WhY bother? – Y: The Last Man

Eskatologiske spekukulationer har formentlig været en del af menneskehedens tankegods siden sumererne. I de mytologiske verdensbilleder er der oftest tale om en regeneration, som når istider for en stund luger ud blandt arterne, men at alt liv kan ophøre endegyldigt er en kristen tanke, der går igen i det moderne naturvidenskabelige verdensbillede – f.eks. entropien og Big Crunch. Apokalypsen kan altså komme i mange forskellige variationer, og det kan derfor ikke undre, at temaet danner grundlag for megen science-fiction.

Cover til Y - the Last Man

Nærliggende er det at forestille sig, hvordan de sidste tider vil tage sig ud for det sidste menneske. Grainville var en af de første, der forsøgte sig, nemlig med romanen Le dernier homme (1805), som året efter blev oversat til engelsk. Britiske digtere som Byron, Thomas Campbell og Thomas Hood tog tråden op, og Mary Shelley skrev en roman, The Last Man (1826). Siden da har temaet været behandlet utallige gange i bøger og film.

Men hvor god idéen end kan forekomme, er resultatet sjældent blevet vellykket, bl.a. demonstrerer Shelleys roman den vel nok største svaghed ved denne subgenre  – det forudsigelige. At fortælleren ydermere er i første person, gør kun fortællingen endnu mere kedelig, det eneste der fastholder læseren er Shelleys sproglige stil:

Arise, black Melancholy! quit thy Cimmerian solitude! Bring with thee murky fogs from hell, which may drink up the day; bring blight and pestiferous exhalations, which, entering the hollow caverns and breathing places of earth, may fill her stony veins with corruption, so that not only herbage may no longer flourish, the trees may rot, and the rivers run with gall – but the everlasting mountains be decomposed, and the mighty deep putrify, and the genial atmosphere which clips the globe, lose all powers of generation and sustenance. Do this, sad visaged power, while I write, while eyes read these papers.

Ja, det er ikke let at være ene menneske tilbage på en planet dækket af pestens ofre. Samtidige anmeldere var ikke begejstrede – “We are reluctantly obliged to pronounce the work a decided failure” – og for en gangs skyld må man give dem ret. I 1927 leverede anmelderen John Wilson et frontalangreb på den omsiggribende tendens: “There is no such thing as the Last Man, or the Last Grosset, or the Last Dew-Drop, or the Last Rose of Summer, or the Last Kick to a Cockney, or the Last Pot of Porter, or the Last Long Sermon” – eller den sidste lange indledning!

The Last Man af Shelley The Last Woman on Earth Cover til I am Legend

Men hvem tager anmeldere alvorligt? Den sidste mand var kommet for at blive, og det til trods for en sovepille som The Purple Cloud (1901) af M. P. Shiel. Større held havde Richard Matheson med den post-apokalyptiske I Am Legend (1954), hvor den sidste mand desperat forsøger at holde horder af vampyr-zompier på armslængde, et plot som filminstruktøren George A. Romero senere har kogt en del blodsuppe på.

I Am Legend blev første gang filmatiseret i 1964 under titlen The Last Man on Earth, men fire år tidligere havde Roger Corman taget samme tema op, idet han dog skiftede kønnet ud – The Last Woman (alene med to mænd). Hvad man end vil mene om disse film har selve filmsproget en evne til at tilføre det-sidste-menneske-genren en elementær spænding, som savnes hos Shelley, og er fuldstændig fraværende hos Shiel.

En egentlig indføring i genren vil føre for vidt, meningen med ovenstående er da også blot at introducere et af de seneste skud på stammen, Brian K. Vaughans tegneserie Y: The Last Man (2002-08).

