugle, som professor Crane ved Gotham University fornøjede han sig med at skræmme de psykologistuderende.

Det sidste var selvfølgelig et led i hans entusiastiske forskning i frygtens psykologi, men universitetets ledelse så anderledes på sagen. Inden Jonathan Crane blev afskediget, havde han igennem længere tid måttet døje sine kollegers hån, mobning og bagtalelse. Ikke på grund af hans akademiske evner, men fordi han var en særling, der brugte alle sine penge på bøger og derfor gik klædt som et fugleskræmsel. Med andre ord en sympatisk person. Da han til sidst ikke længere kunne udholde omgivelsernes pres, slog han ind på en kriminel karriere som pengeafpresser, idet han maskerede sig som et fugleskræmsel: ”So I look like a scarecrow … That will be my symbol … A symbol of poverty and fear combined!”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941
Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Det er oprindelseshistorien, sådan som den er fortalt i ”Riddle of the Human Scarecrow” (1941) skrevet af Bill Finger og tegnet af Bob Kane, Jerry Robinson og George Roussos. Det er naturligt nok også den indledende fortælling i SCARECROW TALES (2005), en antologi med i alt otte historier, der strækker sig over perioden 1941-2002.

Coverillustration af Jim Balent & Bill Sienkiewicz Scarecrows eneste våben er frygt.

Crane, der kan mere end sin Freud, benytter sig af visse gasarter, kemiske midler og højfrekvente lydbølger til at indgyde sine omgivelser frygt eller ligefrem vække specifikke fobier til live hos sine ofre og (ikke mindst) sine modstandere – den dynamiske duo. Ifølge Freud opstod fobier når det frygtede objekt blev symbol for noget skræmmende, som det var pinligt at benævne. Cranes tilgangsvinkel er mere evolutionær. Når Ambrose Bierce skriver, at frygt gør hjerneløs, har han utvivlsomt ret. Irrationel frygt medfører i mange tilfælde en højst uhensigtsmæssig adfærd, værst naturligvis når vi deler vores frygt med andre – over for f.eks. burkaer eller influenza – og veksler frygten til vrede, en mekanisme som reformatorer, ambitiøse politikere og avisredaktører til alle tider har benyttet sig af. Ikke desto mindre har frygt (eller fobi) en adaptiv funktion. Chimpanser født i fangeskab skriger i rædsel første gang, de ser en slange, hvilket er en indlysende hensigtsmæssig adfærd. Vi kender sikkert alle til noget lignende – slangen i græsplænen, der bare var en haveslange, eller det lille gib når vi overraskes af en fuldstændig harmløs edderkop. Pointen er, at der kunne være fare på færde. Som psykologen og hjerneforskeren Steven Pinker skriver: “Fear is the emotion that motivated our ancestors to cope with the dangers they were likely to face.”

Gardner Fox, Bob Kane & Joe Giella. Batman #189, February 1967Det er i udgangpunktet intet hverken irrationelt eller neurotisk i at frygte mørket, især ikke når man bliver spærret inde i et bælgmørkt rum med et par rovdyr, således som det sker for Batman og Robin i ”Fright of the Scarecrow” (1967) forfattet af Gardner Fox (der allerede i ’39 var med til at udvikle Batmanfiguren) og tegnet af Bob Kane og Joe Giella. Her er slam-bang action så det batter, men da Batman indser at frygten ikke kan bekæmpes med næver alene, må han ty til viden! ”The Scarecrow’s Trail of Fear” (1975) er Denny O’Neil på automatpilot, men stadig læselig takket være Dick Giordanos rentegning (den perfekte balance mellem kraftige strøg og henkastede streger).

I ”The Scarecrow’s Fearsome Face-Off!” (1976) er Batman helt fraværende, til gengæld får vi Jokeren versus Scarecrow: – Die laughing, Scarecrow! – No, Joker … It’s you who will die … of fright!

