Dæmonen, fiskemanden og alle de andre

I forbindelse med vores tema om [[Hellboy]], skal vi lige være sikre på at have alle med, så efter Kents introduktion til seriens skaber, [[Mike Mignola]], følger her en kort introduktion til seriens persongalleri (“Person” skal forstås i bredest mulige forstand i en serie, der både inkluderer dæmoner, transdimensionelle gudelignende skabninger og fiskemænd). Der er enkelte milde spoilers i denne gennemgang.

Heltene

Hellboy

Vor helt, Hellboy
Vor helt, Hellboy

Da anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning, fik de allierede nys om en særlig afdeling af forskere, der arbejdede sammen med en ukendt mand på et af Hitlers mange “Dommedagsprojekter”. Dette projekt blev kendt under navnet “Project Ragna Rok”, og selv om projektet syntes at være en fiasko for nazisterne, var de allierede på det rette sted på det rette tidspunkt og fandt en rød baby-dæmon, komplet med horn og det hele – øjensynligt hidkaldt som følge af eksperimentet.

Trevor Bruttenholm, en af de allieredes eksperter i det paranormale, tog den lille dæmon til sig og gav ham navnet Hellboy.

I løbet af de næste 20 år blev Hellboy officielt adopteret af Bruttenholm og trænet til at være medlem af the Bureau of Paranormal Research and Defense – kaldet [[B.P.R.D.]] – som er en slags FBI-afdeling, som har til opgave at undersøge og tage sig af overnaturlige fænomener og trusler. Hellboy bliver sendt rundt i verden for at løse forskellige problemer, og lærer derigennem om sin baggrund, sin sande natur og sin tiltænkte rolle i forhold til intet mindre end verdens undergang.

Selv om Hellboy er en stor rød dæmon, hvis højre hånd er lavet af sten, er han alligevel teamets mest “nede på jorden”-medlem – han elsker pandekager, ryger cigarer og drikker øl og fyrer dårlige one-liners af mens han banker tentakel-uhyrer fra andre dimensioner tilbage hvor de kom fra. Hans løsninger på problemerne er ofte meget håndfaste – de bliver ofte løst ved at uddele nogle solide slag fra stenhånden eller ved at han sønderskyder dem med sin trofaste pistol.


Hellboy smager pandekager for første gang!

Abe Sapien

Abe Sapien, vores yndlings-fiskemand

Abe er en fiskemand, eller som det hedder på latin, icthyo sapien. Han blev fundet i dvale i et rør i kælderen under et hospital i Washington, D.C.
På røret stod datoen 14. april, 1865, hvilket er dagen for attentatet mod Abraham Lincoln, hvilket resulterede i Abes navn (Abe var Lincolns kælenavn).

Han er et centralt medlem af BPRD og er den på holdet, der han kendt Hellboy længst tid. De to er da også nære venner, hvilket måske også er forståeligt, idet ingen af dem har nogen ide om hvor de kommer fra og ingen af dem passer til menneskenes verden.

Han er en fremragende skarpskytte, trænet i nærkamp og – nok vigtigst – i besiddelse af et næsten genialt intellekt. Hans fysiologi sætter ham i stand til at ånde under vand og svømme, nåja, som en fisk.

Abe ser – i lighed med Hellboy – noget anderledes ud end normen, men er en flink og loyal partner for kollegerne i BPRD. Han har senest i BPRD opdaget noget af sin fortid, men dette har kun givet ham flere spørgsmål end svar.

I filmene er Abe også telepat og kan ikke ånde udenfor vand uden en slags omvendt dykkerdragt.

Liz Sherman

Liz Sherman, holdets pyrokinetiker

Liz er pyrokinetiker, hvilket med andre ord vil sige at hun er i stand til at frembringe ild ved tankens kraft. Da hendes kræfter for første gang manifesterede sig, endte det med en ødelæggende katastrofe, hvor hun ved et uheld kom til at ødelægge en boligblok og dræbe 32 mennesker, heriblandt hendes egne forældre.

Dette lagde naturligvis en dæmper på hendes lyst til at bruge sine kræfter, men BRPD og især Hellboy tog hende under deres vinger, og hun har lidt efter lidt fundet ud af at kommer sig over sin angst for sine kræfter og kan i dag kontrollere dem fuldstændigt. Hendes kræfters oprindelse er aldrig rigtigt blevet forklaret, men hun har ofte været mål for diverse skurkagtige væsener, som har forsøgt at tage hendes ild og gøre den til deres egen.

