Tegneseriesidens twitter-opdateringer – kæmpe opsamling

Cav Bøgelunds tegning af Batman

Det har været nogen tid siden vi har lavet en opsamling på vores aktivitet på Twitter, så denne gang er det en kæmpe liste. Næste gang skal vi nok byde på noget mere overskueligt…

Fem ting vi håber at Barack Obama har lært af Conan

Manden fra Illinois, ikke Krypton
Manden fra Illinois, ikke Krypton

Det kom åbenbart lidt bag på en del mennesker at den nye leder af den frie verden også er tegneserie-nørd, selv om han flere gange i valgkampen kom med referencer til helte som Superman. Ikke desto mindre så vil visse kilder vide at Obama samler på Spider-Man og Conan the Barbarian. Selv om andre historier i kølvandet på valget viste sig at være opspind, for eksempel Sarah Palins ide om af Afrika er et land og ikke et kontinent, så vil de fleste tegneseriefans nok vælge at tro at historien er sand.
Andre har da også været hurtige til at følge op på historien. Stephen Colbert og Joe Quesada udlovede straks et signeret eksemplar af Spider-Man hvis Obama ville optræde i Colberts TV udsendelse ”The Colbert Report”. Efterfølgende har der også været en artikel med fem ting man håber at Obama har lært af at læse Spider-Man.

Spider-Man og Obama har også allerede haft lejlighed til at mødes i den amerikanske serie, hvilket har udløst et mindre kontrovers.

Et foto fra en sjælden vinkel
Et foto fra en sjælden vinkel

Savage Dragon skaberen Erik Larsen havde nemlig allerede havde ladet sin figur støtte op om Obama under valgkampen, ligesom bladet havde haft Obama på forsiden. ”Kopister!” råbte Larsen, hvortil Spider-Man redaktøren Steve Wacker tørt konstaterede at han ikke læste Savage Dragon. Og ikke nok med det, Rob Liefeld hos Image har annonceret at Obama skal vælge et nyt hold i serien Youngblood. Allerede nu kan vi se at kampen om at være allerbesteste ven med den nye lidt nørdede præsident kan blive hård og ubarmhjertig.

Derimod er der tilsyneladende ikke mange der har lyst til at kommentere på hans samling af Conan. Nu er Conan jo heller ikke det mest politisk korrekte, så måske har folk med hang til den slags en forhåbning om at ligesom med Lucky Lukes rygning, så vil det aldrig have eksisteret hvis vi lader som om det aldrig er sket. Og så er der jo i forvejen en anden amerikansk politiker der jo næsten har patent på Conan.

Men hvorom alting er, så tager vi handsken op og prøver at komme med fem ting som Obama med fordel kan tage med sig fra sin samling af Conan historier.

En enkelt mand fra simple kår kan sagtens nå langt

Kurt Busieks historie om den unge Conan
Kurt Busieks historie om den unge Conan

Den lektion har Obama allerede taget med sig og vist vejen for andre i det sorte amerika. Conan blev født på en slagmark i det kolde Cimmeria, men ved hjælp af styrke og snarrådighed endte han som hersker over Aquilonia.

Men Obama skal også huske at Conans tid som konge ikke var uden problemer. Intrigerne ved hoffet og savnet af at kunne udrette noget på slagmarken kan let komme til at give ekkoer når den idealistiske nyvalgte præsident dykker ned i det politiske morads i Washington.

Guder er kun malet træ

I noget af det allerførste Conan der blev udgivet på dansk, i det der hed Karat-serien, fik vi, ud over Conans møde med skjoldmøen [[Røde Sonja]], et par historier fra det som forfatteren [[Roy Thomas]] kaldte ”The Tarim Wars”, en række historier hvor Conan er involveret i en krig hvor den ene side kæmper for ”den levende Tarim”, en malet træ-figur som er deres guddom.

Verden er fyldt med mennesker som gerne vil udkæmpe blodige krige, begrænse andres rettigheder, standse videnskabens udvikling og kontrollere andre på vegne af deres malede træfigurer, en del af dem vil han endda kunne finde indenfor egne grænser. Lad os håbe at Obama ikke lytter for meget til dem, og er klar til at stå op imod dem.

