Tegneseriesiden: the final chapter

Kære læsere

Som I nok har lagt mærke til, bliver siden stort set ikke opdateret længere. Det er der flere grunde til.

Den første grund hedder nummer 9 – jeg lægger en masse udviklingstid derovre (der sker snart store ting på den tekniske front), og en del af de faste skribenter er på min anbefaling migreret derover. Det er lige efter mit hoved og en udvikling jeg er rigtig glad for – hvis ikke du er læser, skal du se at blive det nu.

Den anden grund er mere personlig. Tegneseriesiden startede som et personligt projekt og et uimodståeligt behov for at skrive noget begavet om nogle af de fantastiske tegneserier, jeg gik og læste. Det lykkedes over al forventning, men nu er jeg et andet sted i mit liv, hvor det at skrive om tegneserier lige pt ikke fylder så meget – og så giver det ikke mening for mig at blive ved med at lade som om det er tilfældet.

Eller sagt på en anden måde: enhver sætning skal afsluttes med et punktum og ethver historie skal have en afslutning, fordi uden afslutninger giver helheden ikke mening.

Så: farvel og tak for nu. Tak til alle skribenterne, som løftede og muterede projektet til noget andet og mere end jeg havde tænkt fra starten. Tak til forlagene, som leverede anmeldelseseksemplarer. Og ikke mindst tak til alle læserne – nogle stille, andre deltagende. Det har været det hele værd.

Mange gode hilsner,

Ulf Reese Næsborg, chefredaktør, slavepisker og idemand (find selv på flere titler).

PS. Selv om der ikke kommer yderligere opdateringer, forbliver siden online som arkiv.

Anders Brønserud: Otto Obscura

Anders brønseruds Otto-karakter er tidligere udkommet under meget stramme forhold: små kvadratiske bøger med fire billeder på hver side og med den cirkelrunde hovedperson som fokus for det sort/hvide univers. Dem har jeg tidligere omtalt her.

Med “Otto Obscura” har Brønserud taget springet til til et større format – på flere måder. Det er forlaget Politisk Revy, der står bag, og værket er opgraderet til stor, flot hardcover. Det er ærligt talt på tide, for Brønseruds grafiske streg fortjener det større udstillingsvindue, som “Otto Obscura” er.

Der er nogle få figurer, som går igen i Otto-serien: vor hovedperson, naturligvis, som verden synes opsat på at nedbryde; Døden, som også gerne er ude efter ham; den stakkels abe, som det aldrig rigtig lykkes Otto at hjælpe; og den sure mand, der kan optræde under en utal af forskellige former: som dyrepasser eller kritiker for at nævne et par eksempler. Og i denne omgang begynder pingvinerne at have deres indtog – med deres sort/hvide klædedragt er de næsten selvforskrevne til det. Her får de alle så lov til at begå sig i en række længere historier.

Det er lidt et sats fra Brønseruds side, for en del af charmen ved Otto har i mine øjne altid være de meget stramme rammer. De har udfordret tegneserieskaberen og tvunget ham til at finde kreative udveje, og det har helt klart været med til at løfte serien op på et højere plan.

Men fungerer det så?

For størstedelens skyld: Ja. For enkelte historier får man måske fornemmelsen af, at den bliver trukket en side for langt til lige dén pointe, men i langt de fleste tilfælde får Brønserud rum til at sprælle, hvor han tidligere blot har haft hårde vægge, og resultatet er smukt. Otto bevarer sin unikke blanding af poesi og brutalitet, af filosofi og falde på halen. Man fornemmer et øje for tegningernes muligheder, som gør Otto til en humorstribe, der ikke blot forlader sig på nogle replikker og en fad pointe, men formår både at underholde og fortælle historier.

Det er ikke kun de længere historier, der er blevet plads til her, men også små pudsige ensides-ting, såsom et farv-selv-billede. Det giver en god balance og er med til at gøre “Otto Obscura” til en tegneserie, der ikke får lov at stå død på hylden. Og man kunne håbe, at den fik selskab der, for selv om den var tænkt som sidste kapitel i eposset om Otto, indrømmer Brønserud i dette interview, at han er begyndt at lave nye skitser – jeg krydser fingre og kunne især godt tænke mig at se Otto i nye formater. Indtil videre vil jeg dog blot håbe, at dette format vil tiltrække nye læsere, for det er fortjent. “Otto Obscura” er en sort/hvid fest for øje og sind.