I filmene er hun kærester med Hellboy, mens hun i tegneserierne mere tænker på ham som en slags storebror / faderfigur.

Roger

Roger - holdets humunculus / golem
Roger - holdets homunculus / golem

Roger blev fundet i et oldgammelt laboratorium, som Liz udforskede. Her fandt hun en homunculus, en krop lavet af tørrede urter og menneskeblod. Hendes kræfter aktiverede ved et uheld den slumrende homunculus, hvilket næsten slog hende ihjel. Dette fører til at Hellboy deler en ordentlig håndfuld øretæver ud til Roger inden fejltagelsen bliver opklaret.

Han giver senere Liz hendes kraft tilbage, hvilket medfører at han selv igen ender i en koma-lignende tilstand. På Abes initiativ genopliver BPRDs videnskabsmænd Roger, idet de indopererer en generator i ham, hvilket giver ham energi til at leve. Herefter slutter han sig til BPRD som et aktivt og værdifuldt medlem af holdet. Roger ser op til Hellboy og benytter ham som en mentor-skikkelse.

Bortset fra at man ser et glimt af hans livløse krop i den første film, er Roger ikke med i filmatiseringerne.

Johann Kraus

Johann Kraus, den ektoplastiske agent
Johann Kraus, den ektoplastiske agent

Som det fremgår af billedet, har Johann ikke noget ansigt – han har faktisk ikke nogen krop, idet han udelukkende består af ektoplasma. Han er et psykisk medie, hvis krop blev ødelagt mens hans ektoplastiske selv var ude i æteren. Da han var klar over at han ikke kunne overleve i længere tid uden sin krop, kontaktede han BPRD, som med tiden fik konstrueret hans karakteristiske dragt til ham.

Johann er blevet en vigtig del af holdet, da han via sit ektoplasma bl.a. kan kommunikere med de døde og give dem midlertidig fysisk form. Han har ikke brug for søvn, og arbejder derfor stort set alle døgnets 24 timer, bl.a. med at læse BPRDs gemte filer, som fornylig blev fundet under et bjerg i Colorado.

Johann er med i den anden Hellboy-film, The Golden Army. I filmen staves hans navn Johann Krauss og ud over at kunne genoplive de døde, kan han forlade sin dragt for at “besætte” mekaniske ting.

Lobster Johnson

Pulp-helten Lobster Johnson
Pulp-helten Lobster Johnson

Hellboys verden består af en to meter høje rød dæmon, en fiskemand og en ektoplasmisk essens i en specialdesignet dragt, så superhelte er naturligvis ikke udelukkede fra det gode selskab.

I dette tilfælde er der så bare tale om (formoder vi) spøgelset af en superhelt fra anden verdenskrig, som ved et par lejligheder hjælper Hellboy og BPRD.

Hans særlige kendetegn er en hummers klo brændt ind i panden på de fjender han overvinder, og han er med i denne opsummering på trods af at han ikke er en central figur i serien – simpelthen fordi han er en cool figur. Han har træk til fælles med Marvels Night Raven og den klassiske pulp-helt The Spider.

Lobster Johnson er endnu ikke med i filmene, men del Toro har udtalt at han gerne vil have ham med i en eventuel 3’er, gerne spillet af Bruce Campbell, bl.a. kendt fra Evil Dead-filmene.

Skurkene

Ogdru Jahad

Ogdru Jahad er et 7-hovedet væsen, som er forvist til eksil bag stjernerne for æoner siden. Da Rasputin døde, var det Ogdru Jahad som kontaktede og genoplivede ham og fortalte ham hvordan han skulle hidkalde dem til jorden, så de kunne bringe undergang til mennesket og starte en ny æra af terror. Indtil videre har Hellboy forpurret dette, men han er måske også bare en brik i deres planer.

De er omsluttet af krystal og bliver overvågede af en ukendt, fremmed race.

Ogdru Jahad er stærkt inspiret af H. P. Lovecrafts “Great Old Ones”.

Rasputin

Ja, den Rasputin fra den russiske revolution. Da han mødte sin død i en flod, genoplivede Ogdru Jahad ham og gjorde ham til deres tjener.

Rasputin stod bag Project Ragna Rok, som hidkaldte Hellboy til vores verden, og hans mål var at bruge vores helt til sine egne onde planer – et mål, som han aldrig har sluppet. Selv om han ikke har haft direkte kontakt med Hellboy i nogen tid, føler han sig stadig som hans retmæssige fader og kræver med mellemrum hånd-og-halsret over ham – hvilket generelt bliver taget ham ilde op!

