Nulpigen: Zero Girl af Sam Kieth

Sam Kieth er nok især kendt for sin outrerede serie ”The Maxx” – det var i al fald gennem den og den derpå følgende MTV-tegnefilmsserie, at jeg lærte ham at kende. Side har han sat sine streger på et væld af forskellige figurer og serier, men ikke rigtig noget, der har stået ud fra mængden på samme måde, synes jeg; men nu har G. Floy Studio pludselig sendt Kieths miniserie fra 2001 ud på dansk: Zero Girl.

Det er en noget særegen tegneserie. Den er til tider rodet og frustrerende, men i sidst ende faktisk også overbevisende; den pirker til én, så man får lyst til at genlæse historien.

Det hele starter som en lidt kikset ungdomsfilm: Amy Smootster er i puberteten, i high school og i problemer. Hun er, som hun bekendtgør i den indledende monolog, en freak, en særling… og egentlig lidt stolt af det. Tøjkombinationerne er ikke køn, men de er i det mindste sjældne, og hun er ikke medlem af nogen af de bestående kliker.

Med andre ord: hun er det perfekte mobbeoffer, og det er en rolle, som en lille gruppe piger ikke holder sig tilbage for at tømre hende inde i. Især ikke efter hun begynder at tale med karriererådgiveren Tim, som de ellers havde udset til deres handyr.

Og så begynder de små særheder ellers at dryppe ind i historien… bogstaveligt talt. For det viser sig, at Amys fødder udskiller voldsomme mængder af mystisk væske, når hun bliver flov. Særhed nummer to følger lige i hælene: Amy har sin helt egen psykiater – han hedder Carl og er en bænkebider. Og for så helt at løfte begge fødder fra jorden: da pigegruppen vil være Amy behjælpelig med at få vasket håret i en toiletkumme, afværges det af en gruppe aggressive toiletruller.

I løbet af ganske få sider går ”Zero Girl” fra at være ungdomsdrama til at være en absurd blanding af superheltekarikatur, coming-of-age-historie, magisk realisme og fascinerende indblik i hovedpersonens psyke.

For mens Amy indleder et forhold til den voksne Tim, og pigegruppen forsøger at opdage, hvorfor fodsvedsudsondringerne angiveligt beskytter vor helt, finder vi ud af, at hun befinder sig i en konstant krig mellem cirkler og firkanter. Runde ting hjælper hende, mens ting med for mange kanter forsøger at gøre det af med hende. En stor del af charmen ved ”Zero Girl” ligger i den måde, hvorpå det, der sagtens kunne være en psykose, folder sig ud i historien og bliver virkelighed.

”Zero Girl” er en pudsig historie og helt ærligt svær at blive klog på. På den gode side betyder det, at nogle læsere (undertegnede inklusive) vil få lyst til at genlæse den, næsten så snart de er færdige; på den dårlige side vil nogle læsere nok bare ryste på hovedet og lægge den fra sig. Lige der hjælper det sandsynligvis ikke, at Kieths tegninger er så svingende – folk har det med at skifte udseende, og til tider streger han sig ud i overdrevet. Det gør ikke noget, når han slår sig løs i en historie, der spræller og bobler lige så meget som tegningerne, men her støder de to ting lidt sammen i mine øjne – for godt nok bevæger historien sig ud i det groteske til tider, men han holder hele tiden for øje, at den handler om mennesker og især de to: Amy og Tim.

Alt i alt er ”Zero Girl” ganske fascinerende, og både anden og tredje gennemlæsning giver god bonus. Det er som ”Den mystiske sag om hunden i natten” møder ”Carrie” og en hel masse andet til tonerne af ”Don’t Stand So Close To Me”. Det lyder uden tvivl mærkeligt, så der er ikke meget andet at gøre end at opfordre til at læse den – selv forsøger jeg endnu at afgøre med mig selv, om jeg hader eller elsker den.

Den sidste synd – Sin City 7: Ind i helvede af Frank Miller

Cover til Sin City 7Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

Scene fra Sin City - ind i HelvedeI hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Fakta om serien

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

Den sidste synd – Sin City 7: Ind i helvede af Frank Miller

Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

I hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

Forbløffende! – Astonishing X-Men 1-3 af Joss Whedon og John Cassaday

Cover til Astonishing X-Men 1Der er nogle læseoplevelser, som altid bliver hos en og som præger ens forhold til en bestemt figur eller en bestemt serie for altid. Når vi taler [[X-Men]], var det for mig – som for så mange andre – [[Chris Claremont]] og [[John Byrne]]s fantastiske udgave af serien, som jeg læste da den kom på dansk under titlen [[Projekt X]].

Siden da har X-Men sjældent haft den samme magi … bevares, jeg elskede da hvert ord af [[Grant Morrison]]s New X-Men, men ellers har der været langt mellem snapsene.