Pas på kvinderne

Undervurder ikke en kvinde
Undervurder ikke en kvinde

Selv om Conan af og til møder en kvinde der er hans respekt værd, som Røde Sonja og den kvindelige pirat Bêlit, så er det langt oftere at de ender med at komme noget i hans mjød, lokke ham i baghold, stjæle hans pung eller inddrage ham i intriger ved hoffet.

Obama er som Silvio Berlusconi beskrev ham en pæn solbrændt ung mand, så der er sikkert en del kvindelige medarbejdere som gerne vil have fingrene i ham på bedste Clinton-vis. Og nu vi taler om den tidligere præsident, så har hans hustru sikkert heller ikke helt glemt at han i morgen indtager den stol hun gerne selv ville have siddet i.

Der er troldmænd og blændværk alle vegne men de giver som regel op overfor en skarp klinge

Troldmænd der forsøger at narre Conan med besværgelser og blændværk ender altid med at måtte bide i støvet, for han stoler på sine instinkter, sin stærke sværdarm og sin skarpe klinge selv når øjnene bedrager ham.

Fjender er det let nok at finde
Fjender er det let nok at finde

Washington er fyldt til bristepunktet med lobbyister, spindoktorer og diplomater fra venner og fjender som vil forsøge at stikke Obama blår i øjnene. Tanken om at lade dem springe klingen er fristende, men Obama må nok nøjes med at møde dem med en skarp logisk hjerne og velslebne talegaver.

Selv om man gerne vil passe sig selv, bliver man ofte blandet ind i andres slagsmål

Som Kurt Busiek påpegede i vores interview fra Komiks 2008, så er Conan ikke typen der som Captain America er parat til at kaste sig ud i at forsvare andre mod undertrykkelsen. Men ofte vil begivenhederne det sådan at han ender med at måtte slås alligevel.

Ligesom Conan så er USA den største og mest muskuløse gæst i den bæverding vi kalder de forenede nationer, og selv om nogen helst vil have at han ser den anden vej mens der udveksles tyvekoster, drives plat og planlægges overfald, så er der nogen i lokalet der håber at han af og til vil påtage sig rollen som udsmider og få sat skik på de af gæsterne der er udenfor pædagogisk rækkevidde – også selv om de ikke har oliekilder.

Marvel åbner nyt site for de yngste

Marvel KidsDanmark er et underligt alting-på-hovedet land. Efter en længere periode med Spiderman Kids som et godt forsøg på at trække en yngre læserskare til deres Marvel udgivelser har Egmont valgt at stoppe bladet. Denne beslutning falder næsten på samme tidspunkt som Marvel i USA vælger at lave en ny satsning for at trække yngre læsere til. Meddelelsen kommer blandt andet via Newsarama.com.

Det nye under-site til www.marvel.com får navnet Marvel kids og indeholder både links til Marvels gratis digitale tegneserier og forskellige video’er rettet mod et yngre publikum. Blandt de digitale tegneserier kan man blandt andet følge første nummer af Spider-Man serien og meget andet, som selvfølgelig gerne skulle føre til at de unge begynder at plage deres forældre om de øvrige numre i papir-udgaven. I video afdelingen kan man for eksempel se trailere til kommende film, blandt andet de animerede udgaver af FF og Spider-Man. Endeligt kan man se en lille animeret sekvens specielt lavet til siden hvor Spider-Man kommer op mod en robot der er lidt for stor til hans kræfter. Men heldigvis så er hjælpen aldrig langt væk i Marvels univers.

Sitet er delt op i forskellige afdelinger dedikeret til de forskellige helte, og selv om der er mange af de populære helte kan det godt irritere lidt at She-Hulk er den eneste kvindelige helt, selv om Storm sniger sig ind på et logo nede i det ene hjørne. Gail Simone har sagt det før, men lad mig bare gentage – hvis man vil have unge piger til at købe tegneserier med superhelte må man også levere nogen forbilleder de kan identificere sig med. Lad os håbe at Marvel får rettet lidt op på den skæve kønsfordeling snart, det er jo ikke fordi de ligefrem mangler figurer at vælge mellem.

Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det måske ikke helt så overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men på det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nået igennem Marvels bud på Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men så sent som ved indsættelsen af den nyligt afgåede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke må forhindre habeas corpus, så betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan måske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, så er det interessant hvor forskelligt de kan håndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud på hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angår håndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt så er der “Infinite crisis” som også tager fat på konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. Så burde indkøbssedlen vist også være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

Spider-Man nummer 370

Spider-Man nummer 370 Så fik vi den første af de store begivenheder i Civil War der i hvert fald for et stykke tid vil ændre en hel del på det Marvel univers vi kender. I USA er man allerede ved at geare op til den næste store begivenhed i Spider-Mans liv som kommer til at ske i den historie der hedder “One more day”, men herhjemme er hans fans nok stadigt ved at tygge på nyheden om at Peter Parker nu har afsløret sin identitet for resten af verden.

Egentlig er det jo en ret alvorlig sag det Peter Parker gør, men det leder til en del komiske situationer, både J. Jonah Jamesons reaktion på nyheden og ikke mindst den efterfølgende telefonsamtale Peter har med MJ og tante May i den ene mobiltelefon mens Reed og Sue Richards er på den anden telefon. Der har nok været et par stykker der har kigget underligt efter mig i S-toget, for jeg morede mig kongeligt over tante Mays bekymring over hvorvidt Peter nu var årsag til et skænderi mellem Sue og Reed, som jo er sådan et pænt par.

Bemærk i øvrigt hvor mange gange i løbet af nummeret der bliver refereret til at Peter må ud og kaste op af nervøsitet før sin pressekonference. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om Mark Millar lader sin egen virkelighed skinne igennem, men i så fald skulle det være et nummer tidligere end beregnet. Der skete nemlig det kort før at Marvel startede på Civil War at Millar blev diagnosticeret med Chrons sygdom, som kræver at man slapper af og tager det roligt. I stedet tog Millar jo så fat på det mest omfattende og stressende job man overhovedet kan tænke sig som hovedarkitekt på Civil War. Da man nåede frem til det fjerde nummer var tingene blevet så slemme at Millar måtte på hospitalet, og som han for nyligt udtalte i et interview med Brian Michael Bendis i Wizard, så er hans erindringer om Civl War mest noget med at kaste op i en spand og så vende tilbage til notaterne omkring historien, se det er dedikation til sit arbejde.

Ud over Spider-Man selv, så byder nummer 370 også på de første konfrontationer mellem Iron Man og Captain Americas gruppe som kalder sig Secret Avengers. Navnet peger jo tilbage til den gruppe som både Iron Man og Captain America var medlemmer af igennem mange år, men ud over Secret Avengers når vi også at få set lidt til en anden gruppe Avengers, nemlig Young Avengers som såvidt jeg ved er et ubeskrevet blad i de danske udgivelser, mens Avengers har været udgivet sporadisk på dansk tidligere, senest med New Avengers serien. Men i stedet for at gå i detaljer omkring de forskellige udgaver af Avengers her, vil jeg i stedet opfordre læserne til at checke ind på Tegneseriesiden senere på ugen hvor jeg gerne skulle være parat med en længere baggrundsartikel.

Preview fra ASMNu er Spider-Man jo figuren der om nogen er skabt til at unge mennesker kan identificere sig med helten. Han er i bund og grund skabt som en almindelig teenager, ikke en millionær som Bruce Wayne, ikke et væsen fra rummet som Superman, men som et almindeligt menneske med almindelige problemer, men på samme tid med store forpligtigelser som superhelt på grund af sine kræfter. Marvels Joe Quesada har jo allerede flere gange været ude med riven og nævnt at han syntes det var forkert at man lod Peter Parker blive voksen og gifte sig med MJ, fordi det fjernede de ting fra figuren som gjorde at man kunne identificere sig med den. Hvad sker der så nu hvor Peter Parker har afsløret sig selv som Spider-Man, er der stadigt noget tilbage at identificere sig med? Det er hvad man forsøger at udforske i “Min neturfagslærer er Spider-Man!!” som er den anden historie i bladet, en slags mellemspil der er lidt nede på jorden mellem de store begivenheder i de to Civil War historier.