Side fra Y - the Last ManVaughans udgangspunkt er naturligvis katastrofen, i nærværende tilfælde den simultane død af alle bærere af et Y-kromosom, altså hankønsvæsner. Dog med to undtagelser: Yorick Brown og hanss abe Ampersand, som altså nu er alene i en verden fuld af kvinder. For nogle en misundelsesværdig situation, men ikke for den unge romantiker Yorick, som er forelsket i Beth, som desværre for Yorick befinder sig langt fra Washington, D.C.

I kølvandet på katastrofen er infrastrukturen brudt mere eller mindre sammen, the last flight to Australia er forlængst lettet. Der er da også andre presserende ting, såsom fortsættelsen af menneskeracen. Her er Yorick og Ampersand nøglen, men først må de bringes sikkert til genetikeren dr. Alison Mann i Boston. Den nye amerikanske præsident (visse institutioner forgår ikke så let) sender Yorick afsted eskorteret af Agent 355 og herfra består handlingen af den ene forvikling efter den anden, farefulde optrin og cliff-hangers. Ét er nemlig transportvanskeligheder, noget andet er, at ikke alle kvinder sørger over hankønnets forsvinden.

Da The Daughters of the Amazon, en ultrafeministisk og militant gruppe, der opfatter Le Grand Départ for en velsignelse, får nys om den sidste mand, går jagten ind – med den yderligere forvikling, at Yoriks søster Hero er med i det bevæbnede kobbel. Senere kommer så en hel deling israelske soldater anført af en galning, en ninja, og meget mere. There’s never a dull moment – bortset fra at citronen klemmes og vrides (så længe skidtet sælger, går det nok) og de mange Kodak-stunder, hvor vores hovedpersoner enten skændes som børn eller fører dybe samtaler.

Advarsel: herefter  spoilers omkring serien!

Sidste nummer af Y - the Last ManDet gælder især seriens sidste bind, hvor der tales og tales, uden at der af den grund bliver sagt noget. “Whys and Wherefores” er i det hele taget noget af en skuffende afslutning på en serie, som ellers har været både underholdende og spændende trods sin visuelle fattigdom – Pia Guerras tegninger mangler dybde og liv, synsvinklen er ofte fantasiløs og baggrundene nærmest ligegyldige. I Y: The Last Man er det altså alene plottet, der driver værket.

Men det knager i fugerne. Fortællestilen er noget henefter tv-serien Lost med bratte kronologiske spring, og forklaringer der stritter i alle mulige retninger, hvilket altsammen tjener til at forvirre læseren. Som i Lost får man en (begrundet) mistanke, om at forfatteren også er på Herrens mark – Vaughan er da også tilknyttet omtalte tv-serie. Hvorfor faldt Yorick og Ampersand ikke død om sammen med de andre XY’er?

Moder Naturs hævn? Biogisk våbenførelse med utilsigtede konsekvenser? En forstyrrelse i drømmetiden? En mystisk amulet? Eller morfisk resonans (“spontaneous transmission of data at genetic level” )? Personligt foretrækker jeg sidstnævnte forklaring, men hvor vidunderligt weird den end er, forklarer det stadig ikke, hvorfor der er en sidste mand og en sidste hanabe – og som alle der har fulgt serien så langt ved, er Yorick slet ikke så unik. Angiveligt føler Vaughan, at forklaringen er der, hvis blot man leder efter den – but why bother?

Y: The Last Man begyndte ellers så fint. Som en af bifigurerne, filminstruktøren Cayce B. Sheldon siger om tegneserier: “This format has all the advantages of film and none of the drawbacks. It’s the cheapest way to get your unfiltered vision into as many hands as possible!” Det er så sandt, som det er sagt. Hollywood er dog allerede i sving med at overføre den prisbelønnede tegneserie til moving pictures, og i princippet er der jo intet til hinder for at få en god film ud af et halvdårligt forlæg – i princippet!