Den opmærksomme læser er overbevist om at han eller hun nu ved hvor denne anmeldelse bærer hen: jeg priser [[Astonishing X-Men]] for at have præcis den samme magi som Claremont og Byrne og annoncerer derefter at jeg er født igen og dropper tegneseriesiden for at emmigrere til USA og stifte The First Church of Whedon.

Helt sådan går det ikke.

Men damn, Astonishing X-Men er virkeligt noget usædvanligt i moderne superheltetegneserier – vi har en velfortalt og spændende historie med god forståelse for både holddynamikken og de enkelte personer. Så langt, så godt.

Moderne tegneserier (som i gamle dage)

Historiens detaljer vil jeg ikke komme meget nærmere ind på – det er en solid fortælling med et par virkeligt overraskende twists undervejs og alt hvad man har brug for af drama, action, kærlighed og – heldigvis – humor.

Vi møder både nye og gamle kendinge i persongalleriet, ligesom de forskellige trusler vore kære mutanter er oppe imod både er orginale og velkendte på samme tid – der er på en gang til både nye og gamle læsere på samme tid. Et ekstra plus ved serien er at den står udenfor de øvrige X-Men serier, så den slipper for at blive involveret i (eller bare skulle forholde sig til) de to-tre mere eller mindre inspirerede crossovers per år som Marvel traditionelt lader deres titler deltage i.

Nye læsere kan i sandhed starte her, for selv om serien klart forholder sig til X-titlernes historie, er det på en måde som ikke kræver at man har detaljeret kendskab til 30-40 års historie.

Og nu er det så at jeg smider en lille bombe: jeg er ikke Whedon-fanboy, men han er i mine øjne en langt bedre forfatter end Claremont – han forstår at skrive til mediet, så hans historier fremstår som helheder, fremfor den fornemmelse af at læse noget, der mest af alt minder om en illustreret novelle der ofte hører til at læse Claremont. Whedon kan lade sine figurer gøre noget uden at fortælle os med teksten at de gør det, han håndterer sine plottråde, så det hele virker planlagt fra en start af og hans personer interagerer så jeg tror på det.

Et fremragende værk

Cassadays stil bliver af nogle angrebet for at være kønsløs og airbrushet / Photoshoppet til et punkt, hvor det mangler personlighed. Jeg er bestemt ikke enig – Cassaday er en glimrende tegner med et personligt udtryk og en veludviklet sans for både actionscener og personskildring, og sammen med farvelæggeren Laura Martin (de to arbejdede også sammen på Planetary) er han i mine øjne et meget stærkt kort i amerikansk mainstream pt.

Har jeg da slet ikke noget negativt at sige? Næsten ikke, nej. Jeg kan godt savne nogle lidt mere vilde ideer og nogle lidt større arbevægelser, rent plotmæssigt – man kan dog med god ret hævde at det også er en positiv ting, men nogen New X-Men er det bestemt ikke.

Astonishing X-Men er på en gang en meget klassisk og en meget moderne tegneserie – klassisk fordi man straks føler sig hjemme som gammel superheltelæser og moderne fordi, nåja, den ikke kunne have været udgivet for 25 år siden – dertil bruger den en masse tricks, som man ganske simpelt ikke havde oppe i ærmet dengang. Er det et mesterværk? Hvis ikke det er, er det pretty damn close.

Astonishing har tidligere været udgivet på dansk af Egmont, men [[G. Floy Studio]]s udgave er igen as it should have been – hardcover med flot tryk slår i mine øjne slatne kioskblade til hver en tid.

Fakta om serien

Vurdering: anbefales varmt

Astonishing X-Men, bind 1: De privilegerede
Astonishing X-Men, bind 2: De farlige
Astonishing X-Men, bind 3: De splittede

Forfatter: Joss Whedon
Tegner: John Cassaday
Forlag: [[Marvel]] / [[G. Floy Studio]]

Dæmonen, fiskemanden og alle de andre

I forbindelse med vores tema om [[Hellboy]], skal vi lige være sikre på at have alle med, så efter Kents introduktion til seriens skaber, [[Mike Mignola]], følger her en kort introduktion til seriens persongalleri (“Person” skal forstås i bredest mulige forstand i en serie, der både inkluderer dæmoner, transdimensionelle gudelignende skabninger og fiskemænd). Der er enkelte milde spoilers i denne gennemgang.

Heltene

Hellboy

Vor helt, Hellboy
Vor helt, Hellboy

Da anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning, fik de allierede nys om en særlig afdeling af forskere, der arbejdede sammen med en ukendt mand på et af Hitlers mange “Dommedagsprojekter”. Dette projekt blev kendt under navnet “Project Ragna Rok”, og selv om projektet syntes at være en fiasko for nazisterne, var de allierede på det rette sted på det rette tidspunkt og fandt en rød baby-dæmon, komplet med horn og det hele – øjensynligt hidkaldt som følge af eksperimentet.