Jordan Harrison er en elev på de gymnasie hvor Peter Parker underviser, og historien følger hans genvordigheder i dagene omkring afsløringen af Spider-Mans identitet. Han har egentlig nok at slås med, hvis man ser verden med teenager-øjne, for dels er han lun på sin biologi-makker Madeline, dels er han bekymret for sine fremtidsplaner med at specialisere sig i biologi og blæksprutter. Ved skæbnens ironi dukker Doctor Octavius imidlertid op og gør tingene meget værre. Men egentlig er det ikke så meget Doctor Octopus som Otto Octavius der dukker op for ligesom J. Jonah Jameson at give sit besyv med omkring afsløringen af Spider-Mans identitet, og i betragtning af at den kære doktor på et tidspunkt var ganske nært knyttet til tante May kan man måske ikke fortænke ham i at føle sig holdt en anelse for nar. Historien slutter meget amerikansk, og hvor man måske havde tænkt sig at fortælle en historie der skulle underbygge at Peter Parker havde truffet det rette valg, så ender det stadigt med at virke mest som en påstand.

Sidste historie dækker to aspekter, først får vi en forklaring på hvor X-Men står i hele sagen omkring registrering. Ikke overraskende har Emma Frost ikke det store til overs for Tony Starks initiativ, mutanter har jo i forvejen dårlige erfaringer med lovgivning omkring registrering, og Iron Man og de øvrige helte var jo ikke just ved at falde over hinanden for at hjælpe det sønderbombede Genosha hvor Emma havde etablere sin skole. Lidt mere overraskende er det måske at det antydes at de to muligvis har haft et forhold tidligere. Egentlig siger det en del om Tony Starks kynsme at han bringer det på bane i situationen, men på den anden side ville det ikke undre hvis Emma Frost selv har benyttet sig af situationen til at liste et par gode designs ud af Iron Mans hjerne.

Derefter er der lagt op til en af de helt store scener med slagsmål igen, og ikke mindst den mest overraskende entre på allersidste side i bladet. Da de danske læsere oven i købet ikke har fået den historie der blev bragt som optakt i Fantstic Four # 536-537 så burde overraskelsen være total. Men snakken om hvem der dukker op og hvad der er tale om med det mystiske “42” som Reed Richards har gang i, må vente helt til oktober måned, for næste nummer af Spider-Man og dermed også Civil War sagaen kommer først 4/10. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Nyt fra de amerikanske conventions

The FlashDisse dage er der både HeroesCon og Wizard World Philadelphia, og naturligvis fører det til en nyhed eller to.

I vilkårlig rækkefølge:

  • Brad Meltzer (nok bedst kendt for Identity Crisis) stopper som planlagt på Justice League efter de planlagte 12 numre. Nyheden er så, at Dwayne McDuffie (nuværende forfatter på Fantastic Four) overtager. Læs hvad han fortæller om sine planer for serien. Jeg er foreløbigt lidt skeptisk over hans Fantastic Four, men kunne på den anden side godt lide hans Firestorm, så han får en chance – også fordi jeg godt kan lide serien.
  • Den nuværende Flash-serie, Flash: the Fastest Man Alive – bliver lukket efter nummer 13, hvorefter den måske bedste forfatter på Flash nogensinde, nemlig Mark Waid, tager over – først med en special med titlen All Flash#1 og derefter med The Flash #231. Jeg kan næsten ikke få armene ned! Waid skriver Flash igen = verden er blevet et lidt bedre sted.
  • Som rapporteret i går bliver Friendly Neighborhood Spider-Man lukket efter at den nuværende historie slutter, og der var nok mange der gerne ville vide hvad der så bliver af seriens forfatter, Peter David. Han overtager såmænd She-Hulk efter at seriens nuværende forfatter Dan Slott slutter. Davids første nummer bliver nummer 22. For mig er det rigtigt gode nyheder, da jeg synes at Slott var kørt lidt død i serien og jeg altid gerne læser hvad David skriver.
  • Den nye X-Men crossover hedder Messiah Complex og starter i oktober med et one-shot af Ed Brubaker, hvorefter det fortsætter i Uncanny X-Men, X-Men, New X-Men og X-Factor. Nice.
  • Brian Michael Bendis skriver Ultimate Origin, der – som titlen antyder – udforsker Ultimate-universets oprindelse. Serien vil blive tegnet af Jackson Guice. Bendis har også fornyet sin kontrakt med Marvel. Jeg kan godt lide Guice og Bendis, så jeg vil checke serien ud.

