Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne

Varulv i træsnit.Da Dylan Dog begyndte at udkomme indgik Ulf og jeg en aftale om at skiftes til at anmelde numrene. Det viste sig at være en rigtig god ide, jeg er nemlig ikke specielt begejstret for zombie-fortællinger, mens jeg altid har haft en forkærlighed for varulve. I det tredie nummer i den danske udgave drager Dylan og Groucho nemlig til Schwarzwald for at undersøge en mystisk sag om en ung piges forsvinden, og det bringer dem i forbindelse med Dylan Dog universets version af varulve.

Varulve i vor kulturkreds kendes helt tilbage til Vølsung sagaen hvor Sinfjotli og Sigmund ved at iklæde sig ulveskind overtager dyrets egenskaber og vildskab. I andre beskrivelser er påklædningen mere symbolsk og man kan nøjes med et bælte af ulveskind. Men typisk ifører man sig dyrets skind for at få dets egenskaber, som vi også kender det fra de frygtede krigere bersærkerne, som jo altså er klædt i bjørne-særk eller tøj af bjørneskind. Rødderne kan uden tvivl føres helt tilbage til mere primitiv religion hvor jægeren identificerer sig med byttedyret, først direkte men senere gennem en shaman som nu påtager sig rollen som stammens totem på vegne af krigerne eller jægerne.

For det moderne menneske er de imidlertid ikke så praktisk at kunne påtage sig egenskaber fra et vildt rovdyr, det giver hverken en elevplads i Netto eller en formandspost i grundejerforeningen. Derfor fremstilles varulve da også ofte i moderne fortællinger som ramt af en ond skæbne eller en forbandelse, eller som et kulturmenneske i konflikt med sin vilde natur eller et menneske der ikke vil erkende sin mørke side. En varulve-fortælling kan næsten henfalde til en traditionel whodunnit hvor man skal finde ud af hvem varulven er inden den lille afsides by løber tør for indbyggere. Corben bruger det mesterligt i en af sine historier, hvor ulven ironisk nok viser sig at være præsten som til det sidste ikke vil vedkende sig den mørke side af sig selv.

I nyere tids fortællinger er varulven dog begyndt at fremstå i et mildere lys. Hvor der før var tale om en enkelt udstødt kan der nu, for eksempel i Anita Blake historierne, optræde hele flokke med en indbyrdes rangorden og social struktur. En slags skygge-samfund i forhold til det etablerede. Rollespil viser dem som økologi-bevidste forekæmpere for moder jord, mens moderne film som “Underworld” fremstiller dem som en selvstændig art der befolker en skyggeverden som eksisterer lige ude af øjenkrogen på vores sorgløse dagligdag.

Sclavi tager fat på myten om varulven med sin typiske Dylan Dog tematik. De to hovedtemaer som man altid kan regne med i Dylan Dog er “Dylan og kvinderne” og “Menneskelighed i monstrene, mennesket som monster”. Lad os tage “Dylan og kvinderne” først, selv om man vel dårligt kan tale om kvinder i det her tilfælde. Dylan og Groucho er som bekendt hyret for at undersøge en ung piges forsvinden, og det fører dem til Frau Bluchers kostskole for unge piger. Hvor indehaveren helst ser ham ude af syne hurtigst muligt. Dette gælder dog ikke hendes elever, som hurtigt bemærker at han er den eneste tiltrækkende mand i miles omkreds. Begivenhederne fører ham sammen med den unge Alexandra som muligvis er et spor i sagen, hun har imidlertid sin egen dagsorden og Dylan finder det svært at afvise hendes tilnærmelser – tsk tsk Dylan, bad Dog, no bisquit!

Dylan Dog 3Da ingen ser ud til at ønske at hjælpe Dylan med opklaringen må han slå sig ned i den nærliggende landsby, som meget betegnende hedder Wolfburg. En slags bayersk “village that time forgot” hvor tyrolerhapt, lederhosen og piger med store blonde fletninger falder naturligt ind iblandt de gamle bindingsværks-bygninger. En by af den slags hvor man hvert øjeblik ville forvente at Dracula kunne komme flyvende forbi. Her stifter han nærmere bekendtskab med de lokale historier om hvem der lever i skovene, og meget betegnende er de ikke omtales som “ulve” men “fremmede” – de er ikke dyr, men mennesker man endnu ikke kender.