Hekate

Hekate er “korsvejens gudinde”. Hun er central for Ogdru Jahads planer og blev bragt tilbage til livet af Rasputin. Men ligesom med Hellboy, troede Rasputin at han kunne kontrollere hende – og tog fejl. Hekate har en en jernkrop og kan transformere sig til et væsen, der er halvt slange, halvt kvinde.

Hun blev senest set i historien The Island, hvor hun taler med Hellboy. Det må formodes at hun har en vigtig rolle at spille i fremtiden.

Frømenneskene

Frøerne er frygtindgydende skabninger, som engang var mennesker. De tjener Ogdru Jahad og spreder sig pt. over USA og Canada trods BPRDs forsøg på at stoppe dem. De siges at være menneskets næste evolutionære trin, men om det er sandt og hvad de er ude på, er endnu ikke blevet afsløret.

The Black Flame

Alt hvad der vides om The Black Flame er at han er en mand, der går under navnet Mr. Pope. Han benytter teknologi til at kommunikere med Frøerne og til at kontrollere dem med. Hans motiver er ukendte.

Afsluttende bemærkninger

Hellboys univers er stort og fascinerende og denne artikel har kun berørt overfladen – der er meget mere der venter på læseren! Mit afsluttende råd må derfor være at springe ud i det – serien tager folklore og legender og blander dem sammen med Lovecraft’ske overtoner. Vi har vampyrer, dæmoner og væsner fra det hinsides – og det er alt sammen serveret med en befriende humor, som gør at serien aldrig tager sig selv for alvorligt. Når man dertil lægger Mignolas fremragende grafiske stil, har man en vindende cocktail. Prøv det! Du kommer ikke til at fortryde det.

På dansk har forlaget G. Floy udgivet seks bind af serien, mens det på amerikansk er Dark Horse, der står for udgivelsen af både Hellboy og spin-off serier som BPRD, Abe Sapien og Lobster Johnson.

Dæmondrengen vs. Elverprinsen – Hellboy 2: The Golden Army

Hellboy er på plakaten igen med filmen The Golden Army

Der er gået fire år siden Guillermo del Toro lavede den første Hellboy-film, som – især i Directors Cut-udgaven – var en rimeligt tro filmatisering af de første par historier i Hellboy-serien (primært Hellboy: Seed of Destruction) og mens den tog sig en del friheder overfor forlægget (Hellboy og Liz er .. romantisk involverede i filmen, Abe er telepat og Hellboy går med bukser), var den i det store og hele tro overfor tonen i forlægget. Og hey, der var frø-monstre, Rasputin, nazistiske videnskabsmænd og store Lovecraft’ske tentakel-dæmoner, ganske som i serien.

Fra starten står det klart at Hellboy 2 er en ganske anderledes skabning – den indledende dukke-animationsfilm, som slår konflikten mellem mennesker og elvere an, er ikke hverdagskost i Hellboy-universet, og som filmen skrider frem står det klart, at Lovecraft-elementet er skubbet i baggrunden i forhold til sidst.

Plottet drejer sig som nævnt om konflikten mellem elvere og mennesket, eller mellem naturen og vores industrialiserede verden om man vil. Fra gammel tid er der indgået en våbenhvile mellem de to parter, men elverprinsen Nuada synes at menneskene er gået for vidt (og der kan han have en pointe) og vil vække det oldgamle ultimative våben, Den Gyldne Hær, hvilket vil resultere i menneskehedens undergang. Det kan vore helte i [[BPRD]] ikke sidder overhørigt, og med hjælp fra bl.a. det nye holdmedlem Johann Krauss og prins Nuadas tvillingsøster, prinsesse Nuala, går de i gang med at forpurre planerne om at vække den Gyldne Hær.

I mellemtiden ser vi troldemarkedet under Brooklyn-broen, oplever en storladen kamp mellem Hellboy og en skovgud, ser indgangen til elvernes underjordiske rige i Nordirland og vores hovedperson møder sin egen personlige dødsengel.

BPRD i Hellboy 2
BPRD i Hellboy 2

Visuelt er filmen et kapitel for sig – de overnaturlige væsener er fremragende, troværdigt og også humoristisk lavet (jeg holdt meget af tandfeerne) og filmen planter en lang rækker billeder på ens nethinde, som virkeligt er one-of-a-kind, hvilket jo også er en af del Toros store forcer som filmmager.