Flere nyheder når jeg får læst op på dem!

Marvel reducerer Spider-Man til ét blad

Spider-ManI følge Newsarama

Det ser ud til at Marvel sløjfer Friendly Neighborhood Spider-Man og Sensational Spider-Man efter den igangværende historie, One More Day. Tilbage bliver så Amazing Spider-Man, der så til gengæld vil udkomme tre gange om måneden.

Ideen er så, at de vil køre “story-mode”, hvor et kreativt team skriver én historie og et nyt så skriver den næste.

Et interessant træk – hvad siger I? Jeg synes personligt at det er fedt at der kun er ét blad at følge med, og kunne godt ønske mig noget lignende med X-Men-universet (selv om X-Factor naturligvis skal blive ved med at udkomme seperat :D ).

Spider-Man nummer 369

Spider-Man nr. 369Som altid når jeg kaster mig over et nummer af Spider-Man, hvad enten det er den voksne eller børneudgaven, så skal der gerne være lidt mere end bare Peter Parker selv til at holde min interesse fanget. Børneudgaven, som fra næste nummer skifter navn til Spider-Man kids, gjorde mig nysgerrig ved at have Wolverine med, og jeg må indrømme at jeg faktisk har ladet mig friste af hvert nummer siden eftersom der var en ny Marvel-helt med hver gang, Dr. Strange, Thor, Black Widow, en rigtig god måde at få introduceret de unge læsere til Marvel-universets mangfoldighed.
Men tilbage til Spider-Man i den “voksne” udgave, her er det selvfølgeligt starten på “Civil War” der trækker. Egentlig havde jeg besluttet mig for at jeg ville vente og købe hele fortællingen i trade paperbacks eller en eventuel omnibus udgivelse, men nysgerrigheden gjorde at jeg alligevel ikke kunne holde mig fra den danske udgivelse.

Nummeret lægger ud med afslutningen på historien “Mr. Parker goes to Washington”, J. Michael Straczynskis valg af titel er en reference til Frank Capras film fra 1939 hvor James Stewart spiller den politisk naive spejderleder Jefferson Smith som pludseligt bliver en del af de politiske intriger i Washington da han bliver sendt ind som suppleant for sin stats afdøde senator. Tilsyneladende får han hjælp af en gammel ven af sin far, senatoren Joseph Paine, men denne skal snart vise sig at have sin egen dagsorden.

Tony Stark er måske ikke ligefrem nogen ven af hverken Peter Parkers fra eller onkel Ben, men han er så afgjort en mand med sin egen agenda. Gennem et stykke tid har han haft lejlighed til at etablere et nært forhold til Peter Parker, dels ved at agere faderfigur for ham, dels ved at spille på deres fælles interesse for videnskaben. Venskabet er endda kommet så vidt at Spider-Man har accepteret at lade Tony Stark designe en ny dragt til sig med en masse højteknologiske hjælpemidler – men vi ved jo allerede fra Spider-Mans tidligere historie at en ny dragt sjældent fører noget godt med sig.

I princippet skal Spider-Man optræde som en fornuftens stemme i forhold til Tony Starks forslag om at alle superhelte skal lade sig registrere hos regeringen for at få lov til at udøve deres “job”. Han kommer med nogen gode pointer for netop den type superhelte som han selv og for eksempel Daredevil og Punisher repræsenterer, at de maskerede helte netop nogen gange går ind i de sager som det officielle retsvæsen ikke kan eller vil røre ved, og derved bliver de en slags forkæmpere for dem der ingen forkæmpere har. Men alle hans gode argumenter falder til jorden i og med at han ikke kan vidne overfor senatet som maskeret superhelt og derfor må han træffe den vanskeligste og mest vidtrækkende beslutning i hele sin karriere som superhelt i den afsluttende historie “The war at home” hvor han rådfører sig med Mary Jane og tante May før han møder op til den pressekonference som vi må vente til nummer 370 med at se forløbet af.