Hvem de fremmede er, og hvad motivet til den unge piges forsvinden er, skal ikke afsløres her, for historien er absolut værd for læsere selv at investere i. Bjarne Kristensen gør selv i forordet opmærksom på at det denne gang er to andre tegnere der står for illustrationen af Sclavis fortælling, Montanari og Grassani. Personligt forstår jeg ikke helt at han kalder måden at tegne på for dere “ikke ligefrem gyser-agtige stil”. Scenerne med Dylans kamp mod ulven i starten af bogen, og igen senere da han og Groucho konfronteres med ulvene i skoven gav for mig ihvertfald mindelser om Wrightsons varulve-illustrationer til Stephen Kings “Cycle of the Werewolf”. Så for mig virker tegnestilen ganske udmærket.

Slutteligt, så er det jo næsten ironisk at se sin egen anmeldelse af det første nummer citeret i “Dylan Dog Horror Club” vedrørende Grouchos rolle. For i “Nætter med fuldmåne” synes jeg faktisk han er langt mindre irriterende end i de to første numre. Hans rolle som den konstante ulykkesfugl der bare ikke kan lade være med at påkalde sig en værre skæbne ved at nævne de ting der heldigvis ikke er sket endnu er sjov, og hans konstant afbrudte historie om de fire mand der skal halshugges virker godt i sammenhængen selv om man godt kender den i forvejen. Jeg tror at grunden til at Groucho fungerer bedre i dette nummer end de tidligere er at hans vittigheder går ind og bliver en del af historien, på den måde virker han mindre malplaceret.

Skulle nogen være interesseret i at læse op på varulve, så har Wikipedia to udmærkede artikler som kan bruges som afsæt

http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf – dækker virkelighedns varulve i mytologi med videre.
http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf_fiction – dækker derimod varulve i fiktive værker, dog fortrinsvist bøger og film.

Fakta om serien

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Montanari & Grassani
Oversætter: Bjarne Kristensen
Udgiver: Shadow Zone Media

… nu med ekstra varulv

I kølvandet på denne måneds udgave af Dylan Dog kigger Tegneseriesidens varulve-begejstrede anmelder på et par andre bud på tegneserier indenfor genren.

Denne gang tog anmeldelsen af Dylan Dog lidt længere tid end sidst, blandt andet fordi jeg måtte kæmpe med et hold i nakken som holdt mig væk fra tastaturet et par dage. Læsere der kender mig vil selvfølgeligt påstå at det skyldes umådeholden headbanging på Wacken Open Air festivalen som jeg lige er hjemvendt fra, nogen vil sikkert endda påstå at det slet ikke er en varulv Dylan stødte på i det tyske, men bare en ubarberet udgave af undertegnede. Selv om jeg måske ikke er klar til at vedgå nogen af disse ting, så kan jeg ikke løbe fra at være stor fan af varulve-historier, så efter anmeldelsen sad jeg tilbage med en del småbidder som ikke rigtigt passede ind i den “rigtige” anmeldelse, men som alt sammen havde et eller andet at gøre med varulve. Så betragt det efterfølgende som en slags bonus-materiale eller fraklips-show.

Fallen angel og DolphKroværten Rudy som bestyrer den bedste og eneste kro i Wolfburg kan jo ikke undgå at at vække visse associationer til Adolf Hitler med sit mærkværdige overskæg og det faktum at hans første opdukken i historien ledsager Dylans replik “Krigen er slut!”. Sammenbindingen mellem Hitler og varulven kunne ikke helt undgå at vække erindringen om vor egen Neutzsky-Wulffs novelle “Ulvens arv”, desværre er det en af de få historier fra “Ulvens arv og andre noveller” som ikke kan læses online på forfatterens hjemmeside, og den koster uden tvivl en mindre formue at anskaffe antikvarisk. Jeg ved ikke om der er nogen forhold der gør at historien ikke kan lægges ud på nettet, men hvis det bare er mangel på et elektronisk manuskript kunne man da håbe at en venlig sjæl ville give en hånd med at få den tastet ind.

