Comic Creators on Fantastic Four

Den klassiske FF historie om Galactus
Den klassiske FF historie om Galactus

I dag er det Stan Lees fødselsdag, men det vidste de fleste læsere sikkert allerede, for i vore dage bliver man jo opdateret på den slags fra både MySpace, Facebook og alle mulige andre sites, og man kan være sikker på at hvis alle de seje børn er med et sted, så er Stan Lee der også.

Perlerække af store navne

Ligesom sin skaber, så er Fantastic Four også knapt begyndt at vise sin alder. Men i dette tilfælde skyldes det mere at der gennem årene har været andre store serieskabere til at gribe serien efter at Stan Lee og Jack Kirby havde gennemført deres rekordlange samarbejde på mere end hundrede numre.

Det er en sand perlerække af klassiske navne der har bidraget, lige fra skaberen [[Stan Lee]] selv og [[Jack Kirbys]] rentegner [[Joe Sinnott]] over Lees efterfølger som forfatter Roy Thomas og senere fornyere af serien som [[John Byrne]] og [[Mark Waid]]/[[Mike Wieringo]].

I denne bog redigeret af [[Tom DeFalco]] får vi, ligesom i den tidligere omtalte bog om skaberne bag X-Men, en lejlighed til at kigge bag scenen og høre om hvordan de enkelte skabere arbejdede og få et indblik i hvordan de tænkte.

Desværre ingen Kirby

Selv om Fantastic Four og X-Men har de samme skabere, så virker fraværet at Jack Kirby blandt de interviewede så meget mere markant i denne bog. X-Men var måske nok Kirby og Lees ide, men det var først for alvor folk som [[Chris Claremont]] og [[John Byrne]] der gjorde serien berømt.

Hos Fantastic Four var det Lee/Kirby samarbejdet der satte standarden, ikke bare for den sprudlende fantasi og dynamik der var i tegningerne (hvem ellers kunne finde på at placere en fyr på et surfbrædt midt ude i verdensrummet), men også for hele den måde [[Marvel Comics]] skulle producere tegneserier på i fremtiden, den såkaldte [[Marvel method]].

Serieskabernes egen favorit

The Thing i serieskabernes favorithistorie
The Thing i serieskabernes favorithistorie

Indflydelsen på de senere skabere står også klar når de bliver bedt om at vælge deres foretrukne historie. Overraskende er det ikke den blandt almindelige læsere s berømte Galactus-trilogi der ofte nævnes, men derimod historien fra det efterfølgende hæfte “This Man … This Monster!”. Overraskende nok skal man også næsten 2/3 igennem bogen før læsere der ikke lige er bekendt med hele Lee/Kirbys kanoniske værk får en info-boks med oplysninger om denne historie om forholdet mellem Reed og The Thing, fortalt ved hjælp af en anden videnskabsmands forsøg på at få ram på Reed. Reed er ikke fejlfri, selv om han er jordens største eventyrer og videnskabsmand, så kan han hver dag se grænsen for sine evner foran sig i sin manglende evne til at kurere sin bedste ven.

Det er til gengæld også næsten den eneste kritik man kan komme med af informationsniveauet i bogen, hvor hvert enkelt interview bliver suppleret med små bokse med uddybende information, hvis man nu ikke lige er helt skarp på hvem skrull’en Lyja er (det var hende der udgave sig for at være Alicia Masters og som endte med at blive gift med Johnny Storm).

Måske kunne man også brokke sig over at der ikke er billeder nok, men nu er det jo en interview-bog, så i stedet kunne man jo gå ud og investere i DeFalcos “Fantastic Four – The Ultimate Guide” som er en “coffee-table” bog om FF med korte introduktioner til seriens helte og skurke gennem årene omgivet af et væld af lækre illustrationer. Faktisk behøver man ikke at vælge nogen af de to fra – bryd finanskrisen og få sat gang i forbruget igen, det går til et godt formål.

