Personer, ikke politik – Busiek om Avengers

I det forrige afsnit af interviewet med [[Kurt Busiek]] beskæftigede vi os med [[Thunderbolts]], en gruppe skurke der optrådte som helte mens de traditionelle Marvel helte var forsvundet. I dette afsnit rykker vi lidt frem i tid og ser på en periode hvor Busiek sammen med den legendariske tegner [[George Perez]] bragte [[Avengers]] tilbage til deres rødder og viste at man godt kan lave superhelte-grupper uden at de behøver at være mutanter.

Kort forinden Komiks 2008 havde det amerikanske blad [[Wizard]] lavet en liste over de største samarbejder i den tid bladet havde eksisteret, og ikke overraskende var Busieks samarbejde med George Perez med på listen. Busiek selv husker det også som noget specielt, men man fornemmer også at han ikke har lyst til at fremhæve et enkelt samarbejde frem for de andre.

Busiek: Ja, jeg ville nok sige Alex Ross og jeg, George Perez og jeg, Brent Anderson og jeg, Carlos Pacheco, Stuart Immonen … men ja, at lave The Avengers samme med George ver en pragtfuld oplevelse. Han er en fantastisk person at arbejde sammen med og et forbløffende og enestående talent.

Samarbejdet mellem de to blev kortvarigt udgivet på dansk i [[Mega Marvel]] nummer 28, men som så mange andre fremragende værker, så faldt det ikke i de danske fans smag. Og det er synd, for samarbejdet mellem de to byder både gode historier og George Perez legendariske tegninger.

Avengers - allesammen

Samarbejdet førte også til en klassisk bemærkning som er blevet genbrugt flere gange, for da Busiek blev spurgt om hvilke figurer Perez havde tænkt sig at tegne var svaret “Dem allesammen”. Bemærkningen skulle efter sigende være faldet i forbindelse med et crossover mellem Justice League og Avengers, men den kunne også være møntet på starten af deres samarbejde på Avengers hvor det lykkes dem at samle alt hvad der kan krybe og gå af nuværende og tidligere medlemmer.

Samarbejdet mellem de to omkring Avengers kom i stand på et tidspunkt hvor det i høj grad var mutanterne som var i fokus hos Marvel Comics. Det virkede som om at enhver serie de udgav på en eller anden måde skulle have et ‘X’ i titlen. Men det afskrækkede ikke Kurt Busiek der så det som en udfordring at lave noget andet.

Busiek: Du ved, Marvel havde været domineret af X-serier i så lang tid at Avengers endda var endt ovre hos Image fyrene i et års tid. Og de havde imiteret X-Men, de havde prøvet at få Avengers til at være mere som X-Men.
Det jeg gerne ville gøre – og George var helt med på det  – var, som jeg sagde: ‘Jeg vil have Avengers til at være mere som Avengers – Lad os lave rigtigt gode Avengers-historier i stedet for andenrangs X-Men historier’. Ved du hvad, hvis nogen vil læse X-Men historier så har de tretten bøger om måneden som de kan læse dem i, og jeg tror ikke de har travlt med at finde flere. Hvis nogen gerne vil læse den slags historier som Avengers handler om, så er der ikke andre steder de kan få dem med mindre Avengers fortæller dem, så lad os gør det, klampen i bund, fuld fart frem så godt som vi kan gøre det og se om ikke folk vil læse det. Og det ville de, så det virkede jo ganske godt.

I mange år har jeg også selv været en større fan af X-Men end af Avengers, jeg har altid haft lettere ved at identificere mig med de utilpassede X-Men som ikke var en del af det etablerede samfund end med Avengers som indeholder nogen store symboler som Captain America.

Busiek: Ja det er lige det – X-Men er heltene som befinder sig i skyggerne, dem man ikke stoler på – det er let at se hvorfor de er poplulære. Men Avengers kan ikke gøre den slags – Captain America kan ikke være helten i skyggerne man ikke stoler på. Han er Captain-Frigging-America!

AvengersMin egen tidlige opfattelse af Avengers var i høj grad at de var håndlangere for regeringen og at det var X-Men der var de rigtige helte. Derfor var det naturligt også at spørge Busiek om han opfattede dem på den måde.

Jeg ved ikke om jeg ville udtrykke det på den måde, men de er helte for det etablerede samfund. Den måde jeg vil udtrykke det på er, at de er vagtposterne som står deroppe på bymuren så du kan sove roligt i din seng om netten.
X-Men er skræmmende, Spider-Man er skræmmende, The Hulk er skræmmende, Daredevil er en smule bekymrende, men Avengers to Fantastic Four er solskins-heltene. De er den slags der ser godt ud i dagslys, de er den slags som gør at du er glad når de duker op. For de andres vedkommende så er du skræmt når de dukker op. Så det er en anden fornemmelse og det er hvad Avengers skal være efter min mening. Det skal være en katarsis, og lige nu har de et helt andet koncept, men jeg har ikke læst de historier så jeg kan ikke rigtigt kommentere på dem.

Meget overraskende havde Busiek nemlig tidligere på dagen afsløret at han faktisk ikke havde læst Marvels store crossover begivenhed “Civil War”. Hvilket vi vender tilbage til senre i interviewet. Men inden da var det tid til at følge nogen flere af de politiske undertoner omkring heltene til dørs.

I den danske udgivelse nåede man aldrig frem til den del af historien, men et gennemgående tema i Busieks Avengers historie er den sorte superhelt [[Triathlon]] som Avengers nærmest bliver påtvunget under en række beskyldninger for racisme, med henvisning til at de ingen farvede medlemmer har.  Som læser kunne man godt føle at Busiek prøvede at kommentere på den stigende politiske korrekthed i samfundet.

Triathlon fra AvengersJeg syntes det kunne være en interessant ting at udforske – Marvel havde gjort noget tilsvarende i årevis og de havde allerede havde haft The Falcon på holdet på grund af ligestilling.

Jeg ville ikke udforske de samme ideer, men folk spurgte: ‘Kommer der til at være nogen farvede medlemmer i Avengers?’ og det fik mig til at tænke ‘Vi vil gerne have det til at være de klassiske Avengers og alle de klassiske Avengers medlemmer er hvide fyre’ måske med undtagelse af Black Panther og han har sit eget hæfte.
Så i samme øjeblik du bringer en farvet fyr ind på holdet, så har du en person hvor halvdelen af læserne vil sige ‘Tjah, han er jo ikke en rigtig Avenger”. Han er ikke et af kerne-medlemmerne, en af de seje fyre, så jeg ville gerne lege lidt med den ide og jeg ville også gerne lege med den ide at Triathlons problem ikke var hans hudfarve, det var hans religion. Årsagen er hans forbindelse til The Triune Understanding og det ville være interessant at udforske for hvis folk havde noget mod at han var på holdet, så er det mere sandsynligt at det ville blive opfattet som at de var imod hans hudfarve selv om det i virkeligheden er hans religiøse tilknytning.

Og den slags ting – når man har en figur som gør noget og en anden figur der opfatter det på en anden måde – skaber et interessant drama. Jeg synes ikke det sådan rigtigt endte med at blive en stor historie, men det gav os nogen interessante øjeblikke, nogen interessante fokuseringer på personerne. [Mens jeg skrev] Avengers var jeg nok en smule for tilbageholdende når jeg skulle skrive noget med de nye figurer. Når jeg skulle bringe Ultron ind i historien kunne jeg bare sprænge alting i luften og bruge en masse tid på at fokusere på Ultron, men når jeg skulle fokusere på Triathlon eller en ny skurk havde jeg en følelse af ‘åh, jeg må hellere snart komme videre til noget andet, for det folk gerne vil se er jo de klassiske ting’, så jeg forfordelte dem en smule.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse hvis man har fulgt alle dele af interviewet med Busiek op til dette punkt at han helst forholder sig til personerne og deres indbyrdes forhold, snarere end til de store ideologier, så vi besluttede at spørge ham direkte.