Civil WarMen mens Spider-Man overvejer hvad han skal gøre er begivenhederne allerede ved at tage fart omkring ham, Marvel universet rystes af en begivenhed der får samme virkning som et 9/11 eller en rigsdagsbrand, alt efter hvilken side man hælder til i konflikten. I Stamford går en konfrontation mellem to grupper superhelte frygteligt galt og resultatet er den fuldstændige ødelæggelse af en nærliggende skole og hundrede af døde skolebørn til følge. Folkestemningen vender sig mod superheltene og intet ser ud til at kunne stå imod Tony Starks forslag, bortset fra en mand, for hvem de amerikanske idealer er vigtigere end skiftende holdninger i offentligheden. Captain America nægter at hjælpe med at arrestere de som modsætter sig registrering, og dermed er linierne trukket op til den helt store konflikt som vil dele Marvel universet på tværs af gruppe-tilknytninger, ægteskaber og venskaber. Der er mange tråde at holde rede på i Civil War, og derfor prøver Kim Helt også på sin meget begrænsede plads at gøre lidt rede for hvad det er der kommer til at foregå. Som et supplement til dette vil Tegneseriesiden i den kommende tid også forsøge at gå lidt i detaljer med de ting der er sket forud og omkring Civil War, den første artikel skulle gerne være online nogenlunde på samme tid som denne anmeldelse.

Selv om jeg godt ved hvordan det hele ender kan jeg næsten ikke vente med at læse videre i historien. En sjov detaljer jeg lagde mærke til under gennemlæsningen var i øvrigt en af de mange TV-kommentatorer Bryan Deemer, såvidt jeg kan se er det en lille “cameo” optræden fra Tom Brevoorts side. Brevoort er redaktøren der sammen med forfatteren Mark Millar og tegneren Steve McNiven holder sammen på den centrale Civil War historie. Personligt kan jeg rigtigt godt lide McNivens tegninger, så jeg kan kun bifalde at Brevoort faktisk gik så langt som til at lade Civil War blive en smule forsinket i stedet for at hente en anden tegner ind da McNiven på et tidspunkt ikke kunne nå sin deadline.

Ud over historierne med relation til Civil War får vi fyld-historien “Without a trace”, som faktisk fortjener bedre end at blive udnævnt til bare at være fyld. Historien er skrevet af C.B. Cebulski, der flere steder beskrives som et kommende stort navn. Personligt kender jeg mest til Cebulski gennem “X-Men: Fairy tales” hvor X-Men bliver sat i scene gennem en stribe af eventyr og folkesagn. Der skulle være en tilsvarende udgave med Spider-Man på vej, så fans af Spider-Man som ikke har noget mod at se deres helt i lidt uvante omgivelser vil sikkert være godt underholdt der.

Black CatMen tilbage til historien, hvor Spider-Man optræder i for ham lidt mere vante omgivelser end den storpolitiske arena. Historien bringer ham sammen med Black Cat, og det kan der i min verden næsten ikke komme noget dårligt ud af rent visuelt. Tegner David Finch får da også præsenteret hende i så mange flatterende positioner at Spider-Man ikke kan undgå at komme med sine egne dobbelttydige kommentarer. Dobbelttydighederne kunne være platte i andre sammenhænge, men netop denne historie handler det i virkeligheden mere om trekanten Peter/Mary Jane/Black Cat end om det indbrud som Black Cat har brug for Spider-Mans hjælp til.

Så fan af figuren eller ej, for mig at se har der aldrig været bedre argumenter for at købe bladet end nu, Spider-Man er et af omdrejningspunkterne i en af de vigtigste begivenheder i Marvel universet i lang tid som kommer til at berøre stort set alle de helte vi kender og elsker. Næste nummer skulle være ude den 28. juni.