Jeg har hørt at en masse mennesker har skuffede forventninger i forbindelse med Hellboy 2, og en del af mig kan godt forstå det – der er noget ved filmen, der gør at den ikke er helt oppe og ringe. Jeg har kommet frem til, at det for en stor dels vedkommende ligger i en masse uudnyttet potentiale omkring personernes udvikling – på trods af Doug Jones fremragende spil, kommer romancen mellem Abe Sapien og elverprinsessen Nuala ikke rigtigt til at virke troværdig, på trods af at den bare mangler en eller to uddybende scener for jeg helt troede på den. Burde elverne ikke også være mere påvirkede af skovgudens skæbne, taget i betragtning at den skulle være den sidste af dens slags? Og Liz’ valg i forhold til dødsenglen kunne der også godt være kogt noget mere suppe på uden at det gjorde noget.

Vor store, røde helt
Vor store, røde helt

Omvendt er det en særdeles veloplagt film som del Toro og [[Mike Mignola]] har skruet sammen – del Toro er stor fan af Hellboy, og den kærlighed er ligesom i den første film meget tydelig. I følge IMDB sagde han nej tak til at instruere Halo, Harry Potter 6 og I am Legend fordi det ville være kommet i vejen for at han instruerede Hellboy 2 – det er da dedikation! Og hele vejen igennem er filmen spækket med små detaljer, som jeg i sidste ende er fuldstændigt til salg for og som viser mig at der er nerve og kærlighed til stede.

Ultimativt kommer det i sidste ende meget an på ens forventninger – jeg forventede at se Hellboy fyre one-liners af og sparke bagdel, samtidig med at der var et stort og varieret person/monstergalleri, og det fik jeg opfyldt til fulde. Der er som nævnt nogle ting, der kunne være gået mere i dybden med, men den slags har man jo extended editions og director’s cut til at rette op på.

Hellboy 2: the Golden Army er på mange måder en sær film – på mange måder har den mere til fælles med Jim Hensons The Dark Crystal og Terry Gilliams tidlige fantastiske film end den har med tegneseriens pulp-rødder, men det fungerer utroligt godt i kontekst og folklore-temaet er også blevet stærkere og stærkere i Mignolas værker, så det er på mange måder alligevel i tråd med serien. Og med nogle gode skuespilspræstationer på lærredet – for at bruge en kliche, så er Ron Perlman Hellboy – er det bare at hanke op i en spand popcorn og slå bagdelen i sædet. Man er solidt underholdt hele vejen, og det er i grunden ikke så værst.

Fakta om filmen

Vurdering: Anbefales

Hellboy 2: The Golden Army
Universal Studios, 2008. 120 minutter.

Instruktør: Guillermo del Toro
Manuskript: Guillermo del Toro og [[Mike Mignola]]
Medvirkende:
Ron Perlman som Hellboy
Selma Blair som Liz Sherman
Doug Jones som Abe Sapien
Luke Goss som Prins Nuada “Silverlance”
Anna Walton som Prinsesse Nuala

Filmens officielle hjemmeside

Mike Mignola – manden der ville tegne monstre

Mignola til premiere på "Pans Labyrint" af Hellboy instruktøren Guillarmo del Torro.
Mike Mignola

Mike Mignola elsker gamle sagn, overleveringer og eventyr – og ser man på hans historie indenfor tegneseriebranchen kan den også godt minde om en af de gamle fortællinger hvor man først går så grueligt meget igennem før det ender lykkeligt alligevel. Kent Damgaard går bag om Mignolas vej frem til Hellboy.

Her i september 2008 hvor den anden spillefilm baseret på Mike Mignolas hovedværk Hellboy er på vej til biograferne, kan det være svært at forestille sig at [[Mike Mignola]] har været skabt til andet end at berige verden med sin helt specielle nyfortolkning af gamle myter blandet op med et venligt sideblik til gamle pulp magasiner og fire-forestillinger i længst glemte biografer hvor magien på lærredet stadigt herskede uanfægtet af blinkende mobiltelfoner.

Men Mignola ville slet ikke være serieskaber. Da han i 1983 dukkede op hos [[Marvel Comics]] som rentegner efter at have fået en chance af Al Milgrom opdagede han hurtigt at drømmen om at blive illustrator hurtigt kunne blive et mareridt for en person der bare ville tegne monstre.