Avengers forsideIkke som forfatter, nej. Jeg er meget mere interesseret i persondrama, så hvis man ser på hele spørgsmålet om … Triathlon er medlem af The Triune Understanding. The Triune Understanding kan ikke lide Avengers, men det er deres ledelse, og han er ikke en del af ledelsen.

Jeg var egentlig ikke så bekymret for hvem der havde retten på sin side – min eneste bekymring var: skaber det noget interessant omkring personerne? Iron Man ville være egenmægtig omkring det fordi Iron Man er egenmægtig. Triathlon ville være pisse sur over det, for Triathlon sluttede sig til i forventning om at de ikke ville synes om ham fordi han er farvet. Og når det så viser sig at de ikke kan lide ham, tjah ‘det må være fordi jeg er farvet’, bortset fra at det er det ikke.

Hvordan reagerer han så på det? Han er usikker på hvad han skal gøre – han kommer til med en vis fortørnelse og inderst inde er Triathlon en holdspiller  han er i høj grad typen på en professionel sportsudøver, så ved at gøre ham til holdspiller på et hold hvor han ikke følte sig velkommen gav ham en interessant personlig udvikling at skulle gennnemløbe. Med hensyn til det politiske i det – de kommer til at løse det ud fra det faktum at Iron Man er en af de gode og Triathlon er en af de gode og selv om der vil opstå misforståelser undervejs, så er de begge to på det godes side og de skal nok klare det.
Men det personlighedsmæssige er det som jeg er interesseret i, og jeg syntes at det gav mig en fin lejlighed til at arbejde med det.

Astro CityEt par dage før interviewet var undertegnede blevet grebet af panik over sin manglende viden om en stor del af Busieks produktion, så jeg havde kastet mig over de to første trade paperbacks med Astro City som godnat-læsning, kun for at springe ud af sengen igen med et “Du godeste! Det er jo Civil War om igen”. Et hurtigt blik på udgivelsesdatoen kunne dog forsikre om at Busiek havde skrevet historien tilbage i 1997. Så selv om Busiek havde påstået at han ikke havde læst “Civil War” måtte jeg nødvendigvis spørge ham om han ikke følte at han allerede havde skrevet den.

Som altid var Busiek diplomatisk og henviste til at der var indtil flere forløbere i tidligere historier:

Well, jeg lavede den her historie hvor regeringen blev overtaget af rumvæsener der kunne skifte form og lige nu er de ved at lave noget med Skrulls, men selv før mig var der The Mutant Registration Act som var en del af plottet i X-Men historierne. Jeg ved ikke hvor tæt på jeg kom, for jeg har ikke læst det. Jeg ville snarere tro at serieskaberne hos Marvel langt hellere vil gentage The Mutant Registration Act med The Superhero Regirstration Act end at de vil kopiere Astro City, men jeg har som sagt ikke læst det, så jeg kan ikke bedømme det.

Personligt kan jeg kun anbefale de der har læst “Civil War” at købe “Life in the Big City” og “Confession” og drage deres egne konklusioner.

Skulle man efter at have læst dette have fået lyst til at læse den del af Busiek og Perez’ udgave af Avengers som aldrig kom på dansk, så kan den købes i en meget lækker hardcover udgave i stor størrelse. Ligesom Waid og Weiringos udgave af Fantastic Four så egner den sig perfekt til en ordentlig indbinding, kraftigt papir og ordentlige farver, så køb dem og lade være med at bruge pengene på antikvariske eksemplarer af Mega Marvel.

Loke

I anledning af Thors tilbagevenden til både det danske og det amerikanske Marvel univers ser vi nærmere på den forrige udgivelse med Marvels bud på den nordiske tordengud.

LokeAt G.Floy Studio i 2005 fandt på at udgive en trade paperback baseret på den amerikanske Marvel-figur var ikke lige noget der lå til højrebenet. Selv om Thor flere gange tidligere har været udgivet på dansk, så har han aldrig helt været oppe i samme popularitetslag som Spider-Man og X-Men. Faktisk havde han på daværende tidspunkt ikke engang sin egen serie på det amerikanske marked, idet Marvels udgave af de nordiske guder havde været igennem et ragnarok som betød en længere hvileperiode for tordenguden.

Nu bliver jeg ved med at snakke om Thor som figur, men faktisk så er det, som titlen antyder, ikke ham der er hovedpersonen i denne historie. Robert Rodi som har skrevet historien

Men heldigvis ser det ud til at G.Floy ikke lod den slags indgå i sine overvejelser, men kun så på kvaliteten af den historie der fortælles i “Loke” som samlingen af mini-serien med titlen “Loki” er kommet til at hedde på dansk. Heldigvis for det, må man sige, for det, for nu hvor Thor atter er blevet aktuel med sin genkomst i Civil War og en ny amerikansk serie skrevet af J.Michael Straczynski kan vi der overså udgivelsen i første omgang mulighed for at få en ekstra dosis Thor mens vi venter på hvad der mon vil ske med den nye udgave.

Nu taler jeg hele tiden om Thor, men faktisk indtager han, som titlen antyder en mindre rolle end vi normalt er vant til. I stedet får vi for første gang i seriens historie lejligheden til at finde ud af hvordan historien ser ud fra hans fosterbror Lokes synsvinkel.

Selv om jeg har en stor forkærlighed for tegneserie-skurke, må jeg indrømme at jeg ikke rigtigt havde nogen fidus til Loke. Onde tunger vil sikkert påstå at det bare er jalousi fordi han havde et godt øje til Storm i forbindelse med “The Asgardian Wars”, men for mig hænger det nok lige så meget sammen med at han ofte ender med af fremstå som en slesk kujon.

Måske har Mark Miller haft det på samme måde, for i anden runde af Ultimates lykkes det ham at lave en udgave af Loke som jeg synes er langt mere som en ordentlig skurk skal være. Men med hensyn til Loke, så må man sige, næsten som Joss Whedon siger om Ralph Dibny i forordet til “Identity Crisis”, at i denne historie der kan det godt være at man ikke synes han er noget særligt, men når man er nået igennem kan man ikke lade være med at føle med ham.

I tyve år har den svigefulde Loke udtænkt den ene plan efter den anden for at sætte Thor i et dårligt lys, skaffe ham af vejen eller bare skabe alment kaos, uden det store held. Men her ser vi ham endeligt nå sit mål, endda på den allerførste side. Hvordan han er nået til målet er i denne historie mindre vigtigt, for det som er formålet er at finde ud af hvem Loke egentlig er inderst inde, og det gør man bedst ved at fjerne ham fra sin sædvanlige rolle hvor han sniger sig rundt i skyggerne og smeder rænker i det skjulte.

Nu står han midt på scenen og kan nyde hvordan Thor ydmygende må knæle foran ham mens han sætter sig på tronen som hersker over Valhal. Her er højdepunktet af alt hvad Loke har stræbt efter, men straks efter begynder virkeligheden at trænge sig på, godt nok har Loke haft sit at se til, onde planer udtænker trods alt ikke sig selv, men det er intet imod hvad der kræves for at være den øverste af guderne. Her ser vi den første af svaghederne, for i sin stræben efter magten har Loke i den grad været defineret af sit had til Thor og alle de andre noble guder at han har lige så lidt begreb om hvad han egentlig vil med magten nu hvor han har den, ganske som en hund der hver dag jagter forbikørende biler og pludseligt en dag har held til at fange en.

I stedet vender han sig mod de overvundne helte, Thor, Sif, Balder og til sidst alfaderen Odin selv i en række dialoger som afslører mere af Lokes karakter end vi tidligere har fornemmet og en række aspekter i samspillet mellem dem kommer pludseligt op til overfladen. For hver figur begynder brikkerne at falde på plads, og man ser ham som en mand i kamp med sin egen skæbne.