Herefter følger antologiens længste og kedeligste historie, ”The 6 Days of the Scarecrow” (1981), som dog har et interessant lille twist. Som bekendt tilskriver fuglenes instinkt dem en vis påpasselighed over for mennesker, heraf fugleskræmslet på marken. Rationalet bag Batmans kostume er det samme – at indgyde frygt i de kriminelles sind. Men da Scarecrow injicerer Batman med et frygtfremkaldende hormon, begynder han at sprede mere frygt end godt er.

Som sagt har frygt en adaptiv funktion. Ikke overraskende viser studier at mennesker og andre dyr, der af en eller anden grund ikke registrerer frygt, har en kort levetid. Dette er oplægget til ”Fear For Sale” (1987) af Mike W. Barr. Det er en orginal historie, hvor Scarecrow giver sine ofre frygtløshed, men desværre tegnet i 1980’ernes værste stil.

Ligeså original, men langt bedre tegnet og fortalt, er ”Mistress of Fear” (1998) af Peter Milligan og Duncan Fegredo (makkerparret bag THE ENIGMA). Uforvarende får Scrarecrow sympati for et af sine ofre, en ung kvinde ved navn Becky, som han efterfølgende kurtiserer på sin egen særprægede facon. Det går hårdt ud over Becky, men alligvel formår Milligan at skabe et dybfølt og forstående portræt af Jonathan Crane.

Samlingen rundes af med den uinspirerede ”Fear of Sucess” (2002), der intet nyt føjer til Scarecrow-figuren, og selv visuelt er den en bundskraber – Roger Robinsons streg får Bob Kane til at fremstå som en mester.

Ja, kvaliteten svinger i SCARECROW TALES – sådan er det jo med antologier – men generelt er der dog tale om et fint lille udvalg, der både introducerer og reintroducerer en af Batmanmytologiens mest interessante skurke.

Fakta om serien

Batman: Scarecrow Tales (2005) 171 sider

Forfatter: Bill Finger, Gardner Fox, Denny O’Neil, Elliot S! Maggin, Gerry Conway, Mike W. Barr, Peter Milligan, Devin Grayson
Tegner: Bob Kane, Jerry Robinson, George Roussos, Joe Giella, Irv Novick, Don Newton, Alan Davis, Duncan Fegredo, Roger Robinson
Rentegner: Dick Giordano, Tex Blaisdell, Dan Adkins, Paul Neary, John Floyd
Pinups: George Pratt, Mark Stutzman, Jim Balent & Bill Sienkiewicz, Mike Mignola, Dermot Power
Forlag: DC

Fantastic Four – The End

Fantastic Four The EndSom mangeårig læser af Marvels tegneserier har man lært at få et eget filosofisk forhold til døden. Da Jim Starlin i 70’erne slog Adam Warlock og Captain Marvel ihjel var det noget grænseoverskridende indenfor genren. Selv da Claremont og Byrne i 80’erne lod Jean Grey/Phoenix dø var det stadigt kontroversielt og man havde faktisk en alternativ slutning klar som for nogen år siden kunne læse i Wizards Masterpiece udgivelse. Men siden da begyndte der at gå inflation i tingene, helte døde og genopstod i en lind strøm og indgangen til dødsriget begyndte at ligne Nørreport station i myldretiden.

Måske er det derfor at striben af “The End” udgivelser fra Marvel ikke tager sin titel helt bogstaveligt og skildrer heltenes død, men snarere deres eventyr i en fjern fremtid nær noget der ligner slutningen af deres aktive karrirere. Men man må jo medgive at “The End” lyder bedre og mere dramatisk end “Stuff happenin’ in a far future”, og Marvel er jo om noget et forlag der er grundlagt på effektiv markedsføring.

