Ultimate Galactus Trilogy – hardcover udgaven

Læseren advares om at denne anmeldelse indeholder omtale af brugen af Galactus i den nyeste Fantastic Four film “Rise of the Silver Surfer”. Læsere som ikke ønsker at få afsløret handlingen i filmen bør ikke læse denne anmeldelse.

Ultimate GalactusSelv om jeg ikke har været særligt imponeret af det jeg indtil videre har set af Ultimate universets udgave af Fantastic Four, så må jeg indrømme at jeg ikke kunne lade være med at lade mig fascinere af coveret til den tredie del, Ultimate Extinction, som såvidt jeg kan gennemskue er lavet af Brandon Peterson. Galactus har altid været en af mine foretrukne skurke hos Marvel, hvis man i det hele taget kan kalde ham en skurk – naturkraft eller kosmisk væsen er måske mere korrekt. Men uanset hvad man vælger at kalde ham, så har Galactus altid for mig været en “ham”, et væsen som på en gang havde menneskelige træk, men på samme tid kræfter og motiver der lå hinsides vores verdensbillede. Derfor var det selvsagt også en stor skuffelse at man i den nylige Fantastic Four film valgte at erstatte vores velkendte udgave af Galactus med en udefinerbar sky.

Rygterne havde svirret i tiden op til filmens premiere, og efter at flere personer på nettet havde nævnt Ultimate Galactus som et eksempel på hvordan man godt kunne afvige fra den klassiske Galactus uden at ødelægge historien, så var jeg nysgerrig nok til at investere i “Ultimate Galactus Trilogy” som samler alle historierne med Galactus i Ultimate universet i et hardcover bind, hvor man i tilgift får et par sketches og designoplæg til de forskellige figurer. Ekstra-materialet er bestemt ikke noget der er med til at sælge denne specialudgave, men heldigvis så er indholdet i sig selv så fremragende at det sælger sig selv.

Historien falder i tre dele forfattet af Warren Ellis, med Ultimate Vision #0 af Mark Millar som en ekstra historie der samler op på en fortsat fortælling der ellers var henlagt til forskellige numre af The Ultimates. Det hele startes op med Ultimate Nightmare der sætter stemningen på et meget dystert niveau. Jeg husker at da historien først blev annonceret var jeg sikker på at man var på vej til at introducere en af Marvels horror figurer i Ultimate universet. Vi starter i Tunguska i det tidligere Sovjetunionen, hvor et meteor slår ned i 1904. Men først i vore dage, hundrede år senere begynder effekten af denne begivenhed at vise sig. På bedste Lovecraft maner bliver jordens befolkning hjemsøgt af mareridt og under indflydelse af dem begynder folk på uforklarlig vis at begå selvmord.

Ultimate NightmareDette tiltrækker sig opmærksomhed fra to grupper, dels X-Men og dels en anden gruppe ledet af Nick Fury med Captain America, Black Widow og Ultimate udgaven af Falcon som medlemmer. Begge grupper drager til Tunguska med hver deres motiver til at finde årsagen til bølgen af mareridt. Begge grupper ender i et underjordisk militærkompleks er forfaldet lige siden det sovjetiske imperie brød sammen, og takket være Trevor Hairsine og Steve Eptings fremragende tegninger får man straks den uhyggelige følelse der ellers er reserveret til øjeblikke hvor man spiller Doom helt alene i sin lejlighed sent om aftenen hvor det kun er skærmen giver lys fra sig.

Ultimate Secret fortsætter historien med undersøgelser af det fund som de to grupper ender med at gøre i Tunguska. En budbringer som skal advare mod faren fra Gah Lak Tus, men som desværre har været spærret inde i et århundrede, og læsere der tror de har regnet ud hvem budbringeren er vil blive en smule overraskede, for som det senere skal vise sig, så er Ultimate universets udgave af Silver Surfer ganske anderledes end sit oprindelige forbillede.

Slutspillet hvor menneskeheden skal forsøge at forsvare sig mod truslen fra Gah Lak Tus sker i Ultimate Extinction, hvor man ser at Gah Lak Tus ikke er et enkelt væsen, men en sværm af væsener, maskiner med intelligens, men uden følelser, drømme eller håb.