Byrne, næsten venlig

John Byrne møder noget større end sit ego
John Byrne møder noget større end sit ego

Bogens interessante punkter derimod er selvfølgeligt interviewet med Stan Lee selv, men også med John Byrne, der ligesom i bogen om X-Men virker meget mere sympatisk i en professionel interview-situation end de mere eller mindre sammenhængende online situationer man ofte ser ham i nu om dage. Ikke at Byrne ikke af og til har en vigtig pointe med hvad han siger, selv idag, men det hjælper lidt på interessen for hvad han har på hjerte at han ikke på samme tid verbalt skyder vildt omkring sig.

Doom tilbage til rødderne

En anden interessant del er interviewet med Walter Simonson, specielt hans plan om at rehabilitere Doctor Doom. Ikke for at bringe ham tilbage blandt de gode, men for at få fjernet alle de gange hvor han er blevet overlistet af inferiøre helte og bringe ham tilbage til sin egentlige mere imponerende og lidt skræmmende form.

Ideen lyder rigtigt interessant, så jeg konfererede med en virkelig FF ekspert, Tue Sørensen fra foreningen Fantastik, som har langt bedre styr på denne periode i udgivelserne af Fantastic Four, og desværre lader det til at Simonsons ideer mere eller mindre blev forbigået i den efterfølgende kontinuitet.

Valeria Richards lærer et nyt ord
Valeria Richards lærer et nyt ord

En anden af mine yndlingsforfattere som har forsøgt sig med at bringe Doom tilbage til sine rødder er Mark Waid, som har et meget interessant interview hvor han går i dybden med sine tanker om hvor FF skulle bevæge sig hen under hans forfatterskab (læsere der vil vide mere om dette kan også læse hans manifest som er optrykt i første bind af hardcover genoptrykket). Waids indblik når endda at blive suppleret med den nu afdøde tegner Mike Wieringo som var den anden del af dette fremragende samarbejde på serien.

Så alt i alt er der tale om en bog som vil være god både til gamle fans som skal have fyldt et par hjørner ud i deres viden, eller folk der som jeg var fan i gamle dage men som har nogen store hvide pletter på landkortet der gerne skulle fyldes ud. Nye fans bør nok lige tage et kig i et par af de mange genoptryk af FF der heldigvis bliver ved med at komme.

Og så kunne det være interessant med en 2’er. Der er stadigt meget der ikke er dækket endnu, Bendis, Millar og [[Mike Carey]]. [[Mark Millar]] om hvordan det er at overtage FF efter succes’en med Civil War og Brubaker om hvordan det er at genfortælle historien om Doctor Doom. [[Tom DeFalco]] er kun 58, så hvis han er lige så sejlivet som Stan Lee kan han godt nå det endnu.

Comic Creators on Fantastic Four
Comic Creators on Fantastic Four

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on Fantastic Four
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2005
ISBN: 1-84576-053-0

Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ? – del 2

PhoenixGanske som sit emne har Tegneseriesidens artikel om Phoenix og Jean Grey vist sig ikke at ville dø. Dels har den affødt en af de mest seriøse debatter i sidens historie, dels gav den et meget interessant spørgsmål til vort interview med Kurt Busiek. Busiek var, som nævnt i første udgave af artiklen, manden der fandt ud af hvordan det var muligt at bringe Jean Grey tilbage til Marvel universet. Derfor virkede det naturligt at stille Busiek spørgsmålet om hvordan ideen opstod og hvad hans egen holdning er til de mange efterfølgende genoplivninger.

I sit udgangspunkt er Busiek meget beskeden omkring sit bidrag, som han understreger var noget han som fan af serien selv fandt på længe før Marvel overhovedet overvejede at bringe det oprindelige medlem af X-Men tilbage til de levendes verden:

Busiek: Tjah, jeg er sikker på at jeg ikke var den eneste, men det var mig der fandt på den ide som faktisk endte med at blive brugt, og jeg fandt ikke på den med nogen forventning om at den nogensinde ville blive brugt.

Det var ikke sådan at de var på udkig efter den ide. Faktisk så – før det nummer hvori hun døde nogensinde udkom var rygtet nået til nogen venner og jeg selv om at Jim Shooter havde dikteret at hun skulle dø og det skulle være i like nøjagtigt det nummer.

Forklarer Busiek meget beskedent inden han kaster sig ud i den lange forklaring om hvordan en tilfældig diskussion blandt fans endte hos cheferne hos Marvel.