Trevor Bruttenholm, en af de allieredes eksperter i det paranormale, tog den lille dæmon til sig og gav ham navnet Hellboy.

I løbet af de næste 20 år blev Hellboy officielt adopteret af Bruttenholm og trænet til at være medlem af the Bureau of Paranormal Research and Defense – kaldet [[B.P.R.D.]] – som er en slags FBI-afdeling, som har til opgave at undersøge og tage sig af overnaturlige fænomener og trusler. Hellboy bliver sendt rundt i verden for at løse forskellige problemer, og lærer derigennem om sin baggrund, sin sande natur og sin tiltænkte rolle i forhold til intet mindre end verdens undergang.

Selv om Hellboy er en stor rød dæmon, hvis højre hånd er lavet af sten, er han alligevel teamets mest “nede på jorden”-medlem – han elsker pandekager, ryger cigarer og drikker øl og fyrer dårlige one-liners af mens han banker tentakel-uhyrer fra andre dimensioner tilbage hvor de kom fra. Hans løsninger på problemerne er ofte meget håndfaste – de bliver ofte løst ved at uddele nogle solide slag fra stenhånden eller ved at han sønderskyder dem med sin trofaste pistol.


Hellboy smager pandekager for første gang!

Abe Sapien

Abe Sapien, vores yndlings-fiskemand

Abe er en fiskemand, eller som det hedder på latin, icthyo sapien. Han blev fundet i dvale i et rør i kælderen under et hospital i Washington, D.C.
På røret stod datoen 14. april, 1865, hvilket er dagen for attentatet mod Abraham Lincoln, hvilket resulterede i Abes navn (Abe var Lincolns kælenavn).

Han er et centralt medlem af BPRD og er den på holdet, der han kendt Hellboy længst tid. De to er da også nære venner, hvilket måske også er forståeligt, idet ingen af dem har nogen ide om hvor de kommer fra og ingen af dem passer til menneskenes verden.

Han er en fremragende skarpskytte, trænet i nærkamp og – nok vigtigst – i besiddelse af et næsten genialt intellekt. Hans fysiologi sætter ham i stand til at ånde under vand og svømme, nåja, som en fisk.

Abe ser – i lighed med Hellboy – noget anderledes ud end normen, men er en flink og loyal partner for kollegerne i BPRD. Han har senest i BPRD opdaget noget af sin fortid, men dette har kun givet ham flere spørgsmål end svar.

I filmene er Abe også telepat og kan ikke ånde udenfor vand uden en slags omvendt dykkerdragt.

Liz Sherman

Liz Sherman, holdets pyrokinetiker

Liz er pyrokinetiker, hvilket med andre ord vil sige at hun er i stand til at frembringe ild ved tankens kraft. Da hendes kræfter for første gang manifesterede sig, endte det med en ødelæggende katastrofe, hvor hun ved et uheld kom til at ødelægge en boligblok og dræbe 32 mennesker, heriblandt hendes egne forældre.

Dette lagde naturligvis en dæmper på hendes lyst til at bruge sine kræfter, men BRPD og især Hellboy tog hende under deres vinger, og hun har lidt efter lidt fundet ud af at kommer sig over sin angst for sine kræfter og kan i dag kontrollere dem fuldstændigt. Hendes kræfters oprindelse er aldrig rigtigt blevet forklaret, men hun har ofte været mål for diverse skurkagtige væsener, som har forsøgt at tage hendes ild og gøre den til deres egen.

I filmene er hun kærester med Hellboy, mens hun i tegneserierne mere tænker på ham som en slags storebror / faderfigur.

Roger

Roger - holdets humunculus / golem
Roger - holdets homunculus / golem

Roger blev fundet i et oldgammelt laboratorium, som Liz udforskede. Her fandt hun en homunculus, en krop lavet af tørrede urter og menneskeblod. Hendes kræfter aktiverede ved et uheld den slumrende homunculus, hvilket næsten slog hende ihjel. Dette fører til at Hellboy deler en ordentlig håndfuld øretæver ud til Roger inden fejltagelsen bliver opklaret.

Han giver senere Liz hendes kraft tilbage, hvilket medfører at han selv igen ender i en koma-lignende tilstand. På Abes initiativ genopliver BPRDs videnskabsmænd Roger, idet de indopererer en generator i ham, hvilket giver ham energi til at leve. Herefter slutter han sig til BPRD som et aktivt og værdifuldt medlem af holdet. Roger ser op til Hellboy og benytter ham som en mentor-skikkelse.

Bortset fra at man ser et glimt af hans livløse krop i den første film, er Roger ikke med i filmatiseringerne.

Johann Kraus

Johann Kraus, den ektoplastiske agent
Johann Kraus, den ektoplastiske agent

Som det fremgår af billedet, har Johann ikke noget ansigt – han har faktisk ikke nogen krop, idet han udelukkende består af ektoplasma. Han er et psykisk medie, hvis krop blev ødelagt mens hans ektoplastiske selv var ude i æteren. Da han var klar over at han ikke kunne overleve i længere tid uden sin krop, kontaktede han BPRD, som med tiden fik konstrueret hans karakteristiske dragt til ham.