Superman – True Brit

Superman - True BritMeget kan man sige om Egmonts redaktør Michael G. Nielsen og hans udgivelsespolitik, men når det kan lykkes for Egmont indenfor det samme halvår at udgive to historier med Superman som jeg er nysgerrig nok til at investere i, så er der grund til at være imponeret.

Jeg er absolut ikke den store fan af Superman, og derfor er det nok heller ikke nogen tilfældighed at de to udgivelser der har kunnet vække min nysgerrighed begge handler om alternative versioner, Superman som han kunne have været hvis bare …

I “Red Son” fik vi et bud på hvordan DC universet kunne have set ud hvis Superman var landet i det daværede Sovjetunionen. En ganske fascinerende leg med koldkrigsuniverset i nutidens bakspejl hvor både socialismen og kapitalismen får lov til at vise sine gode og dårlige sider. Som altid når der er tale om store ideologier som kæmper om herredømmet over verden kunne min sympati selvfølgeligt ikke undgå at falde hos den lidt mere anarkistiske Batman udgave fra dette univers.

Men selv om “Red Son” gav et godt bud på en alternativ Superman, så gav historiens store ideologiske temaer ikke plads til megen humor, ganske som Superman serien normalt ikke gør det. Med “True Brit” er man derimod gået gevaldigt over i den anden grøft ved at invitere ingen ringere end John Cleese indenfor i DC universet. Og ud af det er kommet en version af Superman som jeg tror at fans enten vil elske eller hade.

Med sig har Cleese Kim “Howard” Johnson som tidligere har skrevet en bog om Monty Python og arbejdet sammen med Terry Jones, John Byrne – som i de senere år har udviklet sin egen absurde personlighed helt på linje med Basil Fawlty og Mark Farmer som tidligere har arbejdet sammen med en anden ekspert i at fremvise britiske absurditeter ,Alan Davis, og som er supporter for Aston Villa, hvilket gør ham fortjent til en vis grad af medfølelse og en fri fadøl her hvor Premier League sæsonen går på hæld.

Med John Cleese ombord kunne man jo nok forvente en enkelt eller to diskrete hentydninger til Monty Python, og på dette punkt skuffer “True Brit” ikke. Vi får indledende beskrivelse fra Jor-El om hvad der venter hans søn på jorden, illustreret med den berømte Trout slapping sketch, og en diskret reference til Monty Pythons egen superhelt Bicylcle Repairman og deres Beatles-parodi The Rutles, samt en god del fjollet humor undervejs.

Til gengæld mangler der de sædvanlige superskurke fra Superman universet, tilsvarende med de øvrige helte fra for eksempel Justice League, og Cleese og co.’s udgave af Batman fortjener vist ikke meget andet end et hånligt fnys og en larmende tavshed.

I stedet for at lande på en farm i det amerikanske midtvesten som vi normalt ville forvente, lander Kal-El i stedet i Storbritanien, nærmere bestemt Weston-super-Mare. Stedet vil måske være visse læsere bekendt enten som fødested for den tidligere Deep Purple-guitarist Ritchie Blackmore eller som stedet hvor Eddie Hitler og Richard Richard fra “Bottom” tager hen for at komme på ferie fra deres skidne lejlighed i Hammersmith.

I dette provinshul bliver han adopteret af et ældre engelsk ægtepar som opdrager ham efter hvad forfatterne opfatter som typiske engelske provins-normer, så i stedet for den amerikanske drøm og troen på at enhver der arbejder hårdt nok kan gå fra at være avisbud til at blive koncerndirektør eller præsident, får den unge Colin Clark indprentet mottoet “Hvad ville naboerne ikke tænke”. Læsere der som jeg selv er vokset op i provinsen kan dårligt undgå øjeblikkeligt at fatte sympati for staklen.