Busiek: Mine venner og jeg kunne godt lide de oprindelige fem X-Men som de var så vi brød os ikke om det.  Men vi havde også hørt at ingen ville få lov til at bringe hende tilbage på en måde hvor hun stadigt var skyldig i de forbrydelser hun endte med at måtte dø på grund af.
Når den slags udtalelser kommer frem, så er det en kreativ udfordring! “Ah, det kan ikke lade sig gøre?!” Så en aften sad jeg og udvekslede ideer med mine venner
“Hvordan ville du gøre det?”
“Jeg ville gøre det og det”
“Ah, jeg kan ikke lide det af den her grund – jeg ville gøre det her og det her”

Som altid skulle viste det sig at Busiek kun skulle have ganske få stikord for at give et indblik i den process der foregår når han får ideer, ganske som han dagen efter skulle forklare for en større forsamling hvordan ideer er noget man kan træne sig op til. Som en mand der betragter en uge hvor han ikke får to-tre ideer som en dårlig uge må man sige at Busiek trods sit runde ydre på det mentale plan er en topatlet. Men inden vi når frem til processen som Busiek ser den, skal vi lige forbi en lang og kringlet vej fra Busieks vennesnak til Marvels ledelse:

Roger SternBusiek: Så det var bare tegneseriefans der sad og snakkede. Så et par år senere var jeg til en lille tegneseriefestival i Attica, New York. Jeg besøgte Roger Stern og vil kom til at snakke om X-Men. Roger Stern var ked af at man aldrig kunne samle de oprindelige fem X-Men fordi Jean var død og der ikke var nogen måde man kunne bringe hende tilbage igen. Og så sagde jeg “Jo da, der er måder at bringe hende tilbage igen – der er altid en måde” og så fortalte jeg ham at jeg havde fundet på den hersens ide og han svarede “Ah, det kan jeg godt lide – det ville virke!”.

For mit vedkommende så var der ikke mere i det, men det viste sig så at et par uger senere talte Roger med John Byrne og Roger fortalte “Øh for resten, jeg snakkede med en fyr forleden som havde en ide til hvordan Jean kunne vende tilbage. Jeg tror du vil kunne lide det her”. Så fortalte han John hele historien og John sagde “Det er faktisk en ret god ide”.

Så da man begyndte at arbejde på X-Factor samlede man de oprindelige fire X-Men og da de ikke kunne have Jean med var de begyndt at overveje at bringe Dazzler ind i gruppen sa John ringede til Bob Layton og sagde “Jeg har en måde vi kan få Jean tilbage hvis du er interesseret?” og John svarede “Helt klart! Lad mig høre historien” og John forklarede “Det er ikke min historie – det er noget en fan har foreslået til Roger”.
Og så gav han en kort disposition for historien og Bob syntes om den. Så de vendte tilbage med en ide der gik ud på “Vi laver et cross-over mellem Fantastic Four (som John arbejder på) og Avengers (som Roger arbejder på) og så X-Factor. Og i den forbindelse bringer vi så Jean Grey tilbage”.

Og Roger forklarede så “Ham fyren der foreslog det, han er en forfatter der arbejder med tegneserier”. Jeg arbejdede for Marvel på Marvel Age Magazine, så de krediterede mig i bogen og de betale mig for ideen og alt muligt. Men jeg fandt bare på det som en utilfreds fan og så nævnte jeg det for en der ikke arbejdede på X-Men på det tidspunkt, bare som et “Her er noget der måske kan bruges” og så rullede lavinen derfra og det blev til virkelighed uden at jeg havde nogen ide om det.

Og mens Roger Stern, John Byrne og resten af folkene hos Marvel overvejer hvordan de skal få Jean Grey tilbage, er Kurt Busiek igang med at arbejde sig videre frem som forfatter og arbejder på Marvel Age.

Busiek: Første gang jeg hørte noget om det var mens jeg arbejde inde på Marvels kontor [på Marvel Age] og så kommer Bob Layton op bag mig og siger “Hey, jeg hører at det er dig jeg skal takke for at vi har fået Jean tilbage”. Jeg anede ikke hvem han var! Jeg havde ingen ide om hvad han snakkede om! En historie der skulle genoplive Jean Grey – det have jeg ikke skænket en tanke i over to år, så jeg var helt “hvaba?”
Så fortalte han mig hvad der skulle ske og om aftenen ringede jeg til Roger og han forklarede tingene for mig, men det hele kom som en fuldstændig overraskelse for mig.