Anders Brønserud: Otto – verdens ensomste palindrom

Jeg stødte første gang på Anders Brønseruds navn, da jeg var knægt og kom i besiddelse af nogle selvpublicerede hæfter ved navn Lattergalen, der blandt andet gjorde nar af hjembyens lokale antikvar. Jeg husker ærligt talt ikke meget af disse hæfter, men vil dog gerne tro, at der var et eller andet, som skinnede igennem; for da jeg første gang mødte Brønserud, cirka 20 år efter i forbifarten og mylderet på Bogforum, stod hans navn blandt andet på tegningerne af Otto, verdens ensomste palindrom og i mine øjne en af de bedste danske humorstrips i tiden.

Otto er måske ikke grel og højtråbende, som succes i tiden åbenbart kræver det (Ingemann og Wulffmorgenthaler, det er jer, jeg kigger på), men til gengæld spiller den på flere strenge og giver dem baghjul rent visuelt. Humoren er underspillet, grafisk, bogstavelig og lusket, men den gør ikke et stort nummer ud af sig selv.

Et par eksempler, som jeg på groveste vis har stjålet fra Freecomics:

Jeg besluttede mig for en genlæsning af Otto-bøgerne, da jeg hørte, at et nyt og større værk var på vej – det bliver det sjette bind, hvor vor sørgelige, runde helt begår sig (og viste sig rent faktisk at udkomme i dag, på Politisk Revy). Der kommer en anmeldelse senere, men indtil videre en introduktion til det hidtil udgivne:

Dit er riget / Thine is the Kingdom – lader til at være en prøveudgivelse fra 2004. 12 sider med hver tre striber, hvoraf en del går igen i Otto – Memento Mori – det første “rigtige” Otto-hæfte, også fra 2004, der lægger standarden for de følgende hæfter. Udstyret er firkantet, og der er fire billeder på hver side. Især er det interessant at se i disse to første hæfter, hvorledes Otto synes at være udsprunget helt færdig. Selvfølgelig kan man i senere hæfter se, hvordan Brønserud udvikler sig, men Otto er poleret (og rund) fra første færd – der er ikke den vaklen, man så ofte finder i sit første møde med en ny figur (og på sin vis en tegner, selv om Brønserud jo så har tegnet i en del år før dette).

Med lidt mellemrum fulgte så Otto in absintia (2006), Otto jacta est (2008) og Otto Nonchalangelo (2010) i samme udstyr og med masser af drejninger på figuren. Samtidig optrådte Otto i Freecomics, hvor den sørgede for en vedvarende kvalitet i et blad, der ærligt talt kunne have store udsving. Indimellem lavede Brønserud også Cosmo, der ligeledes optrådte i Freecomics og fik sit eget album (men ærligt talt aldrig faldt i min smag). For den kritiske forbruger (og tegneserielæser) har det den betydning, at man kan finde en god del Otto-striber i Freecomics arkiver.

Men hvem er så Otto? Eller måske rettere hvad? For Otto er en figur, der er svær at anbringe i en firkantet kasse. Hvor de fleste humorstriber med en fast figur gerne satser på de samme letgenkendelige karaktertræk igen og igen til punchlines, er den røde tråde i Otto-striberne snarere en personlighed. Otto skifter skikkelse og størrelse, alt efter hvad striben kræver (fra lillebitte til planet med egen satellit), men igennem det hele er der en personlighed, som skinner igennem. En blanding af barnagtigt blåøjet tilgang til verden, gammelmandsagtig irritation over virkeligheden og den tunge fornemmelse af, at alting rotter sig sammen mod Otto. Han kan være Dracula eller bedsteborger, løvetæmmer eller skattejæger, lalleglad eller ædende ond, men det er stadig Otto. Evnen til at fastholde en person i så forskellige situationen er en stor del af seriens kvalitet.

