Dylan Dog 4: Erindringer fra usynlighedens verden

Cover til Dylan Dog #4Det er en gammel tanke – måske så gammel som mennesket selv – hvad hvis nu man kunne blive usynlig?

Vi finder det overalt – i folkloren, hvor bregnefrø efter sigende kunne gøre en usynlig, Perseus usynlighedshjælm, Herskerringen i Ringenes Herre, Cheshire-katten i Alice i Eventyrland, Harry Potters magiske kappe, Troldepus hvide tryllestav, erotiske versioner hos bl.a. Milo Manara, Sue Storm fra Fantastic Four, Klingon-skibenes cloakingdevice i Star Trek – listen er næsten uendelig.

Den historie der dog står centralt er H. G. Wells Den Usynlige Mand, om videnskabsmanden Griffin, der gør sig selv usynlig. Han kan dog ikke kan gøre sig synlig igen, hvilket gør ham sindssyg. Historien udspiller sig i Victoriatidens seksuelt undertrykte London, og det seksuelle element er – som i flere af Wells historier – tydeligt mellem linjerne historien igennem.
Alan Moore brugte Griffin i sin The League of Extraordinary Gentlemen.

Det nyeste nummer af Dylan Dog tager også historien om den usynlige mand under behandling, og ligesom hos Wells foregår historien i London, men det seksuelle element er dog lidt mere tydeligt – der er nemlig en morder, der er gået i gang med at dræbe byens prostituerede.

Bree Daniels fra DD#4De prostituerede har dog ikke tænkt sig at lade stå til mens politiet sylter sagen, så de slår deres økonomiske midler sammen og lader en af deres egne, Bree Daniels, kontakte Dylan Dog, så han kan løse problemet for dem. Naturligvis forelsker Dylan sig i den smukke Bree, hvilket ikke er helt ukompliceret med hendes metier i mente.

Imens skifter fortællingen så til en usynlig mand, der søger hævn over mordet på den prostituerede Aileen, som han var forelsket i. Tiziano Sclavi lader det i lang tid stå uvist hen hvorvidt denne person virkeligt er usynlig eller bare så ubetydelig at folk ikke lægger mærke til ham, hvilket fungerer virkeligt godt. Tegneren Giampiero Casertano skildrer Londons regnvåde gader, så det føles som om man var der selv. Hans streg er især stærk i skildringen af det lidt groteske, hvilket gør ham til den måske bedste Dylan Dog-tegner vi har set endnu.

Der er flere tråde i historien – og flere overraskelser undervejs – end vi har set i de tidligere numre i serien (måske med første nummer, En Knæler gik at Jage, som mulig undtagelse), og det fungerer godt og gribende undervejs, selv om jeg ikke er helt overbevist om historiens slutning. Det ændrer dog ikke på at dette er det måske bedste numre af Dylan Dog hidtil og kan anbefales både til faste og nye læsere – har du brug for et godt, solidt gys fås det på det danske marked ikke bedre end Dylan Dog.

Fakta om serien

Dylan Dog #4: Erindringer fra usynlighedens verden
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Giampiero Casertano
Oversætter: Cecilia Jakobsen
Udgiver: Shadow Zone Media

Husk også at besøge seriens hjemmeside, www.dylandog.dk

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne

Varulv i træsnit.Da Dylan Dog begyndte at udkomme indgik Ulf og jeg en aftale om at skiftes til at anmelde numrene. Det viste sig at være en rigtig god ide, jeg er nemlig ikke specielt begejstret for zombie-fortællinger, mens jeg altid har haft en forkærlighed for varulve. I det tredie nummer i den danske udgave drager Dylan og Groucho nemlig til Schwarzwald for at undersøge en mystisk sag om en ung piges forsvinden, og det bringer dem i forbindelse med Dylan Dog universets version af varulve.