Johann er blevet en vigtig del af holdet, da han via sit ektoplasma bl.a. kan kommunikere med de døde og give dem midlertidig fysisk form. Han har ikke brug for søvn, og arbejder derfor stort set alle døgnets 24 timer, bl.a. med at læse BPRDs gemte filer, som fornylig blev fundet under et bjerg i Colorado.

Johann er med i den anden Hellboy-film, The Golden Army. I filmen staves hans navn Johann Krauss og ud over at kunne genoplive de døde, kan han forlade sin dragt for at “besætte” mekaniske ting.

Lobster Johnson

Pulp-helten Lobster Johnson
Pulp-helten Lobster Johnson

Hellboys verden består af en to meter høje rød dæmon, en fiskemand og en ektoplasmisk essens i en specialdesignet dragt, så superhelte er naturligvis ikke udelukkede fra det gode selskab.

I dette tilfælde er der så bare tale om (formoder vi) spøgelset af en superhelt fra anden verdenskrig, som ved et par lejligheder hjælper Hellboy og BPRD.

Hans særlige kendetegn er en hummers klo brændt ind i panden på de fjender han overvinder, og han er med i denne opsummering på trods af at han ikke er en central figur i serien – simpelthen fordi han er en cool figur. Han har træk til fælles med Marvels Night Raven og den klassiske pulp-helt The Spider.

Lobster Johnson er endnu ikke med i filmene, men del Toro har udtalt at han gerne vil have ham med i en eventuel 3’er, gerne spillet af Bruce Campbell, bl.a. kendt fra Evil Dead-filmene.

Skurkene

Ogdru Jahad

Ogdru Jahad er et 7-hovedet væsen, som er forvist til eksil bag stjernerne for æoner siden. Da Rasputin døde, var det Ogdru Jahad som kontaktede og genoplivede ham og fortalte ham hvordan han skulle hidkalde dem til jorden, så de kunne bringe undergang til mennesket og starte en ny æra af terror. Indtil videre har Hellboy forpurret dette, men han er måske også bare en brik i deres planer.

De er omsluttet af krystal og bliver overvågede af en ukendt, fremmed race.

Ogdru Jahad er stærkt inspiret af H. P. Lovecrafts “Great Old Ones”.

Rasputin

Ja, den Rasputin fra den russiske revolution. Da han mødte sin død i en flod, genoplivede Ogdru Jahad ham og gjorde ham til deres tjener.

Rasputin stod bag Project Ragna Rok, som hidkaldte Hellboy til vores verden, og hans mål var at bruge vores helt til sine egne onde planer – et mål, som han aldrig har sluppet. Selv om han ikke har haft direkte kontakt med Hellboy i nogen tid, føler han sig stadig som hans retmæssige fader og kræver med mellemrum hånd-og-halsret over ham – hvilket generelt bliver taget ham ilde op!

Hekate

Hekate er “korsvejens gudinde”. Hun er central for Ogdru Jahads planer og blev bragt tilbage til livet af Rasputin. Men ligesom med Hellboy, troede Rasputin at han kunne kontrollere hende – og tog fejl. Hekate har en en jernkrop og kan transformere sig til et væsen, der er halvt slange, halvt kvinde.

Hun blev senest set i historien The Island, hvor hun taler med Hellboy. Det må formodes at hun har en vigtig rolle at spille i fremtiden.

Frømenneskene

Frøerne er frygtindgydende skabninger, som engang var mennesker. De tjener Ogdru Jahad og spreder sig pt. over USA og Canada trods BPRDs forsøg på at stoppe dem. De siges at være menneskets næste evolutionære trin, men om det er sandt og hvad de er ude på, er endnu ikke blevet afsløret.

The Black Flame

Alt hvad der vides om The Black Flame er at han er en mand, der går under navnet Mr. Pope. Han benytter teknologi til at kommunikere med Frøerne og til at kontrollere dem med. Hans motiver er ukendte.

Afsluttende bemærkninger

Hellboys univers er stort og fascinerende og denne artikel har kun berørt overfladen – der er meget mere der venter på læseren! Mit afsluttende råd må derfor være at springe ud i det – serien tager folklore og legender og blander dem sammen med Lovecraft’ske overtoner. Vi har vampyrer, dæmoner og væsner fra det hinsides – og det er alt sammen serveret med en befriende humor, som gør at serien aldrig tager sig selv for alvorligt. Når man dertil lægger Mignolas fremragende grafiske stil, har man en vindende cocktail. Prøv det! Du kommer ikke til at fortryde det.

På dansk har forlaget G. Floy udgivet seks bind af serien, mens det på amerikansk er Dark Horse, der står for udgivelsen af både Hellboy og spin-off serier som BPRD, Abe Sapien og Lobster Johnson.