Ideen med at lade Gah Lak Tus optræde som en sværm i stedet for et gigantisk væsen er en interessant nyskabelse. Stephen King påpeger et sted at amerikansk horror i enhver tidsalder afspejler den fremherskende tidsånd. 50’ernes koldkrig gav frygten for teknologisk avancerede væsener fra rummet. Frygten for de moderne og uregerlige teenagere slog igennem i 70’ernes “The Exorcist” og frygten for kræft og andre sygdomme kan ses afspejlet i Cronenbergs tidlige film. Tilsvarende kunne man sige at Gah Lak Tus afspejler frygten for de muligheder som nano-teknologi og intelligente maskiner som vi oplever den i vor tid. Denne frygt kan for eksempel ses i Bill Joys essay “Why the future don’t need us”. Denne dystre fremtidsvision kom midt under den hysteriske optimisme i forbindelse med dot-com boomet, og overraskede mange, da Bill Joy selv gennem en årrække havde været en fremtrædende profil indenfor high-tech verdenen med tilnavnet “the Edison of the internet”.

Truslen fra Gah Lak Tus samler ganske godt op på denne på en gang frygt for de teknologier vi er ved at slippe løs og så på den anden side vores tyrkertro på at mennsket er udviklingens herrer og at vi er istand til at beherske teknologien og anvende den til at forbedre alting. Modsat tidligere tiders historier hvor Reed Richards og Silver Surfer må slutte pagt med noget der ligner en gammeltestamentelig gud, så vi i Ultimate Galactus nået frem til en Nick Fury der selvsikkert forventer at gud rømmer sin himmelske trone og lader ham indtage sin retmæssige plads. Om arkitekterne bag Ultimate universet vil lade ham slippe afsted med denne hybris må vi vente og se. I forbindelse med lanceringen af filmen er der allerede meldt om at Silver Surfer vender tilbage til Ultimate Fantastic Four, så det sidste ord er nok ikke skrevet i denne saga.

Fantastic Four – da Marvel fik sin første-familie

I forbindelse med den danske premiere på film nummer to om Marvels superheltegruppe Fantastic Four ser vi lidt nærmere på hvordan gruppen oprindeligt opstod og hvordan de har udviklet sig igennem årene.

Myten om golfmatchen

Fantastic FourDet er nok den mest betydningsfulde golfmatch som muligvis aldrig har fundet sted. Så kryptisk kan man vist beskrive den begivenhed som satte gang i det Marvel univers vi kender idag. I 1961 var Stan Lee ved at være brændt ud, hans arbejde hos forlaget Timely så ikke ud til at føre nogen steder trods det at han havde haft mange gode ideer over årene og trofast fulgt sin chef hver gang denne lidt for sent opdagede en seneste trend indenfor udgivelser. Men Stan Lee mente at han havde større og vigtigere ting at bidrage til denne verden med end at efterligne hvad alle andre forlag fandt på

“I had finally decided I was getting too old to be turning out simplistic comicbooks, day after day, ad anauseam. It might have been more endurable if I could have written stories that had – even though this sounds like a contradiction in terms – more realistic fantasy. But Martin never wavered from his insistence that the strips be done the way they had always been done, with very young children in mind.”

Stan Lee, som netop havde undladt at bruge sit virkelige navn Stanley Lieber, idet han håbede at bruge det når han en dag skulle skrive berømt bog, følte at tegneserierne var en blindgyde for ham. Der var ikke noget forlag der ville drømme om at ansætte en mand hvis CV kun indeholdt manuskripter til tegneserier, så hvis han ville videre måtte han prøve noget andet. Stans kone Joanie havde tidligere talt ham fra at forlade tegneseriebranchen. Hun påpegede at Martin Goodman jo syntes om hans arbejde og at hans serier jo solgte udmærket, men denne gang var hun parat til at stå bag ham hvis han ville noget nyt.