Et andet tydeligt fortrin er det grafiske – Brønserud holder sig til den rene streg, som det sig vel hør og bør for en humorstribe. Men det gør ikke Otto tandløs, for der eksperimenteres konstant med formatet, og mange af pointerne er rent grafiske – som når Ottos profil opstår af dampen fra en nybagt tærte, rækker ud efter den og får et slag over fingrene med en grydeske. Den er ikke alene godt udtænkt, den kunne sikkert også sætte en filosofisk indstillet person i selvsving.

Og så skiftes der form, så serien ikke forfalder til den samme skabelon – nogle striber er ganske gængse og fører os til en pointe i en klassisk historie i fire billeder, andre spiller på ordspil, andre igen på overraskende drejninger af billederne og så videre. Det holder serien frisk, selv når man (som jeg netop har gjort) læser den igennem fem albums. Ærligt talt, det har et nummer af Basserne svært ved at opretholde gennem et enkelt hæfte.

Otto er stilig, intelligent underholdning, som endda til tider formår at være krævende i sine fire billeder. Jeg undrer mig til stadighed over, at den ikke har nået større berømmelse, men håber, at Otto Obscura måske vil skabe lidt mere røre om Otto og bringe ham længere ud i lyset (også selv om han er sjovest, når der er megen mørke i striberne).

Som en bonus har jeg fået fat i en stribe fra Otto Obscura, hvor Brønserud bryder med sit tidligere format:

Junji Ito: Museum of Terror 1-3

“Tak for lån. Jeg bliver nok aldrig stor fan af Tomie :)”

Den ganske korte og noget sigende besked fulgte med, da en kollega afleverede de tre “Museum of Terror”. Jeg havde lånt dem til hende, efter hun havde anmeldt filmene baseret på Junji Itos værk på Gyseren.dk – i håbet om, at de originale historier ville tiltale hende mere end de afledte. Desværre ikke, viste det sig.

Det sjove er, at selv om jeg er vild med “Museum of Terror”, kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor hun ikke kan lide den. Og selv om jeg har lovprist Junji Itos nok største værk, “Uzumaki”, så forstår jeg også godt, når Thomas Strømsholt ovre på Planet Pulp finder den helt mislykket. Jeg tror, at Itos værker er lidt som en vippe – det kommer an på, hvor man lægger vægten, om man rammer jorden på den ene eller anden side af den gode læseoplevelse.

Jeg lander selvsagt godt og tungt på den gode side, også med “Museum of Terror”. Ikke, at den mangler sine fejl, men den har også en energi og en vision, der virker overbevisende på mig.

De tre bind samler en lang række historier, som kan deles op i to.

Først og fremmest er der Tomie-historierne, som fylder de to første bind, dernæst en lang række enkeltstående historier, som fylder tredie bind under titlen “The Long Hair in the Attic”. Dette sidste bind er i sagens natur meget blandet både i udtryk, og hvor godt det lykkes Ito – hvor man i Tomie-bindene har et mere sammenhængende univers og en skaber, der tydeligvis udvikler sig igennem historierne.

Tomie er en ung pige – smuk og af typen, der tiltrækker unge og ikke helt så unge mænd som bier til holdning. I den allerførste historie om hende er hun netop død, og hele hendes klasse er ramt af det. Punktum. Den burde ende der, indtil Tomie møder op i skolen, tilsyneladende uden at vide, at hun nyde den evige hvile. Snart får vi historien om, hvad der virkelig skete, da hun døde, og den viser sig at involvere hele klassen – og Tomie er som en hævnende ånd, hvis tilsyneladende uvidenhed og besynderlige sorgløshed er som en negl over en tavle for alle de involverede.

Det er egentlig en ganske gennemskuelig skæbnefortælling – velfortalt, men i sig selv ikke noget ud over det sædvanlige. Itos svært definerbare styrke kommer, når han går over gevind. For historien stopper ikke der – omkring 750 sider fylder han med med historier om Tomie, alle ud fra de få fakta: Tomie får mænd til at forelske sig, og mænd slår Tomie ihjel, men hun vender altid tilbage. Og over gevind går han – for ideerne bliver mere og mere groteske, mens historierne vælter derudaf. Der er en manisk aggression i Juni Itos måde at fortælle på – hæng på eller fald af, land på den ene eller anden side af vippen, det er ligemeget, for han har ikke tænkt sig at stoppe op og kigge tilbage.