Busiek besvarer læserspørgsmål – Arrowsmith

I forbindelse med Tegneseriesidens interview med Kurt Busiek ville vi gerne have spørgsmål fra almindelige læsere. Efter et opslag på ComicZones forum, som står for en seriøs debat om superhelte-genren, fik vi et spørgsmål ind fra felsted som også selv er bidragsyder her på Tegneseriesiden.

Felsted: Man kunne måske spørge om noget angående Arrowsmith serien, som han har lavet, som viser krig fra en dyster side på trods af at det foregår i en fantasy verden. Om hans syn generelt på krig er negativt ? Og hvad han synes om andre krigserier, som f.eks. sgt. rock og war stories?

Forsiden til ArrowsmithVi forelagde spørgsmålet for Busiek da vi allerede var inde i overtiden af den halve time vi havde fået bevilliget, men som i resten af interviewet skulle det vise sig at Busiek gav mere end bare et par ord med på vejen.
Af hensyn til læsere som eventuelt ikke har læst Busieks serie, som i parentes bemærket kan købes på dansk udgivet af G.Floy studio under titlen “Arrowsmith: Så smarte i deres fine uniformer”, lige et kort rids af indholdet.
Vi skriver 1915, men verden er ikke som vi kender den fra historiebøgerne. I elleve århundreder har verden været en anden, teknologi er erstattet af magi og overnaturlige væsener.
I Europa er krigen i fuld gang og i en del af det nordamerikanske kontinent kaldet Colombias Forenede Stater går den unge Fletcher Arrowsmith rundt og drømmer om at blive luftsoldat. Men da han stikker af og melder sig til krigen viser det sig snart at tingene ikke er så glorværdige som han troede.
Busiek lægger ud med at placere sin nuværende arbejdsgiver DC Comics i forhold til krigstegneserier:

Busiek: Well, i mange år afsluttede DC alle deres historier med et lille projektil til slut som sagde “Make War No More” [Før aldrig mere krig]. Og DC lavede også anti-krig historier.

Men ellers var der ikke meget “firmaets mand” over Busiek som havde meget klare holdninger til  hvad krig er og hvordan den opstår.
Busiek: Krig er ikke et stort eventyr eller en leg – krig er et barsk forehavende hvor folk dør. Så ja, Arrowsmith er ikke bare mit syn på krig, men mit syn på første verdenskrig, som var en krig hvor millioner døde over dybt idiotiske ting. For mig at se, det der startede første verdenskrig var at alle havde traktater med alle andre, så når man skubbeder til en ærke-hertug i Sarajevo, så begynder alle domino-brikkerne at falde og hele Europa står i flammer.
Det er helt bananas! Det var en forbrydelse – en mand var blevet skudt. Man sender ikke et helt kontinent ud i en krig fordi en mand bliver skudt, man sporer de fyre der gjorde det, stiller dem for retten og sender dem i fængsel. Men på grund af den måde domino-brikkerne faldt endte det hele med en krig som hærgede en hel generation.
I Busieks fantasy verden er alle mulige væsener at finde i de stridende hære

Første verdenskrig var jo, i vores virkelige verden kendetegnet ved at man for første gang så ting som kampvogne, krigsfly og anvendelsen af gas som våben mod soldaterne. Teknologien havde erstattet kampen mand mod mand. Dette afspejler sig også i Busieks opfattelse af krigen og den måde han skildrer den i Arrowsmith.

Busiek: Og specielt i forhold til Arrowsmith var det en krig hvor verdens industrialisering havde ændret hvem der sad ved magtens tøjler på en måde som folk ikke forstod. I løbet af krigen og det der fulgte efter blev det klart at magtfordelingen i verden havde ændret sig, væk fra aristokraterne og over til folket. Det er også noget der foregår i Arrowsmith.
Men selv om Busiek har klare holdninger omkring at krig er en forfærdelig ting, så har han ikke nogen frelste eller politisk korrekte holdninger i forhold til de traditionelle krigstegneserier.
Busiek: Men nu være spørgsmålet jo også om andre krigsserier … noget som Sgt. Fury and his Howling Commandos, som helt igennem er ironisk – det er ikke meningen at den skal tages seriøst, den er ikke ment som et velgennemtænkt udsagn omkring krig. Det er et spil for superhelte, men i stedet for superkræft er har de pistoler, sjove hatte og signalhorn.

For Busiek er der ikke tale om at krig nødvendigvis er noget der skal undgås for enhver pris, selv om prisen der betales rent menneskeligt kan være høj.