Fakta om serien

Y: The Last Man #1-60

Forfatter: [[Brian K. Vaughan]]
Tegner: Pia Guerra
Rentegner: José Marzán, Jr.
Forlag: Vertigo

Serien er samlet i 10 TPB:

Book 1: Unmanned (2003)
Book 2: Cycles (2003)
Book 3: One Small Step (2004)
Book 4: Safeword (2004)
Book 5: Ring of Truth (2005)
Book 6: Girl on Girl (2005)
Book 7: Paper Dolls (2006)
Book 8: Kimino Dragons (2006)
Book 9: Motherland (2007)
Book 10: Whys and Wherefores (2008)

Når himlen falder – Pride of Baghdad af Brian K. Vaughan og Niko Henrichon

Pride of Baghdad - coverOrdet “pride” er fuld af nuancer og titlen Pride of Baghdad spiller på dem alle: Bagdads pragt og glans, Bagdads stolthed og hovmod, og endelig Bagdads løveflok.

Hovmod, hedder det, fører til fald. Sandt er det i hvert fald, at Iraks hovmodige diktator blev styrtet af en amerikansk ledet koalition i marts 2003. “Operation Free Iraq” blev det kaldt med en eufemisme, der er lige til Ordbog over Newspeak. Under et bombetogt i april samme år undslap en løveflok fra Bagdads Zoologiske Have, og det er denne begivenhed der danner inspiration for Pride of Baghdad.

Gennem fablens allegoriske stil rejser Brian K. Vaughan et væsentligt spørgsmål: kan frihed gives? At spørgsmålet hverken er retorisk eller let at besvare kommer til udtryk i en ordveksling mellem hunnen Noor og hannen Zill umiddelbart efter “befrielsen”:

– There’s an old saying, Zill. Freedom can’t be given, only earned.
– Yeah, well, there’s another old saying. You don’t look a gift horse in the mouth … you eat him.

Pride of BaghdadDe resterende to medlemmer af flokken er den ældre hun Safa og hvalpen Ali. Hvor Noor repræsenterer idealismen i modsætning til Zills oppurtunisme, husker Safa den frie, men langt fra smertefrie tilværelse på stepperne. Ali er født i fangeskab og kender kun til verden uden for gennem de tre ældres beretninger.

Antropomorfe dyr er en gammel tradition i såvel fabler som i tegneserier- og film, men de fire løver er ikke mere menneskelige, end at deres sprogbrug er præget af “leonismer”, som f.eks. da Zill beskriver en solnedgang:

At the end of every day, I watched as the horizon devoured the sun in slow, steady bites, spilling its blood across the azure sky.

Lige fra første til sidste side er dialogen holdt i et koncist og enkelt sprog, som understreges af Niko Henrichons på én gang skrøbelige og kraftfulde illustrationer. Streg og farvelægning er gennemført i sin skønhed, men uden at det udvisker krigens gru, snarere tværtimod. Det er svært at forestille sig Pride of Baghdad fortalt på nogen anden måde end netop gennem tegninger.

Med sin ægte patos og fine sans for disposition og drama placerer Pride of Baghdad sig blandt de bedste krigsfortællinger. Som alle fabler har den en morale, men intet af den moralisering som ofte skrammer både fablen og krigsfortællingen. Kritikken er nuanceret og subtil, men også skarp med et strejf af begrundet kynisme.

Pride of Baghdad gør ondt – læs den!

Fakta om serien

Pride of Baghdad (2006) 136 sider
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Niko Henrichon
Forlag: Vertigo

[Redaktørens tilføjelse: Pride of Baghdad er netop udkommet på dansk fra forlaget G. Floy Studio med titlen Bagdads løver]

Buffy the Vampire Slayer: No future for you

Efter at serieskaberen Joss Whedon valgte at videreføre sin populære TV serie om vampyrjægeren Buffy i tegneserieform har det været ham selv der har siddet ved roret for serien. Nu overlader han det til Brian K. Vaughan og Tegneseriesiden ser nærmere på hvordan dette vagtskifte spænder af.