Det at bringe en afdød seriefigur tilbage fra de døde er noget som mange fans anser for kontroversielt, specielt i de senere år hvor det er blevet mere almindeligt. Kurt Busiek kunne med god grund slå en kluklatter op og bedyre at det ikke er hans fejl at det er endt på den måde, men hans efterfølgende forklaring dykker ned i hvordan de genopstandne helte har baggrund i en tidligere fortælleteknik.

The Mole ManBusiek: Jeg fik ideen ud fra den måde man plejede at behandle skurkene – da jeg var i high school havde vi en leg. Når vi sad og snakkede kunne jeg finde på at sige “Prøv at finde på en måde at slå nogen ihjel på som jeg ikke kan finde en måde at lave om på igen”.
For jeg havde læst så mange historier hvor det var “Årh ja, vi så lige Mole Man falde ned i en aktiv vulkan”. Og når han så dukkede op igen ville der være en halv sides forklaring på hvorfor “Nej han faldt ikke ned i en aktiv vulkan – han blev teleporteret væk i sidste øjeblik af sine håndlangere” eller “Den her fyr blev sendt ud i det ydre rum og sprang i luften!” men “Nej, det var kun hans rustning der sprang i luften – han svævede rundt i nedfrossen tilstand indtil han blev samlet op af de her rumvæsener …”
Der er altid en “Det her er hvad du så … men hvad der virkeligt skete var …”
Så genoplivningen af Jean var i høj grad en “Det er hvad du så – men det var i virkeligheden en kopi”, hvilket en en klassisk måde en skurk kan slippe ud af problemer på. Jeg anvendte bare den metode.

Busiek giver selv et eksempel på hvordan han ikke var den første til at bruge den form for historiefortælling, faktisk havde X-Men selv banet vejen for at bruge det kneb.

The ChangelingBusiek: Og det er ikke engang første gang i X-Mens historie at det er sket: Professor Xavier er død – to år senere er det “Øh nej nej, det var The Changeling! Han omvendte sig og ville rigtigt gerne gøre noget godt, så Xavier sagde ‘Jeg har noget arbejde jeg skal lave ude i baglokalet, så hvad med at du udgiver dig for at være mig, så kan jeg give dig telepatiske kræfter og du kan ofre dit liv, men det gør ikke noget for du skal alligevel dø af kræft’.
Den historie giver ikke nogen mening overhovedet! Men vi fik Professor X tilbage og genoplivningen af Jean var det samme grundlæggende princip: det var ikke hende i virkeligheden, det var noget andet. Det er den slags historie der er blevet brugt igen og igen.

Men selv om genoplivningen af helte og skurke ikke er noget nyt må Busiek nok indrømme at der er visse kræfter der spiller ind når man vælger at bruge dette middel i en historie.

Busiek: Jeg synes at tegneserier har drevet rovdrift på død-og-genopstandelse ideen, men allerede før Jean blev bragt tilbage havde vi haft Professor X som vendte tilbage fra de døde, Captain America ver vendt tilbage fra de døde, Ligtning Lad var vendt tilbage fra de døde – så det var ikke sådan at det aldrig var sket før! Det skete og der blev tjent mange penge på det! Så folk begynder at sige til sig selv “Well, jeg vil også tjene en hel masse penge! Jeg gør det!” – og de vil blive ved med at gøre det indtil der ikke er nogen penge at tjene på det overhovedet …

Som Tegneseriesidens redaktør konkluderede, så er det ikke uhørt at økonomiske interesser er med til at drive hvad der sker i seriens handling, og Busiek giver ham ret:

Busiek: “Nogen tjente kassen på det – det vil jeg også gøre!”? Jo det er meget almindeligt i tegneserier! Det er hele tegneseriens historie i den sætning!

Og selv med disse tilføjelser fra Kurt Busiek om hvordan genoplivningen af Jean Grey egentlig bare følger en etableret tradition indenfor tegneserien, så er det sidste ord i diskussionen for og imod genoplivningen af hende garanteret ikke sagt.