Fletcher Arrowsmith som flyvende soldatBusiek: Men jeg synes knapt at jeg kan siges at være den første person som har skrevet en krigshistorie hvor nogen anskuer krigen som et stort eventyr, hvorefter han når frem til den og ser at nej, krig handler om andre fyre som ligger i mudderet mens deres involde er ved at falde ud.
Det er ikke kønt, det er ikke glorværdigt, det er ikke et forunderligt eventyr, men der er tidspunkter hvor det er nødvendigt at udkæmpe dem. Selv om første verdenskrig startede af nogen tåbelige årsager, hvad skal man så gøre? Skal man sige “Ok, fortsæt bare, invader Paris! Overtag det hele” bare fordi årsagerne var tåbelige? Nej, man er nødt til at kæmpe imod og det skaber den slags situationer som vi har i Arrowsmith, hvor det overnaturlige våbenkapløb er med til at fremstille større og større rædsler.
For hvis kun den ene side gør det, så vil det være dem der vinder. Så den anden side er også nødt til at gøre det, men de gør ting som er skændige. Men de gør det i frihedens navn for de mennesker de kæmper for, og det er det dilemma som de hænger fast i, og det er et forfærdeligt dilemma. Og der har du det igen: en person som er havnet midt i et dilemma, drama med fokus på personbeskrivelsen og så har du de ting som jeg virkeligt er interesseret i ud over det hele. Der har du det!

På den måde kom Kurt Busiek ad en længere omvej tilbage til det der er drivkraften i hans forfatterskab. Det er ikke de store ideologier der er interessante, men de almindelige mennesker og hvordan de påvirkes af dem.

Arrowsmith er som tidligere nævnt udgivet på dansk fra G.Floy Studio, i den sædvanlige høje kvalitet der præger deres udgivelser. Den kan klart anbefales.

I borgerkrigens skygge – Loveless af Brian Azzarello & Marcelo Frusin

Cover til Loveless vol. 1Der er store spøgelser gemt i USAs dunkle underside, og de styrer landets selvforståelse og folkesjæl og omvælter samfundet, hver gang de stikker deres hoveder frem. Her taler jeg naturligvis om de krige, som landet bliver involveret i: vi har senest set hvordan krigene i Irak og Afghanistan har haft store inden- og udenrigspolitiske konsekvenser, vi har set hvordan Vietnamkrigen affødte ungdomsoprøret, hvordan 2. verdenskrig havde stor indflydelse på deres udenrigspolitik og der er sikkert flere andre eksempler.

Det store spøgelse i Loveless, er naturligvis den amerikanske borgerkrig, der nok er den første store samfundsomvæltende begivenhed i USAs historie. Den stikker aldrig næsen helt frem, men den har stor indflydelse på handlingen og alle de implicerede personer, for som Irak-krigen for nylig har vist os, er der ingen krige der afsluttes når magthaverne slutter fred – befolkningen har lidt de største tab og er også mindst tilbøjelige til at opgive stridighederne…

Wes Cutter er en veteran fra krigen, som vender tilbage til sin hjemby Blackwater efter et ophold i Nordstaternes fangelejre. Han finder sine besiddelser overtaget af Nordstaternes tropper, så hans vel tilbage til en normal tilværelse efter krigen har lange udsigter. Iblandet dette er historien om Wes’ bror Boyd, den frigivne slave Atticus og så naturligvis også Wes kone Ruth, hvis transformation fra bly viol til hårdkogt revolverkvinde både er gribende og overbevisende.

Tegninger fra LovelessFor over tredive år siden revolutionerede Sergio Leone Western-genren med sine spaghetti-westerns, og Loveless er på mange måder en logisk forlængelse af Leones univers – der er bare skruet op for det hele: den barske realisme og ikke mindst manglen på en decideret helt. Alle i historien er ude efter at mele deres egen kage og ingens sti er holdt ren – Cutter på den måde 100% Leone’sk antihelt, og der er på alle måder langt til John Waynes glatbarberede og renskurede cowboy.

Man bliver på ingen måde efterladt med mange illusioner intakt (hvis man havde dem fra en start af!) efter at have læst Loveless – nordstaterne er ikke altruistiske befriere, men ude på at maksimere deres indtjening fra de nye landområder, som de råder over. De overvundne sydstatsborgere er ikke parate til at gå på kompromis med deres traditionelle værdier, og vi ser racismens grimme fjæs stikke hovedet frem – en konflikt, der bliver ekstra betændt, da en frigiven slave i nordstaternes hær skyder og dræber en hvid dreng – måske ved et uheld, måske ikke.

Azarello (nok bedst kendt fra serien 100 bullets) er efterhånden ved at være garvet i branchen, og i Loveless er han i topform – dialogen flyder rapt og naturligt, handlingen bygges sikkert op og der er strøet actionscener ud over serien med lind hånd. Vi bevæger os rent fortællemæssigt på forholdsvis avanceret grund – Azzarello fortæller personernes historie dels via separate flashbacks og dels via flashbacks, der er foregår samtidig med den aktuelle handling, så man skal have sin opmærksomhed 100% i bogen, da man ellers hurtigt taber tråden.