Varulve i vor kulturkreds kendes helt tilbage til Vølsung sagaen hvor Sinfjotli og Sigmund ved at iklæde sig ulveskind overtager dyrets egenskaber og vildskab. I andre beskrivelser er påklædningen mere symbolsk og man kan nøjes med et bælte af ulveskind. Men typisk ifører man sig dyrets skind for at få dets egenskaber, som vi også kender det fra de frygtede krigere bersærkerne, som jo altså er klædt i bjørne-særk eller tøj af bjørneskind. Rødderne kan uden tvivl føres helt tilbage til mere primitiv religion hvor jægeren identificerer sig med byttedyret, først direkte men senere gennem en shaman som nu påtager sig rollen som stammens totem på vegne af krigerne eller jægerne.

For det moderne menneske er de imidlertid ikke så praktisk at kunne påtage sig egenskaber fra et vildt rovdyr, det giver hverken en elevplads i Netto eller en formandspost i grundejerforeningen. Derfor fremstilles varulve da også ofte i moderne fortællinger som ramt af en ond skæbne eller en forbandelse, eller som et kulturmenneske i konflikt med sin vilde natur eller et menneske der ikke vil erkende sin mørke side. En varulve-fortælling kan næsten henfalde til en traditionel whodunnit hvor man skal finde ud af hvem varulven er inden den lille afsides by løber tør for indbyggere. Corben bruger det mesterligt i en af sine historier, hvor ulven ironisk nok viser sig at være præsten som til det sidste ikke vil vedkende sig den mørke side af sig selv.

I nyere tids fortællinger er varulven dog begyndt at fremstå i et mildere lys. Hvor der før var tale om en enkelt udstødt kan der nu, for eksempel i Anita Blake historierne, optræde hele flokke med en indbyrdes rangorden og social struktur. En slags skygge-samfund i forhold til det etablerede. Rollespil viser dem som økologi-bevidste forekæmpere for moder jord, mens moderne film som “Underworld” fremstiller dem som en selvstændig art der befolker en skyggeverden som eksisterer lige ude af øjenkrogen på vores sorgløse dagligdag.

Sclavi tager fat på myten om varulven med sin typiske Dylan Dog tematik. De to hovedtemaer som man altid kan regne med i Dylan Dog er “Dylan og kvinderne” og “Menneskelighed i monstrene, mennesket som monster”. Lad os tage “Dylan og kvinderne” først, selv om man vel dårligt kan tale om kvinder i det her tilfælde. Dylan og Groucho er som bekendt hyret for at undersøge en ung piges forsvinden, og det fører dem til Frau Bluchers kostskole for unge piger. Hvor indehaveren helst ser ham ude af syne hurtigst muligt. Dette gælder dog ikke hendes elever, som hurtigt bemærker at han er den eneste tiltrækkende mand i miles omkreds. Begivenhederne fører ham sammen med den unge Alexandra som muligvis er et spor i sagen, hun har imidlertid sin egen dagsorden og Dylan finder det svært at afvise hendes tilnærmelser – tsk tsk Dylan, bad Dog, no bisquit!

Dylan Dog 3Da ingen ser ud til at ønske at hjælpe Dylan med opklaringen må han slå sig ned i den nærliggende landsby, som meget betegnende hedder Wolfburg. En slags bayersk “village that time forgot” hvor tyrolerhapt, lederhosen og piger med store blonde fletninger falder naturligt ind iblandt de gamle bindingsværks-bygninger. En by af den slags hvor man hvert øjeblik ville forvente at Dracula kunne komme flyvende forbi. Her stifter han nærmere bekendtskab med de lokale historier om hvem der lever i skovene, og meget betegnende er de ikke omtales som “ulve” men “fremmede” – de er ikke dyr, men mennesker man endnu ikke kender.

Hvem de fremmede er, og hvad motivet til den unge piges forsvinden er, skal ikke afsløres her, for historien er absolut værd for læsere selv at investere i. Bjarne Kristensen gør selv i forordet opmærksom på at det denne gang er to andre tegnere der står for illustrationen af Sclavis fortælling, Montanari og Grassani. Personligt forstår jeg ikke helt at han kalder måden at tegne på for dere “ikke ligefrem gyser-agtige stil”. Scenerne med Dylans kamp mod ulven i starten af bogen, og igen senere da han og Groucho konfronteres med ulvene i skoven gav for mig ihvertfald mindelser om Wrightsons varulve-illustrationer til Stephen Kings “Cycle of the Werewolf”. Så for mig virker tegnestilen ganske udmærket.