Hans værker- ikke de enkelte historier, men sammenhængen – er som groteske tæger, der bider sig fast i en ide og suger blod af dens, mens de vokser til store blævrende masser af blodfyldt kød, der virker på nippet til at eksplodere, hvad øjeblik det skal være. De virker foruroligende, alene fordi de formår at hænge sammen på trods af den umådelige vægt på dem.

Helt samme effekt har tredie og sidste bind i serien så ikke på mig – det er ene og alene enkeltstående historier, der så selvføgelig ikke kan opnå samme umådelige inerti. Her svinger vippen noget mere – nogle er okay håndværk, enkelte er lidt latterligt, og nogle få rummer den der ægte knivsæg af ægte ubehag. Det er det svageste bind af de tre, men dog med sine perler imellem.

God horror handler ofte om at finde det fremmede i det velkendte – måske er det derfor, at jeg som 34-årig mand i en sådan grad fascineres af Itos verden, der konsekvent tager udgangspunkt i teenagepiger og den verden, de færdes i. Det er ikke kvalmende romantisk glasur efter laveste fællesnævner, som en vis Stephenie Meyers brug af samme, men ægte mørke, hvor realismens vægge bryder sammen under vægten af det, der læner sig op ad dem udefra. Og så er det helt grundlæggende bare historier, der forstår at overraske igen og igen.

Mimimalistiske superhelte

Nej, det er ikke Micronauts der får en revival, men derimod en billedserie ovre på Comic TwArt, som er en gruppeblog hvor kunstnerne Chris Samnee, Tom Fowler, Francesco Francavilla, Mitch Breitweiser, Mike Hawthorne, Ron Salas og Evan Shaner hænger ud – og udfordrer hinanden med ét overordnet tema om ugen.

Denne uge er temaet minimalisme, og det er der kommet mange interessante tegninger ud af:

– men der er mange flere på sitet og oveni det tidligere ugers udfordringer. Så hvad venter du på?

Fem år i tegneseriens tjeneste!

Den her type indlæg skal traditionelt indledes med et tilbageblik, og jeg føler mig i dagens anledning meget traditionsbundet:

For fem år siden sad jeg en sen nattetime og flyttede tegneserieanmeldelser fra min personlige blog til mit nyindkøbte domæne, tegneseriesiden.dk (nej, jeg havde ikke en flok reklamefolk til at brainstorme det catchy, sexede navn). Tidligere på dagen var domæneregistreringen gået igennem, og nu sad jeg med sovende baby i skødet og lagde sidste hånd på værket.

Det vil sige, “sidste hånd” er naturligvis et håbløst naivt koncept når man snakker om et site som tegneseriesiden, for der har ikke været mange rolige øjeblikke siden da – for det meste på den fede måde.

Det hele var en noget anden form end i dag, men det kan man se i mit forrige tilbageblik. Siden da har vi været meget mere igennem – bredere emnedækning, flere skribenter, kåringen som bedste tegneseriesite i universet nogensinde (eller hvordan det nu var) og meget andet. Nu sover siden, i al fald udadtil, men mon ikke den snart rejser sig igen som den har gjort så ofte før?

For mit vedkommende har det været fem fantastiske år: udover at have skrevet små 350 indlæg – 140000 ord – har mit arbejde med siden bragt mig vidt omkring, skaffet mig nye venner og i det hele taget været en stor, stor gevinst i mit liv. Tak for det, alle jer som har været implicerede – alt andet lige allermest tak til de mange skribenter (11 i alt), som på et eller andet tidspunkt har skrevet til siden.

Og så har jeg vist lige en artikel eller to, som skal skrives…

Phonogram : musikkens magi

“Choose a track. Doesn’t matter what it is – just that it matters to you. Stick it on and turn it up. Close your eyes. And listen HARD. Focus. Just feel the song. Let it sweep over you. Breathe it in. Let it possess you. And when you can feel it filling every single cell in your body … just ride it as long as you can.”