Lidt lettere at få fat på er nok Peter David og J.K. Woodwards serie “Fallen Angel”, som tilfældigvis er “Book of the month i det seneste nummer af Wizard, DC har udgivet to trade paperbacks og IDW følger op med en hardcover udgave som dækker deres del af udgivelsen. Der er ikke umiddelbart nogen varulv i denne fortælling om en falden engel som stiller sig i menneskehedens tjeneste. Men til gengæld har byen Bete Noir en bar kaldet Furors Bar hvor den ældgamle bartender Dolph beskriver sig selv som “I’ve been a painter, a writer … dabbled in politics, made som enemies”. Det lyder jo unægteligt som noget man kender.

På samme tid som den tredie Dylan Dog udgivelse dumpede ind af brevsprækken var jeg så heldig også at få fingrene i Free Comic Book Day udgaven af “The Astounding Wolf-Man” #1. Jeg havde set en del foromtale af denne udgivelse fra Image, skrevet af Robert Kirkman og tegnet af Jason Howard, men havde egentlig tænkt mig at gå uden om den da tegnestilen ikke helt så ud til at være min kop te. Min ultimative ide om hvordan en varulv skal tegnes kan, som det fremgår af anmeldelsen, findes i Wrightsons illustrationer til Stephen Kings “Cycle of The Werewolf”, mens Jason Howard mere tenderer i retning af moderne tegnefilm i sin måde at tegne på. Det giver en utrolig dynamik i alle de sekvenser hvor varulven optræder, men til gengæld virker scenerne med almindelige mennesker flade og livløse.

Astounding Wolf-ManHistorien er i høj grad en tilbagevenden til den klassiske varulve fortælling som man kender den fra forskellige film, Gary Hampton er på campingtur med sin kone og datter i det stille Montana da han bliver overfaldet af … en bjørn. Vi andre der ikke er med i historien er selvfølgelig godt klar over at den forklaring ikke holder, og heldigvis viser Gary da også snart en bemærkelsesværdig evne til at hele sine sår, så han i fuldmånens skær kan jage rundt i storbyjunglen.

Ved siden af sine nyvundne kræfter har Gary et par mere jordnære problemer at slås med, et firma som han kæmper for at holde kørende, en datter som gerne vil være tennis-stjerne og en kone der ikke kan holde op med at ryge. Det er lige før at man under den stakkels mand at han kan få lejlighed til at komme lidt hjemmefra og jagte en kanin eller to. Men kan det lykkes for Gary at forene sit nye liv som varulv med et normalt familieliv, meget af det ser ud til at afhænge af den mystiske fremmede som dukker op i slutningen af historien.

Af en gratis tegneserie er “The Astounding Wolf-Man” ikke nogen dårlig ting, og som det nok også var intentionen fra Image, så vil jeg lige give det næste nummer eller to af serien et forsøg også, men der skal noget mere til hvis den skal have held til at fange mig som fast læser.

Marvel derimod prøver ikke at kapre læsere til en enkelt ny serie, men skyder mere med spredehagl med deres Legion of Monsters serie. Det virker som om at Marvel godt er klar over at der er et marked derude for den slags historier, de ved også godt at de har en række klassiske figurer fra 70’erne som de kan Legion of Monstersgenoplive, men ud over det har de ikke rigtigt nogen ide om hva de vil. Så i stedet får vi en række enkeltstående historier med Morbius, Werewolf by night, Man-Thing og Satana. De er nu blevet samlet i en hardcover udgave som kan findes i denne måneds Marvel Previews under titlen “Legion of Monsters”, mens der forhåbentlig er nogen hos Marvel der kigger på salgstal og finder frem til at en af serierne kan bære at komme i en fortsat udgave.