Tegninger fra LovelessTegningerne af Marcelo Frusin (som tidligere har arbejdet sammen med Azzarello på Hellblazer) er detaljerede uden at være udpenslende og skildrer fint den beskidte og barske virkelighed som figurerne bevæger sig i. Til tider er der nogle problemer med at skelne nutid fra fortid i “flashback-integreret-i-nutiden”-sekvenserne, men det er et spørgsmål om tilvænning, og det overordnede indtryk er meget positivt.

Loveless: Hjemkomst er første bind i serien, og tjener som sådan kun til at etablere personerne og den fundamentale setting. Hvad Cutters plan er og hvordan intrigen udvikler sig, må vi vente til november med at finde ud af, når G. Floy udgiver bind to.

Loveless er en veludført serie, der bygger videre på æstetikken fra spaghetti westerns og kombinerer dem med Azzarellos forkærlighed for hårdkogte historier til noget man kunne fristes til at kalde Western Noir. Har man nogen interesse i de mere hårdkogte westerns eller i USAs skumle fortid, er Loveless ikke til at komme udenom.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales

Loveless: Hjemkomst (2008). 128 sider
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Marcelo Frusin
Forlag: [[Vertigo]] / [[G. Floy Studio]]

Rænkespil i Vatikanet – Åbenbaringer af Paul Jenkins og Humberto Ramos

Cover til ÅbenbaringerDer er noget ved en så stor, gammel og magtfuld organisation som den katolske kirke, der nærmest tigger konspitationsteoretikerne om at lave store og indviklede teorier om hvad der foregår bag kulisserne. [[Åbenbaringer]] træder samme grund som DaVinci-Mysteriet og (i nogen grad) Exorcisten, men formår alligevel at være sin egen.

Tegneserien starter med et mystisk dødsfald i Vatikanet, og det bliver ikke mindre mystisk af at en latin-messende person forsøger at stikke den allerede afdøde med en besynderligt udseende kniv.

Charlie Northern – en kriminalbetjent fra London – bliver tilkaldt, og snart viser sagen sig at være endnu mere indviklet end man først troede: den afdøde var første kandidat til paveembedet og den nuværende pave ligger for døden. Det ligner en klassisk sammensværgelse: væk med de andres kandidat, ind med vores. Da der samtidig er gang i en økonomisk kulegravning af Vatikanets midler, mangler der ikke just motiver eller mistænkte, og Charlie render da også ret hurtigt ind i adskillige huller i den officielle forklaring. Og undervejs begynder der at blive talt i krogene om djævletilbedelse

Personerne følger en masse af de vedtagne regler for denne type historie – den mistænkelige kardinal, den smukke unge kvinde, som også aner at der er noget galt, retsmediciner-vennen, den Rasputin-skæggede mistænkte, som på mystisk vis dør i sin fængselscelle, … men når vi når slutningen, er bøtten alligevel blevet vendt nok gange til at man stadig er interresseret i handlingen og personernes skæbne. Fortællemæssigt er historiens helt store gevinst dog den tvivlende hovedperson, der fremstår både levende og troværdig, ligesom hans handlinger altid virker in character … også når de overrasker.

Åbningsscenen fra ÅbenbaringerJeg er stadig i tvivl om hvorvidt jeg køber slutningens plottwist, som måske rækker lidt rigeligt ind i klichéen til min smag, men på den anden side får den plottet til at gå op på den eneste logiske måde, og det er også en bedrift, der er værd at tage og føle på.

Humberto Ramos er en af de tegnere, der konsekvent deler vandene – folk kan enten slet ikke lide ham eller også synes de som jeg, at hans streg er dynamisk og personlig og egentlig ret fed når man lige får vænnet sig til den. Jeg kan sagtens forstå at der folk der tænder af på hans stil, da der er mange kameler at sluge hvis man er vandt til mainstream.

Tegningerne til Åbenbaringer hører til noget af det bedste jeg har set fra hans hånd – hans Chibi-inspiration er ikke så dominerende som den nogen gange er, og der er en fin balance mellem tegningerne og den fremragende og meget stemningsfulde farvelægning.

Åbenbaringer er et blandet, men overvejende positivt bekendtskab – jeg har det svært med nogle af klichéerne undervejs (og slutningen!), men på den anden side var jeg solidt underholdt undervejs, ikke mindst takket være Charlie Northern, der med sin tørre humor og sin indre krise er et spændende bekendtskab.

Fakta om serien:

Vurdering: Anbefales

Åbenbaringer (2008). 160 sider.
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: Humberto Ramos, farvelagt af Leonardo Olea
Forlag: G. Floy Studio

Loke

I anledning af Thors tilbagevenden til både det danske og det amerikanske Marvel univers ser vi nærmere på den forrige udgivelse med Marvels bud på den nordiske tordengud.