Inden det kom så vidt at Stan fik fortalt Martin Goodman om sine fremtidsplaner nåede Goodman imidlertid at bede ham om at gøre det ene job, som for altid skulle fastlægge Stan Lees plads i universet. Ifølge overleveringen, som nogen hævder er det rene opspind, havde Goodman nemlig spillet golf med Jack Liebowitz som var udgiver for National Comics, det der senere skulle blive til DC comics. Liebowitz pralede under matchen med sin nye serie “The Justice League of America” som solgte rigtigt godt og ifølge Liebowitz ville det føre til en ny efterspørgsel efter blade om superhelte og specielt grupper af superhelte. Så som altid var Goodman parat til at følge trop hvor andre ledte og vendte tilbage til Stan Lee med opgaven at skabe en gruppe af superhelte. Lee gik modvilligt med på ideen, problemet var bare at Marvel ikke havde nogen etablerede helte man kunne samle i en gruppe, så han måtte starte fra bunden af med at skabe en gruppe der ikke lignede noget man havde set før.

En familie skabes

I sin selvbiografi “Excelsior! The Amazing Life of Stan Lee”, hvorfra det tidligere citat også er hentet, fortæller Stan Lee selv om sin metode til at skabe superhelte. Der findes en gammel talemåde som siger, at måden at lave en skulptur af en elefant er at man tager et stort stykke marmor, og så hugger man alt det væk som ikke ligner en elefant. Stan Lee valgte at bruge samme metode til at skabe sine helte på, man fjerner alle de ting som allerede er gjort tidligere i andre serier, og så har man forhåbentlig en ny helt.

En af de første ting der røg overbord var den hemmelige identitet, hvilket sætter Fantastic Four i et specielt lys i disse Civil War tider hvor de med rette kan hævde at de har klaret sig selv om resten af verden vidste hvem de i virkeligheden var. Det næste der røg var kampen mod forbryderne, ikke at der ikke er skurke i Fantastic Four universet, men det er ikke den geneme slags som man ville sende Daredevil, Spider-Man eller Batman til at bekæmpe. Fantastic Four giver sig af med de store monstre og de store skurke der vil erobre hele verden, hvilket Stan Lee flere steder bemærker at der jo ikke som sådan er nogen lov imod.

Fantastic Four - dengangDet er ikke ganske sikkert om Stan Lee da han udtænkte de kræfter som den kosmiske stråling skulle tilføre vore fire helte, skævede til de klassiske elementer, men flere andre forfattere har senere fremhævet ligheden. Human Torch er let nok at se som ild, The Thing som jord er også ligetil, mens Invisible Girl som luft og Mr. Fantastic som vand kan være lidt sværere at forliges med. Ikke desto mindre bliver ideen brug i “X4” som er en gentagelse af den klassiske “The Fantastic Four vs. The X-Men” historie, hvor også X-Men oplever hvad de kosmiske stråler kan gøre ved rumrejsende.

På det mere jordnære plan er det derimod tydeligt at Stan Lee kiggede på sine nye helte ikke som en gruppe af mennesker der havde sluttet sig sammen som tilfældet var med Justice League, men som en familie. Båndene mellem dem er tætte, Johnny og Sue Storm er søskende, Sue og Reed Richard er kærester og senere mand og kone og selv om Ben Grimm kun er Reeds gamle værelseskammerat fra college, så udfylder han trods det en rolle som en slags onkel til familien. Ved at introducere familie-dynamikken opnåede Stan Lee også at hans helte både kunne drille hinanden og skændes indbyrdes, men stadigt stå sammen som en enhed når ydre farer truede.

På mange måder kan man måske sige at Fantastic Four er skabt i det billede som Stan Lee så sig selv og sin familie i. Hans egen beskrivelse af sit liv og sin familie har altid en positiv tone og man fornemmer en fælles opbakning som er gensidig, selv da hans egen kone ville gå ham i bedene og blive forfatter, belært af tidligere fejl, hvor han overtalte hende til at opgive en lovende karriere som model til fordel for rollen som husmor, stak han hende en stabel papir og ønskede hende held og lykke. Han bad endda sine venner i forlagsbranchen om ikke at være for hårde ved hende, indtil han til sin overraskelse opdagede at Joanie faktisk viste sig at være en ganske udmærket forfatter, selv om hun nok aldrig kommer til at overgå sin berømte mand.