Den danske oversættelse har Steffen P. Maarup stået for, og her vil jeg godt have lov til at udtrykke en sjælden begejstring. Normalt gruer jeg altid for nyere oversættelser af serier der involverer de Marvel figurer med en lidt mere arkaisk sprogbrug som for eksempel Doctor Strange eller Thor, for her er det ikke nok at kaste et par slangudtryk ind i taleboblerne og håbe at figuren lyder hip. Hvis man vil lyde gammeldags må man også kunne bruge og forstå gammeldags ord og talemåder, ellers kommer det til at lyde tamt, og det synes jeg at Steffen P. Maarup til fulde beviser at han kan.

Fakta om serien

Loke
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Robert Rodi
Tegner: Esad Ribic
Udgiver: Marvel Comics

Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det måske ikke helt så overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men på det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nået igennem Marvels bud på Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men så sent som ved indsættelsen af den nyligt afgåede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke må forhindre habeas corpus, så betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan måske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, så er det interessant hvor forskelligt de kan håndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud på hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angår håndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt så er der “Infinite crisis” som også tager fat på konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. Så burde indkøbssedlen vist også være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

Spider-Man nummer 370

Spider-Man nummer 370 Så fik vi den første af de store begivenheder i Civil War der i hvert fald for et stykke tid vil ændre en hel del på det Marvel univers vi kender. I USA er man allerede ved at geare op til den næste store begivenhed i Spider-Mans liv som kommer til at ske i den historie der hedder “One more day”, men herhjemme er hans fans nok stadigt ved at tygge på nyheden om at Peter Parker nu har afsløret sin identitet for resten af verden.

Egentlig er det jo en ret alvorlig sag det Peter Parker gør, men det leder til en del komiske situationer, både J. Jonah Jamesons reaktion på nyheden og ikke mindst den efterfølgende telefonsamtale Peter har med MJ og tante May i den ene mobiltelefon mens Reed og Sue Richards er på den anden telefon. Der har nok været et par stykker der har kigget underligt efter mig i S-toget, for jeg morede mig kongeligt over tante Mays bekymring over hvorvidt Peter nu var årsag til et skænderi mellem Sue og Reed, som jo er sådan et pænt par.

Bemærk i øvrigt hvor mange gange i løbet af nummeret der bliver refereret til at Peter må ud og kaste op af nervøsitet før sin pressekonference. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om Mark Millar lader sin egen virkelighed skinne igennem, men i så fald skulle det være et nummer tidligere end beregnet. Der skete nemlig det kort før at Marvel startede på Civil War at Millar blev diagnosticeret med Chrons sygdom, som kræver at man slapper af og tager det roligt. I stedet tog Millar jo så fat på det mest omfattende og stressende job man overhovedet kan tænke sig som hovedarkitekt på Civil War. Da man nåede frem til det fjerde nummer var tingene blevet så slemme at Millar måtte på hospitalet, og som han for nyligt udtalte i et interview med Brian Michael Bendis i Wizard, så er hans erindringer om Civl War mest noget med at kaste op i en spand og så vende tilbage til notaterne omkring historien, se det er dedikation til sit arbejde.

Ud over Spider-Man selv, så byder nummer 370 også på de første konfrontationer mellem Iron Man og Captain Americas gruppe som kalder sig Secret Avengers. Navnet peger jo tilbage til den gruppe som både Iron Man og Captain America var medlemmer af igennem mange år, men ud over Secret Avengers når vi også at få set lidt til en anden gruppe Avengers, nemlig Young Avengers som såvidt jeg ved er et ubeskrevet blad i de danske udgivelser, mens Avengers har været udgivet sporadisk på dansk tidligere, senest med New Avengers serien. Men i stedet for at gå i detaljer omkring de forskellige udgaver af Avengers her, vil jeg i stedet opfordre læserne til at checke ind på Tegneseriesiden senere på ugen hvor jeg gerne skulle være parat med en længere baggrundsartikel.

Preview fra ASMNu er Spider-Man jo figuren der om nogen er skabt til at unge mennesker kan identificere sig med helten. Han er i bund og grund skabt som en almindelig teenager, ikke en millionær som Bruce Wayne, ikke et væsen fra rummet som Superman, men som et almindeligt menneske med almindelige problemer, men på samme tid med store forpligtigelser som superhelt på grund af sine kræfter. Marvels Joe Quesada har jo allerede flere gange været ude med riven og nævnt at han syntes det var forkert at man lod Peter Parker blive voksen og gifte sig med MJ, fordi det fjernede de ting fra figuren som gjorde at man kunne identificere sig med den. Hvad sker der så nu hvor Peter Parker har afsløret sig selv som Spider-Man, er der stadigt noget tilbage at identificere sig med? Det er hvad man forsøger at udforske i “Min neturfagslærer er Spider-Man!!” som er den anden historie i bladet, en slags mellemspil der er lidt nede på jorden mellem de store begivenheder i de to Civil War historier.

Jordan Harrison er en elev på de gymnasie hvor Peter Parker underviser, og historien følger hans genvordigheder i dagene omkring afsløringen af Spider-Mans identitet. Han har egentlig nok at slås med, hvis man ser verden med teenager-øjne, for dels er han lun på sin biologi-makker Madeline, dels er han bekymret for sine fremtidsplaner med at specialisere sig i biologi og blæksprutter. Ved skæbnens ironi dukker Doctor Octavius imidlertid op og gør tingene meget værre. Men egentlig er det ikke så meget Doctor Octopus som Otto Octavius der dukker op for ligesom J. Jonah Jameson at give sit besyv med omkring afsløringen af Spider-Mans identitet, og i betragtning af at den kære doktor på et tidspunkt var ganske nært knyttet til tante May kan man måske ikke fortænke ham i at føle sig holdt en anelse for nar. Historien slutter meget amerikansk, og hvor man måske havde tænkt sig at fortælle en historie der skulle underbygge at Peter Parker havde truffet det rette valg, så ender det stadigt med at virke mest som en påstand.

Sidste historie dækker to aspekter, først får vi en forklaring på hvor X-Men står i hele sagen omkring registrering. Ikke overraskende har Emma Frost ikke det store til overs for Tony Starks initiativ, mutanter har jo i forvejen dårlige erfaringer med lovgivning omkring registrering, og Iron Man og de øvrige helte var jo ikke just ved at falde over hinanden for at hjælpe det sønderbombede Genosha hvor Emma havde etablere sin skole. Lidt mere overraskende er det måske at det antydes at de to muligvis har haft et forhold tidligere. Egentlig siger det en del om Tony Starks kynsme at han bringer det på bane i situationen, men på den anden side ville det ikke undre hvis Emma Frost selv har benyttet sig af situationen til at liste et par gode designs ud af Iron Mans hjerne.

Derefter er der lagt op til en af de helt store scener med slagsmål igen, og ikke mindst den mest overraskende entre på allersidste side i bladet. Da de danske læsere oven i købet ikke har fået den historie der blev bragt som optakt i Fantstic Four # 536-537 så burde overraskelsen være total. Men snakken om hvem der dukker op og hvad der er tale om med det mystiske “42” som Reed Richards har gang i, må vente helt til oktober måned, for næste nummer af Spider-Man og dermed også Civil War sagaen kommer først 4/10. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Mark Millars fremtidsplaner

Mark MillarOvre på sit forum løfter Mark Millar – manden bag bl.a. The Ultimates og Civil War – sløret for sine fremtidige projekter for Marvel:

We’ll fill in the blanks later because some of these won’t be announced until Chicago con (where Marvel want to make a big splash). But here’s what I’m stockpiling at the moment and one of the reasons (besides those six months off) why there’s only 2 Marvel comics out from me this year.