At det er Alan Davis der både har tegnet og fortalt historien ville ellers for mig næsten være nok markedsføring. Jeg har altid holdt af hans streg lige siden han optrådte på Captain Britain, X-Men og Excalibur i 80’erne, og de billeder der blev frigivet som en del af markedsføringen, for eksempel af Reed Richards i den negative zone lovede godt. Den anden del af markedsføringen var en lille forsmag på historien som blandt andet kunne ses i Previews og på forskellige online sites. Her kunne man se fremtidens udgave af Fantastic Four i kamp med en fremtidig Dr. Doom, hvis rustning undervejs havde fået et par ekstra arme, kort sagt netop det man forestiller sig at den sidste historie med Fantastic Four må være, en sidste kamp mellem menneskehedens største intellekter Dr. Doom og Mr. Fantastic, den arrogante aristokrat mod den demokratiske tjener for videnskaben og menneskeheden.

Imidlertid må jeg skuffe med at slaget mod Dr. Doom kun er det der i min barndoms Jumbo-bøger hed “En lille forhistorie” som skal sætte resten af fortællingen i scene. Doom har stadig en rolle at spille, men det er en anden historie som Alan Davis er ude efter at fortælle. Den indledende historie varer kun fem sider inden vi igen springer frem i tid til det der er den egentlige historie, men hvilke fem sider, og hvilke konsekvenser! I konfrontationen med Doom er de oprindelige fire medlemmer blevet suppleret med Sue og Reeds to børn Franklin og Valeria.

Fantastic Four mod Dr. DoomSom en af de knapt så trofaste læsere af Fantastic Four kom det lidt bag på mig at der var to børn i familien Richards, normalt er det mest sønnen Franklin der får opmærksomheden, som det ofte sker med den førstefødte i familien. Vi har set ham som en vigtig figur i den klassiske crossover mellem FF og X-Men, som jeg har nævnt så mange gange at jeg næsten selv synes det er træls – men jeg holder meget af den historie, vi har set ham sammen med Phoenix/Rachel Summers i mutanternes dystre undergangsfremtid i “Days of Future Past” og som et af omdrejningspunkterne i historien “Onslaught”, der på dansk blev udgivet som en del af X-Men hvor Onslaught hed Ragnarok, hvor alle Marvel universets helte først forsvandt og senere genopstod som følge af hans kræfter.

Lillesøster Valeria er knapt så kendt, men hun blev i sin tid bragt til verden med assistance fra selveste Victor von Doom, på den betingelse at hun ville blive navngivet efter den eneste kvinde han nogensinde havde elsket. I nyere tid, under “Heroes Reborn” har hun også optrådt som valeria von Doom, en datter af Sue Richards og Victor von Doom fra en alternativ tidslinje. Ligesom Rachel Summers i den gamle X-Men klassiker “Days of Future Past” spekuleres der i om hendes fremtid, hvor de øvrige medlemmer af FF dør og Sue ender op som enkefru Doom, er noget der kan blive til virkelighed.

I “Fantastic Four The End” er virkeligheden en anden, hverken Franklin eller Valeria overlever konfrontationen med Dr. Doom, og efter et spring frem i tiden ser vi hvordan et nu fysisk omend ikke juridisk separeret ægtepar hver især har håndteret tabet af deres børn. Reed Richards har håndteret situationen ved at bruge sit intellekt i menneskehedens tjeneste. Takket være ham har jorden fået lov til at fortsætte sin udvikling i fred for de store intergalaktiske imperier som Kree, Skrull og Shi’ar ved frivilligt at acceptere en karantæne fra resten af galaksen. Isoleret på sin rumsation med sine eksperimenter har han helt mistet forbindelsen til Sue, der er optaget af arkæologiske ekspeditioner som også fører hende under havet til endnu et møde med sin mangeårige bejler Namor, herskeren over Atlantis.