Derfor er det måske også sigende at Marvels mere dysfunktionelle familie X-Men aldrig på samme måde nåede popularitetens tinder med Stan Lee ved roret, selv om familiemennesket Stan Lee nok i sit hjerte følte for disse udstødte og gav dem en stemme gennem sit værk, så var det andre der skulle føre dem frem til at være relevante for en større læserskare gennem 80’erne og fremefter. Det er for eksempel også bemærkelsesværdigt at notere at i “Stan Lee meets …” der i sin hardcover udgave jo mere end noget ligner et festskrift over Stan Lees 65 års karriere hos Marvel er det Spider-Man og Fantastic Four som stjæler billedet, der er ikke nogen mutanter til stede.

De øvrige fantastiske helte

Ved at skabe Fantastic Four som en slags familie blev det også sværere at lave løbende udskiftninger blandt medlemmerne som man så det i andre grupper som Avengers. Selv om Human Torch i et af de tidlige numre forlader gruppen efter en mindre skærmydsel med The Thing, så ved vi at de er nødt til at overvinde deres uoverensstemmelser og samles igen. Men trods det har der været flere udskiftninger undervejs når forskellige medlemmer har haft brug for lidt personlig tid væk fra gruppen, for eksempel trak Sue og Reed sig på et tidspunkt i baggrunden for at tage sig af opdragelsen af deres unge søn Franklin. Og lur mig om ikke de nuværende begivenheder i Civil War med Human Torch på hospitalet og Reed Richards der frygter at hans støtte til Tony Stark kan få konsekvenser for hans forhold til Sue, kan risikere at føre til at tidligere medlemmer dukker op igen eller at nye afløsere må hentes ind.

Der er ihvertfald nok at tage af i rækken af tidligere medlemmer, Luke Cage blev på et tidspunkt hentet ind som afløser for Ben Grimm, She-Hulk udfyldte en tilsvarende position og begger er stadigt aktive i forhold til Civl War historien. Fra gruppen af Inhumans, aktuelle fra de større historieforløb Decimation og Silen War har Medusa og Crystal været medlemmer. Men hvorfor nøjes med at hente prøvede figurer frem igen, i Fantastic Fours verden hvor man både kan rejse i tid og rum har der været versioner af gruppen hvor alt fra Skrulls til Dr. Dooms adoptivsøn har været med. Det eneste vi kan være nogenlunde sikre på er, at uanset udskiftninger af medlemmer, så er det kun et spørgsmål om tid før man vender tilbage til de oprindelige fire.

Stan LeeEn knapt så fantastisk helt, men en bifigur som også fortjener at blive nævnt, er postmanden Willie Lumpkin. Den pæne ældre mand har trofast slæbt tonsvis af fan-breve op til toppen af Baxter-bygingen hvor FF har deres hovedkvarter, for når man er offentligt kendte helte får man selvfølgeligt breve fra fans, Stan Lee fandt endda på at afsætte et helt nummer blandt de tidlige til at lade FF besvare imaginær fanpost. Men faktisk har Willie Lumpkin en mindre forhistorie helt udenfor superhelte genren. Han var nemlig oprindeligt en figur som Stan Lee opfandt som en selvstændig serie for Timely, som Marvel hed dengang. Stan Lee som den indfødte New Yorker han var, ville gerne lave en serie om en politimand i storbyen, men inden redaktøren var færdig med at skære Lees ide til var Willie Lumpkin blevet et landpostbud. Uden det store kendskab til livet i provinsen forsøgte Stan Lee stadigt at følge sin skabning til døren, men det var først som biperson i Fantastic Four at han kom til sin ret flere år efter at den oprindelige serie var gået ind igen. Ironisk nok var det også netop i rollen som Willie Lumpkin at Stan Lee skulle få sine optræden i den første filmatisering af Fantastic Four.


Drengeklubben og Sue Richards som Marvels moderfigur

Hvis man ser på hvordan figurerne i Fantastis Four udvikler sig over tid som personer, så er der forbavsende få ændringer for Reed, Johnny og Ben.