Rachel SummersOg skulle man være af den type der ikke kan få nok af Jean Grey og Phoenix, så er det værd at bemærke at Claremonts gamle serie Excalibur er ude i genoptryk hvor gruppen på vej gennem de mange alternative universer også støder på andre udgaver af Jean/Phoenix, alt imens den første alternative Phoenix, Rachel Summers er med i de første 50 numre.

En anden Phoenix historie kan man læse i den første trade paperback med gruppen Exiles, en samling mutanter fra forskellige alternative tidslinier som forsøger at rette op på alternative universer hvor tingene er gået galt. Exiles dukke op netop som Shi’ar imperiet skal begynde deres retssag mod Phoenix/Jean Grey, men den verden de er havnet i er ikke helt som i den oprindelige historie.

De to genudgivelser har i øvrigt en lille sammenhæng idet at Nocturne, datter af Nightcrawler i Exiles siden er dukket op som fast medlem af den nye udgave af Excalibur.

Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ?

X-Men 148 indeholder en artikel af Kent Damgaard om Jean Grey og Phoenix. Af hensyn til den begrænsede spalteplads måtte en del af artiklen skæres fra. Heldigvis har Kim Helt givet sit samtykke til at Tegneseriesiden bringer den hele uforkortede artikel her kort efter udgivelsen.

X-Men #148

En lille forhistorie

X-Men er fanget i rummet, kun med en ødelagt rumfærge at vende hjem i. Den der tager styrtøjet er sikker på at dø, men Jean Grey tager chancen og ofrer sig for holdet.

Da alle tror hun er død efter nødlandingen i vandet udfor JFK lufthavnen flyver hun pludseligt op af vandet, genfødt som Phoenix. Hvorfor blev Jean Grey til Phoenix? Hvorfor skulle hun dø? Og hvordan blev de to skilt ad? Historien har været trykt i Projekt X Klassiker nummer 3, men hvad skete der bag kulisserne?

Kun en (Marvel) pige

Før hun blev Phoenix hed Jean Grey Marvel Girl, og det første billede jeg så af hende var i kamp mod en superskurk som muligvis var Magneto. Det var ikke i en dansk udgivelse, men derimod i en bog om tegneserier. Jeg husker ikke længere titlen, men skulle nogen af læserne vide hvilken bog der er tale om ville jeg være meget interesseret i at høre det. Hvorom alting er, så viser billedet en Jean Grey der kæmper mod Magneto, men som er trængt helt ned i knæ i forsøg på at holde ham stangen med sine svage kræfter. Bogens pointe var at selv om der fandtes kvindelige superhelte, så blev de fremstillet som svage og underlegne i forhold til de mandlige helte og skurke.

Jean Grey får en “makeover”

X-Men forsideForvandlingen fra Marvel Girl til Phoenix startede med at tegneren Dave Cockrum, som blandt andet skabte Nightcrawler, savnede Jean Grey fra det oprindelige team. Han syntes dog at hendes navn: Marvel Girl var fjollet, så han og forfatteren Chris Claremont gik i gang med at rende redaktøren Archie Goodwin på døren for at få lov til at ændre radikalt på hende. Cockrums første udkast til en ny uniform var i hvidt og guld med en kappe over skuldrene lige som den gamle Captain Marvel fra forlaget Fawcett. Goodwin syntes det var en rigtig dårlig ide, for et hvidt kostume ville betyde at man kunne se teksten på den næste side igennem det tynde papir man trykte på den gang. I stedet fik hun farverne gul og grøn, og nu da figuren jo var blevet genfødt, så mente de to plotmagere at det var rigtigt at kalde hende Phoenix.

Store kræfter og stort ansvar

Det var slet ikke tanken at Phoenix skulle været et selvstændigt væsen eller en universal kraft. Da Jean Grey styrer rumfærgen mod jorden kan man se lyd-effekter (‘TACATACATACA’) som illustrerer at hun bliver udsat for kosmisk stråling. Samme stråling havde givet Fantastic Four deres kræfter, så det forklarede at Jean fik nye kræfter. Senere, da Phoenix var død, fik forfatteren Kurt Busiek den ide at Phoenix kraften var et selvstændigt væsen og at Jean var gemt på havbunden der hvor nødlandingen havde fundet sted. Tegner og forfatter John Byrne kunne lide ideen. Så som den mytologiske fugl Føniks genopstod Jean mens Phoenix fortsatte som et af de store kosmiske væsener, på linje med Galactus.