Hvis musik for dig kun er noget der kører på radioen uden din bevidste indblanding; rart at have, men ikke livsvigtigt eller bare signifikant, er dette ikke en bog for dig.

Hvis du aldrig har oplevet at et stykke musik stoppede dig midt i en sætning, løftede dig op i nakkeskindet for derefter at transportere dig til en anden verden og derpå sende dig tilbage igen, uvis på hvor lang tid der egentligt er gået, er dette sandsynligvis heller ikke en bog for dig.

Der er nogle ideer, der i deres slående simplicitet umiddelbart forekommer indlysende sande. Phonogram af Jamie McKelvie og Kieron Gillen er baseret på en sådan idé:

musik er magi.

For nogen et banalt udsagn, men har man en gang prøvet at fortabe sig i en sang, ved man i sit hjerte, at det er den reneste sandhed du kan møde.

Musik ér magi.

I Phonogram: Rue Britannia følger vi David Kohl, som er Phonomancer, altså en magiker hvis kræfter er baseret på musik – eller som han selv siger: ”I do intricate vivisection rituals on pop songs to better understand their totemic powers”.

Kohl bliver af den store gudinde udvalgt / truet / forbandet til at undersøge hvad der er galt med et af hendes aspekter, den nu afdøde guddommelige dronning af Britpop, Britannia. Ja, britpop – musikgenren, som startede midt i 90’erne med navne som Oasis, Blur, Pulp, Kenickie, The Auteurs, og som kulminerede med Knebworth-festivallen i 1996, hvor Oasis spillede for en kvart million mennesker – og som 2.5 million mennesker (en ud af tyve briter) forgæves forsøgte at få billet til.

Men det er nu fortid, Britannia er død og hendes følge af musik og fans er forlængst væk eller i al fald fortsat til andre ting. Og dog – der er noget galt et sted: Kohls gamle flamme, Beth, dukker op i britpop-spøgelsesform, selv om hun er i live og Kohl selv sætter uden at tænke en Echobelly-plade på. Så ved man, at der er noget rygende galt.

Undervejs drager vi igennem Memory Kingdoms, møder Retromancers (”Nostalgia Parasite. A kind of phonomancer in the same way a date rapist is a kind of lover”), Indie Dave (”More a very crude golem sculpted from decomposing festival detritus”) og det hele kulminerer under bakken Primrose Hill, hvor Britannia i sin tid blev til.

Man kan se Phonogram: Rue Britannia som et billede på nødvendigheden af at lægge fortiden bag sig, og det vil ikke være helt forkert, men samtidig byder den på et unikt indblik i musikkens magiske underverden, det sted hvor kunsten møder sit publikum og forandrer dem, har magt over dem. Selv var jeg ikke blandt Britannias undersåtter – jeg fordybede mig på det tidspunkt i Desert Rocks transcendentale, monumentale tyngde – men jeg kan sagtens forholde mig til følelsen alligevel.

En noget anden sag er Phonogram: The Singles Club.

Her er der tale om flere små fortællinger, der alle foregår samme aften på samme natklub, og som til sidst knyttes sammen til en stor mangefacetteret fortælling, set fra syv forskellige menneskers øjne. Der er – som det nødvendigvis må være med den slags fortælling – nogle afsnit, der fungerer bedre end andre. Eller snarere, afsnit, som taler mere til én end andre gør. Ja, der er en forskel.

Hvis Rue Britannia er et koncept-debutalbum, er Singles Club den svære toer, som teknisk set er  1’eren overlegen, men som ikke helt har den samme energi. Den er dog stadig fremragende og særdeles læsværdig.

Ærgeligt for begge samlingers vedkommende er det, at de ikke har medtaget de mange B-sides; små, afsluttede en-sides fortællinger som kørte bagerst i månedsbladet. De er ikke essentielle for noget, men de ville have været rare at have.