Johnny er først og fremmest teenageren i os alle, vovehalsen og drillepinden. Til gengæld kan han prale af at have skabt en internet-talemåde, ihvertfald er der visse cyber-historikere som mener at hans udtryk “Flame on!” er ophav til det fænomen man på internettet kalder “flaming”, at argumentere på en grow og ophidset måde. Man taler ligefrem om “flame-wars” som kan dreje sig om alt fra Windows kontra Linux til Kirk kontra Picard i Star Trek. Selv om jeg tidligere påstod at Marvel ikke havde nogen eksisterende helte som de kunne basere deres gruppe på, så var der faktisk en Human Torch tidligere hos Marvel, men modsat Johnny Storm så var der tale om en androide som sammen med Submariner og Captain America bekæmpede de onde tyskere under anden verdenskrig.

Reed Richards er som, jeg tror det var Dan Turell der beskrev ham sådan, Marvel universets svar på Georg Gearløs. En videnskabsnørd der modsat sin gamle værelseskammerat fra universitetet, Victor von Doom, altid har en fast overbevisning om at alt kan forklares videnskabeligt, selv når gruppens eventyr bringer dem ansigt til ansigt med fantastiske væsener eller overnaturlige fænomener fra Dr. Strange’s verden holder han altid fast i at der kan bygges et apperat ud af forhåndenværende dimser fra hans laboratorium som kan modstå truslen. Ben har skiftet frem og tilbage mellem sin menneskelige form og sten-mennesket The Thing, men han er først og fremmest der for at være det jordbundne modstykke til Reed, både som den der gør opmærksom på at Reeds videnskabelige forklaringer er uforståelige for almindelige mennesker og som en fysisk påmindelse om at Reeds videnskab nogen gange kan føre ham ud i ting der kan have store konsekvenser for mennesker omkring ham.

Mr. Fantastic og Sue RichardsSue Richards er interessant fordi hun udvikler sig mere som et normalt menneske, modsat de øvrige mænd/drenge i gruppen som opfylder typiske drengedrømme om at lege “hemmelig hule”, opfinde fantastiske dimser og redder verden fra det onde. Stan Lee havde allerede fra starten den tanke at Invisible Girl måske nok skulle være kæreste med Mr. Fantastic, men at hun ikke bare skulle være en af den slags piger der dåner når de ser et monster og hele tiden skal reddes ud af den ene knibe efter den anden. I begyndelsen er hendes rolle dog stadigt begrænset til at blive usynlig på et belejligt tidspunkt når der er optræk til slagsmål og benytte sig af sin usynlighed til at redde de andre ud af fangenskab. I et af de tidlige numre af Fantastic Four, hvor man gennem hele nummeret ser gruppen besvare fanpost ser vi så Sue begynde at græde over at flere af brevene antyder at hun ikke gør nok for gruppen, og de tre andre må træde i karakter og forklare de vildfarne fans, og derigennem også læseren, at Sue skam er fuldgyldigt medlem og en vigtig del af deres missioner for at redde verden.

Snart bliver Sues kræfter også mere aktive, hun begynder at generere usynlige kraftfelter som kan bruges til modangreb i fysiske konfrontationer eller til at beskytte de andre holdmedlememer. I 80’erne under John Byrne dropper hun endda titlen Invisible Girl og bliver Invisible Woman. Selv om hun stadigt er omsorgsfuld og moderlig i forhold til resten af gruppen og sin søn Franklin, så er hendes kontrol over kraftfelterne nået til et niveau hvor hun nogen gange omtales som den der har de største kræfter i gruppen. Personligt har jeg altid fundet det som et interessant træk ved Sue Richards at hun i en verden hvor sexede kvinder og udfordrende uniformer ofte er normen har været i stand til at forblive kvinde/moder. På det sidste ser det desværre ud til, at under indtryk af brugen af Jessica Alba i filmudgaven af Fantastic Four, så har Marvel også valgt at lade Sue gå lidt tilbage fra at være Invisible Woman til at være Invisible Girl igen, om ikke af navn så af udseende.