Det hele skyldtes at folkene bag X-Men ikke var enige om den retning Phoenix skulle bevæge sig i. For Cockrum og Claremont havde Jean havde fået nye kræfter, men som det hedder sig i Marvel universet følger der stort ansvar med store kræfter. Jean Grey gik fra at være “kun en pige” til at have kræfter der kunne ødelægge hele planeter. Claremont kaldte det “at surfe på en tsunami”, uden at have tid til at vænne sig til kræfterne og lære at kontrollere dem, som eleverne på Xaviers skole ellers gør. Cockrum sammenlignede det med et narkotikum hun med tiden skulle vænnes fra, så hun kunne blive Jean som vi kendte hende.

Phoenix skal dø!

Jim ShooterFør de nåede dertil var Cockrum blevet afløst af John Byrne, som mente at Phoenix fik resten af X-Men til at se ud som statister, mens Claremont begyndte at holde af figuren. Derfor blev slutningen på Dark Phoenix Saga” kontroversiel.

Byrne lod Phoenix udslette en hel beboet planet og det blev for meget for redaktør Jim Shooter.

Han brød sig, ifølge Cockrum, ikke om stærke kvindelige figurer, så med henvisning til hendes forbrydelse fik Byrne og Claremont en lodret ordre om at lade hende dø. Cockrum fortæller:

“Shooter hadede stærke kvindelige figurer. Da vi første gang introducerede Phoenix ville vi have hende til at kæmpe mod Thor eller Silver Surfer, men Shooter ville ikke give os lov til det. Han udtalte at ingen kvinde ville få lov til at overvinde Thor eller Silver Surfer. Vi luskede os rundt om ham ved at sætte hende op imod Firelord, som tidligere havde kæmpet lige op med Thor. På den måde fik vi fastsat niveauet for hendes kræfter”.

Historierne om om hvad der skete divergerer alt efter hvem der fortæller dem. Louise Simonson , som tog over som redaktør for X-Men på daværende tidspunkt, husker at Claremont viste hende Byrnes tilføjelse.

“Og jeg sagde ‘Chris, det kan du ikke gøre. Hvis Phoenix udsletter en hel race af levende væsner så bliver hun massemorder. De får du ikke lov til at gøre’. Han svarede ‘Nej, nej, det er i orden’, og forklarede at Jim Salicrup, som var redaktør på X-Men på daværende tidspunkt, havde vist scenen til Shooter som havde sagt god for den.”

Byrne og Claremont hver til sit

X-Men forsideByrne mente det var en god måde at afslutte historien på, men han kunne mærke at han og Claremont ikke længere var enige, så med Phoenix døde også et af de helt store makkerpar på X-Men serien da Byrne gik til Fantastic Four. Adspurgt om det var en tilfredsstillende slutning udtaler Byrne:

“Ja, det var det faktisk. Jeg går ud fra at alle nu ved, at Shooter skred ind i sidste øjeblik og tvang os til at ændre slutningen fuldstændigt så Phoenix døde. Chris har aldrig været i stand til at give slip, men jeg synes faktisk at vi i sidste ende gjorde noget der var bedre en hvad vi havde planlagt.”

Claremont siger selv:

“Jim greb ind. John og jeg slog Jean ihjel og hele serien bevægede sig i en fuldstændig anderledes retning. Jeans død gav os faktisk troværdighed. Vi var blevet påtvunget noget der skulle vise sig at være en gave som adskildte X-Men markant fra alle andre serier. Selvfølgeligt var Gwen Stacy død i Spider-Man, men det var ikke på niveau med at slå Sue Storm eller Ben Grimm ihjel. Vi dræbte den ene part i det næstældste kærlighedsforhold i Marvels univers.”

Den evige genfødsel ?