Slutteligt, så er det jo næsten ironisk at se sin egen anmeldelse af det første nummer citeret i “Dylan Dog Horror Club” vedrørende Grouchos rolle. For i “Nætter med fuldmåne” synes jeg faktisk han er langt mindre irriterende end i de to første numre. Hans rolle som den konstante ulykkesfugl der bare ikke kan lade være med at påkalde sig en værre skæbne ved at nævne de ting der heldigvis ikke er sket endnu er sjov, og hans konstant afbrudte historie om de fire mand der skal halshugges virker godt i sammenhængen selv om man godt kender den i forvejen. Jeg tror at grunden til at Groucho fungerer bedre i dette nummer end de tidligere er at hans vittigheder går ind og bliver en del af historien, på den måde virker han mindre malplaceret.

Skulle nogen være interesseret i at læse op på varulve, så har Wikipedia to udmærkede artikler som kan bruges som afsæt

http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf – dækker virkelighedns varulve i mytologi med videre.
http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf_fiction – dækker derimod varulve i fiktive værker, dog fortrinsvist bøger og film.

Fakta om serien

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Montanari & Grassani
Oversætter: Bjarne Kristensen
Udgiver: Shadow Zone Media

Dylan Dog 2: Når de døde vågner

Dylan Dog 2Lad det være sagt med det samme: jeg er en sucker efter zombier. Siden jeg som ung så George A. Romeros klassiske zombietrilogi og Lucio Fulcis klassiske zombiefilm har jeg været … bidt … af zombiefortællinger, og når Dylan Dog så barsler med et nummer om zombier, kaster jeg mig naturligvis over serien.

Hvor det første nummer var en mordgåde med stærke påvirkninger fra italienske giallo-film (f.eks. Dario Argento) har vi her som sagt en zombie-fortælling med rødder i de klassiske film af Romero og Fulci.

Plottet går i al sin enkelthed ud på at de døde begynder at vågne til live igen – Sybil Brownings mand er en af de første, og hun bliver anklaget for mordet på ham, idet hun er nødt til at forsvare sig mod zombiens angreb.

Hun hyrer Dylan Dog til at opklare hvad der er sket og dermed rense hendes navn, og herfra går turen til Inverness i Skotland, hvor den mystiske doktor Xabaras udfører sine eksperimenter. Det hele ender med et stort klimaks med masser af zombier i en lille skotsk by og Dylan, Sybil og Dylans assistent Groucho fanget i midten af det hele.

Hvordan det hele ender skal ikke afsløres her, men da Dylan Dog er et månedsblad, er det nok ikke helt ved siden af at gætte på at vore hovedpersoner er tilbage i næste måned. Inden da har man fået gnavet en del af sine negle ned til roden over den fundamentalt spændende historie, der leverer både spænding og chok nok til næste nummer udkommer næste måned. Bladet er til tider en lille smule teksttungt, men når handlingen er så spændende som den er, nærmest blæser man alligevel igennem det på ingen tid.

De sort/hvide tegninger er også meget effektfulde, og vækker mindelser om Modersty Blaise med en håndfuld Hugo Pratt kastet ind over, om end stilen til tider er noget mere karrikeret end de to inspirationskilder. Fortællemæssigt passer de rigtigt godt sammen med historien, og især scenen med patologen på retsmedicinsk institut er stemningsfuld og hårrejsende.

Der er efterhånden kommet en del zombietegneserier – først og fremmest den fremragende The Walking Dead, men også Avatars “Living Dead”-serie og Warren Ellis “Black Gas”-miniserie. Det der adskiller Dylan Dog #2 fra denne store mængde er først og fremmest dens meget europæiske tone, og det gør faktisk en stor forskel.

Dylan Dog er fortsat et friskt pust hen over den danske scene, og jeg glæder mig til næste måned, hvor vi kommer i selskab med varulve. Hm, lige pludseligt er en måned rigtig lang tid…

Faktaboks:

Titel: Dylan Dog #2: når de døde vågner
Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Angelo Stano
Udgiver: Shadow Zone Media
Hjemmeside: www.dylandog.dk

Bedømmelse: Anbefales