Det var lidt om hvordan Fantastic Four opstod og udviklede sig, men de fire hovedpersoner i serien er langt fra det eneste som gør den verden som de bebor interessant. I et par kommende artikler vil jeg forsøge at gå lidt i detaljer med Silver Surfer, Galactus og Dr. Doom som er nogen af hovedaktørerne i den nye Fantastic Four filmatisering.

Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer

Promo-billede fra Fantastic Four 2Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer er den anden og nyeste film om Marvels førstefamilie.
Den første kom for et par år siden, og var … ikke særligt god.
Skurken Doctor Doom var – i modsætning til sit tegneserieforlæg – ikke specielt skræmmende eller cool, og det hele føltes som et langt afsnit af et sitcom.

At de så laver en toer kan på den baggrund undre noget, men de første udmeldinger der kom om filmen var spændende nok: de blev baseret på to centrale historier i Stan Lee og Jack Kirbys klassiske FF-historier: #48 – 50, hvor Silver Surfer kommer til jorden som herold for den planetfortærende Galactus og #57 – 60, hvor Dr. Doom stjæler Silver Surfers kræfter og bliver næsten almægtig.

Vi fik løfter om at de nok skulle forbedre Dr. Doom:

Oh he’s coming. Just wait. Classic look! And we definitely touch on his roots in the film. We’re working long hours to make it right.

og der kom en trailer, som så ret lovende ud – i al fald lod de til at have ramt Surferen så meget på kornet som man kan på film.

GalactusOmvendt var der vedholdende rygter om at man havde valgt at repræsentere Galactus som en sky, hvilket ikke faldt i god jord hos mange fans – mig selv inkluderet.

Dette rygte blev dog forsøgt manet i jorden af bl.a. Avi Arad, der udtalte:

Arad: You know, that’s why they call them rumors (laughter), you will see more than a cloud, you will have enough Galactus to rejoice (laughter).

Der kom efterfølgende en trailer, hvor Galactus’ karakteristiske skygge ses passere Saturn, og mange åndede lettet op igen.

—***—

ADVARSEL: herunder findes SPOILERS!!!

—***—

I går var jeg så til forpremiere på filmen, og lad os få de store spørgsmål ud af verden først:

De har løjet for os. :(

Doom er på ingen måde bedre end i den første film – hans maske ser lidt bedre ud og det er såmænd det hele. Skuespilleren (Julian McMahon) er nøjagtig lige så umajestætisk, fejlcastet og irriterende som før og (suk) Galactus er en kosmisk, planetspisende sky. Jeps, skyggen der farer hen over Saturn er ikke andet end den kosmiske sky, der et kort øjeblik danner den katakterisktiske form, for så senere at blive til en sky igen. Men en sky er det – der er ikke andre måder at sige det på. Nej, Avi Arad, jeg fik ikke nok Galactus på nogen måde. Og jeg er ikke glad.

Der er heldigvis også positive sider ved filmen: de fire er stort set rigtigt godt castet – jeg har lidt et problem med Jessica Alba som Sue (hun har på den anden side ikke så meget at arbejde med i manuskriptet), men Reed, Ben og især Johnny er rigtigt gode og gruppen som helhed fungerer som den lille familie de er.

Surferen er ganske rigtigt godt lavet og Laurence Fishburne er et glimrende valg til hans stemme. Det ser i øvrigt ud til at vi får en spin-off film om Surferen, skrevet af ingen andre end J. Michael Straczynski, som jo pt. bl.a. skriver serien Silver Surfer: Requiem for Marvel.

Der er mange sjove og spændende scener, og kampen mellem Doom og Johnny (der grundet kosmisk molekyle-halløj har alle fires kræfter) er godt visualiseret og sjovt nok giver Johnny nogle gange mindelser om skurken Super-Skrull.
Scenen hvor Doom har stjålet Surferens kræfter og flyver op mod himlen er det tætteste han kommer på at være skræmmende, men det er i høj grad fordi billedkompositionen er lånt fra Kirbys oprindelige tegninger.