I persisk mytologi hvor Fugl Føniks hører til, dukker der en op hver 500 til 1000 år. Den brænder sig selv op i sin rede og genopstår fra asken. Så lang tid kan intet forbliive dødt i Marvels univers. Vi har set udgaver af Phoenix siden da: den ægte vare, forfalskninger, udgaver fra alternative verdener og så videre. Og som Claremont og Byrne bliver vi fans nok aldrig enige om det er godt eller skidt. For min skyld må de godt genoplive hende igen, så længe der er gode historier at fortælle.

Forfatterens bemærkninger

Den franske filosof Pascal skrev på et tidspunkt til en ven at han desværre var nødt til at sende et langt brev, da tiden ikke tillod ham at skrive et kort brev. Sandheden i dette gamle udsagn fik jeg virkeligt at føle i mit i øvrigt meget interessante og givende samarbejde med Kim Helt hos Egmont omkring fremstillingen af denne artikel.

I denne udgave har jeg tilføjet en række yderligere forklaringer, citater og andre ting jeg var nødt til at skære væk for ramme de 3500 tegn som Kim var nødt til at insistere på at jeg holdt mig til. Desuden får læserne et par billeder mere. Citaterne i artiklen er hentet fra “Comic Creators on X-Men”, men da artiklen er skrevet til et dansk publikum har jeg tilladt mig at oversætte dem.

Links

Undervejs mens jeg ledte efter billeder til denne artikel fandt jeg dette Jean Grey fansite som vist samler alt merchandise man kan finde med Jean og Phoenix.

http://www.squidoo.com/jean-grey

Efter at have skrevet artiklen lavede jeg noget yderligere research på redaktøren Jim Shooter, som nogen gange får en lidt hård medfart i artiklen. Efter at have læst et par interviews med ham på nettet har jeg fået et lidt mere nuanceret syn på Shooter. Læsere der gerne vil have en lidt anden indfaldsvinkel kan læse nedenstående og danne sig deres egen mening.

Interview med Shooter på Comic Book Resources del 1.

Fandom and beyond with Jim Shooter

Comic Creators on X-Men

Fyrre år, utallige hæfter og tre film – næsten alle kender efterhånden X-Men. Men hvad ved vi om hvad tegnerne og forfatterne bag serien tænkte og hvordan mange af de store beslutninger om serien blev truffet? Kent Damgaard ser nærmere på en bog som giver mange af svarene.

Comic Creators on X-Men

Serie på flere bøger

Bogen “Comic creators on X-Men” er en af tre bøger hvor Tom DeFalco interviewer en række af Marvel Comics’ mest kendte serieskabere om deres karriere og arbejde på serien. De to andre bøger omhandler Fantastic Four og Spider-Man. Bogen “Comic creators on Fantastic Four” vil blive omtalt i sin egen anmeldelse her på siden, hvor jeg også ser nærmere på DeFalcos anden bog om Fantastic Four.

Redaktør og serieskaber

Tom DeFalco er ikke nogen hr. Hvemsomhelst. Han var Editor-in-Chief hos Marvel i perioden fra 1987 til 1994. Idag varetages den position af Joe Quesada og ligesom Quesada arbejdede han ved siden af på forskellige serier som Thor og Fantastic Four. I nyere tid er DeFalco nok mere kendt for serien Spider-Girl hvor man følger et alternativt univers hvor Peter Parker og Mary Jane har fået en datter ved navn May. Selv om salget aldrig har været imponerende har serien ved hjælp af en meget fanatisk fanskare formået at holde sig igang i mere end 100 numre.

Respektfuld insiderviden

Tom DeFalcoDeFalco er sammen med Jim Shooter og Stan Lee selv en af de redaktører der har siddet længst på posten. Derfor er han velegnet til at stille spørgsmålene i “Comic Creators on X-Men”, for han kender en lang række af folkene bag serien personligt og har set en del af de begivenheder som vi fans gerne vil høre mere om. DeFalco formår generelt at skabe en fornuftig balance hvor han få afsløret lidt af hvad der sker bag kulisserne, uden at det bliver til en offentlig luftning af Marvels snavsede undertøj.

Formen for hvert interview er i det store hele den samme, først nogen spørgsmål om personens barndom og tidlige forhold til tegneserier, så noget om hvordan vedkommende kom til Marvel. Efter dette gås der så i dybden med vedkommendes periode på X-Men og i nogen tilfælde også med hvad vedkommende har lavet efterfølgende. Generelt virker de forskellige interviews meget flydende, uden den følelse af at der bliver brugt en skabelon, hvilket man godt kan føle i DeFalcos bog om Fantastic Four.