Forsiden til Buffy #6Da Joss Whedon i sin tid annoncerede at han ikke ville fortsætte på Astonishing X-Men medførte det straks spekulationer om hvilken serie han ville fortsætte sit arbejde på. At det blev “Runaways” som indtil da havde kørt udelukkende under sin skaber Brian K. Vaughan var nok mere overraskende end at de sidste numre af Whedons arbejde på X-Men ville blive ramt af de tilsyneladende uundgåelige forsinkelser som vi fans af den store mand har for vane at tilgive.

Efter Joss Whedons overraskende korte periode som forfatter på Runaways er det nu Brian K. Vaughan som trods sin tilsvarende travle kalender tager sig tid til at hjælpe Joss Whedon. På forhånd er planen for denne såkaldte ottende sæson af Buffy at der er en gennegående historie som er brudt op i en række segmenter. Mellem hvert af disse segmenter er der planlagt et mellemspil, som er det Brian K. Vaughan får lov til at udfolde sig med.

Nu er det ikke en hvilken som helst figur fra Whedons univers han får lov til at arbejde med, siden hun dukkede op i starten af tredie sæson af TV serien har den mørkhårede vampyrjæger Faith været en favorit hos mange fans af serien.

Faith startede som et modstykke til Buffy, en party-girl der ikke ville tage ansvar for sine handlinger, men da syvende sæson sluttede havde hun udviklet sig til at være den de andre trak på til de virkelig hårde opgaver. Brian K. Vaughan lægger ud med at vise at det ikke har ændret sig, Faith må gøre det beskidte arbejde med at rydde op efter de yngre, mere uerfarne vampyrjægere – fra Lindsay Lohan til Clint Eastwood .

Efter den lille forhistorie når vi så frem til det egentlige plot da en anden af Buffy-universets tidligere rebeller dukker op. Rupert Giles ville i sin tid forsøgte at slippe for ansvaret ved at være Watcher og stak af til London, hvor han med tilnavnet “Ripper” forsøgte sig med punkmusik og sort magi (i TV serien havde man skabt ungdomsbilledet af Giles ved at klistre Tony Head’s ansigt ind på et billede af Sid Viscious fra Sex Pistols). Nu er han leder af det der er tilbage af The Watchers Council og det er i den egenskab han har brug for Faith.

En af de to tusind unge piger der ved afslutningen af syvende sæson fik kræfter som Buffy og Faith viser sig at være så farlig at hun må skaffes af vejen. Imidlertid er hun en del af det engelske aristokrati, så hvis Faith skal have en chance for at snige sig ubemærket ind vil Giles være nødt til at spille Professor Higgins og lære hende nogen manerer, noget det er svært ikke at smile over når den oprindelige skuespiller i rollen som Faith hed Eliza.

Et sikkert kendetegn ved enhver serie med Joss Whedon som forfatter er at dialogen altid er i top og fyldt med referencer til populærkultur. Bortset fra Gilmore Girls er der nok ikke nogen der i den grad er i stand til at byde på verbal pingpong, og modsat sidstnævnte serie så bevarer Joss Whedon begge ben på jorden så man stadigt tror at det er muligt at lave den slags dialoger i den virkelige verden. Dette har altid smittet af på tegneserien når Whedons egne folk som Jane Epsenson og Doug Petire eller hans egne skuespillere som James Marsters og Amber Benson har stået for manuskriptet. Men nu er det en helt uprøvet kraft der skal løfte den tunge arv efter Whedon og venner, og det kan ikke undgås at blive mærket af indgroede fans af serien som undertegnede

Alan MooreFaith og GilesVaughan prøver virkeligt at skrive som Whedon og stadigt fastholde sit eget udtryk, og det er på mange måder det eneste han kan gøre i situationen. Men hans samspil i dialogen er knapt så letbenet som Whedons, og hans refrencer til populærkultur er lidt mere obskure, men ikke desto mindre meget velplacerede, som når Giles henviser til den mægtige skæggede troldmand i Northampton. En fremragende, men diskret reference til en af de to herrers lige- eller snarere overmand, Alan Moore .