Hvordan klarer filmen sig, overordnet set? Den er klart bedre end forgængeren, men det er på den anden side lidt som at sige at en hudafskrabning er bedre end at brække sin arm – ingen af delene er rigtigt sjove. Der er mange ting som peger i den rigtige retning for filmserien, og det er meget positivt at den ikke forsøger at gøre figurerne mørkere og mere seriøse. Men i sidste ende er det ikke helt nok – sitcom-følelsen holder flere steder sit indtog og i sidste ende kan det hele lidt være lige meget.

Søger man uforpligtende underholdning og holder man meget af Silver Surfer har man et par grunde til at gå ind og se denne film. Ellers er man nok bedre tjent med at vente på DVD’en. Synd, for Fantastic Four er en af mine yndlingstegneserier, og fortjener bedre.

Yderligere links:

Filmens officielle hjemmeside
Indførslen hos IMDB
Rotten Tomatoes

I Galactus skygge

… i dette tilfælde er det så Saturn, der i den nyeste trailer til Fantastic Four 2: Rise of the Silver Surfer har en – heldigvis – meget velkendt skygge på sig.

Galactus skygge fra FF2

Yay!

Spørgsmålet bliver så om det så er Galactus fra det almindelige Marvel-univers

Galactus

eller Ultimate-versionen:

Ultimate Galactus

Der er intet i trailerne der tyder på at det på nogen måde bliver en god film, men jeg har en klar forventning om at blive solidt underholdt fra start til slut. Nu også med planetfortærende entitet.

Tilføjelse: I min søgen efter billedmateriale til dette indlæg, faldt jeg over følgende billede:

Galactus of Borg

A nerd dream come true!

Ny trailer til Fantastic Four 2: Rise of the Silver Surfer

Silver Surfer

Apple har en ny trailer til FF2 – og udover en masse action, løftes der også for lidt af plottet, vi ser en kutteklædt skikkelse (som sikkert er Doctor Doom :doom: ) og vi hører Silver Surfer tale.

Vi ser (naturligvis) intet til Galactus, og uden at kende mere til filmen, gætter jeg på at han ankommer forholdsvist sent i filmen og vi så får en 3’er hvor han prøver at æde Jorden.
Eller er det bare ønsketænkning? Vi får se.

FF2-nyt: Fishburne surfer, mens Galactus er … en sky???

Laurence FishburneDer er nyt – både officielt og på rygteplanet – fra Fantastic Four 2: Rise of the Silver Surfer.

Den officielle nyhed er, at Laurence Fishburne er hyret til at være stemme for Silver Surfer. Et ikke specielt oplagt, men alligevel udmærket valg. Gad vide om han giver Galactus valget mellem den røde og den blå planet? :D

Rygterne stammer – naturligvis, fristes man til at sige – fra AICN, som rapporterer at Galactus kommer til at optræde i filmen i form af en … skræmmende gassky?
Her slår mit aktive ordforråd i nogen grad fra (ligesom en del af min hjerne), når jeg skal prøve at beskrive hvor dårlig en ide jeg synes at det lyder som, men dels kan jeg klamre mig til håbet om at det ikke er rigtigt og dels ved jeg jo ikke præcis hvad de har tænkt sig. Måske bliver det godt?

… men nu er det jo Hollywood, så sandsynligheden er ikke stor. Damn, jeg var ellers blgyndt at glæde mig lidt til filmen.

Galactus medvirker i Fantastic Four 2

Tim Story, instruktøren til Fantastic Four 2: Rise of the Silver Surfer, har netop på sin MySpace-blog bekræftet at Galactus vil medvirke i filmen:

There continues to be much speculation about Galactus. Major speculation. We haven’t finished the design of him/it so be careful about what you read and believe. Trust me…no one knows. One things for sure, you can expect to see him/it. It will be pretty powerful. I’m having a lot of fun with the concept and believe me — MOST will be satisfied.

Jeg tvivler jo nok desværre på at det bliver en høj mand med et stort “G” på maven, men man har jo lov at håbe.

Galactus af Kirby

Der skulle også være håb for de af os, der syntes at Doctor Doom for den første film ikke levede op til sit skrevne forlæg:

Oh he’s coming. Just wait. Classic look! And we definitely touch on his roots in the film. We’re working long hours to make it right.

Jeg begynder at nære et stille håb om et det bliver en ok film – det er serien i al fald værd…