Fra Stan Lee til Neal Adams – de tidlige år

Selvfølgeligt lægges der ud med Stan Lee som giver baggrunden for hvorfor han valgte at skabe X-Men og ideen om mutanter. I forvejen havde han brugt forskellige former for stråling så som kosmisk stråling til at skabe Fantastic Four og gammastråling til at skabe Hulk, så i stedet for at skulle opfinde en masse nye former for stråling valgte Stan Lee at indføre ideen om at mutationer kunne føre til overnaturlige kræfter.

Selv om X-Men serien solgte nogenlunde godt i starten, så var den ikke det flagskib for Marvel Comics den senere skulle udvikle sig til. Faktisk stod den for at blive lukket da Neal Adams, som vi idag kender for hans arbejde med Batman og Grønne Pil/Grønne Lygte, overtog som tegner. Adams valgte selv den lukningstruede serie ud fra en ide om at så kunne han jo gøre hvad han havde lyst til uden at bekymre sig. Det førte til en række banebrydende tegninger hvor Adams bryder med den traditionelle brug af sideopbygning og perspektiver. Fans af serien syntes om den nye stil, men selv om salget igen begyndte at stige efter at Adams kom til var det ikke nok til at undgå lukning.

Storm, Wolverine, Colossus og Nightcrawler kommer til

Giant Size X-Men 1Dermed blev det Dave Cockrum og Len Wein der fik jobbet med at genoplive serien nogen år senere hvor man introducerede det hold vi kender idag. Med dem starter mutanternes guldalder hos Marvel, men det bliver to andre skabere der kommer til at føre X-Men frem til de salgsmæssige højder. John Byrne og Chris Claremont står bag historier som “Dark Phoenix” sagaen, “Days of future past” og mange andre udødelige X-Men historie.

Gennem de interviews der er med både dem, Cockrum og Wein samt redaktør Louise Simonson får man et godt billede af hvad der er foregået i kulisserne da disse historier blev skabt, og hvorfor at samarbejdet mellem Claremont og Byrne ikke kunne holde. Byrne valgte at gå videre med Fantastic Four og skabte en tilsvarende klassisk periode der, mens Claremont helt frem til idag fortsætter med at præge de forskellige mutant gruppers historier.

Specielt begivenhederne omkring “Dark Phoenix” sagaen vender vi her på Tegneseriesiden tilbage til i en kommende artikel.

Mange store navne og kun få mangler

Da bogen er fra 2006 er der hverken interview med Ed Brubaker eller Joss Whedon, hvis bogen skulle sælge godt nok til at komme i et andet oplag kunne man håbe at DeFalco vælger at supplere op med yderligere interviews med disse to vigtige forfattere. Bogen slutter i stedet af med interviews med to af de nyere bidragsydere til serien, Grant Morrison og Mark Millar. De to skotter Millar og Morrison står hver for sig som moderne genfortællere og videreudviklere af de klassiske X-Men historier med henholdsvist Ultimate X-Men og New X-Men.

Ud over de allerede nævnte personer byder bogen på interviews med Roy Thomas, Alan Davis, Marc Silestri, Bob Harras, Scott Lobdel og Chris Bachalo, så der er meget materiale fra alle årene.

Nye læsere kan sagtens starte her

Nyere læsere kan måske godt føle sig lidt intimideret af ovenstående hvis de ikke er helt stive i det oprindelige hold eller Byrne/Claremonts klassiske fortællinger, men “Comic creators on X-Men” er god til at tage læseren i hånden gennem en række små bokse som løbende introducerer emner som “Sentinels”, “Starjammers”, “House of M” som man ikke kan forvente at alle læsere er bekendte med.

Hvis man er hardcore X-Men fan er bogen et must, og hvis man er nysgerrig nybegynder eller halvvejs uerfaren så er informationen stadigt holdt i en form hvor man ikke hægtes af. Så til en pris på $ 17.95 er den et godt køb.

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on X-Men
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2006
ISBN: 1-84576-173-1