Gotham by Gaslight
Gotham by Gaslight

Milgrom satte ham i arbejde på Defenders, derefter blev hans sendt videre til Master of Kung Fu (udgivet som [[Shang Chi]] i det danske [[Kung Fu Magasinet]]) hvor han arbejdede med William Johnson. Johnson lavede tre numre og blev så forflyttet til Daredevil. Mignola fulgte med til et enkelt nummer og derefter en fyreseddel.

Mere lovende så det ud to år senere da Mignola fik arbejde på The Incredible Hulk – det måtte da være noget for den monster-glade mand. Men skæbnen ville det anderledes, efter et nummer med [[Hulk]] og sjove rumvæsener kom et nummer med tilbageblik på Bruce Banners liv. Mignola måtte bede en ven om at tegne alle børnene i det nummer for at kunne levere.

Tingene så lidt bedre ud med tredie nummer hvor historien var tilbage i rummet, men skæbnen ville at [[John Byrne]] havde behov for luftforandring efter at have skabt det første team af superhelte fra Canada. Så i al deres visdom lod Marvel Byrne overtage Hulk og forflyttede Mignola til [[Alpha Flight]].

I stedet blev det [[DC]] der fik nytte af Mignolas talent, blandt andet gennem “Batman: Gotham by gaslight” som også er udkommet på dansk i [[Batman]] nr. 16 “Jack the Ripper er tilbage!”. Mignolas tegninger passede perfekt til det viktorianske miljø i historien, og selv om han stadigt ikke brød sig om superhelte, så mente Mignola nok at Jack The Ripper mere var noget der var værd at være kendt for.

Fafhrd and the Gray Mouser
Fafhrd and the Gray Mouser

Et andet miljø hvor Mignolas tegninger passede perfekt var [[Fafhrd and the Gray Mouser]]. Forfatteren til historierne [[Fritz Leiber]] er en i tegneserier ret overset person som aldrig fik et  gennembrud indenfor tegneseriemediet sammen med [[Robert E. Howard]] og [[Michael Moorcock]]. [[Howard Chaykin]] havde forsøgt sig med en serie baseret på Leibers fortællinger, men han var ikke tilfreds med sit arbejde. Så da chancen for at lave en ny serie med det umage par bød sig var Chaykin ikke sen til at takke ja.

Resten af verden ville imidlertid hellere læse superhelte, andre tegnere solgte millioner af hæfter mens Mignolas samarbejde med Chaykin som også omfattede “Ironwolf” blev en økonomisk fiasko. Men løsrive sig fra monstrene kunne Mignola ikke, så det blev en illustration til en “convention”, altså en tegneseriefestival, som beseglede hans skæbne. Mignola ville som altid bare tegne et monster, og det var egentlig det, bortset fra at han nærmest som en eftertanke satte en mærkat på sin skabning – “[[Hellboy]]”.

Monstret lignede ikke meget den version som vi kender idag, men det var begyndelsen til at Mignola skulle finde sin egen unikke stemme som serieskaber. Den endelige version endte betegnende nok heller ikke hos de to store superhelte-forlag, men hos de lidt mindre [[Dark Horse]], der på daværende tidspunkt tog store chancer med senere kæmpesucceser som [[Sin City]] og Mignolas Hellboy.

Den første tegning.
Den første tegning.

Redaktør [[Scott Allie]] undrer sig den dag idag over hvor den ellers altid så tvivlende Mignola et kort øjeblik fik troen på egne evner og tog chancen med Hellboy, men da Mignola begyndte at tvivle på seriens success og snakke om at gå videre og lave et Batman hæfte bagefter var Allie hurtig til at opfordre Mignola til straks at kaste sig over den næste historie.

Mignola havde fundet sin egen stil, som var en blanding af originalitet og et nænsomt tilbageblik på tidligere tider. Det er ikke nogen tilfældighed at det første album med Hellboy indeholder dedikationer til både Jack Kirby og H.P. Lovecraft. De hav-levende væsener i “The Shadow over Innismouth” er en klar inspiration for Mignolas arbejde.

Mignolas væsen var ikke en superhelt, selv om han måske nok kæmpede mod væsener som man sagtens kunne have tilkaldt en flok superhelte for at nedkæmpe. Hellboy var snarere en arbejdsmand, et overnaturligt væsen som modsat Lovecrafts væsener trods sit ophav havde valgt at kaste sit lod ind sammen med menneskeheden og gøre hvad der var nødvendigt for at sikre dem mod det overnaturlige.