Vi skal do nok ikke skrue forventningerne for højt op, for i samme moment har Marvel meddelt at en anden klassisk 70’er figur ikke overlevede sin genoplivning. Det handler om vampyrjægeren Blade, hvor sidste halvdel af de 12 numre der nåede at udkomme af Marc Guggenheim og Howard Chaykins eller udmærkede serie nu udkommer som trade paperback med titlen “Blade: Sins of the father”. Men tilbage til “Legion of Monsters”, hvor varulve-historien “Smalltown Girl” af Mike Carey og Greg Land om en ung pige som forsøger at komme overens med sin families ekstraordinære kræfter.

Mens vi venter på en afgørelse kan vi dog glæde os over at der i samme nummer af Marvel Previews er annonceret en Essential Werewolf by Night vol. 2, mens vol. 1 stadig kan fås. Jeg nåede for nyligt igennem det første bind efter en længere pause. Historien lægger stærkt ud men undervejs virker det som om at man lidt taber pusten og orienteringen for figuren, det bliver lidt for meget monster-of-the-week, men mod slutningen virker det som om at serien igen finder sine fødder og begynder at være relevant, så derfor har jeg besluttet at andet bind også skal have en chance når det udkommer.

Spike Shadow PuppetsVarulve af hunkøn er åbenbart kommet lidt på mode, for eksempel har den amerikanske forfatterinde Kelley Armstrong haft en pæn succes med forløbig to bøger om Elena Michaels. Folk der har fulgt Buffy the Vampire Slayer vil også kunne huske Vercua som dukkede op for at forføre Oz. Oprindeligt skulle hun have haft mere plads i historien, men på grund af Seth Greens forskellige film-projekter var man nødt til at gøre en lang historie kort.

Samme skæbne så ud til at overgå varulven Nina i Angel serien, som lige nåede at dukke op som potentiel partner til vor vampyr-helt før serien blev aflyst. Hun fik dog lov til at dukke op i tegneserie-form i historien “Mystery date” hvor vi finder ud af hvad der sker efter “Smile Time” hvor Angel bliver forvandlet til en muppet-lignende dukke. Historien udkom sidste år i august, men den er lidt aktuel ige, da IDW nu har valgt at lade Angels gamle rival Spike gennemgå en tilsvarende forvandling i historien “Shadow puppets”. Gad vide om titlen i virkeligheden er en slet skjult reference til at James Marsters som oprindeligt spillede Spike i TV serien netop har en film ude med samme titel. Den beskrives som “Saw” møder “Cube” med nogen overnaturlige elementer.

… og så kom vi vist så langt værk fra det oprindelige emne at det er tid at slutte, så herfra er der kun at sige “Så skulle den varulv vist være barberet”.

Sjette sæson af Angel som tegneserie?

Netop som Dark Horse gør sig klar til andet oplag af Joss Whedons fortsættelse af Buffy the Vampire Slayer, som samttidigt er begyndt som genudsendelse i dagtimerne på TV2 Zulu, så begynder de første røster at lyder omkring en sjette sæson af Angel i tegneserieform.

Modsat Buffy som stadigt hører hjemme hos Dark Horse, så har rettighederne til Angel og Spike holdt flyttedag til forlaget IDW som har udgivet enkelte historier som foregår efter femte og sidste sæson af Angel, men indtil videre har der kun været løse hentydninger til hvordan seriens hovedpersoner slap ud af den forholdsvist komplicerede situation de befandt sig i ved seriens afslutning.

spike1_messina.jpg

På Wizard World i Los Angeles blev i denne uge løftet lidt af sløret for hvad der kommer til at ske og heldigvis ser det ud til at Joss Whedon selv bliver involveret i projektet på linie med den kommende Buffy sæson (hvor han også har Jeph Loeb og Brian K. Vaughan med sig).

Som en forsmag på hvad der kommer annonceredes “Spike: Shadow puppets” som en slags fortsættelse til episoden “Smile time” hvor Angel bliver forvandlet til at muppet-lignende dukke. I forvejen har IDW udgivet en enkelt Halloween historie hvor man følger Angel, stadigt i dukke-form og varulven Nina umiddelbart efter det sted hvor “Smile time” slutter, men denne gang er det åbenbart Spike der står for skud til at blive forvandlet til en dukke.