Starting in January…

1/ Me and Hitchy take over a regular Marvel series.
2/ Me and McNiven do likewise.
3/ Me and Tommy Lee Edwards do 1985
4/ Kick-Ass with me and John Romita Jr

There’s a fifth comic out next summer, a kind of creator-owned follow-up to The Ultimates, but I’ve only written the first two issues and the artist hasn’t even started yet so unlikely to see the light of day before this time next year. But 1985 is entirely written, the Hitchy project has nine scripts in the can, the McNiven book is three issues in and Kick-Ass is halfway through. So schedule is looking good and most will be scripted entirely before the first issue is published. It’s nice to be ahead of my deadlines for once.

But these all get big art previews in August. So look out for em.

Det er næsten mere end min hjerne kan rumme ;) – Millar er i mine øjne en rigtig god forfatter, og projekter som involverer Bryan Hitch (“Hitchy”), Steve McNiven og ikke mindst John Romita Jr. er også højt på den indre shoppingliste, så jeg glæder mig helt enormt. Bliver det ikke snart januar?

Interssant er det også at det ser ud til at hans tid hos Marvel er ved at være slut:

[W]hat’s listed above is the last of my Marvel projects for the time being. We had talked about a big 36 issue run, but losing the year really killed that dead and my contract’s up in May. No plans to sign up again for now… I’m going to do creator-owned for a while (maybe a year) before thinking about any other company-owned projects.

Men hvis tiden har lært os noget, er det at man skal tage Millars udtalelser med at gran salt eller to – og kombineret med det faktum at Marvel (hvis de ved hvad der er godt for dem) er ved at bakken en lastbil fyldt med penge ind i Millars indkørsel, så lad os se hvad fremtiden bringer …

Fantastic Four – da Marvel fik sin første-familie

I forbindelse med den danske premiere på film nummer to om Marvels superheltegruppe Fantastic Four ser vi lidt nærmere på hvordan gruppen oprindeligt opstod og hvordan de har udviklet sig igennem årene.

Myten om golfmatchen

Fantastic FourDet er nok den mest betydningsfulde golfmatch som muligvis aldrig har fundet sted. Så kryptisk kan man vist beskrive den begivenhed som satte gang i det Marvel univers vi kender idag. I 1961 var Stan Lee ved at være brændt ud, hans arbejde hos forlaget Timely så ikke ud til at føre nogen steder trods det at han havde haft mange gode ideer over årene og trofast fulgt sin chef hver gang denne lidt for sent opdagede en seneste trend indenfor udgivelser. Men Stan Lee mente at han havde større og vigtigere ting at bidrage til denne verden med end at efterligne hvad alle andre forlag fandt på

“I had finally decided I was getting too old to be turning out simplistic comicbooks, day after day, ad anauseam. It might have been more endurable if I could have written stories that had – even though this sounds like a contradiction in terms – more realistic fantasy. But Martin never wavered from his insistence that the strips be done the way they had always been done, with very young children in mind.”

Stan Lee, som netop havde undladt at bruge sit virkelige navn Stanley Lieber, idet han håbede at bruge det når han en dag skulle skrive berømt bog, følte at tegneserierne var en blindgyde for ham. Der var ikke noget forlag der ville drømme om at ansætte en mand hvis CV kun indeholdt manuskripter til tegneserier, så hvis han ville videre måtte han prøve noget andet. Stans kone Joanie havde tidligere talt ham fra at forlade tegneseriebranchen. Hun påpegede at Martin Goodman jo syntes om hans arbejde og at hans serier jo solgte udmærket, men denne gang var hun parat til at stå bag ham hvis han ville noget nyt.

Inden det kom så vidt at Stan fik fortalt Martin Goodman om sine fremtidsplaner nåede Goodman imidlertid at bede ham om at gøre det ene job, som for altid skulle fastlægge Stan Lees plads i universet. Ifølge overleveringen, som nogen hævder er det rene opspind, havde Goodman nemlig spillet golf med Jack Liebowitz som var udgiver for National Comics, det der senere skulle blive til DC comics. Liebowitz pralede under matchen med sin nye serie “The Justice League of America” som solgte rigtigt godt og ifølge Liebowitz ville det føre til en ny efterspørgsel efter blade om superhelte og specielt grupper af superhelte. Så som altid var Goodman parat til at følge trop hvor andre ledte og vendte tilbage til Stan Lee med opgaven at skabe en gruppe af superhelte. Lee gik modvilligt med på ideen, problemet var bare at Marvel ikke havde nogen etablerede helte man kunne samle i en gruppe, så han måtte starte fra bunden af med at skabe en gruppe der ikke lignede noget man havde set før.

En familie skabes

I sin selvbiografi “Excelsior! The Amazing Life of Stan Lee”, hvorfra det tidligere citat også er hentet, fortæller Stan Lee selv om sin metode til at skabe superhelte. Der findes en gammel talemåde som siger, at måden at lave en skulptur af en elefant er at man tager et stort stykke marmor, og så hugger man alt det væk som ikke ligner en elefant. Stan Lee valgte at bruge samme metode til at skabe sine helte på, man fjerner alle de ting som allerede er gjort tidligere i andre serier, og så har man forhåbentlig en ny helt.

En af de første ting der røg overbord var den hemmelige identitet, hvilket sætter Fantastic Four i et specielt lys i disse Civil War tider hvor de med rette kan hævde at de har klaret sig selv om resten af verden vidste hvem de i virkeligheden var. Det næste der røg var kampen mod forbryderne, ikke at der ikke er skurke i Fantastic Four universet, men det er ikke den geneme slags som man ville sende Daredevil, Spider-Man eller Batman til at bekæmpe. Fantastic Four giver sig af med de store monstre og de store skurke der vil erobre hele verden, hvilket Stan Lee flere steder bemærker at der jo ikke som sådan er nogen lov imod.

Fantastic Four - dengangDet er ikke ganske sikkert om Stan Lee da han udtænkte de kræfter som den kosmiske stråling skulle tilføre vore fire helte, skævede til de klassiske elementer, men flere andre forfattere har senere fremhævet ligheden. Human Torch er let nok at se som ild, The Thing som jord er også ligetil, mens Invisible Girl som luft og Mr. Fantastic som vand kan være lidt sværere at forliges med. Ikke desto mindre bliver ideen brug i “X4” som er en gentagelse af den klassiske “The Fantastic Four vs. The X-Men” historie, hvor også X-Men oplever hvad de kosmiske stråler kan gøre ved rumrejsende.

På det mere jordnære plan er det derimod tydeligt at Stan Lee kiggede på sine nye helte ikke som en gruppe af mennesker der havde sluttet sig sammen som tilfældet var med Justice League, men som en familie. Båndene mellem dem er tætte, Johnny og Sue Storm er søskende, Sue og Reed Richard er kærester og senere mand og kone og selv om Ben Grimm kun er Reeds gamle værelseskammerat fra college, så udfylder han trods det en rolle som en slags onkel til familien. Ved at introducere familie-dynamikken opnåede Stan Lee også at hans helte både kunne drille hinanden og skændes indbyrdes, men stadigt stå sammen som en enhed når ydre farer truede.

På mange måder kan man måske sige at Fantastic Four er skabt i det billede som Stan Lee så sig selv og sin familie i. Hans egen beskrivelse af sit liv og sin familie har altid en positiv tone og man fornemmer en fælles opbakning som er gensidig, selv da hans egen kone ville gå ham i bedene og blive forfatter, belært af tidligere fejl, hvor han overtalte hende til at opgive en lovende karriere som model til fordel for rollen som husmor, stak han hende en stabel papir og ønskede hende held og lykke. Han bad endda sine venner i forlagsbranchen om ikke at være for hårde ved hende, indtil han til sin overraskelse opdagede at Joanie faktisk viste sig at være en ganske udmærket forfatter, selv om hun nok aldrig kommer til at overgå sin berømte mand.