Alt i alt synes jeg Brian K. Vaughan lægger op til en god historie her. Jo Chen viser igen at hun er en fremragende forside-kunstner. Selv om der var en del omtale af næste nummers forside skulle vise Faith næsten uden en trevl på kroppen, så holder jeg meget af det her hvor Faith har spraymalet sit navn hen over seriens logo. Det oser af attitude, som en serie med hende skal.

I det store hele er jeg også begejstret for Georges Jeanty som tegner på serien, bortset fra at jeg synes han har en tendens til at konstant give Faith rynker i panden, det får hende til at virke lidt for bekymret i forhold til hvordan jeg opfatter hendes personlighed. Hans Avengers pastiche som forside til næste nummer er til gengæld svær ikke at elske, og her taler vi jo om John Steed og Emma Peel fra TV serien af samme navn, ikke Captain America og kompagni.

For fans af TV serien ser det ud til at serien fortsætter i gode hænder, så fortsæt bare med at købe, for nye fans er her en god lejlighed til at springe på.

Fakta om serien

Buffy the Vampire Slayer Season Eight #6
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Georges Jeanty. Forsider af Jo Chan, Georges Jeanty, Dexter Vines & Dave Stewart
Udgiver: Dark Horse

Vindere af årets Shuster Awards

Darwyn Cooke med sine Shuster AwardsNu er vinderne af årets Shuster Awards fundet – den store vinder blev Darwyn Cooke, der med sin videreførsel af Will Eisners klassiske The Spirit rendte med ikke mindre end tre af de ni uddelte priser.

Outstanding artist – Darwyn Cooke and J. Bone for Batman/The Spirit
Outstanding cartoonist – Darwyn Cooke for The Spirit #1
Outstanding writer – Darwyn Cooke for Superman Confidential #1, 2
Outstanding publisher – Drawn & Quarterly
Outstanding web comics creator – Dan Kim for April May & June, Kanami, and Penny Tribute
Outstanding international creator – Brian K. Vaughan for Pride Of Baghdad, Ex Machina, Runaways, Doctor Strange: The Oath and Y: The Last Man
Fan-favourite creator (English) – Dan Kim for April May & June, Kanami, and Penny Tribute
Fan-favourite creator (French) – Michel Rabagliati for Paul a la Peche
Harry Kremer Oustanding Retailer Award – Happy Harbor Comics & Toys, Edmonton, Alta.

Derudover er der jo den næsten obligatoriske pris til Brian K. Vaughan og da prisen bliver uddelt i Canada, er der ellers en masse – for mig – ukendte navne.

Men tillykke til Mr. Cooke – det er aldeles velfortjent, hvis man spørger mig.

Sjette sæson af Angel som tegneserie?

Netop som Dark Horse gør sig klar til andet oplag af Joss Whedons fortsættelse af Buffy the Vampire Slayer, som samttidigt er begyndt som genudsendelse i dagtimerne på TV2 Zulu, så begynder de første røster at lyder omkring en sjette sæson af Angel i tegneserieform.

Modsat Buffy som stadigt hører hjemme hos Dark Horse, så har rettighederne til Angel og Spike holdt flyttedag til forlaget IDW som har udgivet enkelte historier som foregår efter femte og sidste sæson af Angel, men indtil videre har der kun været løse hentydninger til hvordan seriens hovedpersoner slap ud af den forholdsvist komplicerede situation de befandt sig i ved seriens afslutning.

spike1_messina.jpg

På Wizard World i Los Angeles blev i denne uge løftet lidt af sløret for hvad der kommer til at ske og heldigvis ser det ud til at Joss Whedon selv bliver involveret i projektet på linie med den kommende Buffy sæson (hvor han også har Jeph Loeb og Brian K. Vaughan med sig).