Dette vil utvivlsomt være populært hos fans af serien, for allerede længe inden annonceringen af tegneserie-versionen har det været muligt at købe en dukke-version af Spike som supplement til de kopier der blev lavet af Angel-dukken. Mens vi venter på hvad Joss og de øvrige forfattere finder på kan de to allerede udgivne Spike-serier “Spike vs. Dracula” og “Spike: Asylum” anbefales som læsning i ventetiden.

 

Anita Blake og Laurell K. Hamilton

kellerman_small.jpg

På nogenlunde samme tid som Joss Whedon sad og filosoferede over den gamle kliche med en lyshåret pige som drejer ind i en mørk gyde, for straks efter at blive bidt af noget inde i mørket, sad Laurell K. Hamilton andetsteds og gjorde sig sine egne tanker om en barsk, ikke særligt høj ung dame som slog vampyrer ihjel som en del af sit job.

Joss Whedons ide blev til den ikke helt så succesfulde film “Buffy the Vampire Slayer”, og på det tidspunkt hvor Buffy blev et hit i skikkelse af Sarah Michelle Gellar havde Laurell K. Hamilton allerede skrevet flere bøger om Anita Blake som hendes vampyrjæger kom til at hedde. Og selv om man ikke kan have en historie om vampyrer uden at der er erotik i luften, så måtte folkene bag Buffy være parate til at underlægge sig de krav til moralsk retskaffenhed som amerikansk TV nu en gang kræver.

Laurell K. Hamilton derimod var ikke underlagt nogen krav til hvad Anita Blake måtte og ikke måtte foretage sig, og det betød at historierne meget hurtigt blev både mere blodige og mere saftige på det erotiske område end de tilsvarende for hendes lyshårede TV-modstykke. Til gengæld måtte folk så danne deres egne billeder.

Det vil sige, indtil for nyligt, for gennem en nyligt indgået aftale mellem Marvel Comics og Dabel Brothers er det lykkes at få sat ansigt på Anita og hendes vampyr-tilbeder Jean-Claude, uden tvivl til stor glæde for den hastigt voksende kvindelige fanskare som har været med til at skabe denne subgenre til den traditionelle vampyr historie, ofte benævnt “Dark romance”.

Anita Blakes gotiske verden

755new_storyimage4050102_full.jpgAnita Blake er egentlig ikke vampyrjæger af proffesion, hun er “animator”. Det betyder ikke at hun sidder og arbejder på tegnefilm, men at hun har evnen til at kunne genopvække de døde. Det er en nyttig evne at have i Anitas verden, hvor folk gerne betaler en del for at få vækket arveonklen fra de døde for at få afgjort et omstridt testamente.

Som de fleste nok har gættet, så er Anitas verden ikke helt som den vi andre lever i. Laurell K. Hamilton har nemlig valgt en lidt anderledes måde at bortforklare at vampyrer, varulve og andre monstre optræder i hendes historier – det gør de nemlig efter tilladelse fra højesteret! I Anitas verden har nogen nemlig på et tidspunkt før den første af historierne anlagt en sag med påstand om at vampyrer også er en slags mennesker, ihvertfald en slags levende væsner.

Det har ført til at vampyrerne ikke længere gemmer sig i skyggerne, men er kommet ud af skabet og driver størstedelen af nattelivet i St. Louis. Her er det så at Anitas anden beskæftigelse kommer ind i billedet. Vampyrerne har nemlig kun opnået deres borgerrettigheder så længe de ikke suger nogens blod mod deres vilje, I modsat fald udstedes der en retskendelse på at de skal skaffes af vejen og vampyrjægere som Anita tager sig af at sikre at der bliver drevet en træpæl gennem lovovertræderen.

Anita Blake hos Marvel

Gennem aftalen mellem Marvel Comics og Dabel Brothers er der blevet banet vej for at Anita Blake nu indtræder i tegneseriernes verden. Laurell K. Hamilton indrømmer selv at hendes kendskab til dette medie er forholdsvist begrænset, men hun har været så heldig at kunne trække på sin mand der har læst tegneserier i mange år.