Derfor er det måske også sigende at Marvels mere dysfunktionelle familie X-Men aldrig på samme måde nåede popularitetens tinder med Stan Lee ved roret, selv om familiemennesket Stan Lee nok i sit hjerte følte for disse udstødte og gav dem en stemme gennem sit værk, så var det andre der skulle føre dem frem til at være relevante for en større læserskare gennem 80’erne og fremefter. Det er for eksempel også bemærkelsesværdigt at notere at i “Stan Lee meets …” der i sin hardcover udgave jo mere end noget ligner et festskrift over Stan Lees 65 års karriere hos Marvel er det Spider-Man og Fantastic Four som stjæler billedet, der er ikke nogen mutanter til stede.

De øvrige fantastiske helte

Ved at skabe Fantastic Four som en slags familie blev det også sværere at lave løbende udskiftninger blandt medlemmerne som man så det i andre grupper som Avengers. Selv om Human Torch i et af de tidlige numre forlader gruppen efter en mindre skærmydsel med The Thing, så ved vi at de er nødt til at overvinde deres uoverensstemmelser og samles igen. Men trods det har der været flere udskiftninger undervejs når forskellige medlemmer har haft brug for lidt personlig tid væk fra gruppen, for eksempel trak Sue og Reed sig på et tidspunkt i baggrunden for at tage sig af opdragelsen af deres unge søn Franklin. Og lur mig om ikke de nuværende begivenheder i Civil War med Human Torch på hospitalet og Reed Richards der frygter at hans støtte til Tony Stark kan få konsekvenser for hans forhold til Sue, kan risikere at føre til at tidligere medlemmer dukker op igen eller at nye afløsere må hentes ind.

Der er ihvertfald nok at tage af i rækken af tidligere medlemmer, Luke Cage blev på et tidspunkt hentet ind som afløser for Ben Grimm, She-Hulk udfyldte en tilsvarende position og begger er stadigt aktive i forhold til Civl War historien. Fra gruppen af Inhumans, aktuelle fra de større historieforløb Decimation og Silen War har Medusa og Crystal været medlemmer. Men hvorfor nøjes med at hente prøvede figurer frem igen, i Fantastic Fours verden hvor man både kan rejse i tid og rum har der været versioner af gruppen hvor alt fra Skrulls til Dr. Dooms adoptivsøn har været med. Det eneste vi kan være nogenlunde sikre på er, at uanset udskiftninger af medlemmer, så er det kun et spørgsmål om tid før man vender tilbage til de oprindelige fire.

Stan LeeEn knapt så fantastisk helt, men en bifigur som også fortjener at blive nævnt, er postmanden Willie Lumpkin. Den pæne ældre mand har trofast slæbt tonsvis af fan-breve op til toppen af Baxter-bygingen hvor FF har deres hovedkvarter, for når man er offentligt kendte helte får man selvfølgeligt breve fra fans, Stan Lee fandt endda på at afsætte et helt nummer blandt de tidlige til at lade FF besvare imaginær fanpost. Men faktisk har Willie Lumpkin en mindre forhistorie helt udenfor superhelte genren. Han var nemlig oprindeligt en figur som Stan Lee opfandt som en selvstændig serie for Timely, som Marvel hed dengang. Stan Lee som den indfødte New Yorker han var, ville gerne lave en serie om en politimand i storbyen, men inden redaktøren var færdig med at skære Lees ide til var Willie Lumpkin blevet et landpostbud. Uden det store kendskab til livet i provinsen forsøgte Stan Lee stadigt at følge sin skabning til døren, men det var først som biperson i Fantastic Four at han kom til sin ret flere år efter at den oprindelige serie var gået ind igen. Ironisk nok var det også netop i rollen som Willie Lumpkin at Stan Lee skulle få sine optræden i den første filmatisering af Fantastic Four.


Drengeklubben og Sue Richards som Marvels moderfigur

Hvis man ser på hvordan figurerne i Fantastis Four udvikler sig over tid som personer, så er der forbavsende få ændringer for Reed, Johnny og Ben.

Johnny er først og fremmest teenageren i os alle, vovehalsen og drillepinden. Til gengæld kan han prale af at have skabt en internet-talemåde, ihvertfald er der visse cyber-historikere som mener at hans udtryk “Flame on!” er ophav til det fænomen man på internettet kalder “flaming”, at argumentere på en grow og ophidset måde. Man taler ligefrem om “flame-wars” som kan dreje sig om alt fra Windows kontra Linux til Kirk kontra Picard i Star Trek. Selv om jeg tidligere påstod at Marvel ikke havde nogen eksisterende helte som de kunne basere deres gruppe på, så var der faktisk en Human Torch tidligere hos Marvel, men modsat Johnny Storm så var der tale om en androide som sammen med Submariner og Captain America bekæmpede de onde tyskere under anden verdenskrig.

Reed Richards er som, jeg tror det var Dan Turell der beskrev ham sådan, Marvel universets svar på Georg Gearløs. En videnskabsnørd der modsat sin gamle værelseskammerat fra universitetet, Victor von Doom, altid har en fast overbevisning om at alt kan forklares videnskabeligt, selv når gruppens eventyr bringer dem ansigt til ansigt med fantastiske væsener eller overnaturlige fænomener fra Dr. Strange’s verden holder han altid fast i at der kan bygges et apperat ud af forhåndenværende dimser fra hans laboratorium som kan modstå truslen. Ben har skiftet frem og tilbage mellem sin menneskelige form og sten-mennesket The Thing, men han er først og fremmest der for at være det jordbundne modstykke til Reed, både som den der gør opmærksom på at Reeds videnskabelige forklaringer er uforståelige for almindelige mennesker og som en fysisk påmindelse om at Reeds videnskab nogen gange kan føre ham ud i ting der kan have store konsekvenser for mennesker omkring ham.

Mr. Fantastic og Sue RichardsSue Richards er interessant fordi hun udvikler sig mere som et normalt menneske, modsat de øvrige mænd/drenge i gruppen som opfylder typiske drengedrømme om at lege “hemmelig hule”, opfinde fantastiske dimser og redder verden fra det onde. Stan Lee havde allerede fra starten den tanke at Invisible Girl måske nok skulle være kæreste med Mr. Fantastic, men at hun ikke bare skulle være en af den slags piger der dåner når de ser et monster og hele tiden skal reddes ud af den ene knibe efter den anden. I begyndelsen er hendes rolle dog stadigt begrænset til at blive usynlig på et belejligt tidspunkt når der er optræk til slagsmål og benytte sig af sin usynlighed til at redde de andre ud af fangenskab. I et af de tidlige numre af Fantastic Four, hvor man gennem hele nummeret ser gruppen besvare fanpost ser vi så Sue begynde at græde over at flere af brevene antyder at hun ikke gør nok for gruppen, og de tre andre må træde i karakter og forklare de vildfarne fans, og derigennem også læseren, at Sue skam er fuldgyldigt medlem og en vigtig del af deres missioner for at redde verden.

Snart bliver Sues kræfter også mere aktive, hun begynder at generere usynlige kraftfelter som kan bruges til modangreb i fysiske konfrontationer eller til at beskytte de andre holdmedlememer. I 80’erne under John Byrne dropper hun endda titlen Invisible Girl og bliver Invisible Woman. Selv om hun stadigt er omsorgsfuld og moderlig i forhold til resten af gruppen og sin søn Franklin, så er hendes kontrol over kraftfelterne nået til et niveau hvor hun nogen gange omtales som den der har de største kræfter i gruppen. Personligt har jeg altid fundet det som et interessant træk ved Sue Richards at hun i en verden hvor sexede kvinder og udfordrende uniformer ofte er normen har været i stand til at forblive kvinde/moder. På det sidste ser det desværre ud til, at under indtryk af brugen af Jessica Alba i filmudgaven af Fantastic Four, så har Marvel også valgt at lade Sue gå lidt tilbage fra at være Invisible Woman til at være Invisible Girl igen, om ikke af navn så af udseende.