Noget meget iøjnefaldende ved begge bind af Phonogram er, hvor meget værkerne taler med deres egen stemme. Det er ikke Moores nøje planlagte kinesiske æske, fyldt til randen med fakta og instruktioner. Det er heller ikke Morrisons hjerne- og hjertevridende mindfuck. Åbenbaringerne er ikke afgrundsdybe og jordrystende. Tværtimod er det næsten nøgterne skildringer af en flok menneskers liv – mennesker, der alle er berørt af musikken basale magi. Det er fremragende og vedkommende.

Er du nået hertil i anmeldelsen, er det nok fordi du kender følelsen. For musik er magi, og vi der er berørt af den, ved det allerinderst i vores sjæl.

Charles Burns: Sort hul

Dette er nok en af de mest rammende titler, jeg er stødt på i lang tid, for Burns’ mesterværk føles som lige præcis det: et sort hul, som suger læseren ind.

“Sort hul” er oprindelig udgivet som tolv hæfter i årene 1995-2005, først hos Kitchen Sink, så hos Fantagraphics og til sidst samlet hos Pantheon Books. Det er Fahrenheit, der har stået for den danske udgave – med Paw Mathiasen selv bag den vellykkede oversættelse. Og det er ærligt talt på tide, at vi stifter bekendtskab med den på dansk, for der er tale om en ganske unik læseoplevelse. Bag den underspillede forside gemmer der sig en fortælling, som kommer under huden – på mere end én måde.

Historien foregår i 70erne og handler især om tre teenagere i en forstad til Seattle: pigen Chris og de to drenge Rob og Keith. De bliver fanget lige der i overgangen mellem barn og voksen, i den allermørkeste del af puberteten, hvor seksualiteten synes at buldre lige under alting. De er alle fra gode familier og bruger tiden på at gå i skole og drikke sig fulde eller ryge sig skæve. Livet er ganske godt, og sommeren synes at vare evigt, hvilket er noget af en bedrift, når man kigger på Burns’ tegninger, der næster vælter sig i sort. Han forstår at fremmane stemninger, og hans billede af 70erne er utroligt vellykket.

“Sort hul” kunne sagtens have holdt sig inden for en strengt realistisk ramme – grundlæggende er det en historie om at vokse op, at ændre sig, og jeg tvivler ikke på, at Burns kunne have begået en yderst interessant historie uden de ekstra lag, han graver under sine personer. Men uden de lag ville den ikke rumme den afgrundsdybe og altgennemtrængende følelse af frygt og undergang, som den gør. Den ville hverken rage op eller nå de dybder, den gør.

Der huserer nemlig en sygdom i byen. En kønssygdom, som kun rammer teenagere og påvirker deres kroppe på et utal af forskellige måder. Nogle kommer til at ligne monstre, én får en hale, en anden viser næsten ingen ydre tegn på det. Rob har en ekstra mund, ikke særligt stor og placeret på hans hals. Da han har sex med Chris, bliver hun smittet, og hendes hud begynder at give slip på hendes krop. Da det viser sig, at hun er smittet, kommer det som et slag for Keith, der længe har været lun på hende. De bliver alle rystet ud af deres rolige tilværelser.

De smittede samles i skoven og i udkanten af samfundet, og vores tre hovedpersoner kæmper for at finde en eller anden form for lykke i det mørke, der har sænket sig over dem. Det lykkes ikke for alle – ligesom i virkeligheden er fløjlshandskerne ikke på her.

Burns har begået et værk, der flår læseren gennem det meste af følelsesspektret. Det er det bedste billede på puberteten, jeg længe er stødt på, og det er en historie, der trækkes en ind og ikke giver slip. Et sort hul i virkeligheden er et punkt, der har opnået så stor masse, at dets tyngdekraft trækker alt ind, selv lyset, og det er et passende billede på denne graphic novel – ikke blot fordi den er så dyster i sit grafiske udtryk, men også fordi man netop har billedet af hovedpersonerne som indfangne af kræfter uden for deres forstand. De bevæger sig gennem hvert deres kredsløb, sammen med flere mere eller mindre vigtige bipersoner, mens de langsomt trækkes længere og længere ind mod singulariteten: det punkt, hvor selv naturlovene bryder sammen, og hvor det er umuligt at forestille sig, hvad der ligger forude.