LokeAt G.Floy Studio i 2005 fandt på at udgive en trade paperback baseret på den amerikanske Marvel-figur var ikke lige noget der lå til højrebenet. Selv om Thor flere gange tidligere har været udgivet på dansk, så har han aldrig helt været oppe i samme popularitetslag som Spider-Man og X-Men. Faktisk havde han på daværende tidspunkt ikke engang sin egen serie på det amerikanske marked, idet Marvels udgave af de nordiske guder havde været igennem et ragnarok som betød en længere hvileperiode for tordenguden.

Nu bliver jeg ved med at snakke om Thor som figur, men faktisk så er det, som titlen antyder, ikke ham der er hovedpersonen i denne historie. Robert Rodi som har skrevet historien

Men heldigvis ser det ud til at G.Floy ikke lod den slags indgå i sine overvejelser, men kun så på kvaliteten af den historie der fortælles i “Loke” som samlingen af mini-serien med titlen “Loki” er kommet til at hedde på dansk. Heldigvis for det, må man sige, for det, for nu hvor Thor atter er blevet aktuel med sin genkomst i Civil War og en ny amerikansk serie skrevet af J.Michael Straczynski kan vi der overså udgivelsen i første omgang mulighed for at få en ekstra dosis Thor mens vi venter på hvad der mon vil ske med den nye udgave.

Nu taler jeg hele tiden om Thor, men faktisk indtager han, som titlen antyder en mindre rolle end vi normalt er vant til. I stedet får vi for første gang i seriens historie lejligheden til at finde ud af hvordan historien ser ud fra hans fosterbror Lokes synsvinkel.

Selv om jeg har en stor forkærlighed for tegneserie-skurke, må jeg indrømme at jeg ikke rigtigt havde nogen fidus til Loke. Onde tunger vil sikkert påstå at det bare er jalousi fordi han havde et godt øje til Storm i forbindelse med “The Asgardian Wars”, men for mig hænger det nok lige så meget sammen med at han ofte ender med af fremstå som en slesk kujon.

Måske har Mark Miller haft det på samme måde, for i anden runde af Ultimates lykkes det ham at lave en udgave af Loke som jeg synes er langt mere som en ordentlig skurk skal være. Men med hensyn til Loke, så må man sige, næsten som Joss Whedon siger om Ralph Dibny i forordet til “Identity Crisis”, at i denne historie der kan det godt være at man ikke synes han er noget særligt, men når man er nået igennem kan man ikke lade være med at føle med ham.

I tyve år har den svigefulde Loke udtænkt den ene plan efter den anden for at sætte Thor i et dårligt lys, skaffe ham af vejen eller bare skabe alment kaos, uden det store held. Men her ser vi ham endeligt nå sit mål, endda på den allerførste side. Hvordan han er nået til målet er i denne historie mindre vigtigt, for det som er formålet er at finde ud af hvem Loke egentlig er inderst inde, og det gør man bedst ved at fjerne ham fra sin sædvanlige rolle hvor han sniger sig rundt i skyggerne og smeder rænker i det skjulte.

Nu står han midt på scenen og kan nyde hvordan Thor ydmygende må knæle foran ham mens han sætter sig på tronen som hersker over Valhal. Her er højdepunktet af alt hvad Loke har stræbt efter, men straks efter begynder virkeligheden at trænge sig på, godt nok har Loke haft sit at se til, onde planer udtænker trods alt ikke sig selv, men det er intet imod hvad der kræves for at være den øverste af guderne. Her ser vi den første af svaghederne, for i sin stræben efter magten har Loke i den grad været defineret af sit had til Thor og alle de andre noble guder at han har lige så lidt begreb om hvad han egentlig vil med magten nu hvor han har den, ganske som en hund der hver dag jagter forbikørende biler og pludseligt en dag har held til at fange en.

I stedet vender han sig mod de overvundne helte, Thor, Sif, Balder og til sidst alfaderen Odin selv i en række dialoger som afslører mere af Lokes karakter end vi tidligere har fornemmet og en række aspekter i samspillet mellem dem kommer pludseligt op til overfladen. For hver figur begynder brikkerne at falde på plads, og man ser ham som en mand i kamp med sin egen skæbne.

Den danske oversættelse har Steffen P. Maarup stået for, og her vil jeg godt have lov til at udtrykke en sjælden begejstring. Normalt gruer jeg altid for nyere oversættelser af serier der involverer de Marvel figurer med en lidt mere arkaisk sprogbrug som for eksempel Doctor Strange eller Thor, for her er det ikke nok at kaste et par slangudtryk ind i taleboblerne og håbe at figuren lyder hip. Hvis man vil lyde gammeldags må man også kunne bruge og forstå gammeldags ord og talemåder, ellers kommer det til at lyde tamt, og det synes jeg at Steffen P. Maarup til fulde beviser at han kan.

Fakta om serien

Loke
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Robert Rodi
Tegner: Esad Ribic
Udgiver: Marvel Comics