Det var lidt om hvordan Fantastic Four opstod og udviklede sig, men de fire hovedpersoner i serien er langt fra det eneste som gør den verden som de bebor interessant. I et par kommende artikler vil jeg forsøge at gå lidt i detaljer med Silver Surfer, Galactus og Dr. Doom som er nogen af hovedaktørerne i den nye Fantastic Four filmatisering.

Borgerkrig hos Marvel – Civil War på dansk i Spider-Man

Tegneseriesiden kigger bag om sidste års store begivenhed i Marvel universet som nu begynder at udkomme i det danske Spider-Man blad.

 

Joe Quesada

En gang om året tager Marvels øverste redaktør Joe Quesada sine med-redaktører og en række udvalgte serieskabere med ud til et fjerntliggende sted hvor de kan lægge hverdagens små afbrydelser bag sig og tænke fremad og få ideer til de to næste år. Det er her linjerne trækkes op og de store historier der berører hele Marvels univers, som for eksempel “House of M”, bliver planlagt.

Egentlig troede man også at tingene var på plads denne gang, man havde fundet frem til nogen den store begivenhed, efter at Hulk var blevet sendt ud i rummet af en række helte fra jorden ville han vende tilbage igen endnu mere rasende end før og fast besluttet på at gøre regnskabet op. Men i sidste ende var der noget der manglede, så Joe Quesada rystede posen igen og kom op med to ord som skulle lave om på det hele. Selv om man næsten var på vej til at tage hjem igen var ingen af de inviterede i tvivl, det her var den rigtige begivenhed, så Quesada og resten af staben skubbede alle de eksisterende planer i baggrunden og begyndte at planlægge en af de største begivenheder nogensinde i Marvels univers. Men alt var ikke tabt for fans af den vrede grønne kæmpe, Hulk fik lov til at arbejde med sine evner i at føre krig i “Planet Hulk”, og i 2007 ruller “World War Hulk” gennem Marvel universet, måske er vi så heldige at der bliver plads til den i Egmonts udgivelsesprogram.

 

Historien om Quesadas beslutning om at udskyde Hulks tilbagevenden til jorden og i stedet starte en begivenhed der skulle få vidtrækkende konsekvenser for en del af heltene i Marvel universet har man for længe siden kunnet læse i det amerikanske blad Wizard, men først nu begynder det at blive interessant for danske læsere i og med at Egmont begynder at udgive begivenheden som en del af det danske Spider-Man blad. Det er dog lagt fra hele Civil War der udkommer på dansk, dertil er antallet af udgivelser simpelthen for stort, der er stof nok i Civil War til at udfylde Egmonts udgivelser både i år og næste år med hvis man skulle have alt med. De der gerne vil have detaljerne om hvilke af de amerikanske udgivelser vi får med kan læse nærmere om det i Kim Helts blog på www.superhelte.dk

 

Hos Egmont har man altid været nødt til at økonomisere i forhold til disse store amerikanske begivenheder, “Secret Wars” udkom som en del af det daværende Edderkoppen og først næsten tyve år efter den oprindelige udgivelse fulgte man op med den samlede udgivelse. “Age of Apocalypse” blev indarbejdet i udgivelserne af X-Men og Wolverine så man fik de væsentligste kapitler, og efter at have læst alle de fire tykke bind der for nyligt er kommet på engelsk med hele begivenheden i må man sige at der er lavet et godt stykke beskæringsarbejde. Senest var det en af forhistorierne til Civil War, “House of M” som måtte skæres lidt til da den oprindelige hovedhistorie fylder hele 9 graphic novels af den slags på små hundrede sider eller mere. Så at indarbejde “Civil war” i den danske udgivelse af Spider-man er nok den bedste løsning så længe man ikke er sikker på at den kan bære en selvstændig udgivelse, da det langt hen ad vejen er ham som begivenhederne i Marvels borgerkrig får de største konsekvenser for.

 

Man fristes til at sige at ingen i Marvel universet går ram forbi da borgerkrigen først bryder ud, men det er ikke helt rigtigt – ude i resten af universet har de rigeligt af andre ting at se til, Shi’ar imperiet kommer til at føle efterdønningerne af begivenhederne i “Deadly genesis” hvor første del kom på dansk i X-Men 142. Resten af de kosmiske skurke og helte er optaget af en anden stor Marvel begivenhed med titlen “Annihilation” og de har kun en hovedrysten til overs overfor de smålige interne stridigheder som udspiller sig mellem jordens helte.

 

Hvad er essensen så i “Civil War”, siden den i den grad kan bringe sindene i kog? Selvfølgeligt kan man ikke lave en amerikansk serie med denne titel uden at der må være referencer til den amerikanske borgerkrig, og allerede i optakts-historien “Mr. Parker goes to Washington” ser man Spider-Man kæmpe mod Titanium Man foran Lincoln monumentet hvor den amerikanske præsident som holdt landet samlet trods borgerkrigen er udødeliggjort med en af den slags statuer der ellers normalt er forbeholdt græske eller romerske guder. Men det handler mere om nutidig politik, som titlen også antyder så er Peter Parker ligesom James Stewart i filmen “Mr. Smith goes to Washington” meget naivt trådt ind i et politisk liv hvor han ønsker at gøre det bedste men slet ikke kan gennemskue hvilke rænker der smedes omkring ham.

 

Ligesom Sider-Man kun vanskeligt kan gennemskue spillet omkring ham, så er det heller ikke helt nemt at gennemskue hvor langt tilbage trådene op til Civil War egentlig går, og for at sikre at hele affæren var speget nok har Marvel udført et såkaldt “retcon” og indarbejdet en større sammensværgelse i Marvel universet. Begrebet “retcon” står for “retroactive continuity” og bruges om de steder hvor man ændrer på en etableret person ved at introducere nye begivenheder i vedkommendes fortid. Forud for Civil War introducerede man ideen om et hemmeligt selskab iblandt Marvels helte, en gruppe som man kaldte Illuminati. Kort efter den såkaldte Kree-Skrull krig samledes en række af de mest magtfulde helte indenfor forskellige områder til en konference i Wakanda. Initiativtageren var Iron Man, som ville samle de øvrige: Dr. Strange, Professor Xavier fra X-Men, Reed Richards fra Fantastic Four, Black Bolt fra Inhumans og Prins Namor fra Atlantis. Formålet var at undgå at jorden i fremtiden skulle risikere at stå uforberedt overfor en lignende trussel.

 

Det er denne gruppe som senere står bag det plot der får sendt Hulk ud i rummet, godt nok var det ikke intentionen at han skulle sendes helt ud til den fjerne planet som han ender på i historien “Planet Hulk”, men tingene gik ikke helt som planlagt. Og det gør det generelt ikke med Tony Starks planer om at indføre et skyggekabinet, de interne modsætninger er for store, og det hele bryder ud i lys lue da han foreslår at alle superhelte skal registreres. Det betyder at regeringen fremover skal kende deres hemmelige identitet og sikre at de bliver uddannet på den rette måde, et radikalt farvel til det man jo ikke kan komme uden om har været en form for stiltiende accept af maskerede selvtægtsforbrydere. Tony Starks forslag er for hård kost for de fleste af hans medsammensvorne, Namor udtrykker det med: “First you took care of The Hulk and now you found a way to take care of the rest of us”. Dr. Strange og Black Bolt gør ham selskab og forlader gruppen, selv Reed Richards som støtter ham er klar over at det kan få konsekvenser for hans ægteskab, så tilbage sidder Tony Stark med en plan han føler er nødvendigt at gennemføre, men ingen allierede ved sin side.