En anden inspirationskilde fra det gamle pulp magasin [[Weird Tales]] er Robert E. Howard, endda så meget at da Mignola flere år senere blev bedt om at levere et manuskript til tegneserieudgaven af Conan havde han flere steder som en anden freudiansk fortalelse refereret til hovedpersonen som “Hellboy”. Hele inspirationen fra de gamle pulp hæfter hyldes i de to opsamlinger som fik titlen “Weird Tales”.

Den visuelle side af Mignolas arbejde var klart inspireret af Kirby, som selv nævner Kirbys arbejde på Thor som en kilde til inspiration. På mange måder har Hellboy også ligheder til en anden af Kirbys skabninger, The Thing fra Fantastic Four. Når Hellboy frygtløst kaster sig over et kæmpemonster med tentakler kan man sagtens i baggrunden høre et ekko af “It’s clobbering time”.

Og lighederne til det tidlige Marvel univers stopper ikke her, Abe Sapien kunne godt bringe The Submariner i tankerne og Liz Sherman er også på sin måde et venligt nik til The Human Torch. Som Alan Moore påpeger det i forordet til den anden trade paperback med Hellboy, så er der ikke tale om at kopiere de klassiske figuer, men at tage kvaliteter fra dem og filtrere det gennem Mignolas helt egen vision.

Idag hvor succes’en er i hus er vi mange der er glade for at han forsagede de kappeklædte helte og holdt fast ved sin egen unikke vision.

Til denne artikel har jeg trukket på Mignolas egne udtalelser i Wizard #190, suppleret med det supplerende materiale til serien som er udgivet i “Mike Mignolas Hellboy, The Companion” og “Hellboy Library Edition Volume 1: Seed of Destruction and Wake the Devil HC”.

Godt nyt for Hellboy-fans: Duncan Fegredo til Komiks.dk

Fegredo-cover til Hellboy: Darkness CallsNej, det er ikke Mignola selv, men Duncan Fegredo er nu heller ikke en mister hvemsomhelst – udover hans fremragende Hellboy: Darkness Calls husker jeg ham især for de skummelt sanselige illustrationer til Peter Milligans undervurderede Enigma. Og nu kommer han altså på komiks.dk 2008:

En af de mest elskede tegneseriefigurer i nyere tid er Mike Mignolas Hellboy. Indtil for nylig tegnede Mignola selv serien, men nu har han overladt tegnearbejdet til den britiske tegner Duncan Fegredo, der har høstet mange roser for sit arbejde på miniserien Hellboy: Darkness Calls. Fegredo arbejder allerede på en ny Hellboy miniserie, men i mellemtiden slår han vejen forbi Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk.

Duncan Fegredo blev født i Leiceister i England i 1968 og brød igennem i tegneseriebranchen ved at vise sit portefølje på UKCAC tegneseriefestivalen. Hans første arbejde var på en stribe i det engelske blad Heartbreak Hotel. Senere arbejdede han på det banebrydende Britiske tegneserieblad Crisis, men hans store gennembrud kom, da han samarbejdede med den skotske forfatter Grant Morrison på miniserien Kid Eternity for DC Comics i 1991.

Fegredo har siden slået sine streger på så forskellige tegneserier som Judge Dredd, Alien – Havoc, Before the Fantastic Four – Reed Richards samt på tegneserieudgaven af figurerne Jay and Silent Bob fra Kevin Smiths serie af kultfilm. Han samarbejdede med forfatteren Peter Milligan på miniserien Girl samt på den banebrydende Enigma.

På det seneste har Fegredo fungeret som den nye, faste tegner på Mike Mignolas Hellboy for Dark Horse Comics. Deres første miniserie sammen hedder Hellboy: Darkness Calls. Sammen med tegneren Sean Phillips skabte Fegredo i 2007 det grafiske eksperiment Intersections, der beskrives som uformelt møde imellem to kunstneriske hjerner, der spiller ping pong med en tegneblok. Vi er stolte over at kunne præsentere begge disse talentfulde tegnere på Komiks.dk.

Se hvilke andre gæster, som også kigger forbi her: http://www.komiks.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=19&Itemid=43

Programmet til komiks.dk tegner rigtigt godt, og både Duncan Fegredo og Sean Philips på samme festival kunne give nogle rigtigt spændende oplevelser.