Resultatet indtil videre er ganske imponerende, i form af seks numre baseret på den første bog om Anita Blake “Guilty Pleasures”. Guilty Pleasures er navnet på et etablisement i vampyr-distriktet hvor handlingen sættes i gang da Anita lokkes i byen under foregivende af at skulle deltage i en polterabend for en veninde. Men det viser sig at vampyrerne gerne vil have fat i Anita af deres helt egne grunde, og ikke fordi hun har dræbt adskillige af deres slags i embeds medfør, men fordi de gerne vil have hende til at standse en anden som gør det på eget initiativ.

Sex, vold og vampyrer

Som serien om Anita blake har udviklet sig er visse elementer blevet mere fremherskende, dels er de forbrydelser som Anita bliver involveret i endt med at være ganske voldsomme og blodige, dels er den i begyndelsen forholdsvist moralske og tilbageholdende Anita begyndt at udvikle sig i en mere eksplicit erotisk retning efterhånden som hendes forhold til Jean-Claude udvikler sig.

På sin egen officielle hjemmeside fastholder forfatteren at denne udvikling kan forsvares

Two things I do well in books are sex and violence, but I don’t want gratuitous sex or violence. The sex and violence are only as graphic as need be. And never included unless it furthers the plot or character development.

Det kan derfor godt undre at et mainstream forlag som Marvel har valgt at binde an med Anita Blake, men udtalelser indtil videre har været at man mener godt at kunne håndtere det erotiske indhold på en måde så man ikke kommer i konflikt med de snævre amerikanske moralbegreber når det kommer til den slags indhold. Indtil videre ser Marvels satsning da også ud til at have været helt rigtig, det første nummer af “Guilty Pleasures” er allerede genoptrykt flere gange (hvis man ikke har læst det er en elektronisk udgave tilgængelig på Marvels hjemmeside – det kræver dog at man registerer sig som bruger og logger ind for at få lov til at læse. Men selve kontoen hos Marvel koster ikke noget. Mere information kan findes på http://www.marvel.com/digitalcomics/).

Et andet fremtrædende punkt i Laurell K. Hamiltons bøger som derimod netop har tigget om at blive omsat til et mere visuelt medie er de medvirkendes påklædning. Men fristes næsten til at synes at forfatteren må have en beklædnings-fetish efter at have arbejdet sig igennem den meget udførlige beskrivelse af både Anitas og diverse vampyrer og varulves påklædning fra scene til scene efterhånden som historierne udvikler sig. Der er ingen tvivl om at vampyrers modesans har udviklet sig en del siden Dracula i sin tid dikterede det klassiske kjole og hvidt med slængkappe som de rigeur.

Dark romance som tegneserier

659new_storyimage9288325_full.jpgSidst men ikke mindst kan man håbe at Laurell K. Hamiltons gennembrud til tegneseriegenren vil føre til at flere af hendes kolleger får samme muligheder. Der findes en lang række ganske glimrende, ofte kvindelige, forfattere indenfor dette område der blandt andet har fået betegnelsen Dark Romance, for eksempel Kim Harrison og Kelley Armstrong. Men mandlige læsere skal ikke lade sig afskrække af brugen af orde “romance” i genrebetegnelsen, der er masser af sex og action i historierne ved siden af de oftest ganske veldrejede hekse, vampyrer og varulve.

Ud over fortællingerne om Anita Blake er Laurell K. Hamilton forfatter til endnu en længere serie om Meredith Gentry, en efter sigende ligeså erotisk historie som udspiller sig blandt elver. Desuden har hun udgivet et par mindre novellesamlinger og bidraget med to bøger baseret på Star Trek TNG og Ravenloft rollespillet.

Læs mere på på Marvels forum for Dabel Brothers serier: http://www.marvel.com/comics/Dabel_Brothers

Marvel har også udsendt et podcast om aftalen med Dabel Brothers og Anita Blake serien, der er mulighed for at lytte på denne adresse: http://www.marvel.com/news/comicstories.653.