Som en forsmag på hvad der kommer annonceredes “Spike: Shadow puppets” som en slags fortsættelse til episoden “Smile time” hvor Angel bliver forvandlet til at muppet-lignende dukke. I forvejen har IDW udgivet en enkelt Halloween historie hvor man følger Angel, stadigt i dukke-form og varulven Nina umiddelbart efter det sted hvor “Smile time” slutter, men denne gang er det åbenbart Spike der står for skud til at blive forvandlet til en dukke.

Dette vil utvivlsomt være populært hos fans af serien, for allerede længe inden annonceringen af tegneserie-versionen har det været muligt at købe en dukke-version af Spike som supplement til de kopier der blev lavet af Angel-dukken. Mens vi venter på hvad Joss og de øvrige forfattere finder på kan de to allerede udgivne Spike-serier “Spike vs. Dracula” og “Spike: Asylum” anbefales som læsning i ventetiden.

 

Profession: borgmester, tidligere superhelt

Mitchell Hundred fra Ex MachinaDer har været en bølge af “realistiske” superheltefortællinger, og en af de nyeste (og bedste) skud på stammen er Ex Machina af Brian K. Vaughan.

Mitchell Hundred har ikke haft et helt almindeligt liv.
Han voksede op med sin mor, som arbejdede som politisk aktivist for kvindesagen i 1970’erne, mens hendes nære ven, russeren Kremlin, passede Mitchell.
Da han som voksen undersøgte en mystisk anordning, eksploderede den i hovedet på ham og gav ham evnen til at befale over maskiner. Mitchell gjorde naturligvis hvad enhver tegneserielæsende mand ville gøre – han indleder en karriere som superhelt, og det vel og mærke i en verden, som ikke har nogen superhelte i forvejen.

Mitchell Hundred som The Great Machine (Ex Machina)Han har dog ikke det store held med foretagenet – han får kvalme af at flyve med det jetpack, som Kremlin har bygget til ham og folk er heller ikke specielt glade for at blive reddet af The Great Machine, som han kalder sig.
Han lægger superheltekaldet på hylden og stiller i stedet op som borgmester for New York og grundet nogle endnu ikke afslørede omstændigheder omkring 9/11 og angrebet på World Trace Center bliver han valgt. Det bliver dog mere end antydet at han er grunden til at det ene tårn stadig står (i Ex Machinas verden, altså).

Ex Machina fortælles med ivrigt brug af flashbacks til forskellige perioder i Mitchells liv, og det er aldrig forvirrende, men giver derimod et klart indtryk af en solidt gennemarbejdet serie. Og så er der jo også spændingselementet ved alle de plotelementer, der antydes når vi går på opdagelse i hans baggrund.

Det er en usædvanlig serie som Vaughan her har fået skruet sammen – der er ikke meget om Mitchells tid som superhelt, mens serien primært fokuserer på hans politiske liv og hvordan han løser store og små kriser som borgmester. Naturligvis får han en gang i mellem brug for sine kræfter, men lige så ofte løses problemerne af politiet eller igennem forhandlinger.

Det kan umiddelbart lyde kedeligt, men det bliver det aldrig, tværtimod – andet bind, Tag, har et virkelig uhyggeligt setup og en mindst lige så uhyggelig morder, og man sidder bagefter med en følelse af at måtte have mere!!! Heldigvis er bind 3-5 til at købe for menneskepenge, så det lader sig jo ændre …

Ex Machina er velskrevet, spændende og holdes glimrende sammen af Tony Harris forholdsvist løse streg, som dog er baseret på foto-forlæg. Serien er nu officielt på min “to buy”-liste, og anbefales varmt til tilhængere af moderne amerikanske (superhelte-)tegneserier.