Kampen mod den provinsielle tankegang virker som det gennemgående tema som forfatterne bag “True Brit” har haft på sinde da de skrev historien, også i forholdet mellem den voksne Superman og medierne, som får et par drøje hug med undervejs for den måde de bygger berømtheder op for senere at destruere dem igen med navlepilleri over deres privatliv og jantelov overfor de ting de opnår. Måske er det Cleese med sin mangeårige berømmelse og forfatterskab til to populær-psykologiske bøger der gerne vil drive et par pointer hjem, ihvertfald ender Colin Clark i sin lidt modvillige rolle som superhelt næsten mere om Brian fra Monty Pythons Life of Brian end om den slags superhelte vi kender.

Og dog …

For hvis man nu drejer blikket fra DC’s univers over mod et andet helteunivers, så kan man ikke undgå at se nogen lighedspunkter. Hvis man for eksempel erstatter Clarks modvillige forældre med en svagelig tante som er bange for sin nevøs alter ego, og hvis man så tænker på J. Jonah Jameson i stedet for den koleriske Whyte-Badger som Colin Clark må arbejde for selv da hans chef fører en smædekampagne mod Superman. Selv Lois Lane i skikkelse af Luisa Layne-Ferret har smidt stakkels-kvinde-i-nød rollen og ligner mere en selstændig mere ligeværdig partner som Felicia Hardy eller Mary-Jane Watson.

Dermed ikke sagt at “True Brit” er en Spider-Man fortælling med Superman i hovedrollen. Den bevæger sig tæt nok på til at tanken strejfer en, men holder afstand nok til at det ikke virker påfaldende (selv om den ikke kan nære sig for en enkelt henvisning til radioaktive edderkopper). Men problemet er stadigt at en stor del af den historie som holdet bag “True Brit” gerne vil fortælle er fortalt masser af gange i Marvel universet i stedet, man kan heller ikke undgå at tænke Cyclops fra X-Men når Colin Clark får at vide at han skal passe på med sit varmesyn og at folk ikke må opdage hans kræfter fordi de hader det de frygter.

Så hvis man i forvejen har læst Marvels historier genne mange år er det eneste unikke ved “True Brit” den fjollede meget engelske humor som gennemsyrer hele historien. Det kan være nok hvis man skal slå et par timer ihjel i en flyver eller et tog, men måske ikke noget man har lyst til at tage ned fra hylden igen.

And now for something completely differentOg apropos at tage ned fra hylden igen, så kan fans til gengæld glæde sig over at Super-Ove er vendt tilbage og står for indledningen til hæftet. Her funderer han over hvordan Superman historien mon ville tage sig ud hvis nu Kal-El var landet i Rebild Bakker i stedet for, personligt tror jeg ikke at der ville være den store forskel mellem at han voksede op i det mørke Jylland eller det afsides England.

Men hvis jeg tilsvarende skulle give mit bud på hvad der kunne være sjovt at se, så kunne jeg tænke mig at se ham lande i New England, nærmere betegnet Arkham Massechusetts hvor en aldrende professor ved Miscatonic University sammen med sin husholderske adopterer barnet fra rummmet. Vil Supermans kræfter være nok til at beskytte jorden mod Cthulhu og de andre væsener fra stjernerne og dimensionerne hinsides tid og rum, eller vil Lex Luthor have held til at påkalde den vanvittige rumgud Azathoth som i sin tid forårsagede Kryptons undergang?

Jeg ved ikke om der ville være andre læsere til den, men det ville i hvertf fald være “Something completly different”.

Den store dag

Spider-Man 3

Så er det i dag vi kan sætte os ind i biografens venlige mørke og (forhåbentligt) nyde Spider-Man 3.

Det ser ud til at det allerede går ret godt for filmen – jeg tager et par tilfældige overskrifter:
Spider-Man shovels it in – filmen har allerede indtjent $30.000.000 inden den den har premiere i USA.
Spider-Man 3 advance tickets set new records – 94% af alle tilgængelige billetter i USA er udsolgt her på premieredagen.
Spider-Man 3 sets records in Asia – filmen har sat rekord i Japan, Korea, Hong Kong, Thailand, Malaysia, Singapore, Phillippinerne og Taiwan som bedst indtjenene premierefilm i nyere tid.

Jeg er personligt ret spændt – jeg synes at de to første var veludførte og så meget i seriens ånd at man tilgav dem deres småfejl. Bliver klokken ikke snart 18.30?