The Thing har trukket sig tilbage til menneskekolonien på Mars, mens Johnny Storm har sluttet sig til Avengers og skiftet sin traditionelle FF uniform ud med en lidt mere ekstravagant Human Torch solo-udgave. Kort sagt så er Marvels førstefamilie vokset op og vokset fra hinanden, i hver fald på overfladen, for som det altid går i en historie med vore fire helte, så kan de aldrig være væk fra hinanden i længere tid uden at der opstår en krise som er stor nok til atter at tvinge dem sammen. De nærmere detaljer i dette eventyr vil jeg ikke komme ind på, blot nævne at selv om vi er ude i fremtiden, så er der stadig en god bid af de velkendte figurer fra FF universet som er aktive, og som man nok havde gættet sig til udfra billederne af Mr. Fantastic i den negative zone, så får vi som sædvanligt også nogen begivenheder der berører både jorden og galaksens skæbne.

Historien kan måske godt være ganske forvirrende hvis man aldrig har læst Fantastic Four tidligere eller kun lige har set filmen, i så fald kan det godt anbefales at man lige slår vejen forbi nogen af de mange glimrende genoptryk der netop er kommet ud, for eksempel kan de oprindelige Lee/Kirby historier findes som Essentials eller som Marvel Visionaries, en lidt flottere udgave af de tidlige historier kan også findes i FF Omnibus, som vist nok er udsolgt fra forlaget men som man stadigt kan finde på hylderne i større tegneserieforretninger. Gamle fans derimod behøver ikek at betænke sig, her er en udgivelse der viser at Alan Davis både kan lave fantastiske tegninger og skrive en god historie. Selv investerede jeg i hardcover udgaven til de sædvanlige par hundrede kroner, men mon ikke en trade paperback skulle være på vej til en lidt billigere penge.

Dansk X-Men (Uncanny X-Men 458-461)

Titel: 458-559 Worlds End, 460 Resurrections and Reunions og 461 Mojo Rising

Forfatter: Chris Claremont

Tegner: Alan Davis og Tom Raney

Udgiver: Marvel

Bedømmelse (samlet): [rate 7]

Det to første historier går videre fra sidste blad, hvor Haukkaerne (dinosaurer på samme tekniske niveau som menneskeheden ), har kidnappet Storm, og hjernevasket Marvel Girl. Storm bruger de til at skabe hyperstorme rundt om verden, og dermed skabe en ny istid. Nightcrawler, Bishop, X-23 og Psylocke arbejder sammen med det vilde lands mutanter og Kazar osv. Sammen angriber de haukkaerne, og besejrer dem. De får overbevist haukkaerne, at de skal dele jorden med menneskeheden, og dermed skabt nye allierede.

De sidste to historier handler om Psylockes ankomst til villaen, hvor hun skal til at finde sig til rette igen, efter de mange ændringer der har været siden, blandt nyankomster og udbygningen af villaen. Den sidste historie handler om Mojo og Spiral, der kommer ind i farerummet og vil have nye X-Men medlemmer til deres rolleliste, men det går selvfølgelig ikke så let som de havde regnet med, og X-Men giver dem kamp til stregen. Til sidst er Mojo og Spiral slåede og tilfangetaget af X-Men.

De første 2 historier begge er fremragende, af en af mine favorit forfattere ”Chris Claremont”, og tegnet med en udmærket streg af Alan Davis, der akkompagnerer hinanden godt, stregen er gennemført, og passer som skræddersyet til handlingen. Det to sidste historier, er lidt en af en sæbeopera, hvor den anden sidste handlede meget om følelser og bla bla. Tegningerne af Tom Raney var heller ikke lige min smag, jeg synes den var lidt for mysteriøs, personerne så alt for slanke ud på en lidt speciel måde, og så var farverne helt ændret ved Psylocke, hvor hendes hårfarve pludselig var lilla igen, men var sort i det vilde land. Men så kom der en smule mere gang i den i den sidste historie med Mojo, selvom det nu var en lidt pjattet omgang med X-babies, men det er det jo altid med Mojo, så det skal der være plads til.