Denne anmeldelse er baseret på:

Titel: Ex Machina – the First Hundred Days
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Tony Harris

Udgiver: Wildstorm

Bedømmelse: [rate 8]

Titel: Ex Machina – Tag
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Tony Harris

Udgiver: Wildstorm

Bedømmelse: [rate 8.5]

Brian K. Vaughan

Brian K. Vaughan

Note: denne artikel er undtaget fra tegneseriesidens sædvanlige copyright, idet den er overgået til ComicWiki og dermed er omfattet af en Creative Commons-licens.

Du kan fra nu af altid finde den nyeste version af artiklen på ComicWiki.

Brian K. Vaughan (f. 1976) er bedst kendt som forfatter til serierne Y: The Last Man, Runaways og Ex Machina. Han har i løbet af sin karriere modtaget både Eisner, Harvey og Shuster-priserne, og blevet kaldt en af “top ten comic writers of all time”.

Vaughan er oprindeligt filmstuderende, men fik foden indenfor hos Marvel i forbindelse med deres Stanhattan Project, som var en workshop/talentkonkurrence.

Vaughan startede sin karriere med at skrive dialog til andre forfatteres manuskripter, men blev dog hurtigt “opgraderet” til at skrive sine egne historier.

Ex Machina (Wildstorm) handler om Mitchell Hundred, der er sin verdens første superhelt. Han bliver træt at heltehvervet og stiller op til New Yorks borgmestervalg. Vaughan beskriver selv serien som en “sci-fi political thriller”.

Y: The Last Man (Vertigo) handler om Yorick Brown, der efter en mystisk hændelse ender som den sidste mand i verden. Serien forventes afsluttet i løbet af 2007.

Runaways (Marvel) er historien om en flok teenagers, der finder ud af at deres forældre er onde superskurke og gør oprør mod dem. Efter at have skrevet serien i to ombæringer, overlader han nu serien til Joss Whedon.

I september 2006 kom albummet Pride of Baghdad (Vertigo), som handler om et kobbel løver i Baghdad under amerikanernes offensiv mod byen. Historien er baseret på en virkelig historie.

Udover disse serier, arbejder Vaughan p.t. på serien The Escapists for Dark Horse og en Dr. Strange miniserie for Marvel. Derudover her han lige blevet annonceret som ny forfatter på TV-serien Lost.

Bibliografi i udvalg

Ex Machina (2004-):

  • Vol. 1: The First Hundred Days
  • Vol. 2: Tag
  • Vol. 3: Fact V. Fiction
  • Vol. 4: March To War
  • Vol. 5: Smoke Smoke

Y – The Last Man (2002-):

  • Vol. 1: Unmanned
  • Vol. 2: Cycles
  • Vol. 3: One Small Step
  • Vol. 4: Safeword
  • Vol. 5: Ring Of Truth
  • Vol. 6: Girl On Girl
  • Vol. 7: Paper Dolls
  • Vol. 8: Kimono Dragons

Runaways (2002-):

  • Vol. 1 HC
  • Vol. 2 HC

Pride of Baghdad (2006)
Udvalgte links:
Vaughans officielle hjemmeside
Wikipedias indførsel om Vaughan
Interview med Vaughan

Brian K. Vaughan skriver Lost

TV-serien Lost har ikke lavet de store bølger herhjemme, men over there er den forholdsvist stor. Nyeste landvinding er at de har scoret tegneserieforfatteren Brian K. Vaughan til forfatterteamet, hvilket i al fald forøger min interesse i serien. Vaughan er bl.a. kendt som forfatter til Runaways, Y – The Last Man og Ex Machina.
Vaughan bedyrer dog at han ikke forlader tegneseriemediet:

And no, I’m absolutely not leaving comics. There are a lot of Y: The Last Man and Ex Machina fans at the show, so everyone has been great about leaving me just enough time to work on those books, and even some new ones, including an upcoming four-issue stint on that Runaways guy Joss Whedon’s “eighth season” of Buffy the Vampire Slayer over at Dark Horse. Stay tuned for news on the all-important creator-owned front, as well.

Så det lader til at være en Win/Win-situation.