 

Tony Stark er jo på mange måder en konservativ superhelt, en mand med tætte bånd til det som præsident Eisenhower i sin afskedstale advarede om under betegnelsen det militært-industrielle kompleks. Stark undskylder sig selv med at han, ligesom Reed Richards er futurist og derfor intuitivt kan fornemme hvad der er ved at ske, hvilket retfærdiggør at han er parat med en lov der skal imødegå at en superhelt en dag kommer til at bruge sine kræfter på en uansvarlig måde. Store ord, som lyder meget troværdige når nu historien og begivenhederne i Stamford er der til at retfærdiggøre dem, men selv virkelighedens futurister tager fejl af og til, som for eksempel IBM’s Thomas Watson der regnede med et verdensmarked for computere på omkring fem stykker, eller Microsoft grundlæggeren som mente at 640 Kb hukommelse ville være nok til enhver, og at Microsofts eget MSN netværk ville udkonkurrere internettet.

 

Overfor de to teknologisbegejstrede arkitekter bag The Superhuman Registration Act står manden som sjovt nok også ofte bliver slået i hartkorn med den amerikanske regering. Captain America er da også oprindeligt et ikon fra anden verdenskrig som skulle stå for patriotisme, men gennem årene er han også kommet til at stå for de amerikanske idealer som de skulle være, på et tidspunkt smed han endda uniformen i protest mod korruption i den regering han ellers skulle være forkæmper for. Steve Rogers er en mand fra en anden tid, og derfor er han også den rette at sætte op mod Stark og hans tilhængere. Han er ud af en tid hvor man så hvor galt det kunne gå når frihedsrettighederne blev solgt ud til totalitære regimer både på højre og venstre fløj, en stædig idealist som ikke lader sig spise af med en dygtig spindoktor. Eller er han politisk naiv og ude af trit med de nye farer som verden i det 21. århundrede byder på?

 

Ideen i Civil War er egentlig ikke ny, dele af den kan spores tilbage til Alan Moores klassiske historie Watchmen og The Superhuman Registration Act minder også til en vis grad om den Mutant Registration Act som optrådte i tidligere tiders X-Men, så uden at have læst hans reaktion endnu ved vi nok allerede nu hvor Wolverine befinder sig når linierne skal trækkes op. Forskellen er, at mens Mutant Registration Act i høj grad var et skrækscenarie som forfatterne kunne holde frem for hvor galt det kunne gå når frygt vandt over tolerance, så er The Superhuman Registration Act en langt mere konkret lovgivning der bliver vedtaget allerede ved begyndelsen af Civil War.

 

En anden begivenhed der har tilsvarende stor indflydelse på begivenhederne i Civil War udspiller sig også kort efter Kree-Skrull krigen, nemlig at Wanda Maximoff også kendt som Scarlet Witch opdager at hun nærer følelser for androiden Vision, og at han på uforklarlig vis også nærer denne menneskelige følelse. Over tid begynder Scarlet Witch sind at bryde sammen og vi får de dramatiske begivenheder i Avengers Dissasembled som leder frem til House of M der så sammen med begivenhederne i Decimation rydter scenen for mutanter så den omorganiserede Avengers kan træde frem i rampelyset som hovedaktørerne i Civil War. Hermed afspejler det meget godt hvilket skift der er sket hos Marvel gennem de sidste par år hvor man er gået fra at mutantene næsten dominerede alt hvad der skete til at det hotte team nu om dage er en af de mange varianter over Avengers. Det kunne virke som om at der er gået en lang rød tråd gennem Marvels univers fra de gamle numre af Avengers frem til i dag, men sandheden er snarere at man har haft et meget dygtigt team bag serien.

 

Folkene bag Civil War er først og fremmest forfatteren og hovedarkitekten Mark Millar, tegneren Steve McNiven og så redaktøren Tom Brevoort. At det netop blev Millar der skulle håndtere den Avengers-tunge historie i Civil War er nok ikke nogen tilfældighed. Det var Millar man hev frem da Avengers i sin tid skulle have en ansigtsløftning så de blev relevante for Marvels Ultimate univers. Millar nåede at stå for to runder af The Ultimates, som Avengers endte med at hedde i den verden, og selv om de sidste numre af hans anden runde havde forsinkelser i en grad man eller kun forbinder med Joss Whedon, så var begejstringen blandt læserne stor. The Ultimates inspirerede også to tegnefilm som er udsendt direkte på DVD men som er glimrende underholdning.

 

Mark MillarMillars Ultimates har klart en række politiske toner, og det kan ikke undre når man nu ved at skotten tidligere har arbejdet sammen med landsmanden Grant Morrison på 2000 A.D. og Swamp Thing, ligesom han senere afløste Warren Ellis på The Authority (hans arbejde på Vampirella sammen med Morrison er derimod ikke specielt politisk men viser også at der godt kan være andre interessante ting ved den kvindelige vampyrjæger end hende marginale påklædning). At Civil War også har klare politiske undertoner, såsom henvisninger til 9/11 og de efterfølgende indgreb i den personlige frihed som amerikanerne var udsat for blandt andet gennem The Patriot Act, benægter Millar heller ikke, men som han selv udtrykker det, så er det ikke fordi det er hans ærinde at inddrage politik, det er bare den måde det ender med at blive når han skriver.

 

Ligesom Millar har en opgave i at sikre sammenhæng i Civil War historierne, så skal Steve McNiven sikre at de syv hæfter i hovedhistorien ser ens ud. Hos konkurrenten DC valgte man at bruge forskellige tegnere til sidste års store begivenhed “52” men at lade Keith Giffen stå for at nedbryde alle manuskripter til layouts så man fik en ensartet måde at gøre tingene på, en process han selv senere beskrev som at blive langsomt hakket til døde af en flok ænder. Helt så galt var det ikke for Steve McNiven, der tidligere havde slået sit navn fast via det nu hedengangne CrossGen forlag og serien Meridian, som kortvarigt udkom på dansk som en del af titlen “Magic Fantasy”.

 

McNiven selv er et af den slags jordbundne mennesker der er meget tilbageholdende med selv at kommentere sit seneste spring fra lovende ungt talent til stjernestatus. Selv mener han at han først og fremmest var heldig med at Mark Millar ønskede at arbejde sammen med ham, emn det stikker dybere end det, at overbevise Millar er en ting, at være så god at Brian Michael Bendis giver slip på en på New Avengers fordi det er vigtigere at få den rette mand på pladsen er også en præstation. Og for at det ikke skulle være nok så valgte Tom Brevoort selv om det fjerde nummer af Civil War var forsinket ikke at sætte en anden tegner på opgaven. McNivens tidligere arbejder kan blandt andet ses i New Avengers trade paperback bogen “The Sentry” og i et enkelt nummer i “The Collective”.

 

Manden der binder det hele sammen er Tom Brevoort, som har arbejdet sig op fra bunden hos Marvel til idag at være redaktør for både New Avengers, Fantastic Four og Civil War. Man kan løbende følge med i hvad han tænker om stort og småt på hans blog hos Marvel på adressen, selv om jeg ikke altid er enig med ham, for eksempel omkring brugen af betegnelsen 616 for det “normale” Marvel Univers, så er det som regel interessant læsning at følge.

 

Dette var så meget info om Civil War vi kunne give i denne omgang uden at afsløre for meget af handlingen i de kommende numre af Spider-Man. Vi håber at kunne følge op efterhånden som historien udkommer.

 

 

Spider-Man nummer 369

Spider-Man nr. 369Som altid når jeg kaster mig over et nummer af Spider-Man, hvad enten det er den voksne eller børneudgaven, så skal der gerne være lidt mere end bare Peter Parker selv til at holde min interesse fanget. Børneudgaven, som fra næste nummer skifter navn til Spider-Man kids, gjorde mig nysgerrig ved at have Wolverine med, og jeg må indrømme at jeg faktisk har ladet mig friste af hvert nummer siden eftersom der var en ny Marvel-helt med hver gang, Dr. Strange, Thor, Black Widow, en rigtig god måde at få introduceret de unge læsere til Marvel-universets mangfoldighed.
Men tilbage til Spider-Man i den “voksne” udgave, her er det selvfølgeligt starten på “Civil War” der trækker. Egentlig havde jeg besluttet mig for at jeg ville vente og købe hele fortællingen i trade paperbacks eller en eventuel omnibus udgivelse, men nysgerrigheden gjorde at jeg alligevel ikke kunne holde mig fra den danske udgivelse.