Som man måske kan læse, ville “Sort hul” være i stand til at give en hel kongres af dansklærere lystkramper, men dens kvalitet ligger naturligvis i, at den fortæller en god historie. Burns lader sine personer krydse frem og tilbage og springer mellem nutid, erindringer og drømme, så fortællingen bliver endnu mere fortættet. Hans tegninger fremstår måske lidt stive i det, men har formår alligevel at lade dem med en masse detaljer og stemning. Man kan formelig mærke frustrationen og desperationen flyde ud fra siderne. Det får “Sort hul” til at fremstå på den ene side som en vellykket socialrealistisk coming of age-historie og på den anden side næsten taktil horror med mindelse om Jim Woodring og Junji Ito.

Det letteste ville nok være blot at hæfte en mærkat på: mesterværk.

David Small: en barndom i gråtoner

De første ord i den amerikanske graphic novel Stitches er ildevarslende: I WAS SIX.
Uskyldigheden bliver her slået fast. Følelsen af, at noget mismodigt lurer, bliver understreget af værkets første illustration – et gråligt og gnidret billede af et olieraffinaderi.
David vokser op i Detroit i en grå familie. Faren er radiolog og røntgenfotograferer konstant David, angiveligt for at hjælpe ham af med et bihuleproblem. Han sætter også hans nakke på plads i en snæver vending eller udfører traumatiserende lavementer. Det sidste er vist ikke bihulerelateret. Moren er gnaven og bitter. I stedet for at tale rømmer hun sig mest, snøfter bag lukkede døre eller smækker med låger. Man vil bare ikke gøre hende mere knotten. Storbror Ted tæsker løs på sine trommer. Det er et hus fuld af ekstrem stilhed og larm.

David kan tegne, heldigvis, og han forsvinder bogstaveligt ind i sine illustrationer. Han fantaserer også om at falde gennem Kaninhullet og binder derfor et gult håndklæde om hovedet for at illudere Alices hår. Det er et modigt valg.
Da David er 11 år, opdager en af forældrenes venner en knude på hans hals. Det er angstfremkaldende, for i hjemmet er der selvfølgelig et lægeleksikon, så David er ikke helt uvidende om kroppens mutationer. Læger koster penge, og derfor prioriterer forældrene en ny bil, ny sofa, nyt tv, en vaskemaskine, fester og andre livsfornødenheder, som en almindelig amerikansk kernefamilie ikke bør snyde sig selv for.
Da David et par år efter endelig får sin operation, bliver det ret omfattende, og da han vågner, har han mistet en del af stemmebåndet.
Stilheden omfavner ham og skubber ham længere væk fra andre mennesker og ind i ensomheden.

Skævheden i familien, som især opleves igennem moren med de forvrængede følelser, griber helt ud af siderne og fortvivler læseren. Fordi noget er galt. Mere galt end lavementer, mere galt end mormoren, der skolder Davids hænder, og mere galt end at lade en knude gro i halsen på et barn igennem flere år.
Forældrene har ikke fortalt David sandheden.

Davids frustration, sorg og den forråelse, han oplever, er gribende, og illustrationernes enkle grå akvareludtryk understreger sårbarheden og efterlod mig med en følelse af poetisk bitterhed.
Erindringer opstår et sted mellem virkelighed og fiktion. Stitches er barsk men yderst intelligent og narrativt veldrejet. Historien handler ikke kun om følelsesmæssig afstumpethed og en forvrænget ensom barndom – David Small får farvelagt et større perspektiv.

Illustrationerne får trods sine gråtoner vist mange nuancer – også humor.
Der er noget glansbilledeverden over miljøet. Vi er i 50erne, og stemningen rammer meget godt gamle amerikanske reklamefilm for vaskepulver…eller måske er det i virkeligheden mere hen ad The Bodysnatchers? Stitches er en følelsesmæssig og socialrealistisk thriller. Den er grum men pusler i mange lag.

David Small er i dag en anerkendt og prisbelønnet børnebogsillustrator, og et enkelt sted er der også en hilsen til den gamle Plys-illustrator Ernest Shepard.