Nummeret lægger ud med afslutningen på historien “Mr. Parker goes to Washington”, J. Michael Straczynskis valg af titel er en reference til Frank Capras film fra 1939 hvor James Stewart spiller den politisk naive spejderleder Jefferson Smith som pludseligt bliver en del af de politiske intriger i Washington da han bliver sendt ind som suppleant for sin stats afdøde senator. Tilsyneladende får han hjælp af en gammel ven af sin far, senatoren Joseph Paine, men denne skal snart vise sig at have sin egen dagsorden.

Tony Stark er måske ikke ligefrem nogen ven af hverken Peter Parkers fra eller onkel Ben, men han er så afgjort en mand med sin egen agenda. Gennem et stykke tid har han haft lejlighed til at etablere et nært forhold til Peter Parker, dels ved at agere faderfigur for ham, dels ved at spille på deres fælles interesse for videnskaben. Venskabet er endda kommet så vidt at Spider-Man har accepteret at lade Tony Stark designe en ny dragt til sig med en masse højteknologiske hjælpemidler – men vi ved jo allerede fra Spider-Mans tidligere historie at en ny dragt sjældent fører noget godt med sig.

I princippet skal Spider-Man optræde som en fornuftens stemme i forhold til Tony Starks forslag om at alle superhelte skal lade sig registrere hos regeringen for at få lov til at udøve deres “job”. Han kommer med nogen gode pointer for netop den type superhelte som han selv og for eksempel Daredevil og Punisher repræsenterer, at de maskerede helte netop nogen gange går ind i de sager som det officielle retsvæsen ikke kan eller vil røre ved, og derved bliver de en slags forkæmpere for dem der ingen forkæmpere har. Men alle hans gode argumenter falder til jorden i og med at han ikke kan vidne overfor senatet som maskeret superhelt og derfor må han træffe den vanskeligste og mest vidtrækkende beslutning i hele sin karriere som superhelt i den afsluttende historie “The war at home” hvor han rådfører sig med Mary Jane og tante May før han møder op til den pressekonference som vi må vente til nummer 370 med at se forløbet af.

Civil WarMen mens Spider-Man overvejer hvad han skal gøre er begivenhederne allerede ved at tage fart omkring ham, Marvel universet rystes af en begivenhed der får samme virkning som et 9/11 eller en rigsdagsbrand, alt efter hvilken side man hælder til i konflikten. I Stamford går en konfrontation mellem to grupper superhelte frygteligt galt og resultatet er den fuldstændige ødelæggelse af en nærliggende skole og hundrede af døde skolebørn til følge. Folkestemningen vender sig mod superheltene og intet ser ud til at kunne stå imod Tony Starks forslag, bortset fra en mand, for hvem de amerikanske idealer er vigtigere end skiftende holdninger i offentligheden. Captain America nægter at hjælpe med at arrestere de som modsætter sig registrering, og dermed er linierne trukket op til den helt store konflikt som vil dele Marvel universet på tværs af gruppe-tilknytninger, ægteskaber og venskaber. Der er mange tråde at holde rede på i Civil War, og derfor prøver Kim Helt også på sin meget begrænsede plads at gøre lidt rede for hvad det er der kommer til at foregå. Som et supplement til dette vil Tegneseriesiden i den kommende tid også forsøge at gå lidt i detaljer med de ting der er sket forud og omkring Civil War, den første artikel skulle gerne være online nogenlunde på samme tid som denne anmeldelse.

Selv om jeg godt ved hvordan det hele ender kan jeg næsten ikke vente med at læse videre i historien. En sjov detaljer jeg lagde mærke til under gennemlæsningen var i øvrigt en af de mange TV-kommentatorer Bryan Deemer, såvidt jeg kan se er det en lille “cameo” optræden fra Tom Brevoorts side. Brevoort er redaktøren der sammen med forfatteren Mark Millar og tegneren Steve McNiven holder sammen på den centrale Civil War historie. Personligt kan jeg rigtigt godt lide McNivens tegninger, så jeg kan kun bifalde at Brevoort faktisk gik så langt som til at lade Civil War blive en smule forsinket i stedet for at hente en anden tegner ind da McNiven på et tidspunkt ikke kunne nå sin deadline.

Ud over historierne med relation til Civil War får vi fyld-historien “Without a trace”, som faktisk fortjener bedre end at blive udnævnt til bare at være fyld. Historien er skrevet af C.B. Cebulski, der flere steder beskrives som et kommende stort navn. Personligt kender jeg mest til Cebulski gennem “X-Men: Fairy tales” hvor X-Men bliver sat i scene gennem en stribe af eventyr og folkesagn. Der skulle være en tilsvarende udgave med Spider-Man på vej, så fans af Spider-Man som ikke har noget mod at se deres helt i lidt uvante omgivelser vil sikkert være godt underholdt der.

Black CatMen tilbage til historien, hvor Spider-Man optræder i for ham lidt mere vante omgivelser end den storpolitiske arena. Historien bringer ham sammen med Black Cat, og det kan der i min verden næsten ikke komme noget dårligt ud af rent visuelt. Tegner David Finch får da også præsenteret hende i så mange flatterende positioner at Spider-Man ikke kan undgå at komme med sine egne dobbelttydige kommentarer. Dobbelttydighederne kunne være platte i andre sammenhænge, men netop denne historie handler det i virkeligheden mere om trekanten Peter/Mary Jane/Black Cat end om det indbrud som Black Cat har brug for Spider-Mans hjælp til.

Så fan af figuren eller ej, for mig at se har der aldrig været bedre argumenter for at købe bladet end nu, Spider-Man er et af omdrejningspunkterne i en af de vigtigste begivenheder i Marvel universet i lang tid som kommer til at berøre stort set alle de helte vi kender og elsker. Næste nummer skulle være ude den 28. juni.

Tegneserielæsere: det ligegyldige segment

(advarsel: dette indlæg indeholder spoilere om handlingen i Captain America #25. Hvis du ikke har læst hvad der sker med Cap, så lad være med at fortsætte!)

Ron og Hermione dør i slutningen af den nye Harry Potter!

– der fik jeg din opmærksomhed, ikke sandt? Jeg har ingen viden om, hvorvidt det er sandt eller ej, men var jeg læser af Harry Potter, ville jeg være pænt sur over at læse en sådan overskrift i medierne inden jeg på nogen måde havde en chance for at læse historien.

Nu læser jeg så ikke Potter, men følger derimod ivrigt med i Ed Brubackers fremragende Captain America. I onsdags kunne jeg så læse overskrifter som “Captain America killed! Marvel comic book hero cut down by sniper“, “Captain America Killed Outside Courthouse” og “Shocking event for Captain America” (denne dog med spoiler-advarsel).

I dag følger bl.a. DR og Ekstra Bladet trop, og her er der ikke nogen spoileradvarsler eller lignende – det er “Superhelt Kaptajn Amerika er død” og “Nekrolog: Kaptajn Amerika er død“.

Jeg ved at Ed Brubacker er en fremragende forfatter, og betvivler ikke at historien er værd at læse på trods af at jeg kender overraskelsen, men HELT ÆRLIGT!! Jeg havde ikke behøvet at se det i de landsdækkende nyheder. Er det bare mig, eller hører det ikke med til almindelig god tone ikke at afsløre vigtige plotelementer omkring fiktive historier i pressen?

Men hvad pokker, jeg er bare tegneserielæser, et fuldstændigt ligegyldigt segment. Jeg bor sikkert i en hule under min mors hus, bader kun to gange om året, vejer 200 kg og har en latter der lyder som en tilfreds gris.
Hvem dælen bekymrer sig om hvad jeg mener om noget?

Hm, jeg tror jeg vil til at læse Harry Potter.